Glemt

Da jeg var barn stod familiemedlemmer formeligt i kø for at læse historier op for mine kammerater og jeg. Der var aldrig mangel på bøger, gode historier og altså oplæsere. På den måde fik vi mange gode bøger ind under huden i en tidlig alder; alt fra ”Dunderklumpen” til ”Den uendelige historie”.

Men når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske at have fået fortalt en historie. Altså, en mundtlig fortælling fortalt fra hukommelsen. Dette skyldes naturligvis, at det er de færreste der kan det. Det der med at sætte sig ned og fortælle af hjertets lyst. Men det skyldtes jo også, at vi ikke har tradition for den mundtlige fortælling i Danmark. Noget vi vel har tilfældes med resten af den vestlige verden.

Selvfølgelig har vi fortalt hinanden historier, og sunget for hinanden, historisk set. Krøniker, folkeviser og eventyr er alle udspringere af en mundtlig fortælletradition, som stort set er død i vores del af verden, men som lever i andre dele.

Som så mange andre har jeg også været i Marokko og oplevet fortællerne på Djema el Fna-pladsen i Marrakech. At sidde med i kredsen af tilhørere der hvinede af begejstring og gispede af skræk, som historien skred frem, var en fest. Nogle af fortællerne sad blot på en skammel på jorden og fortalte, andre havde forskellige rekvisitter liggende på jorden foran sig i en halvcirkel mellem dem og tilhørerne; Dyrekranier, slangeskind, en gren, en pose med sand etc. Alt sammen vigtige ingredienser i historien.

Ville det være utænkeligt at opleve det samme på Blågårds plads eller Skt. Hans torv en varm sommerdag? Det ville det muligvis. Ikke på grund af mangel på tilhørere, men der i mod grundet mangel på fortællere. Jeg tror med andre ord ikke, at vi har mistet interessen for den gode fortælling. Jeg tror vi har mistet evnen til at fortælle den. Mundtligt.

For nylig stødte jeg på en glemt bog, for mig var den i hvert fald, der mindede mig om ovenstående. Driss Ben Hamed Charhadi og Paul Bowles ”A life full of holes”. En historie fortalt af en klassisk historiefortæller uden manuskript til en båndoptager. At læse den var som at sidde med i kredsen på Djema el fna igen. Bortset fra at jeg denne gang forstod ordene.

Paul Bowles var en amerikansk forfatter, komponist og oversætter bosat størstedelen af liv sit i Tanger i Marokko. På trods af at han havde samtiden og bopælen tilfælles med mange af beat-forfatterne, vil det ikke være korrekt at omtale Bowles som en af disse. Om end specielt ham og Burroughs var gode bekendte, brød Bowles sig ikke særligt meget om beat-litteraturen. Hans egen litteratur mindede da bestemt heller ikke om beatens ofte fragmenterede og vilde eksperimenter, men var nærmere en Hemingwaysk fortælletradition. Nysgerrige bør læse hans debut fra 1949 ”Sheltering sky” om et ulykkeligt amerikansk ægtepar på ørkensafari i nordafrika.

Charhadi var en marokkansk mand der ofte besøgte Bowles og hans kone i Tanger. Bowles fortæller om tilblivelsen af ”A life full of holes”, at Charhadi en aften kom forbi efter at have været i biografen i Tanger. Charhadi havde set en film, hvor Kairo var blevet ødelagt. Forvirret havde han opsøgt Bowles-ægteparret og spurgt om det virkeligt kunne være rigtigt, at så stor en by som Kairo var blevet ødelagt, uden at han havde hørt om det på sin radio. Husk, at dette var i 1960’erne.

Bowles havde så prøvet at forklare ham forskellen på fiktion og fakta. Charhadi havde set på ham med mistro i øjnene og konstateret ”Så lyver man jo. Må man det? Skal man ikke spørge regeringen først?” Bowles forklarede, at de bøger han selv skrev også var en slags løgn, og at det skam var helt i orden og at man ikke behøvede at spørge nogen om lov først. ”Så kan alle jo lave en bog” svarede Charhadi, der selv var komplet analfabet, kækt og satte trumf på: ”Selv jeg...”

Som sagt så gjort. Charhadi aftalte med Bowles at han ville komme forbi en dag og fortælle en historie som Bowles så skulle optage og oversætte og udgive på sin ”Bogfabrik”, som Charhadi kaldte det. Charhadi kom forbi, satte sig ned og fortalte en historie, ”The wire”, der senere skulle blive et af kapitlerne i ”A life full of holes”.

Charhadis fortælling består stort set kun af hovedsætninger og simple sætninger. I starten er det dybt frustrerende at læse. ”Jeg vågnede om morgenen. Jeg var sulten. Jeg gik hen til Muhammeds hus for at spise. Jeg mødte Muhammeds datter i huset. Jeg sagde: Nu er jeg her. Hun gav mig morgenmad og jeg spiste. Muhammed kom og satte sig ved siden af mig. Hans datter bragte os begge the.” osv.

Men efterhånden som historien skrider frem bliver den opbygning af historierne nærmest hypnotiserende. I en insisterende staccato arbejder den simple, men barske, historie om klassiske temaer som overlevelse, bedrag og kærlighed sig længere ind under huden på læseren, end denne overhovedet kunne drømme om efter de første 5-10 sider.

At sammenligne fortællestilens med et barns er nærliggende, men uretfærdigt. Et barn ville selvfølgeligt ikke kunne holde den røde tråd i så lang en mundtlig fortælling. Ja, jeg ville ikke kunne det. Det kræver en umådelig dygtig fortæller og et ekstraordinært godt overblik.

Bowles gjorde, efter oplevelsen med Charhadi, en stor indsats for at mangfoldiggøre maghreb-litteraturen fra Marokko, Tunesien og Algeriet. Det er dette og ikke så meget hans egen litteratur han bliver husket for, om end han er optaget i Library of America. Charhadi selv forsvandt ud i glemslen.

En bog som ”A life full of holes” skal ikke glemmes. Det skal den mundtlige fortælletradition heller ikke. Så nu er mine børn advaret.

Driss Ben Hamed Charhadi, ”A life full of holes”, Rebel Inc. Classic 1999(1.udg. Grove Press 1964), ISBN 0 86241 949 2

At få en bog foræret

”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.

Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.

Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.

Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.

Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.

Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.

Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.

Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.

”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.

Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...

Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.

Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.

Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.