Den ny-nordiske krimipuritanisme

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Punktum. Svensk af fødsel og opvækst, degenereret og misbrugt i hele Skandinavien, for nu, ganske snart, at lægge sig til at dø, identitetsløs og anonym, i dets fædrene land. Det seneste søm i ligkisten er netop begået af pseudonymet Lars Kepler og har fået titlen ”Hypnotisøren”.

Bag pseudonymet Lars Kepler står ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, hvoraf sidstnævnte er mest kendt på denne side af sundet for blandt andet ”Instruktøren”, en kontroversiel fiktiv biografi om Ingmar Bergman. Ægteparret Ahndoril er bosiddende i Stockholm, hvor de passer deres børn, skriver deres bøger, og dem er der mange af, drikker deres latte og har deres helt igennem kystbanesocialistiske holdninger til alt hvad der rører sig i folkhemmet hinsidan.

Ægteparret Ahndoril var åbenbart blevet træt af ikke at tjene penge på de mange bøger og essays de begår og bestemte sig så for at skrive en kriminalroman. Historien viser jo, at det er der formuerne ligger.

Men enhver intellektuel skandinav med forfatterdrømme ved jo, at det ikke er nok at skrive en knastør krimi i stil med the founding mother and father Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Nej, man skal i samme åndedrag og helst hen over 600 sider plus, skrive en hård samfundskritik hvor velfærdssamfundet får et skud for boven, kernefamilien er lig med døden i tynd forklædning, morderen er psykopat (intet mindre og helst med massemorder-ambitioner), samspilsramte børn står i kø for at hævne sig, mænd der boller uden om får deres bekomst(og er generelt nogle forfærdelige svin) og hvor kvinder der er i deres drifters vold er skurkagtige og må lære af deres fejltagelser.

Den ny-nordiske krimipuritanisme, med andre ord. Den har været under udvikling gennem årtier siden krimien rykkede ind i varmen og blev accepteret som litterær kunst. Takket være blandt andre Jan Guillou og andre nu vrisne gamle mænd. Den har været under udvikling via rædselsfulde og talentløse livstilskrimier, begået af Marklund og hendes kreds. Forfinet af Stieg Larsson qua hans opstyltede, rædselsfuldt selvhævdende og noget så korrekte Millenium-trilogi og nu vil Kepler-sammenslutningen gud hjælpemig skrive ti bøger med den samme hovedperson. Dette kommer jeg tilbage.

Den ny-nordiske krimipuritanisme er først og fremmest én ting: Litterær ansvarsforflygtigelse. Dernæst er den et ønske om at tjene penge. Alt andet vil være hykleri at påstå. Sidst men ikke mindst er den en smutvej til relevans på trods af komplet mangel på åbenlyst talent. Det er ren og skær x-factor.

Den litterære ansvarsforflygtigelse består i, at man fra forfatternes side bevidst forveksler den nordiske krimi med samtidsromanen. Det er da klart. Når man ikke har talentet, endsige overblik og indsigt til at skrive samtidsromanen, så giver man sin tynde, tynde samfundskritik et kriminalistisk plot. Således understreger man sin lunkne pointe om at ondskaben lurer i os alle og så kan alle følge med og rigtigt blive bekræftet i at, velfærdssamfundet det slipper man kun fra med skindet på næsen, hvis hjertet vel at bemærke sidder op i halsen og man i øvrigt er af samme holdning til samfundet som forfatterne. En holdning der som oftest går 15 på dusinet af, på den lokale café latte-bar.

Morderen er psykopat. Det er da klart. Det er muligvis hans utro far og hans svage mor der har gjort ham til det, men det er sådan set lige meget. Han er psykopat. Og hvorfor er hans så det? Jo, for så har man som forfatter lavet rammerne så vide at man ikke behøver indlevelse, hverken som forfatter eller læser, det er jo psykopatens værk så alt kan ske. Man æder med andre ord alt hvad galningen kan finde på, uden at spørge sig selv om der er litterært eller samfundsmæssigt belæg for handlingerne. Ansvarsforflygtigelse.

