Bookshelfporn

Ooooooohh yearh! Nu bliver det slibrigt. Tjek dette link ud og fortæl mig om du kan undgå at blive bare en smule svedig? Jeg kan ikke... Boghyldepornografi - Satme frækt!

Hjem kære hjem

Berømte forfatteres barndomshjem. Unægteligt noget pop - men så meget mere for snageffekten. Og ja, der er en dansker i mellem - gæt selv hvem.

Greatest cover?

Det er utvivlsom en liste lavet af grafisk design-studerende... Jeg syntes de har udeladt en del af de virkeligt fede og meget mere svulstige covers der er lavet i tidens løb. Personligt har jeg en faible for paperbacks i 50'erne erne med horror-typer og hyppige bruge af afklædte kvinder og våben(se øverst), det som min generation, takket være en voldsomt overvurderet cinematisk oplevelse, lærte at kende som Pulp Fiction. Men anyway, hvilket er det fedeste cover på denne liste?(The Road og The Humbling er mine favoritter)

Makkerskabet og fortsættelsen på historien.

Okay. Jeg har læst Zlatans selvbiografi. Det er også Lagercrantz’ Zlatan-bog. Og hvad så? Vil du noget? Ligesom? Det tog mig tre dage. Ligesom. Superevilmegabitsch. Og vildt fedt. Helt hysterisk. Ligesom. Og jeg vil fremover kun skrive som Zlatan taler. Ligesom.

Og dog…

Historien om Zlatan er mageløs. Ikke så meget på grund af den rags-to-riches-historie som naturligt bliver rammefortællingen. Ikke så meget på grund af røverhistorierne fra tiden i nogle af verdens største fodbolklubber; Ajax, Juve, Inter, Barca, Milan. Ikke så meget på grund af det spraglede og til tider virkeligt underholdende persongalleri som Zlatan har været og stadig er en del af. Nej, den er mageløs på grund af de først 100 sider, der beskriver Zlatans barndom og opvækst i Malmö-ghettoen, med det nærmest sort-humoristiske navn, Rosengård.

En barndom i en ærekær og eksplosiv balkan-familie, med en voldelig og overarbejdet mor og en fraværende og alkoholiseret far. En barndom hvor den lille og spinkle Zlatan render rundt ude hele tiden sammen med resten af rødderne, fordi hjemme er lig med problemer og sult. En barndom hvor Zlatan stjæler cykler og fodboldkort og slik og hvor rapserierne gradvist kunne være blevet, og ind imellem også bliver, mere alvorlige end som så, og hvor mange af vennerne bliver fuldblodskriminelle, som hele tiden er på vej ind og ud af fængslerne.

Zlatans beskrivelse af fraværet af kærligheden, af tævene, overlevelsesstrategierne og hvordan en kriger fødes af et fundament så porøst som gråt, frostsprængt cement, er ganske enkelt gribende og dybt respektaftvingende. Mest af alt fordi Zlatan ikke lægger skjul på at han ikke kunne have gjort det alene. Gode mennesker har hjulpet ham hvor det gjaldt, eller i hvert fald givet ham en afgørende mulighed og den har Zlatan formået at gribe. De mennesker glemmer Zlatan aldrig. Lige så lidt som han glemmer dem, der modarbejdede ham, prøvede at udnytte ham eller fastholde ham i en stereotyp. Taberen.

Og hvad med makkerskabet? Ghettodrengen Zlatan og stang-elitære Lagercrantz? Jo, naturligvis sidder man med fornemmelsen af at Zlatan har været Lagercrantz’ brune hånddukke i processen. Men det gør man kun pga. den massive omtale bogens tilblivelse har fået og de løftede øjenbryn makkerskabet har fremkaldt i visse dele af pressen. Det er åbenbart et makkerskab, som efterfølgende truer med at blive endnu et sort kapitel i den historie om Zlatan, som handlede om hvordan de hvide børns forældre prøvede at få den uregerlige Zlatan smidt ud af, den fine fodboldklub, Malmö FF, og som må efterlade den nu voksne Zlatan, skulle han interesse sig for det – men det gør han nok ikke, med følelsen af igen ikke at høre til i det fine selskab. Det hvide selskab.

