Franzenfreude

Jonathan Franzen har i sensommeren og efteråret lagt litterære redaktioner på hele den vestlige havlkugles aviser ned, slagen af begejstring, i næsegrus beundring, over dennes seneste roman ”Freedom”. Den længe ventede efterfølger til alle kritikeres tidligere favorit, altså, før ”Freedom”, nemlig den ti år gamle ”The Corrections” som solgte en fantasilliard eksemplarer og modtog stående spontan-ovationer overalt, hvor den blev anmeldt og læst.

Lad mig lige starte med at slå to ting fast: Det fantastiske udtryk ”Franzenfreude” er ikke mit. Desværre. Det tilhører en forsmået kvindelig amerikansk forfatter af såkaldt intellektuel chik-lit, Jennifer Weiner, og går ikke så meget på personen Franzen, og såmænd heller ikke bogen, som på et parnas af litterære meningsdannere der vælger én forfatter, for så at skrive om denne(ham) og hans litteratur om og om og om igen. En påstand med tydelig adresse til The New York Times, som hun syntes er et lukket ”Old boys network”. Weiner kan sagtens have en pointe lige dér.

For det andet, så deler jeg ikke den vestlige verdens anmelderes begejstring, ikke udelt i hvert fald, over Franzen, hverken hvad angår ”The Corrections” eller ”Freedom”, om end begge bøger er noget nær det perfekte. Franzen kan, når han er bedst og på sit allerskarpeste dissekere et helt samfund, stort og komplekst som det amerikanske, via små, og egentligt ubetydelige, hverdagshændelser i en ganske almindelig amerikansk familie. Det kan vi alle lide at læse, der føler vi os som privilegerede læsere og alt det kommer vi tilbage til. Men han er en overlegen og overfladisk skid når det gælder hans karakterer.

"Freedom" er, nøjagtigt som ”The corrections” var det, et mega-ambitiøst værk, der prøver at indfange en kulturs indre, og ofte hemmelige, liv. Samtidig er ”Freedom” på forhånd tynget af forventninger som selv forfatterens egne tårnhøje ambitioner må have haft svært ved at løfte. Begge dele er nu gået ganske fint, ser det ud til. I hvert fald lykkedes det, forholdsvis ubesværet, for Franzen at få "Freedom" til at handle om meget andet og mere end blot Familien Berglund i St. paul, Minnesota, hvis liv og færden er romanens ramme.

The Berglunds tager os med på en rejse på ryggen af det ærkedemokratiske æsel rundt i Reagans, Bushs og W.’s USA. Elegant og med vedkommende nedslag springer Freedom rundt i årene og giver os til sidst en fuldendt palet over det, der kunne være en hvilken som helst amerikansk, demokratisk do-good-families genvordigheder. Vi følger de enkelte karakterer i hver deres afsnit og får således flere syn på den samme sag, og det er mesterligt spundet af Franzen.

Faderen, Walter, er jurist og arbejder for de dårligst stillede amerikanere, inden han får magten over en fond der, tilsyneladende, kun har til formål at fremme "wild-life-preservation" for en truet sangfugl(!). Moderen, Patty; er en tidligere elite-basketballspiller, som helliger sit liv til hus, mand og børn i St.paul. Sønnen Joey og datteren Jessica, gør hver i sær og på trods af hinandens forskelligheder, alt hvad de kan, for ikke at blive som forældrene, uden dog at svigte de gyldne idealer som åbenhed og lighed mellem køn og race, de har fået med hjemmefra.

Omkring familien Berglund svæver flere forskellige karakterer; naboens datter som Joey indleder et forhold til og er det nærmeste romanen kommer low-life, Richard Katz, måske romanens bedste karakter, en aldrende rockstjerne, hvis musik gennem tyve år er blevet godt modtaget af kritikere, men uden nogen form for kommerciel gennemslagskraft. Lige indtil den plade han udgiver i 2001(det samme år, i øvrigt og helt en passant, Franzen selv udgiver sit endelige gennembrud med ”The corrections efter tyve års kritikerroste og frugtesløse anstrengelser). Joeys roomie fra Universitetet, Jonathan ”the rich kid” og hans ubegribeligt smukke søster, Pattys veninde fra college Eliza, som viste sig at være bipolær, et uendeligt antal naboer, der er flinke nok til at give deres ætsende besyv med om den, på overfladen, nok så vidunderlige Berglund-familie.

Rigt og sprudlende, umiddelbart, men med ankeldyb respekt for den enkelte karakterer, som alle som en bliver slagtet på Franzens ivrige kulturkritiks alter. Når en af Franzens karakterer gennemgår en forandring er det så stift og konstrueret, at man føler sig hensat til 80'ernes arkadecomputerspil. Karakteren får flere point og flere "skills", det står der på skærmen, men den ligner sig selv fuldstændigt og handler som den altid har gjort.


Anken mod Freedom er dog først og fremmest at den er gennemsyret af virkeligt dårligt beskrevet sex. Så usexet, går jeg ud fra, som kun en amerikaner, kan beskrive det. Det kan måske virke ubetydeligt, men for mig er det alt andet end det. Måden en karakter dyrker sex på, forholder sig til sex, er kraftigt definerende(nøjagtigt som døden er det - læs selv...). Og sex med Franzen er på grænsen til det utroværdige, selv når det skal være netop dette, som eksempelvis en karakters hyppige onanifantasier. Styggest i erindring står en lang sekvens mellem Joey og naboens datter, hvor der dyrkes telefonsex. En sekvens der utvivlsomt har været vigtig for forfatteren, grundet længden af sekvensen, men som falder håbløst på gulvet i påtaget opfindsomhed. Ikke at man kan forlange at Franzen selv skal have dyrket telefonsex, men man kan dog som læser forvente en vis form for ægthed og indlevelse i så bærende en sekvens i historien.

Dernæst er et par af karaktererne, de to bærende, Walter og Patty Berglund, simpelthen for uinteressante til at man gider bære over med deres genvordigheder over 500 sider. Specielt Patty er grumme kedelig, og det skal hun være, forstået, men Freedom indeholder blandt andet hendes ca. 100 sider lange selvbiografi… Der sker INTET.

Afkodningen af kulturen, fra den brede pensel til den lille gengivelse af akkuratessen, er læst bedre hos Delillo. Portrættet af den ærkeamerikanske familie er set mere vedkommende hos Haruf og Woodrell, og på en god dag Roth. Men den store svulstige sammenblanding, den store pot au feu vi kalder americana, mestrer Franzen som ganske få, og det er der skam grund til at kippe med hatten for. Samtidig besidder Franzens pen en befriende, nærmest slapstick-agtig, komik, der får den selvhævdende, selvretfærdige og i sidste ende utroligt lidt overlevelsesduelige demokrat-familie til at virke decideret spiselig.

Jeg læste ”The corrections” for 5 år siden og var udmærket underholdt af en nær perfekt roman, men skænkede den ikke mange tanker derefter. Jeg har været udmærket underholdt af ”Freedom”, og faktisk også ganske imponeret over den, sine steder, men jeg er ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at skænke den mange tanker herefter. Der er simpelthen for få af karaktererne der går planken ud. Endsige forfatteren selv.


Til sidst vil jeg godt love, at der snarest følger et blog-indlæg om forfatteren som rockstjerne. Fotoet i toppen in mente. Franzen, en hvid, mandlig forfatter på forsiden af Time Magazine, får det til at vende sig i anmeldere og litterater og feminister over hele den vestlige verden. Og jeg ELSKER det. Mere om det i juledagene.

Lys på objektet

”Gensyn med Heisenberg” er en graphic novel, som tegneserier hedder i dag, i Teddy Kristensens streg og med tekst af Oscar K. Den har gået sin sejrsgang på danske litteratur-redaktioner og må have en lysende fremtid som oversat eksportvare.

Og ja, ”Gensyn med Heisenberg” er en fandens lækker udgivelse. Lad dette være understreget med fed streg, lige med det samme. Min svigerfar beskrev sågar bogen som ”appetitlig”, indtil han åbnede den, og rynken mellem hans øjne blev til en dyb fure. Furen er forståelig.

Gensynet med Heisenberg består åbenbart i gensynet med dennes teori om ubestemthedsprincippet. Groft forenklet drejer det sig vist om den fuldstændige objektivitets umulighed; lige meget hvad man undersøger, vil det undersøgte påvirkes af undersøgelsen. Da det undersøgte hos Heisenberg vidst nok var partiklers positioner, drejer det sig med andre ord om kvantefysik.

Det er ikke min stærke side… Jeg var helt sikkert fraværende den tirsdag vi gennemgik kvantefysik i naturfag på Sønderborg Amtsgymnasium. Det betaler jeg så prisen for nu, hvor jeg, efter to gennemlæsninger af ”Gensyn med Heisenberg”, ligner, ikke bare et, men to store spørgsmålstegn.

At omsætte dette, som vistnok også er benævnt Heisenbergs usikkerhedsteorem, til romankunst, er umådelig ambitiøst. Rammen for forsøget, er fortællingers vekslen i tid og sted, om en række meget forskellige karakterer.

Alle karaktererne, så som forfatteren, urmageren, landmåleren, drengen med ravnen på skulderen og den udsvævende Ulrikka von Kühn, møder vi i og omkring en række begivenheder på den fiktive ø, Presenca syd for Acorerne. Alt foregår ganske tilforladeligt, indtil en rystelse rammer øen. Herefter bliver ubestemtheden det eneste livsvilkår for karaktererne og historien.

Igennem værket er drysset enkelte brun-gule sider med Olaf Karason Ljosvikingens fiktive selvbiografi, fra drømmende forældreløs til voksen skjald og digter. Ved første øjekast bryder disse den spinkle narratologi på nærmest uoprettelig vis, men disse sider, står det pludseligt klart, er et enestående argument for kunstens gunstige vilkår i ubestemmeligheden.

Referencer til kvantefysikken og til verdenslitteraturen er talrige, og man sidder med en klar fornemmelse af, hvorfor, at dette nødvendigvis måtte være en graphic novel, frem for en roman; tekst, eller for den sags skyld billede, gør det ikke alene. Tekst er en konstant, det blivende, billedet, betegner her flygtigheden, og komplementere teksten, konstanten. I enkelte tilfælde, paradoksalt nok, ved at angive det stik modsatte billede end teksten fremmaner.

