Embedsmandens revolte – 6 bøger/I

Om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have.

I

In seiner frühen Kindheit ein Garten. I Hans tidlige barndom en have. Blot titlen er bemærkelsesværdig. Både ukommerciel og sært dragende. Der er noget over det mentale billede af et barn i en have, som rører ved noget grundlæggende i de fleste af os. Det er et billede på alt trygt og blomstrende, på varme og spiselighed, men også et billede på den gryende bevidsthed om, at der ligger en verden uden for haven. På den anden side af hækken.

Hvor ofte har jeg ikke hørt folk, som bor i hus vel at bemærke, sige om deres haver, at det bare er skønt lige at kunne lukke børnene ud i dén, i stedet for at skulle på legeplads etc. Underforstået, at her er trygheden kombineret med letheden, det ubesværede i det at trykke håndtaget til terrassedøren ned og lade ungerne løbe ud i den trygge, kontrollerede miniatureverden, der udgøres af x-antal hække. Der er gynger i den have. Der er bolde og en sandkasse. Der er måske frugttræer og solsorte på grenene og på græsset. Der er regnorme som man kan drille en søster eller en lillebror med. Men der er altså også en verden udenfor. Og den lader sig ikke kontrollere, lige meget hvor meget man prøver. Og børnene bliver ikke i haven for evigt.

II

”I hans tidlige barndom…” er baseret på en virkelig begivenhed. I den undseelige tyske stationsby Bad Kleinen udspiller sig den 27. Juni 1993 et af de sidste dramaer omkring den, på det tidspunkt døende, tyske terrororganisation Rote Armé Fraktion. To af gruppens tilbageværende hovedaktører Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams skal arresteres af tyske specialstyrker efter flere års intens efterforskning og infiltrering af gruppen. Aktionen ender helt galt, med to alvorligt sårede og Wolgang Grams’ død på skinnerne på den lille station.

Historien derfra er historien om, hvordan de tyske myndigheder først prøvede at kammouflere Grams’ død som selvmord, på trods af, at alle vidneudsagn talte om en decideret likvidering på klods hold. Det er historien om hvordan bevismaterialer forsvandt på uforklarlig vis, vitale oplysninger blev hemmeligholdt af forskellige myndigheder, som undersøgte og frifandt hinanden og en presse, som ikke anede hvilken side den skulle stå på. Grams’ død er den dag i dag uopklaret.

I Christoph Heins pen bliver ovenstående ulykkelige historie til historien om Familien Zureks opløsning. Richard Zurek er allerede en aldrende pensioneret gymnasielektor, en edsvoren embedsmand i Bundesrepublikens tjeneste, da han og konen Rikes verden styrter i grus og deres lille familie bestående af dem selv og tre voksne børn rives fra hinanden. Grunden er sønnen Olivers død, som er meget lig den førnævnte Wolfgang Grams måtte lide, men i stedet for at forfølge thriller-elementet i historien, er Heins triumf at han følger faderens selvopgør i stedet, uden i øvrigt at være blind for spændingsmomentet i set-up’et.

Den aldrende embedsmand bliver i sorgen over sønnens død hjemsøgt af en trang til at finde ud af hvad der i virkeligheden skete med ham. Da først selvransagelsen, hvor har jeg fejlet som fader, har lagt sig, indfinder klarsynet sig – Olivers død er ikke som myndighederne siger den er, Oliver er blevet henrettet. Samtidig med at Richard Zurek tvinges til at kæmpe mod staten med retslige midler, for i det mindste at placere den direkte skyld i sønnens død, så begynder forståelsen for hvordan hans søn kunne ende på den yderste, militante ventrefløj.
Afmagt og retfærdighedstrang tvinger den gamle Zurek til at tage sit verdenssyn op til revision.

Hos Hein er dette massive personlige drama på én gang underspillet og nærmest stilfærdigt fremadskridende. På den anden side falder ufattelige og ikke spor lavmælte bomber ned i skødet på læseren med en sådan kraft at man formeligt gisper efter vejret. Og disse bomber er ikke forbundet med gangsterne på venstrefløjen og deres indoktrinering af den unge Oliver, overraskelserne har udelukkende at gøre med, den på overfladen så regelrette og korrekte, Richard Zureks indre liv og lyster. Det er til tider stærke og overrumplende sager, som Hein disker op med midt i al den tyske provinsstilhed.

III

Som nævnt er romanens egentlige triumf skildringen af Zureks mærkværdigt stilfærdige selvopgør. Et opgør han tvinger ned i tempo for at bevare sin fornuft, så langt ud kommer man når man mister en søn, selvom man reelt mistede ham for år tilbage, og så langt kommer man ud, når dét man har troet på, i dette tilfælde den suveræne tyske retsstat, ikke længere kan være grundlaget for ens eksistens. Zurek er bestemt ingen helt på en mission. Han er en gammel mand, som kæmper en forbitret indre og ydre kamp for, på den ene side, sin søns eftermæle, og på den anden side, et ståsted for sin eksistens i sit livs efterår.

Subsidiært fortæller ”I hans tidlige barndom…” historien om den tyske samtid i kølvandet på de dramatiske 80’ere. Hein selv er østtysker og bogen er den første af hans, der foregår i det tidligere Vesttyskland. En samtid hvor indlemmelsen af de mange nye statsborgere uden erfaringer udi netop den demokratisk retsstat, skulle foregå. Og naturligvis skal Richard Zurek være vesttysker og ikke østtysker, og naturligvis skal Hein som østtysker og kunstner bore fingeren rundt i det sår der er det demokratiske vestens mest ømme, nemlig det vakuum, som opstår efter terrorisme og som kan fremprovokere statsterrorismen. I det vakuum befinder Zurek sig, i det vakuum bearbejder han sin sorg over sønnen og sin skuffelse over staten, hans arbejdsgiver og garant, gennem et langt arbejdsliv.

Romanen tager sit crescendo ved Zureks tale på hans tidligere gymnasium til en stor flok gymnasieelever og grønskollinger udi det demokrati de tager for givet. Det er dramatisk, underspillet og meget, meget vedkommende. Mere skal ikke afsløres.

Verden på den anden side af hækken, et sind- og tidsbillede på en ærkedemokratisk familie og en ubøjelig tjenestemand og familiefar, et tidsbillede på et netop samlet Tyskland og et portræt af dét, der til hver en tid truer et demokrati, den snigende radikalisering af både individet og styret. Hein har begået et lavmælt moderne mesterværk.