om Delillos Underworld
I
Underworld er velsagtens en af de bøger der står ulæst på flest hylder verden over. Ikonisk først og fremmest for dens apokalyptiske cover, en lille kirke i forgrunden af Twin Towers i baggrunden og rundt om dem svæver en ildevarslende sort fugl, men også for dens nådesløse knap 900 sider, som nok har fået flere til at stige af inden de rigtigt var steget på. Synd og skam, naturligvis, da der venter læseren en pragtfuld belønning for endt læsning.
Delillo er den plotløse fiktions amerikanske mester. Vennen Paul Auster har beskrevet Delillos bøger som ”The literature of moods.” forstået som både stemning og tilstand. Ofte kredser Delillos litteratur om eneren, den mandlige ener. Ensomme mænd i aflukkede verdener, som flirter med volden som virkemiddel til en bedre tilværelse, sågar til kanonisering af deres patetiske selv.
Delillo har haft evnen til at være nærmest ubehageligt profetisk omkring specielt terrorens rolle i den vestlige verden, og hans projekt, eller dele af det, siden romanen Mao II fra 1991 har været at beskrive hvordan terroristen har overtaget kunstnerens rolle i samfundet som den egentlige samfundsomstyrter.
II
De første 60 sider er mageløse. Oprindeligt var disse sider en novelle med titlen ”Pafko at the wall” og undertitlen ”The shot heard ’round the world” trykt i Harpers Magazine i 1992. Med få ændringer, blandt andet en ny titel ”The triumph of death”, blev denne novelle den indledende sekvens i Underworld. Scenen er New Yorks Polo Grounds den 3. oktober 1951 og en af historiens mest berømte baseballkampe. Den tredje finalekamp mellem de to New Yorker-hold The Dodgers og The Giants om det amerikanske mesterskab. Vi kastes ned blandt 35.000 tilskuere, af hvilke vi følger en god håndfuld før, under og efter kampen. The Rat Pack er der, eller nogen af dem i hvert fald; Frank Sinatra, Jackie Gleason og Toots Shoor. J. Edgar Hoover er der, den fattige sorte dreng, der har snydt sig ind på stadion er der, familiefaren med sin ældste søn, unge elskende, den dedikerede fan, et utal af nationaliteter. Stemningen er anspændt, opløftet, forventningsfuld. I Delillos pensel får både det store sceneri og det enkelte individ plads og tid. I lyset på stadion ses alting tydeligt.
Dramaer udspiller sig overalt på stadion, og, selvsagt, på banen under dem. Hoover plotter USA’s fremtid, mens han er nervøs for om Sinatra vil gøre nar af ham på grund af hans ringe højde, The Rat Pack fortæller jokes til stor fornøjelse for tilskuerne omkring dem, som næsten er mere optaget af celebriteterne end af spillet. På banen er The Giants pressede indtil legenden Bobby Thomson træder til med battet og rammer så det kan høre om på den anden side af jorden. Et perfekt slag, et homerun, der sender bolden hen over hovedet på Dodgers’ Andy Pafko og stadions venstre væg. Deraf den originale titel.
Romanens røde tråd er bolden. Den bold som den amerikanske baseball-legende Bobby Thomson bruger til sin berømte homerun, The shot heard ’round the world, og som i sidste ende sikrer The Giants titlen. Den bold bliver fra det øjeblik et af de mest eftertragtede samlerobjekter og symboler på koldkrigs-USA.
Efter Bobby Thomsons homerun kaster de jublende tilskuere konfetti, aviser og magasinsider op i luften over The Polo Grounds. J. Edgar Hoover har som alle andre rejst sig op for at klappe, men pludseligt lander der et cover fra LIFE på hans hoved. Det forestiller en reproduktion af Brueghel Den Ældres berømte maleri ”Dødens triumf”, og mens han står og ser på det invaderer fansene banen under ham og han kan pludseligt ikke se forskel på maleriets frygtelige sceneri og det ubegribelige kaos på banen:
”Across the red-brown earth, skeleton armies on the march. Men impaled on lances, hung from gibbets, drawn on spoked wheels fixed to the top of bare trees, bodies open to the crows. Legions of the dead forming behind shields made of coffin lids.”