Det er umådeligt interessant, og på trods af hovedpinen, med at finde hovedet og halen i denne vidtrækkende fortælling på så ganske få sider, er den en tredje læsning værd. Hav lyset tændt, have flere lamper tændt, illustrationerne er gråmelerede og mørke, sine steder udflydende og den trykte tekst har det svært på den baggrund. Det er eneste men, ved denne udgivelse, udover at den udstiller min uformåen udi kvantefysikken, det er en graphic novel og jeg savner den håndtegnede tekst. Den trykte tekst er fattig i sin fysik og kommer til kort, trykt på Teddy Kristensen dragende og varierede kunst.

Jeg har ALDRIG læst noget lignende, jeg forstår det ikke helt og jeg ka li' det... Dette er, med andre ord, en anbefaling.

Bøger, børn og forelskelse.

Bøger og babyer er sgu ikke verdens bedste blanding. Det må jeg erkende nu, en god måned, efter, at husets seneste beboer er arriveret.

Første gang jeg blev far og Asta var en fed lilla baby, fik jeg intet læst i månedsvis, da krapylet havde kolik og jeg stort set ikke lavede andet end at vade Nørrebro og omegn tynd med barnevogn eller sove.

Denne gang skulle det være anderledes. Alle siger jo, at anden gang er meget nemmere. Det er det også, i hvert fald har øglen ikke kolik denne gang, men bøger får jeg sgu ikke rigtigt læst.

Ikke fordi jeg ikke sidder ned og slapper af i ny og næ, men simpelthen fordi jeg har børn og babyer på hjernen. Selv når de ikke er der. Jeg læser en halv side, måske det dobbelte, hvis det går højt, og så vandrer tankerne, blikket flyder og koncentrationen er væk. Hvad tænker jeg på? Børn og babyer og på, at det sørme er svært at få læst alt det man gerne vil, med sådanne størrelser i husholdningen.

Bøgerne vælter ind og bliver stukket ind på kryds og tværs i, i forvejen, overfyldte bogreoler. Eller også ligger de i en stak, og ligner ikke helt dokumentsamlingen i Kiefers udformning øverst i indlægget, men alligevel lidt. Og det stresser mig faktisk lidt.

I denne uge er ankommet Stefan Blocks "The story of forgetting", Paul Murrays "Skippy dies" og Tove Janssons "The summer book".

Undervejs er ligeledes Jonathan Franzens "Freedom" og alt denne vidunderlige litteratur kan så lægge sig til at vente og vente og vente på at læseren her får tømt hjernen for gylp, bleer og almindelig småbørnsfamilie-logistik-problematikker. Du godeste...

På de fyldte hylder ligger, blandt meget andet godt, Atish Taseer "Stranger to history", Delillos "Point Omega" og på sofabordet ligger Tellkamps "Tårnet" og er halvt læst. Der ligger den sammen med Jan Poulsens herlige, ligeledes halvt læste, punkhistorie "Something rotten". Alt dette er jo vidunderligt og ligesom det skal være og lyserødt med sukker på toppen, hvis ikke det lige var fordi, at de kære børn umuliggør min yndlingsbeskæftigelse: Læsningen.

Jeg har det lidt, som da jeg var 20 og lige netop havde åbnet lemmen ned til den uendelige og fugtige og klamme og mørke og ubegribeligt dragende kælder, ved navn verdenslitteraturen, og det gik op for mig, at den netop var uendelig. Dette svimlende stress der bunder i visheden om ens egen uformåen; om så jeg bliver 208 år gammel, når jeg ALDRIG det her...

Det gør jeg nu nok. Altså det på hylderne, på et tidspunkt i hvert fald. Men alligevel, man skulle da være en pauver dramadronning hvis ikke man kunne piske et hysteri op omkring dette, i bund og grund, ret luksuriøse problem. Så det er hermed gjort.

I virkeligheden handler det jo bare om, at der er andet der er vigtigere netop nu, end at føje sider til mit læserskab. Og det er naturligvis mit faderskab, og den urimelige forelskelse i mine børn, som driver mig frem foran dem, for at rydde dem hver eneste forhindring af vejen. Hver dag.

Bøgerne må vente.

Dommedag Als

Så regner anmelder-stjernerne ned over Tom Buk-Swientys længe ventede fortsættelse af, den i øvrigt lige så stjerneoverdyngede, "Slagtebænk Dybbøl". Denne gang er det den minutiøse gennemgang af det endelig slag om Dybbøl, den preussiske D-dag på de danske Killing Fields på Als, 29. juni 1864, og bogen har fået titlen "Dommedag Als".

Skal man stole på landets anmeldere, så er der tale om historieformidling på allerhøjeste og mest læseværdige niveau, endnu engang, fra Buk-Swientys hånd. Og jeg glæder mig usigeligt til at komme i gang. Og ja, det er med slet skjult stolthed at jeg læser disse bøger. Som Alsing er det noget helt specielt, at få sat fokus på de begivenheder, der har præget og formet min hjemstavn helt op i nyere tid.

Så en opfordring til alle om at komme i gang med Buk-Swientys "Dommedag Als, og til jer der har Slagtebænk Dybbøl til gode: spænd sikkerhedsselen og kast jer ud idet! Det er en sjælden vellykket kobling mellem den storpolitiske og den individuelle katastrofe. Det er ikke et voldsorgie med udpenslede og blodige beskrivelser af de voldsomme krigshandlinger, det er til gengæld et empatisk og fintfølende portræt af almindelige menneskers kamp for overlevelse, fysisk såvel som mentalt. En bog der har fået ekstra vægt nu, da vi som krigsførende nation, skal tage i mod vore soldater når de vender hjem fra slagmarkerne.

”Også i musikken går der så meget tabt.”

Ultramarin. Er en farve. Blå som bare fanden og havet selv. Blå som dybden i den blødeste tone og blå som Aysels øjne i månelyset, strålende under det kolsorte hår fra hendes hvide krop. Ultramarin blev Henk van Woerdens fjerde og sidste roman.

---

Aysel er forbudt og Joakims kærlighed til hende umulig. Aysel er hans halvsøster og udenfor hjemmet på kysten mellem Tyrkiet og Grækenland, i et intetsteds mellem nationers 1000-års krige, dræbes mennesker for mindre end dette, og havet stråler i vinterkulden, ultramarin, under bjergenes isnende ånde.

Joakim glemmer alt dette, når han sidder med lutten og lader fingrene spille sig igennem farverne i et uendeligt indre musikalsk hav. Joakim tvinger sig selv til at glemme Aysel, i årevis, efter at faderen, der synes tabt for omverdenen, har overladt Joakim til sin egen skæbne og fjernet Aysel, tusinder af kilometer bort fra ham til et andet land og et nyt liv. Lige indtil...

Luttens lydlige glemsel

Hvordan opdagede faderen deres forhold? Hvem blotlagde deres ømme kærtegn for en skandalehungrende omverden i åndeligt og kødeligt armod? Joakim lader lutten spille hen over tanken og lader de varme farver strømme fra den, fra sit nye sted i livet, i storbyen, langt væk.

Luttens lydlige glemsel afbrydes kun af erotiske eksperimenter med Kanunspilleren, drengen Avram, og optræning af den forhutlede parakit, Aysel efterlod ham. Den har snart lært at flyve, men ikke uden, hver gang, at udstøde et rædselslagen og frygteligt skrig, idet Joakims hænder slipper den og den falder igennem luften.

Henk van Woerden var en europæisk mester, afdæmpet og præcis i melankolien. En mester som en moderne og relevant Kundera kunne have været det, var den litterære navle ikke vokset denne for stor. Der en bestemthed, noget nærmere en overbevisning end en antydning, i hver enkelt sætning fra van Woerdens hånd, samtidig med den kælne interesse for det forbudte i det fysiske, den endelige berøring, der fører en kædereaktion af lyst og uundgåelighed med sig.

"Også i musikken går der så meget tabt." End ikke musikken, Joakims musik, går uden om tabet. Aysel er i hver eneste fiber der strækker sig på rejsen længere og længere væk fra det sted hun er gemt, denne Aysel der bliver mere og mere fiktiv som årene går, og som til sidst, end ikke musikken kan fremmane et tilfredsstillende ikonisk billede af.

Melankolien

Et spring på 15 år behøver i den gode fiktion ikke at betyde andet end et pennestrøg. I den gode fiktion er det en lise, en lettelse at springe ubesværet gennem årtierne og elegant lande et andet sted, i en anden tid, hos et andet menneske, for, stilfærdigt, at finde ud af, at man kender dette menneske, denne karakters grundtræk, som man lærte så indgående at kende for 15 år siden, på siden forinden.

Aysels datter Özlem i badekarret, med det svalende vand kildende om maven, som badevandets krusninger der langsomt glider mod badekarrets kant, finder vi ud af, af hvilken af fortidens synder hun er et produkt. Joakim er ikke en del af Özlems bevidsthed, har end ikke hørt hans navn nævnt, det finder vi ud, mens vi kryber ned i badevandet til Özlem, lader vandets tryghed omslutte os, og hører de to officielle historier om faderen. Grækeren, forhadt og jaget, Özlems formodede far.

Aysel griller lever. Özlem renser den rå lever og skærer den i tynde skiver. Aysel marinerer den og griller den. Restauranten er stopfyldt i weekenden. Frankfurt er en anden by, et andet liv og sprog, Joakim er ikke i nærheden. Læseren dufter leveren fra grillen og tænker om Joakim ved mere om historien om Özlems far end vi ved. De er flygtet, men Özlem aner ikke fra hvad.

Ultramarin, må være meningen med blå. En farve, men en tilstand. Ultramarin er melankolien, der er mediterran. En melankoli der er brudt op imellem det vestlige, som en higen mod det moderne, og det mellemøstlige, som en higen bort fra det verdslige.

Det klassiske menneske

Joakim personificere det klassiske menneskes opgør med den trange modernitet. En mytologisk skikkelse i søgen og seksuel vægelsind. Kvinder eller mænd, brødre eller søstre, er alle seksuelle objekter i et frisind der synes altmodisch og klassisk og græsk. Det incestuøse perspektiv kvalmer i den moderne seksualitets trange rammer og danner den sitrende grund mellem det moderne og det klassiske. Middelhavets år tusinde lange svøbe som fristed.

Van Woerdens budskab er, at vi ikke fatter immigrantens situation. Vi er blottede for empati, og den rolle immigranten får, den plads vi lader immigranten indtage, er blottet for forståelse for situationen og kun med praktisk udnyttelse for øje. At den rodløse immigrant forbliver rodløs er af største vigtghed for rollefordelingen, for forståelsen af det inderste i karaktererne omkring os. Lyster, behov, intellekt, knægtes per automatik. Van Woerden var selv immigrant og Ultra Marin er den eneste af hans romaner der ikke foregår i hans eksilland, Sydafrika.

