onsdag den 7. oktober 2009

Der nasse Fisch


En krimisensation er han blevet kaldt. Volker Kutscher. Ham der langt om længe skal forsvare de tyske farver overfor de succesrige skandinavere, der igennem de sidste ti år har overtaget det tyske krimimarked og skrevet sig ind i de tyske krimihjerter med hårdkogte, vedkommende kriminalromaner.

Der nasse fisch er Kutschers første i en planlagt serie på 4 om den ambitiøse unge opklarer Gereon Rath, der falder i unåde i hans hjemby Köln og via hans fars forbindelser lander hos sædelighedspolitiet i landets store hovedstad Berlin. Året er 1929 og Berlin er ét stort opgør mellem forskellige politiske grupper med et alt andet end upartisk politi i midten.

Volker Kutscher er egentlig journalist, men det skal ikke ligge ham til last, i hvert fald ikke yderligere end at han som alle andre journalister turned writer researcher og researcher helt ud i det urimelige og undervejs forelsker sig i materialet i en grad, der gør at han slet ikke kan begrænse de folkloristiske afsnit i fortællingen. De afsnit er godt skrevede, men fandens lange.

Ser man igennem fingrene med ovenstående lille suk, så sætter man sig i læsestolen med en intet mindre end fremragende krimi fra Berlin i en voldsom brydningstid, hvor stormende modernisme kun nødigt lader sig overskygge af de politiske spændinger i tiden. Nazismen lurer i horisonten, men berøres kun flygtigt. Overbevisende skildret og ekstra voldsomt i det perspektiv bliver deres magtovertagelse blot få år efter.

Berlin er Berlin, en stat i staten, med egne regler, skrevne og uskrevne, en sydende metropol med en charmerende hang til fest og ja, skørlevned, med en blomstrende kunst- og varietescene, med seksuel frihed, sålænge den er af heteroseksuel karakter og ikke involverer affotografering af eskapaderne(!) og er i det hele taget alt hvad man forventer sig af en metropol - selv 80 år efter.

Gereon Rath dumper ned i sådan et Berlin, i sædelighedspolitiet efter at være blevet hældt ud som mordefterforsker i fødebyen Köln. Han affinder sig først med sin rolle i denne den mindst ærværdige af styrkens afdelinger, indfiltrerer pornoringe etc. uden at kny, men ambitionerne rækker til meget mere end det og da et lig bliver hevet op af Landwehrkanal ser han sit snit til at begynde sin egen parallelefterforskning. Ikke noget der just indbringer ham venner på sin nye arbejdsplads. Tværtimod. Gereon Rath redder sig en flok indflydelsesrige fjender som man kun kan gætte på vil vedblive at hjemsøge ham i seriens næste bind.

Der nasse fisch, den våde fisk, er politislang for en uopklaret sag. Eller en specielt vanskelig sag. Der Tote im Landwehrkanal, som også er titlen på første kapitel, er netop en sådan. En våd fisk. Men Gereon Rath ser det som sin gyldne mulighed for at feje modstandere til side og arbejde sig op i det Berlinske politi. Udnytter han muligheden eller ej, må I selv læse jer til, men én ting er sikkert, Raths foretagsomhed får konsekvenser, vidtrækkende konsekvenser.

I skal læse Kutscher, først og fremmest fordi Rath er en interessant og kontrastfyldt karakter, skabt med stor empati og præcision af en dygtig krimisnedker. Dernæst skal bogen læses for et overraskende, djævelsk godt skrevet og helt igennem sandsynligt plot. Sidst men ikke mindst er der grund til at fryde sig over miljøbeskrivelserne af Berlin i 1929. Der er mange og lange beskrivelser, men for alle os der elsker Berlin, og er nørdede nok til at sidde med et lille kort over byen ved læsning af bogen, er det ganske enkelt stor underholdning.

Næste bind i serien, Der stumme Tod, ér udkommet på tysk og ligger på mit skrivebord, med Berlinkortet ved siden af. Fryd.

2 kommentarer:

berlin-guide sagde ...

Jeg melder mig helt på fan siden for Volker Kutscher og hans detektiv Gereon Rath. Jeg er snart igennem der stumme tote og den lever fuldkommen op til forventningerne.

Berlin portrættet og beskrivelserne bliver jeg ikke træt af. Jeg har det med når jeg er i Berlin, hvor man altid kan fornemme Berlin i flere dimensioner. (DDR, Nazi, Kejser, arbejderby, swinging metropol).

Gereon Rath bor i Luisenufer. Det findes ikke længere på noget kort. Luisenufer skiftede navn til Curtdam i 1933 (efter en Nazist) og til Segtizdam i 1945 (efter en Socialdemokrat). Min lejlighed i Berlin ligger i Segitzdam (og på www.berlin-ferie.dk) kan man leje den, hvis du vil bo næsten samme sted som Gereon Rath.

Jeg tror dog at Rath flytter ind 100 meter længere nede ad gaden mod Wassertor platz. Desværre blev gaderne i området jævnet med jorden under krigen. Så bort set fra den lille park i den tidligere kanal er der ikke meget tilbage af Rath's Berlin.

Endelig er der persongalleriet. Raths far er fx gode venner med borgmesteren i Köln, Adenauer. Det er Zille, der tegner for politiet. Der er de underlige som den fede Gennat, der hele tiden spiser kager. Den gådefulde Marlow - og de mange berlinere, som taler berlinsk - og på magisk måde alligevel er forstålige selvom om man læser bogen på tysk. Tjenere, taxachauffører, garderobemænd, sekretærer, arbejdere. Et ret enormt persongalleri. Og så Rath selv: Sammenbidt, enespænder, rethaverisk, temperamentsfuld, uortotoks, ambitiøs, hensynsløst optaget af sagen - som kollega ville han være ret forfærdelig. Men whiskyen, fejltrinene, jazzen, det mørke hører til. Fuld af komplekser over for sin familie. Og som detektiv er han naturligvis fuldstændig overlegen. Sådan skal det være...og helt hemmeligt forelsket i hende Charlotte Ritter.

Man skal læse bøgerne fordi de giver mere farve, lyde, dimensioner på et besøg i Berlin. Og så er det knaldgo' og let tilgængelig krimi underholdning.

Venlig hilsen

Stig Yding Sørensen.

Anonym sagde ...

Kære Stig

Dejligt at høre, at 2'eren lever op til forventningerne. Glæder mig til at komme i gang.

Tak for tippet, har netop lige været en tur i Berlin og deler til fulde din fascination.

Vil lige anbefale dig, omend det intet med Berlin har at gøre, ikke direkte i hvert fald, Krajewskis bøger om Breslau og politimanden Mock omkring 2. verdenskrig.

LarsB