Og netop fornemmelsen af ikke at høre til løber som en rød tråd igennem fortællingen om den massivt succesrige svenskers færd fra bunden af det svenske samfund til den absolutte top af den internationale fodboldverden. Fra spinkel prügelknabe til feteret multimillionær og forbillede.

Zlatan er for meget. Han fylder urimeligt både fysisk og mentalt. Zlatan laver fjender og Zlatan kommer i problemer. Sådan var det som barn og sådan er det nu. Zlatan taler og røven går. Zlatan har aldrig læst andre bøger end sin egen. Zlatan kan godt lide biler og dyre ure. Zlatan har kun en gang drukket sig fuld. Zlatan kører 325 km/t i sin Porsche Turbo og kører fra politiet. Zlatan hører ikke til. Men Zlatan er en vinder. For han fokus og fightervilje. Og han laver sig ikke om for andre. Lyt – lyt ikke, er hans motto. Med andre ord, glem ikke hvem du er inderst inde. Klichéen lever med andre ord. Men den dag en opvækst som Zlatans bliver en kliché, den dag har vi et problem, som end ikke 1000 Zlatan’er kan sparke os ud. Lad endeligt den historie stoppe her.

Syndefaldet - og kampen mod kunstigheden - 6 bøger/III

om Mishimas Sømanden der pådrog sig havets vrede

I

Nogen gang overstiger myten om forfatteren forfatterskabet. Det er der talrige eksempler på. Oftest skyldes det, at forfatterskabet ikke har den fornødne kvalitet til at give modvægt til forfatterens liv og livsførelse. Men en sjælden gang i mellem, så skyldes det at visse omstændigheder ved forfatterens liv er så exceptionelle at det langt overstiger et ellers kraftfuldt og bemærkelsesværdigt forfatterskab. Yukio Mishima er en sådan forfatter.

Mishima var mange personer. Han var først og fremmest forfatteren, som skrev mere end 20 bøger, mere end 40 skuespil, knap 100 noveller og hundredevis af digte og essays på en ganske kort karriere i perioden fra 2. Verdenskrigs slutning og til hans død i 1970. Men han var også skuespiller, politisk aktivist, kampsportsekspert og gennem sin private hær, Tatenokai, glødende fortaler for, at det japanske samfund skulle vende de vestlige værdier ryggen og finde tilbage til dets oprindelige dyder og kejserens Japan. Til dét han omtalte som ægtheden. Han var muligvis homoseksuel, muligvis ikke. Ligegyldigt, hvis ikke hans bøger også kredsede omkring homoseksualitet, spirende seksualitet og mere end almindeligt varmt venskab mellem drenge.

Men mest mytisk er dog hans død. Den 25. November 1970 besætter han og 4 andre medlemmer af Tatenokai den øverste kommandør i Japans militærs kontor og tager kommandøren som gidsel. Mishima holder en tale på kontorets balkon til soldaterne, som er forsamlet nedenunder. Talen indeholder et manifest og en række krav som han og Tatenokaisoldaterne forlanger, at det japanske samfund skal tage til sig. De forsamlede soldater buher ham bogstaveligt talt ud og Mishima forlader hurtigt balkonen. I Kontoret begår han seppuku, den for samuraier traditionelle og ærefulde form for selvmord, hvor man stikker et lille sværd dybt i maven på sig selv og skærer fra venstre mod højre. Efter seppuku foreskriver traditionen at en assistent skal begå kaishakunin på den døende, altså hakke hovedet af ham. Dette sker også og billedet af Mishimas afhuggede hoved gik verden rundt.

Så ja, myten om manden og hans død overstiger på alle måder litteraturen, også i dette tilfælde. Men det er helt og aldeles ufortjent, for Mishimas forfatterskab er enestående og meget komplekst.

II

I bund og grund kredser en stor del af Mishimas litteratur omkring syndefaldet. Tabet af uskyld, selvpåført eller af andre påført. Ofte er den afgørende situation, det der udløser tabet for en af hovekaraktererne beskrevet på afstand, gennem et vindue, eller et kighul, utydeligt men alligevel uden at vedkommende kan være i tvivl om at tæppet er blevet trukket væk under denne, og verden for stedse vil se anderledes ud.