Van Woerden brød sig ikke om sit hjemland, så eksilet var frivilligt. Han brød sig ikke om den hollandske snæversynet- og forudsigelighed og så sin situation, den frivillige immigrants, som værende positiv. Overleverens mulighed? For forfatterskabet var det drivkraften, forståelsen for immigrantens situation, overskuddet til observationen, var nøglen til hans litterære succes.
Selvom Joakim bliver i sit hjemland besidder han immigrantens rodløshed, søgen. Musikken bliver hans tilflugt, eksilet, hans nye hjemland. Homo Joakim.

Immigrantens plads

I Amsterdam betaler hollandske bondeknolde 25 gylden for at se Özlems røvhul. Hun er luder og forstår verden som én lang købmandshandel mellem udbyder og aftager. Aysel ville aldrig have forstået dette, hendes liv, for ikke at tale om det søde fjols Murat, hendes stedfader. Hun er flygtet fra Tyskland, fra Fragfurti, som Frankfurt hedder på Tyrkisk og har slået sig ned i et land der ikke er hendes, i en by hvor alt er tilgængeligt, også Özlem. I Amsterdam er hun ikke immigrant, da ser alle ud som hende eller mere fremmedartet. Hendes ven er Babette, en enorm transvestit med skræppende latter. Hendes liv er luderens.

Med få penge på lommen og fridage foran sig rejser dette umage par mod syden, mod Dogrun, mod huset ved bugten på kysten mellem et, på én gang, fiktivt og virkeligt Tyrkiet og Grækenland. Som charterturister blandt charterturister, dumper hun uforvarende ned i sit ophav, og befinder sig en aften i det lokale amfiteater til koncert med den berømte lutspiller, Udi Joakim. Årene er igen gået og Joakim er en skygge af den musiske storhed han engang repræsenterede. Men noget er sket. Tidligere den dag så han Ôzlem ved en aviskiosk, spottet fra afstand, og havde følt noget falde på plads i det liv han var holdt op med at betegne som sit eget. Han havde budt hende en cigaret. De havde talt. Nu sidder han på scenen, alene, og spiller den døde vågen.

Ôzlem kommer aldrig tilbage til Amsterdam. Hun arbejder i den store by ved bugten, på det lokale bordel, professionen som viste sig at være hendes at mestre. År efter charterferien arbejder hun stadig på bordellet, den nat Joakim vender tilbage. Denne gang udbrændt, svagelig og knap halvdelen af hvad han var den aften i amfiteateret. Han opsøger bordellet efter en koncert og ser hende med det samme. Han overraskes ikke ved synet af hende i den profession, men bliver nærmest slået omkuld af tilpasheden, mæthedsfølelsen der slår ham mens de dyrker sex. Hun forstiller sig, men er tæt på at lade bølgen rive hende med. Hun er professionel. Det ved man.

De flytter sammen. Han arbejder i Adnans restaurant som taffelmusiker, sover til langt ud på dagen, holder hof, spiller og drikker hele natten. Hun plejer ham, som plejede hun et barn. Et rodløst, lidenskabeligt og gråhåret barn. Indtil den dag hvor han begynder at fortælle fragmenter af sin historie, hvor han henkastet, på vej op ad bjergvejen til kapellet højt over bugten, fortæller hende, at som hun går der, ligner hun Aysel. Og glem alt om det, Özlem, glemt at jeg sagde det. Det er et spøgelse. Aysel.

Bugten svimler under hende.

Den grænseløse farve

”Også i musikken går der så meget tabt.” Når Joakim med et skælmsk grin griber sit instrument, kysser hende let og ærbart, og går på scenen, glemmer hun sin viden. Hun lader den flyde til havs på damperen i havnen, der udstøder sin tuden over byen. Lover sig selv at vedblive at pleje, passe og elske ham platonisk, uden at konfrontere ham, hendes fader, velvidende at alternativet er at miste, som i musikken.

”I Italien var farven kendt som Azurro Oltramarino, hvilket betyder ’blåt fra den anden side af havet’. Sådan har jeg opfattet det: som den dybe blå fra Asien, der trængte ind i Europa via Konstantinopel og Venedig.” Fra van Woerdens efterskrift til Ultramarin.

---

Ultramarin. Er en farve. Udvundet af ædelstenen Lapis Lazuli, kommet fra østen via Konstantinopel, havnet på paletten som den dyreste og mest skattede af farver hos Vermeer og Titian. Farver har heller ingen grænser.

Ultramarin tager 3 spring. Det mellemste er det længste. Dette trespring udføres florlet og ubesværet, og som flyvesand på sciroccoen svæver det hen over 50 års europæisk åndshistorie, lægger sig i et fint lag på lige dele fordærv og storhed. Luderen er det ærligste menneske i verden, kærlighedens mellem søskende, det oprigtigste der findes og mennesket som seksuelt objekt, som begærets fokus, drivkraften bag al historie. Midt i alt dette findes et vakuum til enhver, således også immigranten, det græsneløse menneske. Dette trespring står som sidste disciplin i Henk van Woerdens mangekamp. En mangekamp der standsede brat, efter blot fire discipliner.

Henk Van Woerden, ”Ultramarin”, Tiderne Skifter.

Backwoods America - nu på film

Som faste læsere af denne blog nok har opdaget, så har jeg et, mere end almindeligt, godt øje til den amerikanske forfatter Daniel Woodrell. Ramsaltet country noir uden formildende omstændigheder, ud over kanten til det amerikanske samfund, i trailerparks og faldefærdige rønner. En hverdag i armod på alle leder og kanter, en hverdag med druk og vold og seksuel fornedrelse.

Her drikker kvinder og føder børn, og her drikker mænd og tager stoffer og , ja, drikker og tager stoffer... Der er ikke megen lys for enden af denne tunnel ind i backwoods America, som Woodrell gang på gang skriver sig ind i. Ti gengæld ætser de ofte simple historier sig langt ind i læserens bevidsthed, takket være præcist beskrevne karakterer og talentfulde miljøbeskrivelser.

Nu er filmindustrien så faldet over Woodrell, nærmere betegnet hans roman ”Winter’s Bone”. En roman der foregår i Ozark, på den anden side af alting, og følger en teenagepiges færd ud for at finde sin junkie-far, som en sidste chance inden hele hendes familie bliver sat på gaden.

Når jeg skriver ”Filmindustrien”, mener jeg naturligvis ikke Hollywood, da historien er alt for krads til den glittede del af industrien. Det er independent-instruktøren Debra Granik, der instruerer en hel flok mere eller mindre ukendte skuespillere i denne filmatisering, som fik fremragende anmeldelser på Edinburgh Film Festivalen i år. Den får premiere herhjemme til januar og du har grund til at glæde dig; får så har du nemlig tid til at læse romanen inden filmen kommer.

Tårnet

Her i min feries sidste dage er jeg, efter uendelige krimirelaterede svinke-ærinder, langt om længe flyttet ind i Tårnet. Uwe Tellkamps kraftandtrengelse af en roman om et villakvarter ved Elben, i DDRs sidste tid. Romanen følger en familie og dens naboer i et, efter DDR-standarter, velstillet og privilegeret miljø.

Romanen er anstrengt afdæmpet, og som sådan et levende bevis på alt det, man ikke sagde, privilegeret eller ej, i DDR.

Tellkamp har vundet mange priser for romanen, og her 100 sider inde i karakterernes liv, tænker jeg, at der også bør være en pris for læseren, som står denne kolossale roman igennem. Men hvem ved? Måske ligger prisen og venter på læseren efter sidste sid? Det er aldrig noget man, som læser, skal regne med, men måske at man, i dette tilfælde, kan sætte næsen op efter belønning, som det var tilfældet med Denis Johnsons "Tree of smoke". Det er den samme fornemmelse jeg sidder med nu, med Tårnet i favnen, og det sker ikke ofte.

I hører fra mig...

Fugle, film og alm. feriestemning

Selvom man er på ferie kan man godt blog'e. Og når man er på ferie i ens barndoms landskab, på øen et par km. nord for den tyske grænse, kan man ligesågodt bruge lokaliteten som undskyldning for et blogindlæg. Således sagt, så gjort:

I min opvækst var der få film som man bare skulle have set, hvis man ønskede at være i nærheden af at være noget som helst, blandt kammeraterne hjemme på den alsiske pløjemark. Alle Bond-filmene, tilbage til fremtiden filmene, den første Rocky, de første(sidste) 3 Star Wars-film og så Hitchcocks Fuglene. Alle i øvrigt højst sandsynligt set med tysk synkronisering.

Den eneste jeg husker med grusom tydelighed er den sidstnævnte. Hitchcocks ”Fuglene” – ”The birds”. Først og fremmest er det enkelte scener, korte klip, der står klart i hukommelsen. Det ultrakorte klip af en persons ansigt, hvor øjnene er hakket ud, scenerne hvor børnene angribes af rasende fugle til en børnefødselsdag i haven etc. Skildringen af, at noget utæmmeligt men ufarligt pludseligt og uden egentlig forklaring bliver dødsensfarligt, var lige til et barndomstraume.

Så galt gik det dog ikke, tvært i mod blev jeg med alderen meget stor gyserfan, og flere mere eller mindre lødige gysere kom på listen over favoritter. Jeg skulle dog blive 19 før jeg første gang så en af de gysere der har gjort absolut størst indtryk på mig og skræmt mig sanseløs. ”Don’t look now” af Nicolas Roeg med Donald Sutherland og Julie Christie i hovedrollerne, som parret der tager til Venedig for at komme sig over tabet af deres 5-årige datter. Forfærdende, underspillet og klippet i en filmisk collagestil der passer umådeligt godt til et nærmest gotisk-mørkt Venedig.

Nu er jeg blevet 35 og så var det jo nok på tide at få læst de litterære oplæg bag disse to film, som har gjort så store indtryk på mig. Begge er noveller og begge er skrevet af Daphne du Maurier. Og begge er de virkeligt gode, og ja, det er en kliché, bedre end filmatiseringerne.

Du Maurier var en mærkværdig størrelse, bedst kendt, sikkert, for den lidt fortænkte og hysteriske roman Rebecca. Med en Poe’sk sans for gotisk uhygge og det paranormale og en Blixen’sk lyst til det kødelige, hamrer hun af sted på grænsen af det kulørte, alt i mens hun morer sig kongeligt. Hendes karakterer er foruroligende moderne og i deres lysters vold. Raisonement må vige for det uforklarlige, det utæmmelige.

Der er milevid forskel på historien i det litterære oplæg og i den filmatiserede udgave, dette gælder begge noveller. I begge noveller er der næsten udelukkende fokus på det psykologiske drama, den indre monolog og meget lidt på ”action”.

