Franzenfreude

Jonathan Franzen har i sensommeren og efteråret lagt litterære redaktioner på hele den vestlige havlkugles aviser ned, slagen af begejstring, i næsegrus beundring, over dennes seneste roman ”Freedom”. Den længe ventede efterfølger til alle kritikeres tidligere favorit, altså, før ”Freedom”, nemlig den ti år gamle ”The Corrections” som solgte en fantasilliard eksemplarer og modtog stående spontan-ovationer overalt, hvor den blev anmeldt og læst.

Lad mig lige starte med at slå to ting fast: Det fantastiske udtryk ”Franzenfreude” er ikke mit. Desværre. Det tilhører en forsmået kvindelig amerikansk forfatter af såkaldt intellektuel chik-lit, Jennifer Weiner, og går ikke så meget på personen Franzen, og såmænd heller ikke bogen, som på et parnas af litterære meningsdannere der vælger én forfatter, for så at skrive om denne(ham) og hans litteratur om og om og om igen. En påstand med tydelig adresse til The New York Times, som hun syntes er et lukket ”Old boys network”. Weiner kan sagtens have en pointe lige dér.

For det andet, så deler jeg ikke den vestlige verdens anmelderes begejstring, ikke udelt i hvert fald, over Franzen, hverken hvad angår ”The Corrections” eller ”Freedom”, om end begge bøger er noget nær det perfekte. Franzen kan, når han er bedst og på sit allerskarpeste dissekere et helt samfund, stort og komplekst som det amerikanske, via små, og egentligt ubetydelige, hverdagshændelser i en ganske almindelig amerikansk familie. Det kan vi alle lide at læse, der føler vi os som privilegerede læsere og alt det kommer vi tilbage til. Men han er en overlegen og overfladisk skid når det gælder hans karakterer.

"Freedom" er, nøjagtigt som ”The corrections” var det, et mega-ambitiøst værk, der prøver at indfange en kulturs indre, og ofte hemmelige, liv. Samtidig er ”Freedom” på forhånd tynget af forventninger som selv forfatterens egne tårnhøje ambitioner må have haft svært ved at løfte. Begge dele er nu gået ganske fint, ser det ud til. I hvert fald lykkedes det, forholdsvis ubesværet, for Franzen at få "Freedom" til at handle om meget andet og mere end blot Familien Berglund i St. paul, Minnesota, hvis liv og færden er romanens ramme.

The Berglunds tager os med på en rejse på ryggen af det ærkedemokratiske æsel rundt i Reagans, Bushs og W.’s USA. Elegant og med vedkommende nedslag springer Freedom rundt i årene og giver os til sidst en fuldendt palet over det, der kunne være en hvilken som helst amerikansk, demokratisk do-good-families genvordigheder. Vi følger de enkelte karakterer i hver deres afsnit og får således flere syn på den samme sag, og det er mesterligt spundet af Franzen.

Faderen, Walter, er jurist og arbejder for de dårligst stillede amerikanere, inden han får magten over en fond der, tilsyneladende, kun har til formål at fremme "wild-life-preservation" for en truet sangfugl(!). Moderen, Patty; er en tidligere elite-basketballspiller, som helliger sit liv til hus, mand og børn i St.paul. Sønnen Joey og datteren Jessica, gør hver i sær og på trods af hinandens forskelligheder, alt hvad de kan, for ikke at blive som forældrene, uden dog at svigte de gyldne idealer som åbenhed og lighed mellem køn og race, de har fået med hjemmefra.

Omkring familien Berglund svæver flere forskellige karakterer; naboens datter som Joey indleder et forhold til og er det nærmeste romanen kommer low-life, Richard Katz, måske romanens bedste karakter, en aldrende rockstjerne, hvis musik gennem tyve år er blevet godt modtaget af kritikere, men uden nogen form for kommerciel gennemslagskraft. Lige indtil den plade han udgiver i 2001(det samme år, i øvrigt og helt en passant, Franzen selv udgiver sit endelige gennembrud med ”The corrections efter tyve års kritikerroste og frugtesløse anstrengelser). Joeys roomie fra Universitetet, Jonathan ”the rich kid” og hans ubegribeligt smukke søster, Pattys veninde fra college Eliza, som viste sig at være bipolær, et uendeligt antal naboer, der er flinke nok til at give deres ætsende besyv med om den, på overfladen, nok så vidunderlige Berglund-familie.