Apokalypsen lurer lige rundt om hjørnet for både høj og lav i hele denne mesterlige tour-de-force af en roman.
Samme dag som den legendariske finalekamp, finder amerikanerne ud af, at USSR har foretaget sin anden vellykkede atomprøvesprængning og den kolde krig er dermed skudt i gang. Ingen af de karakterer vi møder under baseballkampen er romanens hovedkarakter, men Delillo bruger baseballkampens intensitet og struktur som beskrivelsen af konsekvenserne ved USA's koldkrigsstrategi og som motor for beskrivelsen af et race- og klasseopdelt og dybt paranoidt koldkrigs-USA.
III
Med baseballkampen som katapult skydes vi ud i romanen, mens vi holder fast i baseballen. Men forventningen om en lignende lineær narrativ, som vi stiftede bekendtskab med i indledningen, gøres til skamme. For Delillo hopper mellem tid, sted og karakterer som han lyster og hans stil bliver nærmest filmisk med hyppige brug af forklarende flashbacks i den hullede narrativ.
Fra New York til forstæderne, til New Mexicos ørken og videre til de nye russiske republikker, cirkler vi om enerens rolle og hvordan den påvirkes af de store globale hændelser, og hvordan disse tvinger eneren med i en utryg socialisering som blot ender med at lægge alen til afsondretheden. Det er ikke blot i skyggen af bomben, det er i skyggen af den altdominerende ting DE har bragt ind i VORES liv, den altdominerende viden om forestående og uundgåelig udslettelse.
Romanens egentlige hovedperson er Nick Shay, en specialist i farligt affald, som rejser jorden rundt og hjælper folk af med det, ingen har lyst til at se igen. Nick er kommet højt på strå, på trods af en opvækst i diverse ungdomsfængsler pga. mord, ved at tage sig af den buldrende udviklings uønskede biprodukter. Romanen kredser konstant om historiens uønskede biprodukter uden dog på noget tidspunkt at lægge op til en plotmæssig forløsning af den grund. Dette understreger blot Austers udsagn øverst i dette indlæg og får blot mig til at elske denne bog endnu mere. Delillos svæv er ubesværet og grandiost, hans pensel er bred, men hans timing og insisteren på at lade øjeblikket hvile og undlade forklaringerne, gør ham til en mesterlig karakterskaber.
IV
Delillos dialoger er næsten det bedste ved hans forfatterskab. Det er dialoger skrabet for mening, for patos, for intensitet. Det er dialoger mellem mennesker der nok taler samme sprog, men som ikke magter at finde samme vinkel på en samtale, som taler forbi hinanden, men alligevel ikke helt, for det vakuum der opstår i samtalen efterlader de involverede det ønskede sted i den ønskede stemning, takket være en overlegen forfatters fingerspidsfornemmelse for det talte sprogs formåen. Delillo efterlader ligeså mange huller i sin dialog som i sin narrativ.
Det er en roman, der emmer af paranoia. Fra baseballsekvensens portræt af J. Edgar Hoover og helt til slutsidernes portræt af det lidt gammeldags begreb Cyberspace, som stedet hvor alt, selv døden, nu er forbundet med alt og alle, like it or not. Det er en roman der viser et USA, som vi har lært det at kende den dag i dag, i næsegrus beundring for celebriteter og penge, og hvor vold er den virkelige magtfaktor, den letteste at anvende nu, hvor den er blevet absolut og tidløs, som i atombombe og mulige terrorangreb, og ikke blot tilfældig, romantisk og dybest set ineffektiv.
Stig trygt ned i underverdenen ved Delillos hånd og lad den enestående indledning løfte dig videre.
Dette var 2. afsnit i den lille serie om seks bøger der gjorde indtryk. 1. afsnit handlede om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have, og det kan du læse her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar