fredag den 24. april 2009

Put on white to feel black - massemennesket får venner


Påsken gik med ”Netherland”, Joseph O’neills meget roste gennembrudsroman. Det er skam ikke mærkeligt, at den har fået de priser, Bookerprize blandt andet, og den ros. Den er nemlig aldeles fremragende. En post 9/11-roman der ikke hævder at være sin genres svar på noget som helst og som ikke forfalder til storladen, prætentiøs konspireren, som eksempelvis Delillos ”Falling Man” har tendens til eller klichétung, kunstnerisk tristesse som Foers ”Extremely loud etc.” Den er spækket med den ene vedkommende, kraftfulde sætning efter den anden og fungerer helt ubesværet på to plan. Et mikroplan der handler om en familie midt i et sammenbrud, et ægteskab midt i et ditto, en by midt i ditto, et job der måske ikke er vær at koncentrere sig om, cricket, New York. På et andet plan handler den om identitet. Såmænd.

Hans van den Broek er en succesrig aktieanalytiker, oprindeligt fra Den Haag i holland, bosiddende i New York med sin engelske kone Rachel og deres søn. Da Twin Towers kollapser og 9/11 er en realitet i enhver New Yorkers travle hverdag, skrider konen med den undskyldning, at hun ikke ønsker at bo i et land hun finder ”ideologically diseased”. Han flytter ind på Chelsea Hotel for at bo mellem mere eller mindre succesrige livskunstnere og andre galninge, på trods af at han tjener rigeligt til at kunne blive boende i hans soho-penthouse.

Nætterne går med Google-earth foran laptop’en. I kornede pixels zoomer han længere og længere ind på hans kone og søns adresse i London. Så langt ind at han kan se sønnens blå plastikbassin i forhaven.

Dagene går med et job han er fremmedgjort overfor men tilfældigvis pissegod til. Weekenderne går med at spille cricket på randen af den enorme by med en multikulturel flok af bysbørnene. Han er den eneste hvide og forholdene er, når de er bedst, slidte.

Et par gange om måneden flyver han til London for at se sin søn. Han sover i samme seng som ham, ømt omfavnende ham mens han kone, Rachel, ligger i et andet værelse for enden af en eller ligegyldig gang der blot er en ting og en ting alene: adskillelse.

Hvad får Hans van den Broek til at blive i New York efter at hans kone har forladt ham og taget hans lille søn med sig? Hvad får ham til at tonse rundt på slidte græsplæner i New Yorks periferi? Hvad får ham til at flytte ind på Chelsea Hotel?

Det nemme svar er Chuck Ramkisoon. En af de mest vidunderlige romankarakterer i nyere amerikansk litteraturhistorie. Chuck er oprindeligt fra Trinidad og en entreprenuer og drømmer af ubegribelige dimensioner. Hans støder tilfældigt ind i ham selvsamme dag han ved et rent tilfælde opdager, at New York har en underverden der består af Cricket og dens udøvere. Hans var flygtet fra sin egen skygge og havnet på Staten Island. Derude spiller man cricket og Hans skydes tilbage til hans opvækst i Haag hvor cricket i øvrigt spiller lige så usynlig en rolle som i New York. Vi tages med tilbage til hans universitetstid i Cambridge hvor han spillede på 2. holdet, på trods af at han var en af de fremmeste cricketspillere, eller cricketeers, i hans årgang. Hans bliver klar over at den del af identiteten der har med hans opvækst og ungdom at gøre er en del han skal tilbage til. På færgen tilbage til fastlandet ser han Chuck stå i stævnen med en høj blondine. De kysser skamløst, men Chuck lægger mærke til Hans og tager kontakt. En kontakt der bliver afgørende for Hans.

Det er synd for Hans. Sgu. Det var jo ikke hans skyld at de fly ramte de tårne. Rachel tager deres søn med sig og efterlader Hans i et tomrum, et tomrum der måske var der på forhånd og som blev ganske tydeligt da de to tårne i Hans’ liv om ikke synker i jorden så i hvert fald forsvinder over Atlanten. Rachel tager alt med sig der angår og er den voksne Hans. Hun efterlader med et eneste valg – at søge tilbage og finde krogen at hænge sin identitet på. Hun efterlader ham med Cricket.

Jeg blev suget ind i en verden jeg ikke anede interesserede mig, en verden af cricket. Jeg tror, for at være helt ærlig, ikke at cricket er kommet til at interessere mig mere end det allerede gjorde. Hvilket var absolut intet over hovedet. Jeg vil stadig ikke, ud fra et resultat i avisen, kunne fortælle dig eller nogen anden hvem pokker der har vundet en given match. Skulle jeg komme til at lukke op for TV’et næste gang jeg er i England eller Indien og en match tone frem, vil jeg højst sandsynligt ikke kunne fortælle dig hvem der er hvem og hvorfor de gør som de gør.