Rigt og sprudlende, umiddelbart, men med ankeldyb respekt for den enkelte karakterer, som alle som en bliver slagtet på Franzens ivrige kulturkritiks alter. Når en af Franzens karakterer gennemgår en forandring er det så stift og konstrueret, at man føler sig hensat til 80'ernes arkadecomputerspil. Karakteren får flere point og flere "skills", det står der på skærmen, men den ligner sig selv fuldstændigt og handler som den altid har gjort.


Anken mod Freedom er dog først og fremmest at den er gennemsyret af virkeligt dårligt beskrevet sex. Så usexet, går jeg ud fra, som kun en amerikaner, kan beskrive det. Det kan måske virke ubetydeligt, men for mig er det alt andet end det. Måden en karakter dyrker sex på, forholder sig til sex, er kraftigt definerende(nøjagtigt som døden er det - læs selv...). Og sex med Franzen er på grænsen til det utroværdige, selv når det skal være netop dette, som eksempelvis en karakters hyppige onanifantasier. Styggest i erindring står en lang sekvens mellem Joey og naboens datter, hvor der dyrkes telefonsex. En sekvens der utvivlsomt har været vigtig for forfatteren, grundet længden af sekvensen, men som falder håbløst på gulvet i påtaget opfindsomhed. Ikke at man kan forlange at Franzen selv skal have dyrket telefonsex, men man kan dog som læser forvente en vis form for ægthed og indlevelse i så bærende en sekvens i historien.

Dernæst er et par af karaktererne, de to bærende, Walter og Patty Berglund, simpelthen for uinteressante til at man gider bære over med deres genvordigheder over 500 sider. Specielt Patty er grumme kedelig, og det skal hun være, forstået, men Freedom indeholder blandt andet hendes ca. 100 sider lange selvbiografi… Der sker INTET.

Afkodningen af kulturen, fra den brede pensel til den lille gengivelse af akkuratessen, er læst bedre hos Delillo. Portrættet af den ærkeamerikanske familie er set mere vedkommende hos Haruf og Woodrell, og på en god dag Roth. Men den store svulstige sammenblanding, den store pot au feu vi kalder americana, mestrer Franzen som ganske få, og det er der skam grund til at kippe med hatten for. Samtidig besidder Franzens pen en befriende, nærmest slapstick-agtig, komik, der får den selvhævdende, selvretfærdige og i sidste ende utroligt lidt overlevelsesduelige demokrat-familie til at virke decideret spiselig.

Jeg læste ”The corrections” for 5 år siden og var udmærket underholdt af en nær perfekt roman, men skænkede den ikke mange tanker derefter. Jeg har været udmærket underholdt af ”Freedom”, og faktisk også ganske imponeret over den, sine steder, men jeg er ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at skænke den mange tanker herefter. Der er simpelthen for få af karaktererne der går planken ud. Endsige forfatteren selv.


Til sidst vil jeg godt love, at der snarest følger et blog-indlæg om forfatteren som rockstjerne. Fotoet i toppen in mente. Franzen, en hvid, mandlig forfatter på forsiden af Time Magazine, får det til at vende sig i anmeldere og litterater og feminister over hele den vestlige verden. Og jeg ELSKER det. Mere om det i juledagene.

K A V A L K A D E

Jul og nytår er kavalkadernes tid og blegansigts blog vil da ikke stå tilbage for nogen eller noget som helst. Så hermed: Blegansigts litterære årskavalkade!