Oprøret er i Mishimas verden ofte vendt mod den voksne, den etablerede verden. I Mishimas øjne en degenereret og disciplinløs verden, der skal bekæmpes med paroler og, om nødvendigt, vold. Kammeratskabet er vigtigt for Mishima, som i krig, som i strid , som i kærlighed, ikke kun til kammeratskabet, men også mænd i mellem. Den homoseksuelle idé er netop blot en idé hos Mishima. I hans litteratur fuldbyrdes det aldrig.

Sproget er poetisk, farligt. Symbolerne er tonstunge og ofte, for karaktererne, fatale. Væmmelsen ved vesten og hadet til vestens indflydelse på det japanske samfund er udtalt.
Karaktererne er ofte drevet af en lyst til noget større og bedre. En større mening, som nok er spirituel i dets udtryk, men som altid fremelskes via hårdt jordisk arbejde og disciplin. Sentimentalitet er svaghed. Sømanden der pådrog sig havets vrede er essensen af alt ovenstående.

III

I en lille japansk kystby bor Noboru med sin mor Fusako. Fuskako har en butik med alskens vestligt tingeltangel som Noboru og hans venner, et voldeligt slæng, som dyrker noget de kalder objektionisme og som afskyr al subjektivitet og menneskelige følelser, afviser som svagt, patetisk og i sidste ende en latent fare mod al ægte og japansk.

Ryuji er en sømand, som ind i mellem går i land i deres by og besøger Fusako i hendes butik. De tiltrækkes, ikke så meget af hinanden, som af ideen om hinanden og indleder et forhold. Noboru og hans venner idoliserer Ruyji og anser ham for maskulin, fri og ægte. Men efterhånden som hsitorien skrider frem, finder læseren og Noboru ud af at Ryuji er forfængelig og utro mod sine egne idealer, i hvert fald mod dem som drengene bygger op omkring ham. Drengenes idolisering vendes med ét til had, den dag hvor Noboru ser moren og Ryuji dyrke sex og han samtidig finder ud af at Ryuji går i land for stedse. Drengene bliver klar over at de bliver nødt til at slå Ryuji ihjel.

Historien om Noboru og hans slæng indeholder samtlige de for Mishima så typiske elementer, skildret i så rolig og selvfølgelig en tone, at det løber læseren koldt ned af ryggen. Mishima er nådesløs i sin kritik af det princip- og disciplinløse vesten og knastør i beskrivelsen af drengenes logik og ræsonnement.

Det er en skyggeverden, en for Mishima ægte verden, inde i kernen af alt det kunstige, man som læser føres ind i. Det er foruroligende, dragende og først og fremmest ubegribeligt velskrevet.

Dette var tredie afsnit i en lille serie om 6 bøger, som har flyttet mig som læser. Første afsnit omhandlede Christoph Heins I hans tidlige barndom en have - den kan du læse her. Andet afsnit beskæftigede sig med fantastiske Delillo og hans Underworld - læs det her

Dødens Triumf - og den mageløse indledning - 6 bøger/II

om Delillos Underworld

I

Underworld er velsagtens en af de bøger der står ulæst på flest hylder verden over. Ikonisk først og fremmest for dens apokalyptiske cover, en lille kirke i forgrunden af Twin Towers i baggrunden og rundt om dem svæver en ildevarslende sort fugl, men også for dens nådesløse knap 900 sider, som nok har fået flere til at stige af inden de rigtigt var steget på. Synd og skam, naturligvis, da der venter læseren en pragtfuld belønning for endt læsning.

Delillo er den plotløse fiktions amerikanske mester. Vennen Paul Auster har beskrevet Delillos bøger som ”The literature of moods.” forstået som både stemning og tilstand. Ofte kredser Delillos litteratur om eneren, den mandlige ener. Ensomme mænd i aflukkede verdener, som flirter med volden som virkemiddel til en bedre tilværelse, sågar til kanonisering af deres patetiske selv.

Delillo har haft evnen til at være nærmest ubehageligt profetisk omkring specielt terrorens rolle i den vestlige verden, og hans projekt, eller dele af det, siden romanen Mao II fra 1991 har været at beskrive hvordan terroristen har overtaget kunstnerens rolle i samfundet som den egentlige samfundsomstyrter.

II

De første 60 sider er mageløse. Oprindeligt var disse sider en novelle med titlen ”Pafko at the wall” og undertitlen ”The shot heard ’round the world” trykt i Harpers Magazine i 1992. Med få ændringer, blandt andet en ny titel ”The triumph of death”, blev denne novelle den indledende sekvens i Underworld. Scenen er New Yorks Polo Grounds den 3. oktober 1951 og en af historiens mest berømte baseballkampe. Den tredje finalekamp mellem de to New Yorker-hold The Dodgers og The Giants om det amerikanske mesterskab. Vi kastes ned blandt 35.000 tilskuere, af hvilke vi følger en god håndfuld før, under og efter kampen. The Rat Pack er der, eller nogen af dem i hvert fald; Frank Sinatra, Jackie Gleason og Toots Shoor. J. Edgar Hoover er der, den fattige sorte dreng, der har snydt sig ind på stadion er der, familiefaren med sin ældste søn, unge elskende, den dedikerede fan, et utal af nationaliteter. Stemningen er anspændt, opløftet, forventningsfuld. I Delillos pensel får både det store sceneri og det enkelte individ plads og tid. I lyset på stadion ses alting tydeligt.

Dramaer udspiller sig overalt på stadion, og, selvsagt, på banen under dem. Hoover plotter USA’s fremtid, mens han er nervøs for om Sinatra vil gøre nar af ham på grund af hans ringe højde, The Rat Pack fortæller jokes til stor fornøjelse for tilskuerne omkring dem, som næsten er mere optaget af celebriteterne end af spillet. På banen er The Giants pressede indtil legenden Bobby Thomson træder til med battet og rammer så det kan høre om på den anden side af jorden. Et perfekt slag, et homerun, der sender bolden hen over hovedet på Dodgers’ Andy Pafko og stadions venstre væg. Deraf den originale titel.

Romanens røde tråd er bolden. Den bold som den amerikanske baseball-legende Bobby Thomson bruger til sin berømte homerun, The shot heard ’round the world, og som i sidste ende sikrer The Giants titlen. Den bold bliver fra det øjeblik et af de mest eftertragtede samlerobjekter og symboler på koldkrigs-USA.

Efter Bobby Thomsons homerun kaster de jublende tilskuere konfetti, aviser og magasinsider op i luften over The Polo Grounds. J. Edgar Hoover har som alle andre rejst sig op for at klappe, men pludseligt lander der et cover fra LIFE på hans hoved. Det forestiller en reproduktion af Brueghel Den Ældres berømte maleri ”Dødens triumf”, og mens han står og ser på det invaderer fansene banen under ham og han kan pludseligt ikke se forskel på maleriets frygtelige sceneri og det ubegribelige kaos på banen:

”Across the red-brown earth, skeleton armies on the march. Men impaled on lances, hung from gibbets, drawn on spoked wheels fixed to the top of bare trees, bodies open to the crows. Legions of the dead forming behind shields made of coffin lids.”

Apokalypsen lurer lige rundt om hjørnet for både høj og lav i hele denne mesterlige tour-de-force af en roman.

Samme dag som den legendariske finalekamp, finder amerikanerne ud af, at USSR har foretaget sin anden vellykkede atomprøvesprængning og den kolde krig er dermed skudt i gang. Ingen af de karakterer vi møder under baseballkampen er romanens hovedkarakter, men Delillo bruger baseballkampens intensitet og struktur som beskrivelsen af konsekvenserne ved USA's koldkrigsstrategi og som motor for beskrivelsen af et race- og klasseopdelt og dybt paranoidt koldkrigs-USA.

III

Med baseballkampen som katapult skydes vi ud i romanen, mens vi holder fast i baseballen. Men forventningen om en lignende lineær narrativ, som vi stiftede bekendtskab med i indledningen, gøres til skamme. For Delillo hopper mellem tid, sted og karakterer som han lyster og hans stil bliver nærmest filmisk med hyppige brug af forklarende flashbacks i den hullede narrativ.

Fra New York til forstæderne, til New Mexicos ørken og videre til de nye russiske republikker, cirkler vi om enerens rolle og hvordan den påvirkes af de store globale hændelser, og hvordan disse tvinger eneren med i en utryg socialisering som blot ender med at lægge alen til afsondretheden. Det er ikke blot i skyggen af bomben, det er i skyggen af den altdominerende ting DE har bragt ind i VORES liv, den altdominerende viden om forestående og uundgåelig udslettelse.

