torsdag den 20. maj 2010

Fisken i floden



Vi stoler blindt på vore evner, på vores netværk, på den magiske kraft der ligger i et telefonnummer, en kontakt der kan klare dette og hint for os i de sværeste situationer.

Vi kan betale os fra kræftsvulster og dårlige knæ, vores psykologer klarer selvværdsproblemerne og understøtter os i vores ståsted, de privilegeredes.

Hvad sker der når ovennævnte ikke er nok, når instans efter instans, vi opfatter som værende konstante, smuldrer som frostsprængt cement, i mellem vore fingre? Hvad sker der når vi mister og efterfølgende befinder os i den mest utilfredsstillende af alle processer, nemlig sorgen?

For Joan Didion begyndte ”A year of magical thinking”, et år med magisk tænkning.

I begyndelsen af december 2003 blev forfatterparret Joan Didion og John Gregory Dunnes voksne datter Quintana Roo indlagt med en infektion der var løbet løbsk. Quintana er parrets eneste barn som de få måneder forinden har giftet bort.

Infektionen fører til en koma og en efterfølgende svæven mellem liv og død. Noget så normalt og forholdsvist simpelt som en lungebetændelse, fører til en nærkatastrofal tilstand i en hospitalsseng. Joan og John er tæt på at miste parrets eneste barn.

Joan og John er succesfulde journalister, forfattere, essayister og manusforfattere. De færdes hjemmevant i de absolut mest privilegerede cirkler af den intellektuelle og superlitterære del af New York. Der hvor folk er uddannet på Ivy-league universiteter og tjener godt på den kunst andre kun knapt kan få til dagen og vejen på, kunsten at sætte ord sammen.

De arbejder for de største og mest prestigiøse magasiner og aviser, essays i New York Times og i New York Review of Books er en selvfølge, ligesom en ustandselig og indbringende flirt med Hollywood er det.

Quintana bliver dårligere og dårligere på hospitalet og en aften efter at Joan og John er kommet hjem til deres lejlighed fra hospitalet, sætter John sig i sin stol mens han og Joan diskuterer første verdenskrig, som værende startskuddet til alt moderne og grundstenen for verden som vi oplever den i dag. Vel sagtens for at tænke på noget andet end deres dødsyge datter i hospitalssengen. John rejser sig ikke fra stolen igen. Han dør øjeblikkeligt af et hjerteanfald.

Joan hører John blive tavs, ser hans hoved synke ned på brystkassen, samtalen forstummer. Efterfølgende sker alt mekanisk, hun ringer, de kommer, de prøver at genoplive ham i tre kvarter, de kører væk med Joan og John i ambulancer, de erklærer John død ved ankomsten. Joan har mistet, og er tæt på at miste alt.

Samtalen om første verdenskrig er typisk for ægteskabet mellem Joan og John. De er et par der har arbejdet, skrevet, diskuteret, skabt og levet på sokratisk vis, en symbiose af intellekt og fælles respekt for den kunstner og det menneske de hver især har giftet sig med. Næsten 40 års parløb.

Problemet er, skriver Didion et sted, at man er holdt op med, for længe siden, at se sig selv med andre øjne end den andens. Man har, efterladt og alene, ingen ide om hvem man er uden den anden og hvordan den person man har udviklet sig til, med og igennem den anden, ser ud.

Didion er i sin beskrivelse af livtaget med det største og mest ufravigelige af alt, døden, vidunderligt magtesløs. Det er rørende, på grænsen til det komisk tårepersende at se hende lede efter mening. For der må da for fanden være en mening med det her, som der er med alt andet hun foretager sig i sit nøje afmålte liv?

Hun higer og søger, bogstaveligt talt, i rapporter, afhandlinger, bøger for at finde svar på spørgsmålet: Hvorfor døde John Gregory Dunne, og var der noget hun kunne have gjort? Hun driver et kobbel af læger til vanvid med spørgsmål. Jagten på svaret driver hende ud over grænsen for al fornufts ophør, og efterlader hende med en eneste mulighed: At give slip, både på fornuft og på følelse.

Magisk tænkning er ikke, at smide den afdødes sko ud, da han jo skal bruge dem når han kommer tilbage. Magisk tænkning er, ikke at ville flytte ud af lejligheden, selvom den er for stor, fordi han kommer tilbage. Det er når samtlige rationaler sætter ud, og man tænker, taler og handler mod bedre viden.

Sorgen er et kapitel for sig. Det at kunne sørge i skismaet mellem hvordan det er nødvendigt for Joan at sørge og hvordan omgivelserne, den vestlige verden, forventer at man sørger. Hun beskriver den aften på hospitalets traumecenter hvor John er erklæret død og det bliver personalet klart, at ikke alene er hendes mand netop død, hendes datter ligger også for døden på et andet hospital, et andet sted i byen. Hun overhører en læge beskrive hende som ”a pretty cool customer.” Det samme som når vi, i komplet og aldeles misforstået godhed siger, ”hun tager det flot”.

Skismaet er umuligt at operere i. Sorgen er stærk og ufravigelig, og giver man efter for den, har man fejlet.

”We are imperfect mortal beings, aware of that mortality, even as we push it away, failed by our very complication, so wired that when we mourn our losses we also mourn, for better or worse, ourselves. As we were. As we aren o longer. As we will one day not be at all.”

Quintana overlever. Og det gør Joan også. Med nød og næppe, efter et år som levende død i sin egen verden med magisk tænkning. Vi er langt ude over selvhjælpsbogen og vi er på den side af virkeligheden og forstanden hvor faktuelle begivenheder langt overstiger fiktionen. Vi er i hænderne på et, til tider tørt, nådesløst nøgternt intellekt, for hvem ingen rationel tilgang til begivenhederne pludseligt virker.

Hele øvelsen med magisk tænkning er, at lade denne dulme den ufravigelige erkendelse af, at det er slut. Han kommer ikke tilbage, skoen skal smides ud. Magisk tænkning fører frem til, at lade de afdøde blive til fotos på natbordet, lade dem langsomt glide ud mellem fingrene som fiskeren med den døde fisk i floden.

2 kommentarer:

Mads sagde ...

Den ku jeg godt tænke mig at læse. Du skriver fedt, Blegansigt!

Lars B sagde ...

Tak, Mads...