Sex er stadig lig med ballade. Og mænd kan lokkes med det. Sex, altså. Kvinder skal ikke dyrke sex med tilfældige mænd de finder attraktive, således graver de deres egen grav. Børn må ikke spille computer og slet ikke online-spil og slet, slet ikke hvis de er den mindste smule samspilsramte. Journalister er helte. I hvert fald dem der arbejder i den venstreorienterede del af pressen. Retsmedicinere er good guys, humor er nemmest når den er sort og handler om lemlæstede lig. Politimænd er problematiske. De må i hvert fald ikke bare være en almindelig, god, hårdtarbejdende, opofrende mand eller kvinde. De skal have en skyggeside. Noget med noget alkohol, eller en dom i deres fortid og som minimum en kuldsejlet familie i kølvandet. De må godt klare ærterne for os, men de skal helst lide urimeligt før vi gider redes af dem. Ansvarsforlygtigelse.

Penge. Der er eddermame penge i skidtet, hvis man rammer formlen. Alle har jo fulgt med i de astronomiske summer der er føget gennem luften under det slagsmål der opstod efter Stieg Larssons død. Herr og fru Kepler siges at have tjent kr. 9 mio alene på forskudssalærer fra alverdens forlag, her i blandt vores eget Gyldendal(et lille idealistisk foretagende inde i Klareboderne) der efter sigende har punget knap kr. 800.000 ud for rettighederne til Hypnotisøren. Jan Guillou, Liza Markland og hendes mødregruppe, Arne Dahl og Jo Nesbø har alle tjent til dagen og vejen så de kan holde sig kørende de næste 200 år. Så hvorfor skulle man ikke, som forfatter, give sig i kast med genren som læserne åbenbart sluger som var det kolde Pripps Blå til en varm midsommerfest?

Relevans. Hvem vil ikke gerne være relevant? Der findes ikke den nyhedsredaktion der ikke har sendt en journalist af sted for at interviewe Liza Markland om hvad der er galt med verden i dag. Men ok, hendes heltinde er jo også journalist. Alle kan smigres. Men jeg kunne ligeså godt spørge min datter på 2 ½ om hvad vi skal stille op med statsgælden og få et ligeså brugbart svar.

Hvad angår ovenstående er forlagene er jo et kapitel for sig. Direkte adspurgt om han mente, at krimien var vor tids samtidsroman svarede Gyldendals Grand Old Man Johannes Riis bestyrtet at det håbede han sandelig ikke at det var. Underforstået, at der til havde krimien dog for lidt litterær substans. Men, men, men hr. Riis… ikke desto mindre har du lige punget din egen årsløn ud på den seneste krimi der udgiver sig for netop at have litterær substans. Var de penge ikke bedre brugt andetsteds? Eksempelvis i en talentpulje. Forlagene vil have den ny-nordiske krimipuritanisme og de vil have den nu. Helst i går. Det er der pengene ligger.

Nå, tilbage til Hypnotisøren som ved gud er en skambollet bastard af en krimi. Hvad vil den? Den vil underholde. Selvfølgeligt vil den det, så langt så godt. Hvis en krimi ikke underholder så kunne vi lige så vel afskaffe den og se Station 2 i stedet for. Gør den det? Njah… det er en pageturner der smider om sig med cliffhangers i en sådan grad, at det får Jack Bauer og ”24” til at ligne Lille Per og ”Far til fire”. Så formen er sikkert bestyret.

Hvem er hovedkarakteren? Godt spørgsmål. Jeg fandt aldrig ud af det. Den sakser rundt mellem fortællere og synsvinkler men har dog sine 3 til 4 favoritter. Gør det noget? Ja, for helvede! Når man ikke gider sin genre så sjusker man med karaktererne og så bliver de mudrede. Så overlapper de hinanden så man som læser til sidst bliver i tvivl om hvem der er hvem.

Er karaktererne troværdige? Døm selv: én af hovedpersonerne, den hårdkogte kriminalbetjent Joona Linna med årevis af erfaring og mange lig i lasten. En mand af få ord, der er kendt for ikke at sky nogen midler for at nå målet og hvis stædighed på jobbet gang på gang fremhæves, træder for gud ved hvilken gang i sin karriere ind til retsmedicineren for at besigtige et hårdt medtaget lig. På retsmedicinerens kontor slår paradokset ham pludselig, at ordet obduktion kommer af det græske ord ”obducere” der faktisk betyder at tildække. Aha, aha, interessant. GU GØR DET DA EJ! Jeg kan love jer for at det ikke slår ham. Havde han været en førsteårselev på politiskolen, som aldrig har været en tur i retsmedicinerens kælder før, så måske ja. Men ikke dig, Joona Linna.

Bogen er spækket med den slags tåbelige regibemærkninger, der burde tjene karaktererne, men som blot er én ting og én ting alene: forfatternes ønske om at pisse deres intellekts territorium af i et format det ikke passer til. ”Selvom vi skriver en krimi er vi altså ret kloge”. Muligvis, men spar os for afpisningen.

For lige at gøre Hypnotisøren færdig, så skal der altså skrives ti styks af ovennævnte. Gad vide hvem den gennemgående karakter skal være? Karakteren Hypnotisøren, må siges at være skrevet ud og væk, med mindre man da gentager et originalt, indrømmet, oplæg. Joona Linna er den blegeste hovedkarakter, han er godt nok også svensk-finne, jeg nogensinde er stødt på i en krimi. Hvis han da er hovedkarkateren? En mand der absolut ikke gør noget som helst indtryk og som forfatterne simpelthen ikke har anet hvad fanden de skulle stille op med. Adw-badw, en politibetjent, hvad gør vi? Retsmedicineren – 600 sider sort humor, så slår I nok ikke jeres egen rekord i forskudssalærer i anden omgang. Jeg aner det ikke. Og ja, jeg er også ligeglad.

Jeg er en sur gammel mand, med chauvanistiske tendenser der ikke syntes, at der er skrevet en ordentlig kriminalroman siden Dürenmatt, Doyle og Sjöwall og Wahlöö. En knastør krimi med fuld fokus på forbrydelsen uden svinkeærinder og helst ikke over 150 sider. Er det det der er galt? Bestemt ikke. Der bliver skrevet fremragende krimier i hele verden. Skal da lige skynde mig at nævne Rankin, Krajewski og Kutscher. Jo Nesbø er en hæderlig forfatter, det er Arne Dahl(endnu et pseudonym) vist egentligt også, så selv i Skandinavien bliver der skrevet en god krimi. Men de rykker intet. Og guess what? Det skal de heller ikke – så hold nu op med at foregøgle, at krimier skal omstyrte samfundet og kaste nationer ud i identitetskriser.

Krimier skal underholde, skal være troværdige, skal indeholde præcise miljøbeskrivelser, skal holde sig fra begavede regibemærkninger. Krimiforfattere skal være ærlige, først og fremmest over for dem selv, dernæst overfor deres karakterer og sidst men ikke mindst overfor os – deres læsere. Det er jo derfor, at vi bliver ved med at læse de skide krimier.

Puritanismen bestod i det iskolde fokus på forbrydelsen og opklaringen af denne. Der var en morder, et offer og en opklarer. Det var klart som is.

Så blev morderen samspilsramt, offeret skurk og opdageren grå.

Så blev morderne mange, ofte forbundede og psykopatiske, ofrene tvetydige og opdageren journalist, eller på anden måde genkendelig med brug for hjælp. Der gik x-factor i den. Den ny-nordiske krimipuritanisme. Et ønske om at skildre det nutidige og samfundsmæssige så facetteret og genkendeligt som overhovedet muligt via et kriminalistisk plot. Et resultat som blot fremstår som en ubehagelig, politisk korrekt tankerenhed hvor VI har de rigtige intentioner og alle kan spejle sig i korrektheden og DE vil os til livs.

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Så tog den på vandring, var væk længe, kom tilbage og blev dødeligt såret af Larsson. Nu har den fået den sidste olie af Kepler. Lad nu det stakkels kræ få fred.

K A V A L K A D E

Jul og nytår er kavalkadernes tid og blegansigts blog vil da ikke stå tilbage for nogen eller noget som helst. Så hermed: Blegansigts litterære årskavalkade!

