Kavalkaden består ikke nødvendigvis af bøger der er udkommet i år, men af bøger som jeg har læst i år. De kan være ældgamle, men de har præget mit litterære år. Og så snart jublen er forstummet starter jeg ufortrødent med en flok titler der fortjener at blive nævnt og ligge under en fandens masse skæve og afpillede juletræer den 24. om aftenen. Derefter kommer få titler med så høj klasse at de, pine død, SKAL under samtlige juletræer i hele landet. Sidst skal fremhæves en enkelt titel som simpelthen bør være pligtlæsning a la Maos lille røde for alle med litterært hjerte og hjerne.
Så er den hysteriske jubel vist forstummet, selv på de billigste rækker, og vi kan skyde kavalkaden i gang:
”Als wir träumten” Clemens Meyers misantropiske bokseallegori af et opgør med Ostalgien. Kent Harufs smukke og tyste westerndrama ”Plainsong” som jeg indrømmer, at jeg kun læste fordi Politiken skrev, at Barack Obama havde den med på sin sommerferie. Joesph O’neils ”Netherland” som absolut er en af de bedst komponerede romaner jeg nogensinde har læst men som bevæger sig på grænsen til ”clever”. ”Kafka og Kontoret” med Villy Sørensens kloge forord og så til sidst to mægtigt vellykkede krimier i hver sin ende af genren: Marek Krajewskis ”Mordene i Breslau”, tysk-polsk noir med stort N og aggressive insekter og Tom Rob Smiths kulørte og mildt usandsynlige ”Child 44” med de fantastiske beskrivelser af national paranoia i Stalins sidste dage.
Et fint felt af begavet, velskrevet underholdning alle kan have glæde af. Ja, alle – I hørte mig! Ned til den lokale boghandler, den uden papirvarerne og playstationspillene, med jer og investér.
Moving on, som de unge i midt-trediverne siger, til tre titler som i den grad har begejstret mig med deres store ambitioner, skævhed og velskrevenhed. Og lad os lægge ud med endnu en tysker: Volker Kutscher, Der nasse Fisch, som jeg har omtalt i begejstrede og rosende vendinger her på bloggen i løbet af efteråret. En hamrende ambitiøs krimi om Berlin midt i Weimar republikkens opløsning. Om Gereon Rath, en ung politimand fra provinsen med pludselig smag for rang og berømmelse i Berlins fashionable mordkommision. Om en underverden der snart bliver politisk og hverdag. Om almen grådighed og magtbegær i alle afkroge af samfundets skyggeside, med nazisternes magtovertagelse buldrende som en tordensky i horisonten. Jeg er netop gået i gang med bind to i serien om Rath, Der stumme Todt, og er spændt på at se om den holder niveau med nummer et. Mere om det her på bloggen i det nye år. Kutscher har planlagt 4 bind og forventningens glæde er stor.
Afsted til den anden ende af jordkloden, til Beijing og til en anden tilflytter fra provinsen. Denne gang en ung kvinde med skuespiller ambitioner i bogen ”20 fragments of a ravenous youth” af Xialou Guo. Den undseelige lille bog indeholder mere power end et kinesisk kulkraftværk og er mere vedkommende end en hvilken som helst dokumentar film om eksplosiv tilflytning fra land til by i udviklingslandene er det. Guos sprog er vidunderligt og hendes tilgang til byens væsen og muligheder, til mændene i hendes tilværelse og til arbejdet som statist i enorme kinesiske fjernsynsproduktioner er glubende – ravenous. Bogen er et eksistentielt fyrtårn midt i en skrigende og, fra vesten set, altmodisch modernisme der dufter af Poe og Tennessee Williams – massemennesket er kvinde, kineser og skrupsulten. Læs den skide bog!
En skide bog er hvad sidste bog i feltet er. En skide umulig, skide for meget, skide fantastisk god bog. ”Tree of smoke” lagde mig ned i et par uger, slagen af begejstring. En fragmenteret, formummet, grusom fortælling over 600 sider, som jeg i et tidligere blogindlæg omtalte som ”Sorg-stafetten”. Det handler om Vietnamkrigen og al verdens menneskelig dårskab. Vi følger en god håndfuld personer og deres livtag med krigen på alle leder og kanter. Efterretningsfolk på umulige missioner ind i en voksende labyrint af røgslør, underjordiske gangsystemer og intethed. Fodtusser på deres lange march væk fra fattigdom og ligegyldighed i no-where-USA direkte ned i afgrunden som kanonføde i et land de knepper og dræber sig igennem og en krig der ikke er deres. En sygehjælper hvis eksistensgrundlag er sorgen som hun bærer for de tusinder hun lukker øjnene og folder hænderne på for sidste gang. Og hvad er så nyt? Not much. Men det er også rørende ligegyldigt når fortællingen er så velskabt og fuldfed som Denis Johnsons ”Tree of Smoke” er det. Og se så lige coveret – årets cover, intet mindre.
Det var så de tre nærmeste forfølgere og må-ha-bøger i dette års kavalkade. De udfylder rammerne for deres respektive genrer elegant og overrasker hele vejen igennem.
Så er vi nået til årets vinder. En bog som egentligt er ”uden for kategori”, da den ikke er skønlitterær. ”a new literary history of America”. Ta-daaaaaaaaaaa! 200 originale essays der i enestående grad indfanger den amerikanske stemme. Essays om ikke kun litterære emner men altid ud fra et litterært synspunkt, slår ned på 200 forskellige årstal, begivenheder, bøger og forfattere fra første gang Amerika nævnes på et kort i 1592 og så frem til Barack Obamas valgsejr i 2008. Så forskellige emner som de spanske erobrere, Washingtons tilblivelse, pilgrimmene, Tennessee Williams, Ronald Reagan, Linda Lovelace, Philip Roth, Richard Powers bliver gennemgået med de litterære briller på. Og det er ikke spor fortænkt eller for meget eller uanvendeligt – det er en enestående skattekiste for alle os der hvert år svælger i den amerikanske litteratur og litteraturforståelse. Hvad har givet denne hvepserede dens litterære stemme og kraft?
Velskrevet, velbegrundet, håndgribeligt, overlegent og oplysende. Greil Marcus og Werner Sollors har redigeret og Harvard University Press har udgivet. En sikker julegave til far der har alt, lillebror der tror han er så skidelitterær eller en god ven man vil intimidere lidt. Og for alle os andre der læser fordi vi ikke kan lade være og som har en svaghed for Americana, en sand fryd.
Af sted til den lokale boghandel eller den lokale webshop og køb, køb, køb – læs, læs, læs. Og bliv et gladere, kønnere, mere oplyst og rummeligt menneske.