Kavalkaden består ikke nødvendigvis af bøger der er udkommet i år, men af bøger som jeg har læst i år. De kan være ældgamle, men de har præget mit litterære år. Og så snart jublen er forstummet starter jeg ufortrødent med en flok titler der fortjener at blive nævnt og ligge under en fandens masse skæve og afpillede juletræer den 24. om aftenen. Derefter kommer få titler med så høj klasse at de, pine død, SKAL under samtlige juletræer i hele landet. Sidst skal fremhæves en enkelt titel som simpelthen bør være pligtlæsning a la Maos lille røde for alle med litterært hjerte og hjerne.

Så er den hysteriske jubel vist forstummet, selv på de billigste rækker, og vi kan skyde kavalkaden i gang:

”Als wir träumten” Clemens Meyers misantropiske bokseallegori af et opgør med Ostalgien. Kent Harufs smukke og tyste westerndrama ”Plainsong” som jeg indrømmer, at jeg kun læste fordi Politiken skrev, at Barack Obama havde den med på sin sommerferie. Joesph O’neils ”Netherland” som absolut er en af de bedst komponerede romaner jeg nogensinde har læst men som bevæger sig på grænsen til ”clever”. ”Kafka og Kontoret” med Villy Sørensens kloge forord og så til sidst to mægtigt vellykkede krimier i hver sin ende af genren: Marek Krajewskis ”Mordene i Breslau”, tysk-polsk noir med stort N og aggressive insekter og Tom Rob Smiths kulørte og mildt usandsynlige ”Child 44” med de fantastiske beskrivelser af national paranoia i Stalins sidste dage.

Et fint felt af begavet, velskrevet underholdning alle kan have glæde af. Ja, alle – I hørte mig! Ned til den lokale boghandler, den uden papirvarerne og playstationspillene, med jer og investér.

Moving on, som de unge i midt-trediverne siger, til tre titler som i den grad har begejstret mig med deres store ambitioner, skævhed og velskrevenhed. Og lad os lægge ud med endnu en tysker: Volker Kutscher, Der nasse Fisch, som jeg har omtalt i begejstrede og rosende vendinger her på bloggen i løbet af efteråret. En hamrende ambitiøs krimi om Berlin midt i Weimar republikkens opløsning. Om Gereon Rath, en ung politimand fra provinsen med pludselig smag for rang og berømmelse i Berlins fashionable mordkommision. Om en underverden der snart bliver politisk og hverdag. Om almen grådighed og magtbegær i alle afkroge af samfundets skyggeside, med nazisternes magtovertagelse buldrende som en tordensky i horisonten. Jeg er netop gået i gang med bind to i serien om Rath, Der stumme Todt, og er spændt på at se om den holder niveau med nummer et. Mere om det her på bloggen i det nye år. Kutscher har planlagt 4 bind og forventningens glæde er stor.


Afsted til den anden ende af jordkloden, til Beijing og til en anden tilflytter fra provinsen. Denne gang en ung kvinde med skuespiller ambitioner i bogen ”20 fragments of a ravenous youth” af Xialou Guo. Den undseelige lille bog indeholder mere power end et kinesisk kulkraftværk og er mere vedkommende end en hvilken som helst dokumentar film om eksplosiv tilflytning fra land til by i udviklingslandene er det. Guos sprog er vidunderligt og hendes tilgang til byens væsen og muligheder, til mændene i hendes tilværelse og til arbejdet som statist i enorme kinesiske fjernsynsproduktioner er glubende – ravenous. Bogen er et eksistentielt fyrtårn midt i en skrigende og, fra vesten set, altmodisch modernisme der dufter af Poe og Tennessee Williams – massemennesket er kvinde, kineser og skrupsulten. Læs den skide bog!