Du Maurier var bestemt ikke begejstret for Hitchcocks filmatisering med den stædige fastholdelse af og fokusering på ”action”-elementet i historien.

Omvendt var hun begejstret for Roegs filmatisering af ”Don’t look now”, hvor det paranormale og stridighederne i et presset ægteskab får lov at dominere narratologien.

Når man læser ”The birds” forstår man godt hvorfor, Du Maurier var ked af Hitchcocks filmatisering. Novellen er elegant og slank, hvor filmen forekommer svulstig og blodig. Det psykologiske spil i og omkring et lille, gudsforladt sydengelsk landsamfund, stadig martret af krigens traumer er i novellen fornemt beskrevet.

Da fuglene angriber bliver hovedpersonen og dennes familie nødt til at låse sig inde i deres afsidesliggende hytte og hovedpersonen gennemlever krigstraumerne. Spillet mellem forældrene og deres forsøg på at berolige deres to børn er rørende og intenst. Det nærmeste vi kommer action er den dumpe lyd af de paniske fugle, der rasende knalder mod de barrikaderede ruder og døre.

På et tidspunkt lykkes det fuglene at slippe ind på første salen. Beskrivelsen af lyden af de listende fugle på gulvet over familiens hoveder er gruopvækkende.

I filmen virker fuglene noget udstoppede og udtjente og skuespillerne overspiller rædselsfuldt. Samtidig lægger Hitchcock ikke stor vægt på naturen. Den spiller en rolle i novellen, og tjener til lokalsamfundets trøst, når de prøver at finde en forklaring på fuglenes opførsel. En pludselig hård frost blæser ned over landet og tvinger fuglene til at søge nye, uventede jagtmarker. ”This is not a white winter, it’s a black one” Gys!

Roegs filmatisering af ”Don’t look now” eller ”Rødt chok(!)” som den kom til at hedde på dansk, er langt mere i tråd med Du Mauriers intentioner. Ikke mindst takket være forrygende gode skuespillere. Så skide være med, at Roeg lader datteren lide druknedøden i stedet for af meningitis, og at han lader sønnens rolle svinde ind til en fjern erkendelse af, at der er et barn til på en kostskole et sted i England. En erkendelse det sorgramte ægtepar ikke magter.

I Roegs filmatisering er Venedig i centrum nøjagtigt som i novellen, og det er ikke et Venedig som den lokale turistforening vil gøre noget stort nummer ud af at sælge. Det er fugtigt, gotisk, mørkt og skideuhyggeligt. Ikke just en by man får lyst til at gense efter endt læsning. Vover man sig alligevel aftsed og spotter man et barn i rød regnjakke, kan man være 100 % sikker på at forældrene ikke har hverken læst Du Mauriers novelle eller set Roegs filmatisering...

Begge noveller er nu på listen over yndlingsnoveller, som om der fandtes sådan en, og måske skulle jeg sågar genlæse ”Rebecca” ved lejlighed. Du Maurier giver under alle omstændigheder lyst til mere. Skulle du selv have fået lyst til at læse eller genlæse novellerne kan de bestilles via NYRB Classics eller over det lille idealistiske foretagende kaldet Amazon.co.uk.

Dengang der var arbejdere i Norge

Overskriften afslører nok én fordom af mange, jeg ligger inde med om vores nordiske naboer. Altså, jeg tror ikke, at Norge nogensinde har haft en ærlig arbejder...

I Norge var de møgfiskere og møgbønder og så fandt de olie og så fik de ellers industriel revolution og efterfølgende velfærdsstat på ketchupmåden – blorp!

Og ja, jeg har en ide om, at Norge er et antikulturelt, ukultiveret, svinerigt og fjeldklædt kopiprodukt af en hvilken som helst antikulturel, ukultiveret, svinerig mellemøstlig ørkenstat, hvor befolkningen tilfældigvis sidder med røven i olieskorpen.

Jeg har da læst Per Petterson og, suk, Jan Kjærstads rædderlige Jonas Wergeland-trilogi. Anna B. Ragde siges at kunne skrive, ligeså kan, det ved jeg trods alt, Gunnar Staalesen, og så er der jo altid Jo Nesbø, hvis man ikke kan lade være med at læse krimier.

Min far kan sikkert sende mig en liste med de første ti norske forfatter som, udover visse af ovennævnte, er læseværdige. Men lad mig nu bare have mine fordomme i fred; helt ærligt, norsk skønlitteratur og norsk cuisine er for mig to sider af samme sag – ligegyldigt og stort set ikke-eksisterende. Det er kogt laks. Med kogte kartofler. Til morgenmad.

MEN så dumper Roy Jacobsen ind ad brevsprækken og ændrer en hel del på ovenstående. Irriterende. ”Vidunderbarn” hedder den, og er, ja, vidunderlig.

Vidunderbarn er historien om et år i Finns liv engang midt i ’60’erne. Finn bor alene med sin mor i de nybyggede arbejderboliger på kanten af Oslo, Finns far skred og døde kort efter i en arbejdsulykke. De bor i en af de rummelige lejligheder der blev bygget til dem, som skulle bære den norske, socialdemokratiske velfærdsstat på deres skuldre.

På det år vi følger den norske velfærdsstats tilblivelse med drengen Finns blik, sker der mangen en dramatisk ændring af Finn og mors tilværelse. De får en mystisk lejer, en lillesøster dumper ind af hoveddøren og Finn ændrer sit syn på moderen for good!

Vi følger hverdagen med små og store begivenheder, såsom tilvejebringelsen af et TV-apparat, glæden ved et godt leksikon, slagsmål i skolegården, feriekolonier etc. I Berlinmurens, Jurij Gagarins og præsident Kennedys år.

Der er en lethed ved travet henover begivenhederne som dog aldrig løfter sig fra historiens sorte og dystre undertoner. Moderens fortid, tabet af uskylden, den fraværende faderskikkelse, det umuligt, omklamrende ved en familie og volden som magtfaktor både i børnenes indbyrdes forhold og de voksnes ditto.

Jeg vil for engang skyld ikke skrive så meget mere om handlingen, for I skal alle læse den og nyde den som jeg. Dog vil jeg lige citere følgende fra bogen, der så fremragende viser den enestående, veloplagte Jacobsens pen, der på én og samme gang insisterer på at fange det barnligt magiske i en strandtur og en sommerferie og barnets nådesløst afslørende blik. Afsnittet beskriver Finns første møde med Boris, dennes nye sommerven, på stranden. Boris’ onkel, som ret hurtigt viser sig at være en ”onkel” der kun er med på ferien for at smøre Boris’ mor grundigt ind i sololie, præsenterer Finn og Boris for hinanden - for at få fred for Boris. Det er rørende, lyrisk, præcist og hylende morsomt i én klat funklende sort olie – blorp!:


”Du der, kan du ikke lege med ham her? Hørte jeg pludseligt nogen sige ved siden af mig, mens jeg lå på alle fire og gravede i sandet på stranden efter det, man egentligt kun finder i himlen. Og der stod en stor, skaldet mand iført sorte, alt for snævre badebukser, der ikke så ud til at indeholde noget som helst, under en nøgen, nøddebrun vom og med en cigaret dinglende i mundvigen. Ved siden af ham stod Boris, lille, senet og brun, som om han havde boet her hele livet, iført for store badebukser og med blikket rettet skråt ned i mit drømmehul, der nu langsomt, men sikkert blev fyldt med sort vand.”

Et venskab er knyttet. Ligeså mellem Jacobsen og jeg. Hans forfatterskab spænder vidt og jeg vil herefter ikke misse så meget som en stavelse af det. Ham kommer I til at høre mere til – så er I advaret.

Jacobsen kunne have sjasket denne roman ind i de klægeste ”syndefalds-magisk-barndom-klichéer”, men gør det naturligvis ikke – fordi han er en fandens god forfatter. Og den her fandens gode forfatter må have skrevet årtiets norske roman. For satan! køb den og giv de fordomme en rystetur, når du sveder på stranden eller på terrassen i løbet af sommeren.

Billedet der ledsager dette blog-indlæg er naturligvis en af Eric Fischls nyere strandscener. Jeg kom flere gange, under læsningen af Vidunderbarn, til at tænke på dem. Specielt i de sekvenser af romanen der omhandler Finns sommerferie på en ø i Oslofjorden. Læs selv bogen og find ud af hvorfor...

Fisken i floden

Vi stoler blindt på vore evner, på vores netværk, på den magiske kraft der ligger i et telefonnummer, en kontakt der kan klare dette og hint for os i de sværeste situationer.

Vi kan betale os fra kræftsvulster og dårlige knæ, vores psykologer klarer selvværdsproblemerne og understøtter os i vores ståsted, de privilegeredes.

Hvad sker der når ovennævnte ikke er nok, når instans efter instans, vi opfatter som værende konstante, smuldrer som frostsprængt cement, i mellem vore fingre? Hvad sker der når vi mister og efterfølgende befinder os i den mest utilfredsstillende af alle processer, nemlig sorgen?

For Joan Didion begyndte ”A year of magical thinking”, et år med magisk tænkning.

I begyndelsen af december 2003 blev forfatterparret Joan Didion og John Gregory Dunnes voksne datter Quintana Roo indlagt med en infektion der var løbet løbsk. Quintana er parrets eneste barn som de få måneder forinden har giftet bort.

Infektionen fører til en koma og en efterfølgende svæven mellem liv og død. Noget så normalt og forholdsvist simpelt som en lungebetændelse, fører til en nærkatastrofal tilstand i en hospitalsseng. Joan og John er tæt på at miste parrets eneste barn.

Joan og John er succesfulde journalister, forfattere, essayister og manusforfattere. De færdes hjemmevant i de absolut mest privilegerede cirkler af den intellektuelle og superlitterære del af New York. Der hvor folk er uddannet på Ivy-league universiteter og tjener godt på den kunst andre kun knapt kan få til dagen og vejen på, kunsten at sætte ord sammen.

De arbejder for de største og mest prestigiøse magasiner og aviser, essays i New York Times og i New York Review of Books er en selvfølge, ligesom en ustandselig og indbringende flirt med Hollywood er det.

Quintana bliver dårligere og dårligere på hospitalet og en aften efter at Joan og John er kommet hjem til deres lejlighed fra hospitalet, sætter John sig i sin stol mens han og Joan diskuterer første verdenskrig, som værende startskuddet til alt moderne og grundstenen for verden som vi oplever den i dag. Vel sagtens for at tænke på noget andet end deres dødsyge datter i hospitalssengen. John rejser sig ikke fra stolen igen. Han dør øjeblikkeligt af et hjerteanfald.