Så det var nok noget andet der rykkede i mig. Og førte mig ind i en ellers lukket verden af cricket. Det var sgu nok Hans og det var sgu nok Chuck. Og the ”weh-weh game”. Et spil der står i grel kontrast til cricket hvad angår regler og renhed. Weh-weh er hasard, god gammeldags hasard. Cricket er alt andet. Chuck står for begge dele. Og bliver Hans’ eneste ven i nøden. Massemennesket, the man of the crowd, rækker ud, ud gennem flanørens tåger og utilnærmelighed og tager fat i Chuck. Fordi han ikke får valget. Chuck lader ham ikke slippe.

Hans har ikke noget kørekort og Chuck sørger for det. Han bliver hans kørelærer og Hans bliver hans chauffør når han skal rundt i New York og hente indsatserne til den pågældende uges weh-weh. Rundt fra høj til lav, rig og fattig, for og bag og altid, altid med samme slutdestination. Den græsmark langt, langt væk fra Manhattan der skal blive til The Bald Eagle Park. Et projekt Chuck er ”lige ved” at have finansiering til qua hans rige venner hvis formuer han formøbler i weh-weh. Bald Eagle Park skal være fundamentet i den første professionelle Cricket Liga i USA's historie. Massive sponsoraftaler, TV-aftaler og gyldne franchises.

Chuck er således både eksponent for den reneste af rene sportsgrene og det mest lyssky og beskidte. I blandet drømmerens uskyldighed og fantastens humørmæssige udsving gør det ham til den enestående karakter der i den grad driver historien frem for den passive og følelsesmæssigt lemlæstede Hans. Hans beskriver ham for Rachel som ”moralsk doven”. Rachel finder det ikke spor underholdende at Hans har fraterniseret med en sådan type i hendes fravær. Og det ender helt galt.

Og sådan starter det, helt galt, med at Hans sidder i London, ved morgenbordet sammen med Rachel og deres søn. De har fundet sammen igen og i NY-Times ser hun en notits om et lig der er fundet i Hudson River. Det er forår og på det tidspunkt dukker ligene i Hudson op til overfladen på grund af strømmen og vandstanden. Liget er Chucks og Hans’ historie afdækkes for os over de næste 280 sider. Det er mærkværdigt frydefuldt. Som et lig af en savnet bekendt der langt om længe dukker frem. En bekendt der har været død længe. En identitet man havde glemt.

Lige et par kommentarer til overskriften. Hans er den eneste hvide mand på cricketholdet, på et tidspunkt siger en af hans medspiller fra Trinidad at Hans "put's on white to feel black". I det mindste føle noget.

Massemennesket hentyder selvfølgelig til Poe's "Man of the Crowd". En vidunderlig novelle der om nogen opruller det moderne lyksaligheder bøjet i krom og neon, set gennem de store panoramavinduer i 1900-tallets London. der sidder Massemennesket og ser alt hvad han betragtede som solidt og blivende pulveriseres og synke i jorden. Ha er flanøren, da han ikke har andet valg end at flanere.

3 kommentarer:

Anne-Sofie sagde ...

Interessant. Måske på læselisten. Og sejt med afstemnning – sådan en vil jeg også have.

Men hvorfor synes du, Extremely Loud ..." er klichétung?

Anonym sagde ...

Da jeg læste den første gang, altså "Extremely..." blev jeg som de fleste andre komplet og aldeles bjergtaget af den. Jeg syntes stadig at den er bemærkelsesværdig, men ved genlæsningen blev jeg mere og mere irriteret over det kloge barn og de klichéer der hang omkring det som en em. Jeg kan sagtens se det fra projektets side og hvorfor det her ultimative tab af uskyld virker stærkt set med et barns øjne - men Foer forfalder samtidig til banaliteter i eksempelvis barnets møde med voksne som ikke klæer karakteren og som får illusionen om det kloge, men sårbare barn til krakelere. Fiktionen bliver sine steder utroværdig da fakta langt burde overstige barnets vildeste mareridt men ikke gør det. Det er jo et klogt barn - og det er faktisk problemet. Der i ligger klichéen. Er det for rodet?

Anne-Sofie sagde ...

nej, ikke for rodet. Men så uddybende, at jeg føler mig forpligtet til at læse den igen ...