An american idiom

”I am sitting over coffee and cigarets at my friend Rita’s and I am telling her about it.
Here is what I tell her.”

Carver siver igennem den tynde luft der omgiver ensomhedens, ligegyldighedens, den uformåenes og marginaliseredes patetiske og dårligt bevogtede bjergtinder. Og selv om Carver sagde, at ”intet opstår ud af tynd luft” har man ved læsningen af hans mange noveller netop følelsen af at hive efter vejret, svimle af højdesyge midt i den ærkeamerikanske dagligdag. I dead-end jobs, i bleskift, i dårlige parforhold, på hospitaler og på barer. Middelklassens frygt for den langsomme og glidende bevægelse fra tinden, så lav den nu må være, ned i underklassen og glemslen.

”Carl got off work at three. He left the station and drove to a shoe store near his appartment. He put his foot up on the stool and let the clerk unlace his work boot. Something comfortable, Carl said”

Hverdag. Hver dag. Menigmand. Arbejdsmand. Hjem til kone, kæreste og børn. Prøve at ignorere alt andet end skiltene langs vejen for at fokusere på den følelse, der burde opstå ved at køre hjem i sikker havn, men som nu blot er det spøgelse som jagter bilen på vej fra fabrikken og hjem i forstaden. Sikker havn, er en fælles følelse af snyd, af kompromis, af søgen. Der hvor vi drikker vores øl og ryger vores pot. Der hvor vi får regnestykket til at gå op med stimulanser og tv.

”This has nothing to do with me. It’s about a young couple with three children who moved into a house on my route the first of last summer.”

Vi holder øje og mindes via vores ligestilledes kamp for succes og liv og dagligdags tålelighed om, at vi blot er konger for en dag. Hos Carver befinder vi os altid i orkanens øje eller i stilheden før stormen. Alting er enten hændt eller skal netop til at hænde. Og vi har endnu ikke forstået hvad der er hændt eller også har vi en anelse om hvad der vil hænde. Om det er i bilen på vej hjem til den utro kone, eller ved den dødes leje. Carver var hjerteskærende. Carver var beskidt realisme.

”Early that day the weather turned and the snow was melting into dirty water. Streaks of it ran down from the little shoulder-high window that faced the backyard. Cars slushed by on the street outside, where it was getting dark. But it was getting dark on the inside too.”

Carver er et amerikansk idiom. En talemåde, der er blevet en tilstand, der er blevet indbegrebet af selvforståelse på tværs af USA. Hans noveller og hans lyrik er præcisionens kunst. Det at luge ud i selv de mindste ubetydeligheder, for at komme så nær karakterernes nulpunkt som muligt. Carver er skæv, humoristisk på en intellektuel, tør, amerikansk østkyst-facon der først og fremmest må beskrives som foruroligende. Den amerikanske Tjekov. I fuld gallop henover middelklassens desperation, ulykke, misbrug, drifter og spændinger, men samtidig følsomt og præcist beskrivende med en poets fingerspidsfornemmelse for det alment menneskelige.

”He did not answer. Her voice seemed to come to him from a great distance. He kept driving. Snow rushed at the windshield. He was silent and watched the road. He was at the very end of a story.”

Carver var misbruger. Han delte i høj grad sit liv op i ”Good Ray” og ”Bad Ray”. Da han blev 40 holdt han op med at drikke og ”Good Ray” tog gradvist over. Men før dette var det i høj grad ”Bad Ray” der dikterede hans liv. Hans første kone blev gravid da hun var 16, Carver var 19. Hun arbejdede som kassedame og Carver skrev. Han tævede hende fra tid til anden, men var for det meste bare fuld. Han var nulpunktet i sine egne karaktere. I Tiden efter ”Bad Ray” fandt han sit livs kærlighed, Tess, kunne leve af at skrive, ganske godt endda, og faldt i den grad til ro. Blev folkeeje, Ray, An American Idiom. Han døde i 1988, som 50-årig, af lungekræft.

At få en bog foræret

”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.

Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.

Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.

Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.

Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.

Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.

Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.

Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.

”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.

Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...

Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.

Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.

Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.