Joan hører John blive tavs, ser hans hoved synke ned på brystkassen, samtalen forstummer. Efterfølgende sker alt mekanisk, hun ringer, de kommer, de prøver at genoplive ham i tre kvarter, de kører væk med Joan og John i ambulancer, de erklærer John død ved ankomsten. Joan har mistet, og er tæt på at miste alt.

Samtalen om første verdenskrig er typisk for ægteskabet mellem Joan og John. De er et par der har arbejdet, skrevet, diskuteret, skabt og levet på sokratisk vis, en symbiose af intellekt og fælles respekt for den kunstner og det menneske de hver især har giftet sig med. Næsten 40 års parløb.

Problemet er, skriver Didion et sted, at man er holdt op med, for længe siden, at se sig selv med andre øjne end den andens. Man har, efterladt og alene, ingen ide om hvem man er uden den anden og hvordan den person man har udviklet sig til, med og igennem den anden, ser ud.

Didion er i sin beskrivelse af livtaget med det største og mest ufravigelige af alt, døden, vidunderligt magtesløs. Det er rørende, på grænsen til det komisk tårepersende at se hende lede efter mening. For der må da for fanden være en mening med det her, som der er med alt andet hun foretager sig i sit nøje afmålte liv?

Hun higer og søger, bogstaveligt talt, i rapporter, afhandlinger, bøger for at finde svar på spørgsmålet: Hvorfor døde John Gregory Dunne, og var der noget hun kunne have gjort? Hun driver et kobbel af læger til vanvid med spørgsmål. Jagten på svaret driver hende ud over grænsen for al fornufts ophør, og efterlader hende med en eneste mulighed: At give slip, både på fornuft og på følelse.

Magisk tænkning er ikke, at smide den afdødes sko ud, da han jo skal bruge dem når han kommer tilbage. Magisk tænkning er, ikke at ville flytte ud af lejligheden, selvom den er for stor, fordi han kommer tilbage. Det er når samtlige rationaler sætter ud, og man tænker, taler og handler mod bedre viden.

Sorgen er et kapitel for sig. Det at kunne sørge i skismaet mellem hvordan det er nødvendigt for Joan at sørge og hvordan omgivelserne, den vestlige verden, forventer at man sørger. Hun beskriver den aften på hospitalets traumecenter hvor John er erklæret død og det bliver personalet klart, at ikke alene er hendes mand netop død, hendes datter ligger også for døden på et andet hospital, et andet sted i byen. Hun overhører en læge beskrive hende som ”a pretty cool customer.” Det samme som når vi, i komplet og aldeles misforstået godhed siger, ”hun tager det flot”.

Skismaet er umuligt at operere i. Sorgen er stærk og ufravigelig, og giver man efter for den, har man fejlet.

”We are imperfect mortal beings, aware of that mortality, even as we push it away, failed by our very complication, so wired that when we mourn our losses we also mourn, for better or worse, ourselves. As we were. As we aren o longer. As we will one day not be at all.”

Quintana overlever. Og det gør Joan også. Med nød og næppe, efter et år som levende død i sin egen verden med magisk tænkning. Vi er langt ude over selvhjælpsbogen og vi er på den side af virkeligheden og forstanden hvor faktuelle begivenheder langt overstiger fiktionen. Vi er i hænderne på et, til tider tørt, nådesløst nøgternt intellekt, for hvem ingen rationel tilgang til begivenhederne pludseligt virker.

Hele øvelsen med magisk tænkning er, at lade denne dulme den ufravigelige erkendelse af, at det er slut. Han kommer ikke tilbage, skoen skal smides ud. Magisk tænkning fører frem til, at lade de afdøde blive til fotos på natbordet, lade dem langsomt glide ud mellem fingrene som fiskeren med den døde fisk i floden.

An american idiom

”I am sitting over coffee and cigarets at my friend Rita’s and I am telling her about it.
Here is what I tell her.”

Carver siver igennem den tynde luft der omgiver ensomhedens, ligegyldighedens, den uformåenes og marginaliseredes patetiske og dårligt bevogtede bjergtinder. Og selv om Carver sagde, at ”intet opstår ud af tynd luft” har man ved læsningen af hans mange noveller netop følelsen af at hive efter vejret, svimle af højdesyge midt i den ærkeamerikanske dagligdag. I dead-end jobs, i bleskift, i dårlige parforhold, på hospitaler og på barer. Middelklassens frygt for den langsomme og glidende bevægelse fra tinden, så lav den nu må være, ned i underklassen og glemslen.

”Carl got off work at three. He left the station and drove to a shoe store near his appartment. He put his foot up on the stool and let the clerk unlace his work boot. Something comfortable, Carl said”

Hverdag. Hver dag. Menigmand. Arbejdsmand. Hjem til kone, kæreste og børn. Prøve at ignorere alt andet end skiltene langs vejen for at fokusere på den følelse, der burde opstå ved at køre hjem i sikker havn, men som nu blot er det spøgelse som jagter bilen på vej fra fabrikken og hjem i forstaden. Sikker havn, er en fælles følelse af snyd, af kompromis, af søgen. Der hvor vi drikker vores øl og ryger vores pot. Der hvor vi får regnestykket til at gå op med stimulanser og tv.

”This has nothing to do with me. It’s about a young couple with three children who moved into a house on my route the first of last summer.”

Vi holder øje og mindes via vores ligestilledes kamp for succes og liv og dagligdags tålelighed om, at vi blot er konger for en dag. Hos Carver befinder vi os altid i orkanens øje eller i stilheden før stormen. Alting er enten hændt eller skal netop til at hænde. Og vi har endnu ikke forstået hvad der er hændt eller også har vi en anelse om hvad der vil hænde. Om det er i bilen på vej hjem til den utro kone, eller ved den dødes leje. Carver var hjerteskærende. Carver var beskidt realisme.

”Early that day the weather turned and the snow was melting into dirty water. Streaks of it ran down from the little shoulder-high window that faced the backyard. Cars slushed by on the street outside, where it was getting dark. But it was getting dark on the inside too.”

Carver er et amerikansk idiom. En talemåde, der er blevet en tilstand, der er blevet indbegrebet af selvforståelse på tværs af USA. Hans noveller og hans lyrik er præcisionens kunst. Det at luge ud i selv de mindste ubetydeligheder, for at komme så nær karakterernes nulpunkt som muligt. Carver er skæv, humoristisk på en intellektuel, tør, amerikansk østkyst-facon der først og fremmest må beskrives som foruroligende. Den amerikanske Tjekov. I fuld gallop henover middelklassens desperation, ulykke, misbrug, drifter og spændinger, men samtidig følsomt og præcist beskrivende med en poets fingerspidsfornemmelse for det alment menneskelige.

”He did not answer. Her voice seemed to come to him from a great distance. He kept driving. Snow rushed at the windshield. He was silent and watched the road. He was at the very end of a story.”

Carver var misbruger. Han delte i høj grad sit liv op i ”Good Ray” og ”Bad Ray”. Da han blev 40 holdt han op med at drikke og ”Good Ray” tog gradvist over. Men før dette var det i høj grad ”Bad Ray” der dikterede hans liv. Hans første kone blev gravid da hun var 16, Carver var 19. Hun arbejdede som kassedame og Carver skrev. Han tævede hende fra tid til anden, men var for det meste bare fuld. Han var nulpunktet i sine egne karaktere. I Tiden efter ”Bad Ray” fandt han sit livs kærlighed, Tess, kunne leve af at skrive, ganske godt endda, og faldt i den grad til ro. Blev folkeeje, Ray, An American Idiom. Han døde i 1988, som 50-årig, af lungekræft.

At få en bog foræret

”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.

Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.

Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.

Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.

Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.

Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.

Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.

Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.

”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.

Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...

Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.

Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.

Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.

Kvinden i kaninhuset

At spille spillet. ”The true deceiver”, eller ”Den ärliga bedragaren”, som er titlen på den svenske originaludgave, er det fremmeste af den mere ukendte del af Mumimor, Tove Janssons, forfatterskab. Det er en gysende kold og uimodståelig ondskabsfuld bog om ambitioner på egne og andres vegne. Sproget er komplet blottet for krummelurer, alt er umiddelbart som det giver sig ud, men sneen og frosten dækker ikke bare huse og træer i den finske provins.

Anna Aemelin er børnebogsforfatter. Egentligt er hun bare illustrator, hun skriver aldrig selv den kortfattede og barnlige tekst til sine billeder, men hun er elsket af børn og voksne over hele landet for hendes bøger der udkommer med jævne mellemrum hver tredje eller fjerde år. Hendes billeder er ekstremt detaljerede gengivelser af forårsskovbunden hvor alting myldrer frem af muldet. Som resten af landsbyen arbejder hun heller ikke om vinteren, først med tøbruddet og forårets fugtunderløbne komme, går hun i gang med at skildre det, der har været gemt hele vinteren.

Anmeldelserne af hendes børnebøger er altid venlige, om end ét kritikpunkt er tilbagevendende, endskønt hun ikke vil forholde sig til det. Midt i den naturtro og hyperdetaljerede skovbund, sidder oftest meget store og blomstrede kaniner.

Katri Kling og hendes bror Mats bor ovenpå den lokale købmandsbutik i et lille lejet værelse. Hun er byens fixer. Stridigheder og tvivlsspørgsmål af større eller mindre karakter løser hun for byens beboere med sin klare, hårde og kompromisløse svar. Men det har en pris og derfor er det, at gå til Katri, sidste udvej. Når man går derfra er problemet løst, men man går også derfra med følelsen af aldrig at kunne stole på nogen igen. Katri ses aldrig smile, hun smalltalker aldrig og tager sig udelukkende af sin hund, som hun ikke vil give et navn, og sin bror.

Anna bor alene i Kaninhuset, som folkene på egnen kalder det store gamle hus, ude i skoven. Huset var forældrenes og hun har boet der altid. Huset står i det store hele som da forældrene døde, Anna har aldrig haft ønsket om at ændre noget, har egentligt blot ville passe sin kunst uden at tale med nogen om det og så i øvrigt være vellidt i byen og blandt hendes læsere, begge dele har hun til fulde opnået. Hun er velhavende og behøver ikke at bekymre sig om noget.

Katri Kling derimod er hverken velhavende eller vellidt. Men hun er klar over begge dele og villig til at ændre det. Det økonomiske del af det er et problem, der kan klares forholdsvis nemt, den personlige der i mod, er noget sværere. Hun indser forholdsvist tidligt i romanen at hun ikke har det der skal til for at tilnærme sig andre mennesker på naturlig og sympatisk vis. Hun har brug for det Anna kan og bilder sig selv ind at Anna har brug for hende.

Katri begynder at arbejde sig ind på Anna. Ikke subtilt, for det er Katri slet ikke, direkte og ærligt og umiddelabrt brugbart. Hun løber ærinder for Anna, gør rent for hende og begynder så småt at blande sig i Annas økonomiske forhold. Hun sørger for at ingen snyder Anna med prisen, og sørger for at fortælle Anna hvem der før har snydt hende. Hun begynder at forhandle aftaler på plads med forlag og legetøjsproducenter der vil bruge hendes blomstrede kaniner. Katri tvinger Anna til at forholde sig til kaninerne.

Som et dødsstød til Annas uskyldsrene verdenssyn fingerer Katri et indbrud hos Anna, og alle i landsbyen bliver enige om, at Anna ikke skal bo alene i Kaninhuset længere, og at Katri, hendes bror og hunden må flytte ind. Anna accepterer stiltiende.

Hunden er et bæst. Et ulvebæst. Nødtørftigt tæmmet men også kreeret af Katri. Den adlyder hende og kun hende, følger altid i hælene på hende, men kommer ikke ind i huset. Leger ikke som andre hunde, søger ikke kontakt som andre hunde. Alt vender sig i Anna ved synes af den hund, der strider i mod alt hvad hun forbinder med en hund.

Jeg afslører ikke mere. Men Anna får brug for hævn, den kommer med tøbruddet, hunden bliver hendes katalysator. Det er ondt, underspillet og fandens godt beskrevet.

Mumitroldene overlever de værste af naturens luner, den ene stride isvinter efter den anden, ved at være godmodige, inklusive, ydmyge og hårdtarbejdende. Tove Jansson overlevede Mumitroldende takket være bøger som The True Deceiver, som vi ikke kommer uden om, har et kraftigt selvbiografisk tilsnit.

At læse den vidunderligt krystalklare, iskolde bog mens sneen daler uden for mit eget vindue, var næsten for meget af det gode – men da ikke en oplevelse jeg ville lade mig passere forbi. Med The true deceiver dumper læseren ned i en dybfrossen og tilsneet finsk provins, derude hvor alting ligger stille i vinterhalvåret. Derude hvor huer og halstørklæder og almindelig afmålthed holder folk fra at vise deres sande ansigter. ”People woke up late because there was no longer any morning”.

Undervurdér aldrig Mumimor!

Mord, myter og mormoner

Kan en bog der omhandler polygami og mormoner handle om andet end religion? Bestemt. Den kan handle om mennesker som du og jeg og hvad der sker med os, når vi lukker os om en doktrin og kun ser udad for at kunne definere vores fjender. Den kan handle om hvor farligt det kan være at elske hinanden, når man egentligt kun burde elske sin gud.
Den kan handle om, hvordan en doktrin kan fastholde mennesket i handlemønstre og samfundsformer som for 100vis af år siden. Den kan handle om mennesket.

Jordan er et sådan menneske. Smidt ud af en radikal udbryder sekt af mormonstammen som 14 årig, for at holde sin stedsøster i hånden. Rodløs driver han omkring i californien inden han 6 år senere, som 20-årig, bliver nødt til at vende tilbage. Hans mor, der frister en tilværelse som kone nummer 19 i et middelalderligt og polygamt samfund langt ude i Utahs ørken, har slået hans far, patriarken, i hjel. Øjensynligt.

Ann Eliza Young var sådan et menneske, 100 år før historien om Jordan udspiller sig, bliver hun Brigham Youngs, en af mormonernes mægtige grundlæggere, 19. kone. Tvivlende, begavet og stærk som hun var, bliver hun kendt som Brigham Youngs oprørske kone nummer 19. Hendes oprør og udbrud fra sekten er indirekte årsag til polygamiens endeligt i USA.
Men bogen, som da også hedder ”The 19th wife” og er skrevet af David Ebershoff, handler også om mytens jerngreb om mennesket og om hvorfor vi har brug for den og den har brug for os.

Myten

Frygtelig og ødelæggende ufornuft har altid været en del af den menneskelige erfaring og er det stadigvæk, skriver Karen Armstrong i hendes pissekloge bog om Mytens Historie. Tiden omkring mormonsektens tilblivelse var ingen undtagelse. Historisk er vi i tiden efter heksejagterne blandt pilgrimmene på den amerikanske østkyst, vi er i en tid, hvor man, i hvert fald i den del af den vestlige verden der var europæisk orienteret, skarpt adskilte myte og logos. Ikke desto mindre, stod nyreligiøse sekter i formeligt i kø for at oversætte oplysningstidens idealer til noget religiøst. Smith og hans mormoner lige så.

Myten, mytisk tankegang, mythos kan give mennesket noget logos ikke kan – det kan hjælpe os med at konfrontere os med risikoen for udryddelse og intetheden, og at se på denne risiko med en vis accept. Dette har været og er uden tvivl af afgørende betydning for mange, ja, faktisk ville det være åbenlyst umuligt for mange, at undgå fortvivlelse, hvis ikke det var for myten.

Kvinder og børn først!

Der er en grund til, at det er det man råber, når færgen synker eller huset brænder. Kvinder og børn først, bør man også råbe i en hvilken som helst religiøs sekt der bekender sig til polygami. Det er kvinder og ultimativt børnene der betaler prisen for det samliv. Ebershof lægger ikke fingrene i mellem og skildrer med grusom tydelighed hvor ødelæggende det er for kvinderne og børnene at vokse op i og leve i dette, det ultimative patriarkat. Et patriarkat hvor kvinden er reduceret til avlshoppe og arbejdsjern. Hvor pigebørnene kan se frem til en opvækst i åndeligt armod og moralsk depravering. Hvor drengebørnene kan se frem til enten at blive overvåget for hvert eneste fejlskridt med ekskommunikation(læs: korporlig udsmidning) til følge, eller et liv som haremsbestyrer.

Mormonerne grundlages i 1830erne af Joseph Smith. Smith var en ung mand der igennem nogle år havde haft guddommelige syner og som til sidst fik overdraget den tekst, der skulle blive til Mormonernes bog, af en engel ved navn Moroni. Teksten stod indgraveret i nogle guldtavler, som ingen dog nogensinde har set, udover Smith og et par håndfulde af hans venner. The book of Mormon, er en samling mere eller mindre sammenhængende myter og riter med jesus som omdrejningspunkt. Den skæver, med blik for den gode historie og det svulstige billedsprog, kraftigt til det gamle testamente.

På det tidspunkt Smith offentliggjorde The book of Mormon, var luften på den amerikanske østkyst, i pilgrimssamfundene, tyk af rygter om ”en ny bibel”. Smiths bibel, nøjagtigt som biblen, påstår at være guds ord. Til forskel fra biblen er der dog her tale om en tekst der er gengivet af én hånd. Det er et sammensurium af genrer og fortællinger, efter sigende oprindeligt indgraveret af de tidlige indianere i guds eget land.

Efter megen flytten omkring og efter at have påkaldt sig sine medmenneskers mistro og efterfølgende vrede, endte sekten i byen Nauvoo der blev mormonernes første hovedkvarter. Smith røg også dér i unåde og endte sine dage for hånden af en rasende pøbel.

The fondling father

Enter Brigham Young. Young initierede tusinde menneskers odyssé til Utah, til Great Salt Lake City. Mormonernes by, der blev grundlagt over en årrække alt i mens pilgrimmene dryssede ind i byen, forkomne efter den lange og strabadserende tur over The Black Hills i Wyoming, til fods.

Et enestående stykke USA-historie, en enestående bedrift og ubegribelig foretagsomhed udvist af en mand der var drevet af troen. Der står i dag en statue af Brigham Young på Capitol Hill i Washington, han er i sandhed en af USA’s founding fathers.

Men som alle andre ledere af en hvilken som helst kultisk sekt, korrumperer magten. Hver dag tilbedes han af sine disciple eller helgene, som de hedder på mormon-lingo. Hver dag står han ud af sengen som værende guds højre hånd, som værende i direkte kontakt med det overjordiske. Han bliver den myte han burde forkynde. Ud af myter opstår fysiske manifestationer. Det håndgribelige, der kan styrke myten, gøre folk identificerbare i forhold til den, sikre mytens overlevelse. For de første mormoners vedkommende blev denne manifestation til flerkoneri.

Myten om de to tidslinier

Jordan katapulteres tilbage til sit barndoms land i Utahs ørken. Til et lukket og degeneret, polygamt samfund der kalder sig ”the firsts” med henvisning til, at de er de sande mormoner. Jordans mor sidder fængslet, sigtet for drabet på sin mand, Jordans far. Alt peger på hende, men Jordan er ikke så sikker. Han tager sagen i egen hånd og bliver således viklet mere og mere ind i det samfund han blev smidt ud af 6 år forinden.

Jordan finder både fjendtlighed og lukkethed fra de mennesker, hans familie, der smed ham ud. Men han finder os mennesker der rækker hånden ud og åbner sig mod ham, for at hjælpe. Uden dog selv at have modet eller lysten til at bryde med sekten, med myten, de lever i. Mytens styrke er frygtelig, men tryg.

Ebershof skriver med fynd og klem, om opvæksten i et nyreligiøst samfund. Med stor indlevelse hives vi ind i en moderne sekts hverdag, og hverdagen som én af mange koner til Brigham Young for mere end 100 år siden. Ligheden mellem de to verdener, på trods af tidsforskellen, er, ikke overraskende, skræmmende stor.

De to historier spinder sig elegant ud og ind mellem hinanden og man frydes over Ebershofs ukuelige fortællelyst, som bedst kan beskrives som frisk og uspoleret. Smukke og ofte humoristiske skildringer af den umulige tosomhed, af det ubeskrivelige i at lægge sit liv i hænderne på et andet, helt almindeligt, menneske, når man er vant til at lægge det i guds hænder, står stærkt når bogen er lukket.

600 sider om mormoner, myter og mord – igen, står jeg i den situation, at jeg har lyst til at skrive: Man tror ikke at man har brug for det – men det har man.

To tidslinier i samme roman er en kliché så slidt, så slidt – specielt i det vi populært kan kalde bogklubromanen. Så slidt en kliché, at vi faktiske glemmer hvor godt der er, når det er i hænderne på en forfatter der kan sit kram og som oser af fortælleglæde. Sådan en forfatter er David Ebershoff og derfor er er ”the 19th wife” en god bog.

Forrygende bog om myten: Karen Armstrong, Mytens historie, Tiderne skifter, 2005

JDS

”Don’t ever tell anybody anything. If you do, you start missing everybody.”

Ordene er Holden Caulfields, den sidste linie af The Catcher in the rye, af J.D. Salingers hovedværk. Jeg ved ikke om I kan sætte jer ind i dette. Salinger var ikke en ven, familie eller en bekendt. Jeg har aldrig mødt manden, det er der ikke mange der har, og da slet ikke i de sidste knap 50 år. Jeg har prøvet at skrive til hans forlægger, men har fejlet miserabelt da ordene har svigtet mig. Hvad skriver man til en mand der ikke vil have, at man skriver til ham?

Og sådan har jeg det nu. Ordene har forladt mig, for jeg prøver at skrive om en forfatter, den forfatter der udløste min umættelige læselyst og formåede at gøre mig identificerbar i forhold til en litteratur, jeg ikke anede fandtes, da jeg som16-årig første gang fik fat i en paperbackudgave af den daværende danske oversættelse af The Catcher in the rye, Forbandede Ungdom. Såmænd.

Jeg prøver at skrive om, men jeg skriver til. Om J.D. Salinger, til Holden Caulfield.

”If you really want to hear about it...”

Er den første linie i bogen. Og hvis I virkeligt vil høre om det, så stod bogen på en af utallige hylder i mine forældres enorme bibliotek i mit barndomshjem. Bøgerne stod, bogstaveligt talt, fra kælder til kvist – det gjorde de altså! Og jeg gad dem ikke. Gad ikke bøgerne, som mine forældre læste som gjaldt det livet. Jeg havde min fodbold, og det var vel sådan set det.

En dag tog jeg den ud, som jeg havde gjort med utallige bøger før den, af reolen og læste den første side uden at forvente, at det vil føre til andet end et skuldertræk, inden jeg ville sætte bogen tilbage på hylden.

”If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.”

Første punktum. Fuck! Hvad skete der med lille-Lars fra Als? Lige midt i liguster-fortet på stillevejen? Kunne det virkeligt passe, at mine forældre havde denne form for dynamit stående frit tilgængeligt? Og hvorfor havde de intet nævnt?

Bevidsthedsskred? På en eftermiddag? Kan noget så undseeligt som en paperback, uden foto, rød og blot titel og forfatternavnet påtrykt, ændre ens verdensopfattelse? På en eftermiddag?

Musikalsk var jeg gået fra tyske schlagere og Laban til Leonard Cohen på en eftermiddag(det var en fredag hvor min far kom hjem fra England og havde taget et bånd med Cohens Greatest Hits med hjem til mig – jeg var 12 – jeg så mig ikke tilbage) så hvorfor ikke også litteraturen? Musikken er jo fuld af tarvelige virkemidler som den gode litteratur er renset for, selvfølgeligt kan litteraturen påvirke i ligeså høj grad, blot ikke så ofte.

Litterært var jeg ved at gå fra ingenting, muligvis Bjarne Reuter, til J.D. Salinger på et sekund en ligeså undseelig eftermiddag. Bevidsthedsskred, er vist ordet.

Naturligvis havde mine forældre nævnt deres bøger for mig. Naturligvis havde de opfordret mig til at læse, evnen til det havde jeg jo. Lagt bøger på min seng som de mente at jeg kunne læse og som kunne give mig den der litterære oplevelse der vil åbne en ny verden for mig. Eller måske ville de bare gerne dele deres glæde for litteraturen med mig, uden drama. Men jeg var ikke bidt på.

”I’m the most terrific liar you’ll ever meet in you life”. Holden lyver ad helvede til. Holden lyver fordi han keder sig. Holden lyver fordi han ikke tør andet, for hvis han holder sig til virkeligheden, gennemskuer folk helt sikkert hvor banal han er og så... hvad så? Holden har det skrækkeligt, men det er ok. Hvorfor er der ingen der fortæller Holden, at det er okay?

Salinger gave sit sidste interview omkring 1980. Han sagde intet af interesse. Han har siden da skyet offentligheden i sjælden grad og blot isoleret sig i st hus i Corniche, New Hampshire. Hans bøger er sært lukkede og pointeløse, ved første glimt. Hans noveller i 9 stories har mere tjubang at byde på, men det indbyder formen jo også til. Hans romaner og noveller kredser for det meste om den amerikansk-jødiske Glass-familie. Det er sgu da godt nok en dysfunktionel familie, hvis der nogensinde har været en.

Holden stikker af. Render sin vej. Løber som bare fanden. Løber fra familien, fra skolen, fra kærligheden, fra Holden. Han slipper aldrig afgørende væk og må til sidst, ikke uden ærgrelse, men bestemt også med tilfredshed og en stikkende følelse af noget han ikke kender, men som er tryghed, konstatere at han ender med den sætning der står allerøverst i dette indlæg. Hvis du åbner dig, hvis du viser et andet menneske tillid, ja, så risikerer du alt. Og det kan sgu da ikke blive meget bedre for en 16-årig kærlighedssyg og identitsvrøvlende og vaklende lemmedasker i provinsen – kan det vel?

9 stories er en stærk samling af noveller, som anmeldere vil kalde uafrystelige. Hans romaner er anderledes snigende. Raise high the roofbeam, carpenters and Seymour: an introduction, Franny and Zooey og The catcher in rye er anderledes æteriske. Men alle med budskabet om den omklamrende, ulidelige familie, fællesskabets svøbe som er det uundgåelig element i et hvert menneskes tilværelse – ingen mand er en ø. Vænd jer til det!

Mange vil fortælle jer det samme som jeg. At Catcher in the rye fik dem til at læse, fik dem til at forstå litteratur, sågar måske ændrede deres liv.

Det er en skæbne mange bøger har lidt. Er startet som storartet litteratur og er endt som en sutteklud, som arvesølv i et forarmet klunkehjem af en provinsiel litteraturforståelse. Gymnasielæreren:”Den her SKAL du bare læse, den ændrede mit liv...” Løb som vinden! Læs den ikke!

Skæbne. J.D. blev syg og dårlig af at se sit kontrafej på bagsiden af Catcher. Han hadede pludseligt opmærksomheden, da han endeligt fik den. Han krævede, efter første udgaven, at få fjernet fotoet fra de følgende udgaver for stedse. Han ville ikke risikere at se sit eget fjogede smil i boghandelen, skulle han forvilde sig derind.

Han ville ikke genkendes. Ville ikke tale med nogen, ville leve et simpelt liv og man kan kun gætte på, at det er blevet sværere og sværere i takt med at pengene er tikket ind på bankbogen.

Skæbne. Alt det konspiratoriske ammestuevrøvl om mordet på John Lennon og alt det pis og lort, som uværgeligt forfølger bøger der får den mytiske kraft og position i kraft af deres nybrud og ummidelbare effekt på læseren. Mark David Chapman og John Hinckley Jr. og alle de andre frugtkurve, kunne højst sandsynligt ikke læse og havde vel brug for et hvilket som helst påskud til at skyde løs på kendte mennesker. ”Phony." Med Holdens ord.

Catcher ER hovedværket. Ikke 9 stories som mange ellers vil påstå, men en novellesamling kan ALDRIG være en romanforfatters hovedværk.

Catcher ER hovedværket, fordi den er frisk, den var nyskabende, den havde en Mark Twain’sk genkendelighed som tydeligt viste den amerikanske umiddelbarhed. En rasende fortællelyst opstået af hovedkarakterens, Holdens, ulyst. Et mirakel i 1. person ental.

Er den selvbiografisk? Er Holden J.D.? Who cares? Men hvis du virkeligt vil høre om det, så... nej. Holden er ikke J.D. Læs novellerne, specielt ”Tilegnet Esmé” hvis du vil have et indlæg til en nekrolog.

Skæbne. Den eftermiddag hjemme i ligusterkvarteret på Als, husker jeg som en lang summen. En summen af forventning, fra side til side, sidende på gulvet med ryggen op af en overfyldt bogreol. Men det var nok ikke sådan det foregik. Jeg satte vel blot bogen på plads igen, gik ud og legede med min fodbold i haven. Gang på gang var jeg vendt tilbage til reolen og havde taget bogen ud og læst den første side, eller måske bare de første 5 linier.

Skæbne. Men en dag tog jeg den ud og satte den ikke på plads igen. Lagde mig på sengen med den og læste den som, ja, som gjaldt det livet. Og det viste sig jo, at det gjorde det faktisk – ellers skrev jeg jo ikke dette indlæg, så mange år efter.

Til sidst, den oplagte spekulation: Hvad har han efterladt?

Kvinderne i hans liv, dem har der været et par stykker af, påstår at der står notesbog efter notesbog på hylderne i hans arbejdsværelse. Én af dem påstår sågar, at der ligger i hvert fald to færdige romaner i et pengeskab i samme arbejdsværelse. Men hvad fanden ved hun om det. Det er spekulationer alt sammen.

Det eneste der ikke er spekulation er, at The Catcher in the rye, er MIN litterære grundsten. Og at jeg håber, at der ligger minimum to romaner til endelig redigering på J.D.’s forlag inde i New York og bare venter på at ramme mit skrivebord - helst inde for en overskuelig fremtid.

Sådan skriver man til og om en mand, man ikke aner hvad man skal skrive til. Åbenbart.

Den ny-nordiske krimipuritanisme

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Punktum. Svensk af fødsel og opvækst, degenereret og misbrugt i hele Skandinavien, for nu, ganske snart, at lægge sig til at dø, identitetsløs og anonym, i dets fædrene land. Det seneste søm i ligkisten er netop begået af pseudonymet Lars Kepler og har fået titlen ”Hypnotisøren”.

Bag pseudonymet Lars Kepler står ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, hvoraf sidstnævnte er mest kendt på denne side af sundet for blandt andet ”Instruktøren”, en kontroversiel fiktiv biografi om Ingmar Bergman. Ægteparret Ahndoril er bosiddende i Stockholm, hvor de passer deres børn, skriver deres bøger, og dem er der mange af, drikker deres latte og har deres helt igennem kystbanesocialistiske holdninger til alt hvad der rører sig i folkhemmet hinsidan.

Ægteparret Ahndoril var åbenbart blevet træt af ikke at tjene penge på de mange bøger og essays de begår og bestemte sig så for at skrive en kriminalroman. Historien viser jo, at det er der formuerne ligger.

