Dødens Triumf - og den mageløse indledning - 6 bøger/II

om Delillos Underworld

I

Underworld er velsagtens en af de bøger der står ulæst på flest hylder verden over. Ikonisk først og fremmest for dens apokalyptiske cover, en lille kirke i forgrunden af Twin Towers i baggrunden og rundt om dem svæver en ildevarslende sort fugl, men også for dens nådesløse knap 900 sider, som nok har fået flere til at stige af inden de rigtigt var steget på. Synd og skam, naturligvis, da der venter læseren en pragtfuld belønning for endt læsning.

Delillo er den plotløse fiktions amerikanske mester. Vennen Paul Auster har beskrevet Delillos bøger som ”The literature of moods.” forstået som både stemning og tilstand. Ofte kredser Delillos litteratur om eneren, den mandlige ener. Ensomme mænd i aflukkede verdener, som flirter med volden som virkemiddel til en bedre tilværelse, sågar til kanonisering af deres patetiske selv.

Delillo har haft evnen til at være nærmest ubehageligt profetisk omkring specielt terrorens rolle i den vestlige verden, og hans projekt, eller dele af det, siden romanen Mao II fra 1991 har været at beskrive hvordan terroristen har overtaget kunstnerens rolle i samfundet som den egentlige samfundsomstyrter.

II

De første 60 sider er mageløse. Oprindeligt var disse sider en novelle med titlen ”Pafko at the wall” og undertitlen ”The shot heard ’round the world” trykt i Harpers Magazine i 1992. Med få ændringer, blandt andet en ny titel ”The triumph of death”, blev denne novelle den indledende sekvens i Underworld. Scenen er New Yorks Polo Grounds den 3. oktober 1951 og en af historiens mest berømte baseballkampe. Den tredje finalekamp mellem de to New Yorker-hold The Dodgers og The Giants om det amerikanske mesterskab. Vi kastes ned blandt 35.000 tilskuere, af hvilke vi følger en god håndfuld før, under og efter kampen. The Rat Pack er der, eller nogen af dem i hvert fald; Frank Sinatra, Jackie Gleason og Toots Shoor. J. Edgar Hoover er der, den fattige sorte dreng, der har snydt sig ind på stadion er der, familiefaren med sin ældste søn, unge elskende, den dedikerede fan, et utal af nationaliteter. Stemningen er anspændt, opløftet, forventningsfuld. I Delillos pensel får både det store sceneri og det enkelte individ plads og tid. I lyset på stadion ses alting tydeligt.

Dramaer udspiller sig overalt på stadion, og, selvsagt, på banen under dem. Hoover plotter USA’s fremtid, mens han er nervøs for om Sinatra vil gøre nar af ham på grund af hans ringe højde, The Rat Pack fortæller jokes til stor fornøjelse for tilskuerne omkring dem, som næsten er mere optaget af celebriteterne end af spillet. På banen er The Giants pressede indtil legenden Bobby Thomson træder til med battet og rammer så det kan høre om på den anden side af jorden. Et perfekt slag, et homerun, der sender bolden hen over hovedet på Dodgers’ Andy Pafko og stadions venstre væg. Deraf den originale titel.

Romanens røde tråd er bolden. Den bold som den amerikanske baseball-legende Bobby Thomson bruger til sin berømte homerun, The shot heard ’round the world, og som i sidste ende sikrer The Giants titlen. Den bold bliver fra det øjeblik et af de mest eftertragtede samlerobjekter og symboler på koldkrigs-USA.

Efter Bobby Thomsons homerun kaster de jublende tilskuere konfetti, aviser og magasinsider op i luften over The Polo Grounds. J. Edgar Hoover har som alle andre rejst sig op for at klappe, men pludseligt lander der et cover fra LIFE på hans hoved. Det forestiller en reproduktion af Brueghel Den Ældres berømte maleri ”Dødens triumf”, og mens han står og ser på det invaderer fansene banen under ham og han kan pludseligt ikke se forskel på maleriets frygtelige sceneri og det ubegribelige kaos på banen:

”Across the red-brown earth, skeleton armies on the march. Men impaled on lances, hung from gibbets, drawn on spoked wheels fixed to the top of bare trees, bodies open to the crows. Legions of the dead forming behind shields made of coffin lids.”