En skide bog er hvad sidste bog i feltet er. En skide umulig, skide for meget, skide fantastisk god bog. ”Tree of smoke” lagde mig ned i et par uger, slagen af begejstring. En fragmenteret, formummet, grusom fortælling over 600 sider, som jeg i et tidligere blogindlæg omtalte som ”Sorg-stafetten”. Det handler om Vietnamkrigen og al verdens menneskelig dårskab. Vi følger en god håndfuld personer og deres livtag med krigen på alle leder og kanter. Efterretningsfolk på umulige missioner ind i en voksende labyrint af røgslør, underjordiske gangsystemer og intethed. Fodtusser på deres lange march væk fra fattigdom og ligegyldighed i no-where-USA direkte ned i afgrunden som kanonføde i et land de knepper og dræber sig igennem og en krig der ikke er deres. En sygehjælper hvis eksistensgrundlag er sorgen som hun bærer for de tusinder hun lukker øjnene og folder hænderne på for sidste gang. Og hvad er så nyt? Not much. Men det er også rørende ligegyldigt når fortællingen er så velskabt og fuldfed som Denis Johnsons ”Tree of Smoke” er det. Og se så lige coveret – årets cover, intet mindre.


Det var så de tre nærmeste forfølgere og må-ha-bøger i dette års kavalkade. De udfylder rammerne for deres respektive genrer elegant og overrasker hele vejen igennem.

Så er vi nået til årets vinder. En bog som egentligt er ”uden for kategori”, da den ikke er skønlitterær. ”a new literary history of America”. Ta-daaaaaaaaaaa! 200 originale essays der i enestående grad indfanger den amerikanske stemme. Essays om ikke kun litterære emner men altid ud fra et litterært synspunkt, slår ned på 200 forskellige årstal, begivenheder, bøger og forfattere fra første gang Amerika nævnes på et kort i 1592 og så frem til Barack Obamas valgsejr i 2008. Så forskellige emner som de spanske erobrere, Washingtons tilblivelse, pilgrimmene, Tennessee Williams, Ronald Reagan, Linda Lovelace, Philip Roth, Richard Powers bliver gennemgået med de litterære briller på. Og det er ikke spor fortænkt eller for meget eller uanvendeligt – det er en enestående skattekiste for alle os der hvert år svælger i den amerikanske litteratur og litteraturforståelse. Hvad har givet denne hvepserede dens litterære stemme og kraft?

Velskrevet, velbegrundet, håndgribeligt, overlegent og oplysende. Greil Marcus og Werner Sollors har redigeret og Harvard University Press har udgivet. En sikker julegave til far der har alt, lillebror der tror han er så skidelitterær eller en god ven man vil intimidere lidt. Og for alle os andre der læser fordi vi ikke kan lade være og som har en svaghed for Americana, en sand fryd.


Af sted til den lokale boghandel eller den lokale webshop og køb, køb, køb – læs, læs, læs. Og bliv et gladere, kønnere, mere oplyst og rummeligt menneske.

Æbler og bildæk

En sammenligning mellem de amerikanske forfattere Kent Haruf og Daniel Woodrell, vil mange mene, er en sammenligning mellem æbler og bildæk. Begge dele er runde, men der stopper ligheden så. Begge ovennævnte er gode, nulevende amerikanske forfattere der begge tager deres udgangspunkt i karakterer fra USA's udkant, geografisk såvel som eksistentielt. Men udover det er de umiddelbart forskellige som dag og nat.

Haruf er den talentfulde historiesnedker med det enestående håndelag hvormed han kan forme en hård og umedgørlig træklods af et persongalleri til et smukt stykke kunsthåndværk med fine lag og smukt ornamenterede mønstre gennem dialogen.

Woodrell er en vild og anarkistisk træhugger, der med hvilket som helst værktøj skærer sig gennem barken på det store amerikansk fyretræ for at blotlægge dets rådne og ormstukne kerne. Koste hvad det vil.

Sidstnævntes bøger er hårde, ufiltrerede fortællinger fra USA’s hvide underklasse, fra trailerparks og smalltown casinos, fra den lurvede bar til detentionen, fra et USA der står uden for indflydelse og som kun gør sig gældende qua meningsløs kriminalitet. Det er enlige mødre, stofmisbrugere, hustlere, drankere og børn uden fremtid. Det er en konstant og umulig higen efter noget der er bedre, anywhere but here. Woodrell er et talerør for den genre han selv har opfundet, country-noir.

Harufs er historien om de stille eksistenser i den fiktive by Holt, Colorado, hvor alle hans romaner foregår. De accepterer vilkårene for et barsk og for det meste ensomt liv på de store sletter. Det er også historien om fædre der skrider, om enlige mødre, men tristessen er forudsætningen for en del af det liv de er vokset op med og som Colorado byder dem. En higen efter et bedre sted er utænkeligt, man er hvor man er, man står fast og man får det bedste ud af det, uden at kny.

Harufs er historien om midt-vesten, Woodrells er historien om syden. Haruf fortæller den store historie som et minimalistisk og underspillet kammerspil, Woodrell benytter sig at det kriminalistiske plot for at understrege karakterernes håbløshed via vold og kriminalitet.

Deres respektive hovedværker understreger forskellene. Harufs hovedværk ”Plainsong” er historien om 5-7 forskellige karakterer og deres liv i lillebyen. Deres historier berører i større eller mindre grad hinanden, men rykker ikke karaktererne endegyldigt i forhold til deres oprindelige ståsted. Plainsong er den type af sang der synges i kirker, simpelt og uden fraseringer. Ligeså er Harufs prosa. Hver enkelt sætning er så simpelt konstrueret og så klar og gennemsigtig at den midt-vestlige stilhed formeligt stråler fra dem.

Woodrells hovedværk, "Death of sweet mister", nogen vil mene, at det er "Winters Bone", det mener jeg ikke, er som titlen på foruroligende vis antyder, en historie med et andet perspektiv. Amerikanerne kalder det en Comming-of-age historie, syndefaldet, uskyldens endeligt. Det er historien om en drengs endog meget tætte forhold til sin noget løsagtige mor, hans fordrukne, voldelige og gudskelov oftest fraværende far og mordet på morens nye kæreste. Woodrells prosa er hurtig, fræk og aggressiv og håbløshedens rå, nådesløse humor strømmer fra den.

Plainsong foregår blandt ”simple folk”, Sweet mister foregår blandt de udstødte, det laveste lave USA. Plainsong er en hyldest til mennesket og dets evne til omstilling i hårde tider. Sweet mister er en foruroligende beskrivelse af hvad mennesket er i stand til, når det presses ud over kanten.
I Plainsong bliver alle slutteligt ”kaldt ind til aften”. Der er nogen der tager sig af dem, inviterer dem indenfor og sørger for deres velbefindende om end vejen er lang. I Sweet mister er alle efterladt blødende på gulvet, tæppet er trukket væk.

Men sammenligningen mellem de to forfattere er alligevel og på trods nærliggende: Deres mænd er fåmælte, til dels handlingslammede, slagne og accepterer kun nødigt forandring. Deres kvinder er enten handlekraftige, om end tvunget af bitter nød, eller attraktive og derfor manipulerende. Naturen spiller en stor rolle både i karakterernes liv og forståelse af verden men også i historiernes narrative forløb. Karaktererne i begge historier bevæger sig på grænsen af det etablerede samfund, derude hvor der er egne regler og hvor man kan blive glemt. Hvad enten man ønsker det eller ej. Karaktererne i begge historier er uden for reel samfundsmæssig indflydelse og har intet ønske om andet end en tålelig hverdag i fred for deres respektive plageånder, hvad end det drejer sig om voldsmænd, pantefogeder, naturens luner eller svigermødre.

Og så er begge d’herrer amerikanere med stort A. De skriver sig begge ind i en stor tradition for beskrivelsen af den amerikanske hverdag, om end fra hver sin ende. Her bør jeg så nævne en lang række af deres mere berømte landsmænd, men alle der har læst ovenstående vil kunne se at vi er ude på sporet hvor både Steinbeck, Ford og Twain har vandret før de to.

Harufs Plainsong er en utroligt god, smuk og velskabt historie. Woodrells Death of Sweet Mister er en lille, grum satan der vil æde sig fast i din erindring. Begge er de billeder på den amerikanske hverdag og på mennesket i undtagelsestilstand. Jeg er begejstret for Haruf og stik hamrende ellevild og blodig med Woodrell. Læs begge. NU!