tirsdag den 25. maj 2010

Dengang der var arbejdere i Norge






Overskriften afslører nok én fordom af mange, jeg ligger inde med om vores nordiske naboer. Altså, jeg tror ikke, at Norge nogensinde har haft en ærlig arbejder...

I Norge var de møgfiskere og møgbønder og så fandt de olie og så fik de ellers industriel revolution og efterfølgende velfærdsstat på ketchupmåden – blorp!

Og ja, jeg har en ide om, at Norge er et antikulturelt, ukultiveret, svinerigt og fjeldklædt kopiprodukt af en hvilken som helst antikulturel, ukultiveret, svinerig mellemøstlig ørkenstat, hvor befolkningen tilfældigvis sidder med røven i olieskorpen.

Jeg har da læst Per Petterson og, suk, Jan Kjærstads rædderlige Jonas Wergeland-trilogi. Anna B. Ragde siges at kunne skrive, ligeså kan, det ved jeg trods alt, Gunnar Staalesen, og så er der jo altid Jo Nesbø, hvis man ikke kan lade være med at læse krimier.

Min far kan sikkert sende mig en liste med de første ti norske forfatter som, udover visse af ovennævnte, er læseværdige. Men lad mig nu bare have mine fordomme i fred; helt ærligt, norsk skønlitteratur og norsk cuisine er for mig to sider af samme sag – ligegyldigt og stort set ikke-eksisterende. Det er kogt laks. Med kogte kartofler. Til morgenmad.

MEN så dumper Roy Jacobsen ind ad brevsprækken og ændrer en hel del på ovenstående. Irriterende. ”Vidunderbarn” hedder den, og er, ja, vidunderlig.

Vidunderbarn er historien om et år i Finns liv engang midt i ’60’erne. Finn bor alene med sin mor i de nybyggede arbejderboliger på kanten af Oslo, Finns far skred og døde kort efter i en arbejdsulykke. De bor i en af de rummelige lejligheder der blev bygget til dem, som skulle bære den norske, socialdemokratiske velfærdsstat på deres skuldre.

På det år vi følger den norske velfærdsstats tilblivelse med drengen Finns blik, sker der mangen en dramatisk ændring af Finn og mors tilværelse. De får en mystisk lejer, en lillesøster dumper ind af hoveddøren og Finn ændrer sit syn på moderen for good!

Vi følger hverdagen med små og store begivenheder, såsom tilvejebringelsen af et TV-apparat, glæden ved et godt leksikon, slagsmål i skolegården, feriekolonier etc. I Berlinmurens, Jurij Gagarins og præsident Kennedys år.

Der er en lethed ved travet henover begivenhederne som dog aldrig løfter sig fra historiens sorte og dystre undertoner. Moderens fortid, tabet af uskylden, den fraværende faderskikkelse, det umuligt, omklamrende ved en familie og volden som magtfaktor både i børnenes indbyrdes forhold og de voksnes ditto.

Jeg vil for engang skyld ikke skrive så meget mere om handlingen, for I skal alle læse den og nyde den som jeg. Dog vil jeg lige citere følgende fra bogen, der så fremragende viser den enestående, veloplagte Jacobsens pen, der på én og samme gang insisterer på at fange det barnligt magiske i en strandtur og en sommerferie og barnets nådesløst afslørende blik. Afsnittet beskriver Finns første møde med Boris, dennes nye sommerven, på stranden. Boris’ onkel, som ret hurtigt viser sig at være en ”onkel” der kun er med på ferien for at smøre Boris’ mor grundigt ind i sololie, præsenterer Finn og Boris for hinanden - for at få fred for Boris. Det er rørende, lyrisk, præcist og hylende morsomt i én klat funklende sort olie – blorp!:


”Du der, kan du ikke lege med ham her? Hørte jeg pludseligt nogen sige ved siden af mig, mens jeg lå på alle fire og gravede i sandet på stranden efter det, man egentligt kun finder i himlen. Og der stod en stor, skaldet mand iført sorte, alt for snævre badebukser, der ikke så ud til at indeholde noget som helst, under en nøgen, nøddebrun vom og med en cigaret dinglende i mundvigen. Ved siden af ham stod Boris, lille, senet og brun, som om han havde boet her hele livet, iført for store badebukser og med blikket rettet skråt ned i mit drømmehul, der nu langsomt, men sikkert blev fyldt med sort vand.

Et venskab er knyttet. Ligeså mellem Jacobsen og jeg. Hans forfatterskab spænder vidt og jeg vil herefter ikke misse så meget som en stavelse af det. Ham kommer I til at høre mere til – så er I advaret.

Jacobsen kunne have sjasket denne roman ind i de klægeste ”syndefalds-magisk-barndom-klichéer”, men gør det naturligvis ikke – fordi han er en fandens god forfatter. Og den her fandens gode forfatter må have skrevet årtiets norske roman. For satan! køb den og giv de fordomme en rystetur, når du sveder på stranden eller på terrassen i løbet af sommeren.

Billedet der ledsager dette blog-indlæg er naturligvis en af Eric Fischls nyere strandscener. Jeg kom flere gange, under læsningen af Vidunderbarn, til at tænke på dem. Specielt i de sekvenser af romanen der omhandler Finns sommerferie på en ø i Oslofjorden. Læs selv bogen og find ud af hvorfor...

4 kommentarer:

MarvinM sagde ...

Kære Lars

det er vist tid til en filmaften hos mig i privaten så du kan lære lidt om norsk arbejderkultur.

programmet består af "Junkmail" og "Telemarkens helte"

så skal du blive oplyst hurtigere end du kan sige Norsk Hydro!

fin anmeldelse glæder mig til at læse bogen når jeg går på efterløn
:-)

blegansigt sagde ...

Kære Marvin

Hvordan kunne jeg glemme Telemarkens helte?

Du indbyder bare, jeg trænger åbenbart til at komme i skole angående norske arbejdere. Du er ikke alene om at have irettesat mig :-)

kh
LB

Amalie Victoria sagde ...

hvorfor hedder din blog ikke gulsot? og hold nu fast i din fordom omkring Norge - det er et land fyldt med fjeldaber der forherliger bonderøvskulturen - og så koster en lunken lys fadøl 75,- kroner....

Vred ung mand sagde ...

Petrofascister, der går med tophue og måler agurker i gram!