Kavalkaden består ikke nødvendigvis af bøger der er udkommet i år, men af bøger som jeg har læst i år. De kan være ældgamle, men de har præget mit litterære år. Og så snart jublen er forstummet starter jeg ufortrødent med en flok titler der fortjener at blive nævnt og ligge under en fandens masse skæve og afpillede juletræer den 24. om aftenen. Derefter kommer få titler med så høj klasse at de, pine død, SKAL under samtlige juletræer i hele landet. Sidst skal fremhæves en enkelt titel som simpelthen bør være pligtlæsning a la Maos lille røde for alle med litterært hjerte og hjerne.

Så er den hysteriske jubel vist forstummet, selv på de billigste rækker, og vi kan skyde kavalkaden i gang:

”Als wir träumten” Clemens Meyers misantropiske bokseallegori af et opgør med Ostalgien. Kent Harufs smukke og tyste westerndrama ”Plainsong” som jeg indrømmer, at jeg kun læste fordi Politiken skrev, at Barack Obama havde den med på sin sommerferie. Joesph O’neils ”Netherland” som absolut er en af de bedst komponerede romaner jeg nogensinde har læst men som bevæger sig på grænsen til ”clever”. ”Kafka og Kontoret” med Villy Sørensens kloge forord og så til sidst to mægtigt vellykkede krimier i hver sin ende af genren: Marek Krajewskis ”Mordene i Breslau”, tysk-polsk noir med stort N og aggressive insekter og Tom Rob Smiths kulørte og mildt usandsynlige ”Child 44” med de fantastiske beskrivelser af national paranoia i Stalins sidste dage.

Et fint felt af begavet, velskrevet underholdning alle kan have glæde af. Ja, alle – I hørte mig! Ned til den lokale boghandler, den uden papirvarerne og playstationspillene, med jer og investér.

Moving on, som de unge i midt-trediverne siger, til tre titler som i den grad har begejstret mig med deres store ambitioner, skævhed og velskrevenhed. Og lad os lægge ud med endnu en tysker: Volker Kutscher, Der nasse Fisch, som jeg har omtalt i begejstrede og rosende vendinger her på bloggen i løbet af efteråret. En hamrende ambitiøs krimi om Berlin midt i Weimar republikkens opløsning. Om Gereon Rath, en ung politimand fra provinsen med pludselig smag for rang og berømmelse i Berlins fashionable mordkommision. Om en underverden der snart bliver politisk og hverdag. Om almen grådighed og magtbegær i alle afkroge af samfundets skyggeside, med nazisternes magtovertagelse buldrende som en tordensky i horisonten. Jeg er netop gået i gang med bind to i serien om Rath, Der stumme Todt, og er spændt på at se om den holder niveau med nummer et. Mere om det her på bloggen i det nye år. Kutscher har planlagt 4 bind og forventningens glæde er stor.


Afsted til den anden ende af jordkloden, til Beijing og til en anden tilflytter fra provinsen. Denne gang en ung kvinde med skuespiller ambitioner i bogen ”20 fragments of a ravenous youth” af Xialou Guo. Den undseelige lille bog indeholder mere power end et kinesisk kulkraftværk og er mere vedkommende end en hvilken som helst dokumentar film om eksplosiv tilflytning fra land til by i udviklingslandene er det. Guos sprog er vidunderligt og hendes tilgang til byens væsen og muligheder, til mændene i hendes tilværelse og til arbejdet som statist i enorme kinesiske fjernsynsproduktioner er glubende – ravenous. Bogen er et eksistentielt fyrtårn midt i en skrigende og, fra vesten set, altmodisch modernisme der dufter af Poe og Tennessee Williams – massemennesket er kvinde, kineser og skrupsulten. Læs den skide bog!