Apokalypsen lurer lige rundt om hjørnet for både høj og lav i hele denne mesterlige tour-de-force af en roman.

Samme dag som den legendariske finalekamp, finder amerikanerne ud af, at USSR har foretaget sin anden vellykkede atomprøvesprængning og den kolde krig er dermed skudt i gang. Ingen af de karakterer vi møder under baseballkampen er romanens hovedkarakter, men Delillo bruger baseballkampens intensitet og struktur som beskrivelsen af konsekvenserne ved USA's koldkrigsstrategi og som motor for beskrivelsen af et race- og klasseopdelt og dybt paranoidt koldkrigs-USA.

III

Med baseballkampen som katapult skydes vi ud i romanen, mens vi holder fast i baseballen. Men forventningen om en lignende lineær narrativ, som vi stiftede bekendtskab med i indledningen, gøres til skamme. For Delillo hopper mellem tid, sted og karakterer som han lyster og hans stil bliver nærmest filmisk med hyppige brug af forklarende flashbacks i den hullede narrativ.

Fra New York til forstæderne, til New Mexicos ørken og videre til de nye russiske republikker, cirkler vi om enerens rolle og hvordan den påvirkes af de store globale hændelser, og hvordan disse tvinger eneren med i en utryg socialisering som blot ender med at lægge alen til afsondretheden. Det er ikke blot i skyggen af bomben, det er i skyggen af den altdominerende ting DE har bragt ind i VORES liv, den altdominerende viden om forestående og uundgåelig udslettelse.

Romanens egentlige hovedperson er Nick Shay, en specialist i farligt affald, som rejser jorden rundt og hjælper folk af med det, ingen har lyst til at se igen. Nick er kommet højt på strå, på trods af en opvækst i diverse ungdomsfængsler pga. mord, ved at tage sig af den buldrende udviklings uønskede biprodukter. Romanen kredser konstant om historiens uønskede biprodukter uden dog på noget tidspunkt at lægge op til en plotmæssig forløsning af den grund. Dette understreger blot Austers udsagn øverst i dette indlæg og får blot mig til at elske denne bog endnu mere. Delillos svæv er ubesværet og grandiost, hans pensel er bred, men hans timing og insisteren på at lade øjeblikket hvile og undlade forklaringerne, gør ham til en mesterlig karakterskaber.

IV

Delillos dialoger er næsten det bedste ved hans forfatterskab. Det er dialoger skrabet for mening, for patos, for intensitet. Det er dialoger mellem mennesker der nok taler samme sprog, men som ikke magter at finde samme vinkel på en samtale, som taler forbi hinanden, men alligevel ikke helt, for det vakuum der opstår i samtalen efterlader de involverede det ønskede sted i den ønskede stemning, takket være en overlegen forfatters fingerspidsfornemmelse for det talte sprogs formåen. Delillo efterlader ligeså mange huller i sin dialog som i sin narrativ.

Det er en roman, der emmer af paranoia. Fra baseballsekvensens portræt af J. Edgar Hoover og helt til slutsidernes portræt af det lidt gammeldags begreb Cyberspace, som stedet hvor alt, selv døden, nu er forbundet med alt og alle, like it or not. Det er en roman der viser et USA, som vi har lært det at kende den dag i dag, i næsegrus beundring for celebriteter og penge, og hvor vold er den virkelige magtfaktor, den letteste at anvende nu, hvor den er blevet absolut og tidløs, som i atombombe og mulige terrorangreb, og ikke blot tilfældig, romantisk og dybest set ineffektiv.

Stig trygt ned i underverdenen ved Delillos hånd og lad den enestående indledning løfte dig videre.


