Dengang der var arbejdere i Norge

Overskriften afslører nok én fordom af mange, jeg ligger inde med om vores nordiske naboer. Altså, jeg tror ikke, at Norge nogensinde har haft en ærlig arbejder...

I Norge var de møgfiskere og møgbønder og så fandt de olie og så fik de ellers industriel revolution og efterfølgende velfærdsstat på ketchupmåden – blorp!

Og ja, jeg har en ide om, at Norge er et antikulturelt, ukultiveret, svinerigt og fjeldklædt kopiprodukt af en hvilken som helst antikulturel, ukultiveret, svinerig mellemøstlig ørkenstat, hvor befolkningen tilfældigvis sidder med røven i olieskorpen.

Jeg har da læst Per Petterson og, suk, Jan Kjærstads rædderlige Jonas Wergeland-trilogi. Anna B. Ragde siges at kunne skrive, ligeså kan, det ved jeg trods alt, Gunnar Staalesen, og så er der jo altid Jo Nesbø, hvis man ikke kan lade være med at læse krimier.

Min far kan sikkert sende mig en liste med de første ti norske forfatter som, udover visse af ovennævnte, er læseværdige. Men lad mig nu bare have mine fordomme i fred; helt ærligt, norsk skønlitteratur og norsk cuisine er for mig to sider af samme sag – ligegyldigt og stort set ikke-eksisterende. Det er kogt laks. Med kogte kartofler. Til morgenmad.

MEN så dumper Roy Jacobsen ind ad brevsprækken og ændrer en hel del på ovenstående. Irriterende. ”Vidunderbarn” hedder den, og er, ja, vidunderlig.

Vidunderbarn er historien om et år i Finns liv engang midt i ’60’erne. Finn bor alene med sin mor i de nybyggede arbejderboliger på kanten af Oslo, Finns far skred og døde kort efter i en arbejdsulykke. De bor i en af de rummelige lejligheder der blev bygget til dem, som skulle bære den norske, socialdemokratiske velfærdsstat på deres skuldre.

På det år vi følger den norske velfærdsstats tilblivelse med drengen Finns blik, sker der mangen en dramatisk ændring af Finn og mors tilværelse. De får en mystisk lejer, en lillesøster dumper ind af hoveddøren og Finn ændrer sit syn på moderen for good!

Vi følger hverdagen med små og store begivenheder, såsom tilvejebringelsen af et TV-apparat, glæden ved et godt leksikon, slagsmål i skolegården, feriekolonier etc. I Berlinmurens, Jurij Gagarins og præsident Kennedys år.

Der er en lethed ved travet henover begivenhederne som dog aldrig løfter sig fra historiens sorte og dystre undertoner. Moderens fortid, tabet af uskylden, den fraværende faderskikkelse, det umuligt, omklamrende ved en familie og volden som magtfaktor både i børnenes indbyrdes forhold og de voksnes ditto.

Jeg vil for engang skyld ikke skrive så meget mere om handlingen, for I skal alle læse den og nyde den som jeg. Dog vil jeg lige citere følgende fra bogen, der så fremragende viser den enestående, veloplagte Jacobsens pen, der på én og samme gang insisterer på at fange det barnligt magiske i en strandtur og en sommerferie og barnets nådesløst afslørende blik. Afsnittet beskriver Finns første møde med Boris, dennes nye sommerven, på stranden. Boris’ onkel, som ret hurtigt viser sig at være en ”onkel” der kun er med på ferien for at smøre Boris’ mor grundigt ind i sololie, præsenterer Finn og Boris for hinanden - for at få fred for Boris. Det er rørende, lyrisk, præcist og hylende morsomt i én klat funklende sort olie – blorp!:


”Du der, kan du ikke lege med ham her? Hørte jeg pludseligt nogen sige ved siden af mig, mens jeg lå på alle fire og gravede i sandet på stranden efter det, man egentligt kun finder i himlen. Og der stod en stor, skaldet mand iført sorte, alt for snævre badebukser, der ikke så ud til at indeholde noget som helst, under en nøgen, nøddebrun vom og med en cigaret dinglende i mundvigen. Ved siden af ham stod Boris, lille, senet og brun, som om han havde boet her hele livet, iført for store badebukser og med blikket rettet skråt ned i mit drømmehul, der nu langsomt, men sikkert blev fyldt med sort vand.”

Et venskab er knyttet. Ligeså mellem Jacobsen og jeg. Hans forfatterskab spænder vidt og jeg vil herefter ikke misse så meget som en stavelse af det. Ham kommer I til at høre mere til – så er I advaret.

Jacobsen kunne have sjasket denne roman ind i de klægeste ”syndefalds-magisk-barndom-klichéer”, men gør det naturligvis ikke – fordi han er en fandens god forfatter. Og den her fandens gode forfatter må have skrevet årtiets norske roman. For satan! køb den og giv de fordomme en rystetur, når du sveder på stranden eller på terrassen i løbet af sommeren.

Billedet der ledsager dette blog-indlæg er naturligvis en af Eric Fischls nyere strandscener. Jeg kom flere gange, under læsningen af Vidunderbarn, til at tænke på dem. Specielt i de sekvenser af romanen der omhandler Finns sommerferie på en ø i Oslofjorden. Læs selv bogen og find ud af hvorfor...

At få en bog foræret

”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.

Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.

Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.

Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.

Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.

Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.

Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.

Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.

”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.

Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...

Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.

Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.

Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.