En skide bog er hvad sidste bog i feltet er. En skide umulig, skide for meget, skide fantastisk god bog. ”Tree of smoke” lagde mig ned i et par uger, slagen af begejstring. En fragmenteret, formummet, grusom fortælling over 600 sider, som jeg i et tidligere blogindlæg omtalte som ”Sorg-stafetten”. Det handler om Vietnamkrigen og al verdens menneskelig dårskab. Vi følger en god håndfuld personer og deres livtag med krigen på alle leder og kanter. Efterretningsfolk på umulige missioner ind i en voksende labyrint af røgslør, underjordiske gangsystemer og intethed. Fodtusser på deres lange march væk fra fattigdom og ligegyldighed i no-where-USA direkte ned i afgrunden som kanonføde i et land de knepper og dræber sig igennem og en krig der ikke er deres. En sygehjælper hvis eksistensgrundlag er sorgen som hun bærer for de tusinder hun lukker øjnene og folder hænderne på for sidste gang. Og hvad er så nyt? Not much. Men det er også rørende ligegyldigt når fortællingen er så velskabt og fuldfed som Denis Johnsons ”Tree of Smoke” er det. Og se så lige coveret – årets cover, intet mindre.


Det var så de tre nærmeste forfølgere og må-ha-bøger i dette års kavalkade. De udfylder rammerne for deres respektive genrer elegant og overrasker hele vejen igennem.

Så er vi nået til årets vinder. En bog som egentligt er ”uden for kategori”, da den ikke er skønlitterær. ”a new literary history of America”. Ta-daaaaaaaaaaa! 200 originale essays der i enestående grad indfanger den amerikanske stemme. Essays om ikke kun litterære emner men altid ud fra et litterært synspunkt, slår ned på 200 forskellige årstal, begivenheder, bøger og forfattere fra første gang Amerika nævnes på et kort i 1592 og så frem til Barack Obamas valgsejr i 2008. Så forskellige emner som de spanske erobrere, Washingtons tilblivelse, pilgrimmene, Tennessee Williams, Ronald Reagan, Linda Lovelace, Philip Roth, Richard Powers bliver gennemgået med de litterære briller på. Og det er ikke spor fortænkt eller for meget eller uanvendeligt – det er en enestående skattekiste for alle os der hvert år svælger i den amerikanske litteratur og litteraturforståelse. Hvad har givet denne hvepserede dens litterære stemme og kraft?

Velskrevet, velbegrundet, håndgribeligt, overlegent og oplysende. Greil Marcus og Werner Sollors har redigeret og Harvard University Press har udgivet. En sikker julegave til far der har alt, lillebror der tror han er så skidelitterær eller en god ven man vil intimidere lidt. Og for alle os andre der læser fordi vi ikke kan lade være og som har en svaghed for Americana, en sand fryd.


Af sted til den lokale boghandel eller den lokale webshop og køb, køb, køb – læs, læs, læs. Og bliv et gladere, kønnere, mere oplyst og rummeligt menneske.

Krajewski - Breslau Noir

Et par dage i godt selskab med skorpioner, nazister, sexuelle "afvigere" om et 800år gammelt regnskab der skal gøres op, være hermed anbefalet til alle. Den kyniske opportunist, politimanden Eberhard Mock og hans hårdt plagede og dybt alkoholiserede kollega Herbert Anwaldt er sikre guider rundt i Breslaus skyggeside anno 1934. På det tidspunkt var Breslau en tysk by og overløbet af horder af ambitiøse unge mænd i brune skjorter.

Historien fører os vidt omkring okkulte budskaber, frimurere med morderiske tendenser, jeshidaer med ditto, morderiske insekter(!), tørre tæsk, alkohol i stride mængder og ludere til at slappe af med. Eller på, om man vil. Kulørt, hæsblæsende og meget, meget overraskende.

Krajewski ligger milevidt fra alle de rædselsfulde livstilskrimiforfattere de unge vil ha'. Her er ikke skyggen af menstruationsbind, overgansalder eller problemer med teenagedatteren. Her er blot en simpelt opbygget krimi som Dürenmatt ville have været stolt af og som trækker spor til Carver, Ellroy etc.

Om den er fornyende er egentligt ligegyldigt. Jeg mener i øvrigt ikke, at dette er tilfældet. Men den er velskrevet og præcis på grænsen til det kyniske, karaktererne er hårdt tegnet op på grænsen til det arketypiske - og det virker. Marek Krajewski underholder som bare fanden.