En sammenligning mellem de amerikanske forfattere Kent Haruf og Daniel Woodrell, vil mange mene, er en sammenligning mellem æbler og bildæk. Begge dele er runde, men der stopper ligheden så. Begge ovennævnte er gode, nulevende amerikanske forfattere der begge tager deres udgangspunkt i karakterer fra USA's udkant, geografisk såvel som eksistentielt. Men udover det er de umiddelbart forskellige som dag og nat.
Haruf er den talentfulde historiesnedker med det enestående håndelag hvormed han kan forme en hård og umedgørlig træklods af et persongalleri til et smukt stykke kunsthåndværk med fine lag og smukt ornamenterede mønstre gennem dialogen.
Woodrell er en vild og anarkistisk træhugger, der med hvilket som helst værktøj skærer sig gennem barken på det store amerikansk fyretræ for at blotlægge dets rådne og ormstukne kerne. Koste hvad det vil.
Sidstnævntes bøger er hårde, ufiltrerede fortællinger fra USA’s hvide underklasse, fra trailerparks og smalltown casinos, fra den lurvede bar til detentionen, fra et USA der står uden for indflydelse og som kun gør sig gældende qua meningsløs kriminalitet. Det er enlige mødre, stofmisbrugere, hustlere, drankere og børn uden fremtid. Det er en konstant og umulig higen efter noget der er bedre, anywhere but here. Woodrell er et talerør for den genre han selv har opfundet, country-noir.
Harufs er historien om de stille eksistenser i den fiktive by Holt, Colorado, hvor alle hans romaner foregår. De accepterer vilkårene for et barsk og for det meste ensomt liv på de store sletter. Det er også historien om fædre der skrider, om enlige mødre, men tristessen er forudsætningen for en del af det liv de er vokset op med og som Colorado byder dem. En higen efter et bedre sted er utænkeligt, man er hvor man er, man står fast og man får det bedste ud af det, uden at kny.
Harufs er historien om midt-vesten, Woodrells er historien om syden. Haruf fortæller den store historie som et minimalistisk og underspillet kammerspil, Woodrell benytter sig at det kriminalistiske plot for at understrege karakterernes håbløshed via vold og kriminalitet.
Deres respektive hovedværker understreger forskellene. Harufs hovedværk ”Plainsong” er historien om 5-7 forskellige karakterer og deres liv i lillebyen. Deres historier berører i større eller mindre grad hinanden, men rykker ikke karaktererne endegyldigt i forhold til deres oprindelige ståsted. Plainsong er den type af sang der synges i kirker, simpelt og uden fraseringer. Ligeså er Harufs prosa. Hver enkelt sætning er så simpelt konstrueret og så klar og gennemsigtig at den midt-vestlige stilhed formeligt stråler fra dem.
Woodrells hovedværk, "Death of sweet mister", nogen vil mene, at det er "Winters Bone", det mener jeg ikke, er som titlen på foruroligende vis antyder, en historie med et andet perspektiv. Amerikanerne kalder det en Comming-of-age historie, syndefaldet, uskyldens endeligt. Det er historien om en drengs endog meget tætte forhold til sin noget løsagtige mor, hans fordrukne, voldelige og gudskelov oftest fraværende far og mordet på morens nye kæreste. Woodrells prosa er hurtig, fræk og aggressiv og håbløshedens rå, nådesløse humor strømmer fra den.
Plainsong foregår blandt ”simple folk”, Sweet mister foregår blandt de udstødte, det laveste lave USA. Plainsong er en hyldest til mennesket og dets evne til omstilling i hårde tider. Sweet mister er en foruroligende beskrivelse af hvad mennesket er i stand til, når det presses ud over kanten.
I Plainsong bliver alle slutteligt ”kaldt ind til aften”. Der er nogen der tager sig af dem, inviterer dem indenfor og sørger for deres velbefindende om end vejen er lang. I Sweet mister er alle efterladt blødende på gulvet, tæppet er trukket væk.
Men sammenligningen mellem de to forfattere er alligevel og på trods nærliggende: Deres mænd er fåmælte, til dels handlingslammede, slagne og accepterer kun nødigt forandring. Deres kvinder er enten handlekraftige, om end tvunget af bitter nød, eller attraktive og derfor manipulerende. Naturen spiller en stor rolle både i karakterernes liv og forståelse af verden men også i historiernes narrative forløb. Karaktererne i begge historier bevæger sig på grænsen af det etablerede samfund, derude hvor der er egne regler og hvor man kan blive glemt. Hvad enten man ønsker det eller ej. Karaktererne i begge historier er uden for reel samfundsmæssig indflydelse og har intet ønske om andet end en tålelig hverdag i fred for deres respektive plageånder, hvad end det drejer sig om voldsmænd, pantefogeder, naturens luner eller svigermødre.
Og så er begge d’herrer amerikanere med stort A. De skriver sig begge ind i en stor tradition for beskrivelsen af den amerikanske hverdag, om end fra hver sin ende. Her bør jeg så nævne en lang række af deres mere berømte landsmænd, men alle der har læst ovenstående vil kunne se at vi er ude på sporet hvor både Steinbeck, Ford og Twain har vandret før de to.
Harufs Plainsong er en utroligt god, smuk og velskabt historie. Woodrells Death of Sweet Mister er en lille, grum satan der vil æde sig fast i din erindring. Begge er de billeder på den amerikanske hverdag og på mennesket i undtagelsestilstand. Jeg er begejstret for Haruf og stik hamrende ellevild og blodig med Woodrell. Læs begge. NU!