Men enhver intellektuel skandinav med forfatterdrømme ved jo, at det ikke er nok at skrive en knastør krimi i stil med the founding mother and father Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Nej, man skal i samme åndedrag og helst hen over 600 sider plus, skrive en hård samfundskritik hvor velfærdssamfundet får et skud for boven, kernefamilien er lig med døden i tynd forklædning, morderen er psykopat (intet mindre og helst med massemorder-ambitioner), samspilsramte børn står i kø for at hævne sig, mænd der boller uden om får deres bekomst(og er generelt nogle forfærdelige svin) og hvor kvinder der er i deres drifters vold er skurkagtige og må lære af deres fejltagelser.

Den ny-nordiske krimipuritanisme, med andre ord. Den har været under udvikling gennem årtier siden krimien rykkede ind i varmen og blev accepteret som litterær kunst. Takket være blandt andre Jan Guillou og andre nu vrisne gamle mænd. Den har været under udvikling via rædselsfulde og talentløse livstilskrimier, begået af Marklund og hendes kreds. Forfinet af Stieg Larsson qua hans opstyltede, rædselsfuldt selvhævdende og noget så korrekte Millenium-trilogi og nu vil Kepler-sammenslutningen gud hjælpemig skrive ti bøger med den samme hovedperson. Dette kommer jeg tilbage.

Den ny-nordiske krimipuritanisme er først og fremmest én ting: Litterær ansvarsforflygtigelse. Dernæst er den et ønske om at tjene penge. Alt andet vil være hykleri at påstå. Sidst men ikke mindst er den en smutvej til relevans på trods af komplet mangel på åbenlyst talent. Det er ren og skær x-factor.

Den litterære ansvarsforflygtigelse består i, at man fra forfatternes side bevidst forveksler den nordiske krimi med samtidsromanen. Det er da klart. Når man ikke har talentet, endsige overblik og indsigt til at skrive samtidsromanen, så giver man sin tynde, tynde samfundskritik et kriminalistisk plot. Således understreger man sin lunkne pointe om at ondskaben lurer i os alle og så kan alle følge med og rigtigt blive bekræftet i at, velfærdssamfundet det slipper man kun fra med skindet på næsen, hvis hjertet vel at bemærke sidder op i halsen og man i øvrigt er af samme holdning til samfundet som forfatterne. En holdning der som oftest går 15 på dusinet af, på den lokale café latte-bar.

Morderen er psykopat. Det er da klart. Det er muligvis hans utro far og hans svage mor der har gjort ham til det, men det er sådan set lige meget. Han er psykopat. Og hvorfor er hans så det? Jo, for så har man som forfatter lavet rammerne så vide at man ikke behøver indlevelse, hverken som forfatter eller læser, det er jo psykopatens værk så alt kan ske. Man æder med andre ord alt hvad galningen kan finde på, uden at spørge sig selv om der er litterært eller samfundsmæssigt belæg for handlingerne. Ansvarsforflygtigelse.

Sex er stadig lig med ballade. Og mænd kan lokkes med det. Sex, altså. Kvinder skal ikke dyrke sex med tilfældige mænd de finder attraktive, således graver de deres egen grav. Børn må ikke spille computer og slet ikke online-spil og slet, slet ikke hvis de er den mindste smule samspilsramte. Journalister er helte. I hvert fald dem der arbejder i den venstreorienterede del af pressen. Retsmedicinere er good guys, humor er nemmest når den er sort og handler om lemlæstede lig. Politimænd er problematiske. De må i hvert fald ikke bare være en almindelig, god, hårdtarbejdende, opofrende mand eller kvinde. De skal have en skyggeside. Noget med noget alkohol, eller en dom i deres fortid og som minimum en kuldsejlet familie i kølvandet. De må godt klare ærterne for os, men de skal helst lide urimeligt før vi gider redes af dem. Ansvarsforlygtigelse.

Penge. Der er eddermame penge i skidtet, hvis man rammer formlen. Alle har jo fulgt med i de astronomiske summer der er føget gennem luften under det slagsmål der opstod efter Stieg Larssons død. Herr og fru Kepler siges at have tjent kr. 9 mio alene på forskudssalærer fra alverdens forlag, her i blandt vores eget Gyldendal(et lille idealistisk foretagende inde i Klareboderne) der efter sigende har punget knap kr. 800.000 ud for rettighederne til Hypnotisøren. Jan Guillou, Liza Markland og hendes mødregruppe, Arne Dahl og Jo Nesbø har alle tjent til dagen og vejen så de kan holde sig kørende de næste 200 år. Så hvorfor skulle man ikke, som forfatter, give sig i kast med genren som læserne åbenbart sluger som var det kolde Pripps Blå til en varm midsommerfest?

Relevans. Hvem vil ikke gerne være relevant? Der findes ikke den nyhedsredaktion der ikke har sendt en journalist af sted for at interviewe Liza Markland om hvad der er galt med verden i dag. Men ok, hendes heltinde er jo også journalist. Alle kan smigres. Men jeg kunne ligeså godt spørge min datter på 2 ½ om hvad vi skal stille op med statsgælden og få et ligeså brugbart svar.

Hvad angår ovenstående er forlagene er jo et kapitel for sig. Direkte adspurgt om han mente, at krimien var vor tids samtidsroman svarede Gyldendals Grand Old Man Johannes Riis bestyrtet at det håbede han sandelig ikke at det var. Underforstået, at der til havde krimien dog for lidt litterær substans. Men, men, men hr. Riis… ikke desto mindre har du lige punget din egen årsløn ud på den seneste krimi der udgiver sig for netop at have litterær substans. Var de penge ikke bedre brugt andetsteds? Eksempelvis i en talentpulje. Forlagene vil have den ny-nordiske krimipuritanisme og de vil have den nu. Helst i går. Det er der pengene ligger.

Nå, tilbage til Hypnotisøren som ved gud er en skambollet bastard af en krimi. Hvad vil den? Den vil underholde. Selvfølgeligt vil den det, så langt så godt. Hvis en krimi ikke underholder så kunne vi lige så vel afskaffe den og se Station 2 i stedet for. Gør den det? Njah… det er en pageturner der smider om sig med cliffhangers i en sådan grad, at det får Jack Bauer og ”24” til at ligne Lille Per og ”Far til fire”. Så formen er sikkert bestyret.

Hvem er hovedkarakteren? Godt spørgsmål. Jeg fandt aldrig ud af det. Den sakser rundt mellem fortællere og synsvinkler men har dog sine 3 til 4 favoritter. Gør det noget? Ja, for helvede! Når man ikke gider sin genre så sjusker man med karaktererne og så bliver de mudrede. Så overlapper de hinanden så man som læser til sidst bliver i tvivl om hvem der er hvem.

Er karaktererne troværdige? Døm selv: én af hovedpersonerne, den hårdkogte kriminalbetjent Joona Linna med årevis af erfaring og mange lig i lasten. En mand af få ord, der er kendt for ikke at sky nogen midler for at nå målet og hvis stædighed på jobbet gang på gang fremhæves, træder for gud ved hvilken gang i sin karriere ind til retsmedicineren for at besigtige et hårdt medtaget lig. På retsmedicinerens kontor slår paradokset ham pludselig, at ordet obduktion kommer af det græske ord ”obducere” der faktisk betyder at tildække. Aha, aha, interessant. GU GØR DET DA EJ! Jeg kan love jer for at det ikke slår ham. Havde han været en førsteårselev på politiskolen, som aldrig har været en tur i retsmedicinerens kælder før, så måske ja. Men ikke dig, Joona Linna.

Bogen er spækket med den slags tåbelige regibemærkninger, der burde tjene karaktererne, men som blot er én ting og én ting alene: forfatternes ønske om at pisse deres intellekts territorium af i et format det ikke passer til. ”Selvom vi skriver en krimi er vi altså ret kloge”. Muligvis, men spar os for afpisningen.

For lige at gøre Hypnotisøren færdig, så skal der altså skrives ti styks af ovennævnte. Gad vide hvem den gennemgående karakter skal være? Karakteren Hypnotisøren, må siges at være skrevet ud og væk, med mindre man da gentager et originalt, indrømmet, oplæg. Joona Linna er den blegeste hovedkarakter, han er godt nok også svensk-finne, jeg nogensinde er stødt på i en krimi. Hvis han da er hovedkarkateren? En mand der absolut ikke gør noget som helst indtryk og som forfatterne simpelthen ikke har anet hvad fanden de skulle stille op med. Adw-badw, en politibetjent, hvad gør vi? Retsmedicineren – 600 sider sort humor, så slår I nok ikke jeres egen rekord i forskudssalærer i anden omgang. Jeg aner det ikke. Og ja, jeg er også ligeglad.

Jeg er en sur gammel mand, med chauvanistiske tendenser der ikke syntes, at der er skrevet en ordentlig kriminalroman siden Dürenmatt, Doyle og Sjöwall og Wahlöö. En knastør krimi med fuld fokus på forbrydelsen uden svinkeærinder og helst ikke over 150 sider. Er det det der er galt? Bestemt ikke. Der bliver skrevet fremragende krimier i hele verden. Skal da lige skynde mig at nævne Rankin, Krajewski og Kutscher. Jo Nesbø er en hæderlig forfatter, det er Arne Dahl(endnu et pseudonym) vist egentligt også, så selv i Skandinavien bliver der skrevet en god krimi. Men de rykker intet. Og guess what? Det skal de heller ikke – så hold nu op med at foregøgle, at krimier skal omstyrte samfundet og kaste nationer ud i identitetskriser.

Krimier skal underholde, skal være troværdige, skal indeholde præcise miljøbeskrivelser, skal holde sig fra begavede regibemærkninger. Krimiforfattere skal være ærlige, først og fremmest over for dem selv, dernæst overfor deres karakterer og sidst men ikke mindst overfor os – deres læsere. Det er jo derfor, at vi bliver ved med at læse de skide krimier.

Puritanismen bestod i det iskolde fokus på forbrydelsen og opklaringen af denne. Der var en morder, et offer og en opklarer. Det var klart som is.

Så blev morderen samspilsramt, offeret skurk og opdageren grå.

Så blev morderne mange, ofte forbundede og psykopatiske, ofrene tvetydige og opdageren journalist, eller på anden måde genkendelig med brug for hjælp. Der gik x-factor i den. Den ny-nordiske krimipuritanisme. Et ønske om at skildre det nutidige og samfundsmæssige så facetteret og genkendeligt som overhovedet muligt via et kriminalistisk plot. Et resultat som blot fremstår som en ubehagelig, politisk korrekt tankerenhed hvor VI har de rigtige intentioner og alle kan spejle sig i korrektheden og DE vil os til livs.

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Så tog den på vandring, var væk længe, kom tilbage og blev dødeligt såret af Larsson. Nu har den fået den sidste olie af Kepler. Lad nu det stakkels kræ få fred.