Romanens egentlige hovedperson er Nick Shay, en specialist i farligt affald, som rejser jorden rundt og hjælper folk af med det, ingen har lyst til at se igen. Nick er kommet højt på strå, på trods af en opvækst i diverse ungdomsfængsler pga. mord, ved at tage sig af den buldrende udviklings uønskede biprodukter. Romanen kredser konstant om historiens uønskede biprodukter uden dog på noget tidspunkt at lægge op til en plotmæssig forløsning af den grund. Dette understreger blot Austers udsagn øverst i dette indlæg og får blot mig til at elske denne bog endnu mere. Delillos svæv er ubesværet og grandiost, hans pensel er bred, men hans timing og insisteren på at lade øjeblikket hvile og undlade forklaringerne, gør ham til en mesterlig karakterskaber.

IV

Delillos dialoger er næsten det bedste ved hans forfatterskab. Det er dialoger skrabet for mening, for patos, for intensitet. Det er dialoger mellem mennesker der nok taler samme sprog, men som ikke magter at finde samme vinkel på en samtale, som taler forbi hinanden, men alligevel ikke helt, for det vakuum der opstår i samtalen efterlader de involverede det ønskede sted i den ønskede stemning, takket være en overlegen forfatters fingerspidsfornemmelse for det talte sprogs formåen. Delillo efterlader ligeså mange huller i sin dialog som i sin narrativ.

Det er en roman, der emmer af paranoia. Fra baseballsekvensens portræt af J. Edgar Hoover og helt til slutsidernes portræt af det lidt gammeldags begreb Cyberspace, som stedet hvor alt, selv døden, nu er forbundet med alt og alle, like it or not. Det er en roman der viser et USA, som vi har lært det at kende den dag i dag, i næsegrus beundring for celebriteter og penge, og hvor vold er den virkelige magtfaktor, den letteste at anvende nu, hvor den er blevet absolut og tidløs, som i atombombe og mulige terrorangreb, og ikke blot tilfældig, romantisk og dybest set ineffektiv.

Stig trygt ned i underverdenen ved Delillos hånd og lad den enestående indledning løfte dig videre.


Dette var 2. afsnit i den lille serie om seks bøger der gjorde indtryk. 1. afsnit handlede om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have, og det kan du læse her

Embedsmandens revolte – 6 bøger/I

Om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have.

I

In seiner frühen Kindheit ein Garten. I Hans tidlige barndom en have. Blot titlen er bemærkelsesværdig. Både ukommerciel og sært dragende. Der er noget over det mentale billede af et barn i en have, som rører ved noget grundlæggende i de fleste af os. Det er et billede på alt trygt og blomstrende, på varme og spiselighed, men også et billede på den gryende bevidsthed om, at der ligger en verden uden for haven. På den anden side af hækken.

Hvor ofte har jeg ikke hørt folk, som bor i hus vel at bemærke, sige om deres haver, at det bare er skønt lige at kunne lukke børnene ud i dén, i stedet for at skulle på legeplads etc. Underforstået, at her er trygheden kombineret med letheden, det ubesværede i det at trykke håndtaget til terrassedøren ned og lade ungerne løbe ud i den trygge, kontrollerede miniatureverden, der udgøres af x-antal hække. Der er gynger i den have. Der er bolde og en sandkasse. Der er måske frugttræer og solsorte på grenene og på græsset. Der er regnorme som man kan drille en søster eller en lillebror med. Men der er altså også en verden udenfor. Og den lader sig ikke kontrollere, lige meget hvor meget man prøver. Og børnene bliver ikke i haven for evigt.

II

”I hans tidlige barndom…” er baseret på en virkelig begivenhed. I den undseelige tyske stationsby Bad Kleinen udspiller sig den 27. Juni 1993 et af de sidste dramaer omkring den, på det tidspunkt døende, tyske terrororganisation Rote Armé Fraktion. To af gruppens tilbageværende hovedaktører Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams skal arresteres af tyske specialstyrker efter flere års intens efterforskning og infiltrering af gruppen. Aktionen ender helt galt, med to alvorligt sårede og Wolgang Grams’ død på skinnerne på den lille station.

Historien derfra er historien om, hvordan de tyske myndigheder først prøvede at kammouflere Grams’ død som selvmord, på trods af, at alle vidneudsagn talte om en decideret likvidering på klods hold. Det er historien om hvordan bevismaterialer forsvandt på uforklarlig vis, vitale oplysninger blev hemmeligholdt af forskellige myndigheder, som undersøgte og frifandt hinanden og en presse, som ikke anede hvilken side den skulle stå på. Grams’ død er den dag i dag uopklaret.

I Christoph Heins pen bliver ovenstående ulykkelige historie til historien om Familien Zureks opløsning. Richard Zurek er allerede en aldrende pensioneret gymnasielektor, en edsvoren embedsmand i Bundesrepublikens tjeneste, da han og konen Rikes verden styrter i grus og deres lille familie bestående af dem selv og tre voksne børn rives fra hinanden. Grunden er sønnen Olivers død, som er meget lig den førnævnte Wolfgang Grams måtte lide, men i stedet for at forfølge thriller-elementet i historien, er Heins triumf at han følger faderens selvopgør i stedet, uden i øvrigt at være blind for spændingsmomentet i set-up’et.

Den aldrende embedsmand bliver i sorgen over sønnens død hjemsøgt af en trang til at finde ud af hvad der i virkeligheden skete med ham. Da først selvransagelsen, hvor har jeg fejlet som fader, har lagt sig, indfinder klarsynet sig – Olivers død er ikke som myndighederne siger den er, Oliver er blevet henrettet. Samtidig med at Richard Zurek tvinges til at kæmpe mod staten med retslige midler, for i det mindste at placere den direkte skyld i sønnens død, så begynder forståelsen for hvordan hans søn kunne ende på den yderste, militante ventrefløj.
Afmagt og retfærdighedstrang tvinger den gamle Zurek til at tage sit verdenssyn op til revision.

Hos Hein er dette massive personlige drama på én gang underspillet og nærmest stilfærdigt fremadskridende. På den anden side falder ufattelige og ikke spor lavmælte bomber ned i skødet på læseren med en sådan kraft at man formeligt gisper efter vejret. Og disse bomber er ikke forbundet med gangsterne på venstrefløjen og deres indoktrinering af den unge Oliver, overraskelserne har udelukkende at gøre med, den på overfladen så regelrette og korrekte, Richard Zureks indre liv og lyster. Det er til tider stærke og overrumplende sager, som Hein disker op med midt i al den tyske provinsstilhed.

III

Som nævnt er romanens egentlige triumf skildringen af Zureks mærkværdigt stilfærdige selvopgør. Et opgør han tvinger ned i tempo for at bevare sin fornuft, så langt ud kommer man når man mister en søn, selvom man reelt mistede ham for år tilbage, og så langt kommer man ud, når dét man har troet på, i dette tilfælde den suveræne tyske retsstat, ikke længere kan være grundlaget for ens eksistens. Zurek er bestemt ingen helt på en mission. Han er en gammel mand, som kæmper en forbitret indre og ydre kamp for, på den ene side, sin søns eftermæle, og på den anden side, et ståsted for sin eksistens i sit livs efterår.

Subsidiært fortæller ”I hans tidlige barndom…” historien om den tyske samtid i kølvandet på de dramatiske 80’ere. Hein selv er østtysker og bogen er den første af hans, der foregår i det tidligere Vesttyskland. En samtid hvor indlemmelsen af de mange nye statsborgere uden erfaringer udi netop den demokratisk retsstat, skulle foregå. Og naturligvis skal Richard Zurek være vesttysker og ikke østtysker, og naturligvis skal Hein som østtysker og kunstner bore fingeren rundt i det sår der er det demokratiske vestens mest ømme, nemlig det vakuum, som opstår efter terrorisme og som kan fremprovokere statsterrorismen. I det vakuum befinder Zurek sig, i det vakuum bearbejder han sin sorg over sønnen og sin skuffelse over staten, hans arbejdsgiver og garant, gennem et langt arbejdsliv.

Romanen tager sit crescendo ved Zureks tale på hans tidligere gymnasium til en stor flok gymnasieelever og grønskollinger udi det demokrati de tager for givet. Det er dramatisk, underspillet og meget, meget vedkommende. Mere skal ikke afsløres.

Verden på den anden side af hækken, et sind- og tidsbillede på en ærkedemokratisk familie og en ubøjelig tjenestemand og familiefar, et tidsbillede på et netop samlet Tyskland og et portræt af dét, der til hver en tid truer et demokrati, den snigende radikalisering af både individet og styret. Hein har begået et lavmælt moderne mesterværk.