Dette var 2. afsnit i den lille serie om seks bøger der gjorde indtryk. 1. afsnit handlede om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have, og det kan du læse her

Franzenfreude

Jonathan Franzen har i sensommeren og efteråret lagt litterære redaktioner på hele den vestlige havlkugles aviser ned, slagen af begejstring, i næsegrus beundring, over dennes seneste roman ”Freedom”. Den længe ventede efterfølger til alle kritikeres tidligere favorit, altså, før ”Freedom”, nemlig den ti år gamle ”The Corrections” som solgte en fantasilliard eksemplarer og modtog stående spontan-ovationer overalt, hvor den blev anmeldt og læst.

Lad mig lige starte med at slå to ting fast: Det fantastiske udtryk ”Franzenfreude” er ikke mit. Desværre. Det tilhører en forsmået kvindelig amerikansk forfatter af såkaldt intellektuel chik-lit, Jennifer Weiner, og går ikke så meget på personen Franzen, og såmænd heller ikke bogen, som på et parnas af litterære meningsdannere der vælger én forfatter, for så at skrive om denne(ham) og hans litteratur om og om og om igen. En påstand med tydelig adresse til The New York Times, som hun syntes er et lukket ”Old boys network”. Weiner kan sagtens have en pointe lige dér.

For det andet, så deler jeg ikke den vestlige verdens anmelderes begejstring, ikke udelt i hvert fald, over Franzen, hverken hvad angår ”The Corrections” eller ”Freedom”, om end begge bøger er noget nær det perfekte. Franzen kan, når han er bedst og på sit allerskarpeste dissekere et helt samfund, stort og komplekst som det amerikanske, via små, og egentligt ubetydelige, hverdagshændelser i en ganske almindelig amerikansk familie. Det kan vi alle lide at læse, der føler vi os som privilegerede læsere og alt det kommer vi tilbage til. Men han er en overlegen og overfladisk skid når det gælder hans karakterer.

"Freedom" er, nøjagtigt som ”The corrections” var det, et mega-ambitiøst værk, der prøver at indfange en kulturs indre, og ofte hemmelige, liv. Samtidig er ”Freedom” på forhånd tynget af forventninger som selv forfatterens egne tårnhøje ambitioner må have haft svært ved at løfte. Begge dele er nu gået ganske fint, ser det ud til. I hvert fald lykkedes det, forholdsvis ubesværet, for Franzen at få "Freedom" til at handle om meget andet og mere end blot Familien Berglund i St. paul, Minnesota, hvis liv og færden er romanens ramme.

The Berglunds tager os med på en rejse på ryggen af det ærkedemokratiske æsel rundt i Reagans, Bushs og W.’s USA. Elegant og med vedkommende nedslag springer Freedom rundt i årene og giver os til sidst en fuldendt palet over det, der kunne være en hvilken som helst amerikansk, demokratisk do-good-families genvordigheder. Vi følger de enkelte karakterer i hver deres afsnit og får således flere syn på den samme sag, og det er mesterligt spundet af Franzen.

Faderen, Walter, er jurist og arbejder for de dårligst stillede amerikanere, inden han får magten over en fond der, tilsyneladende, kun har til formål at fremme "wild-life-preservation" for en truet sangfugl(!). Moderen, Patty; er en tidligere elite-basketballspiller, som helliger sit liv til hus, mand og børn i St.paul. Sønnen Joey og datteren Jessica, gør hver i sær og på trods af hinandens forskelligheder, alt hvad de kan, for ikke at blive som forældrene, uden dog at svigte de gyldne idealer som åbenhed og lighed mellem køn og race, de har fået med hjemmefra.

Omkring familien Berglund svæver flere forskellige karakterer; naboens datter som Joey indleder et forhold til og er det nærmeste romanen kommer low-life, Richard Katz, måske romanens bedste karakter, en aldrende rockstjerne, hvis musik gennem tyve år er blevet godt modtaget af kritikere, men uden nogen form for kommerciel gennemslagskraft. Lige indtil den plade han udgiver i 2001(det samme år, i øvrigt og helt en passant, Franzen selv udgiver sit endelige gennembrud med ”The corrections efter tyve års kritikerroste og frugtesløse anstrengelser). Joeys roomie fra Universitetet, Jonathan ”the rich kid” og hans ubegribeligt smukke søster, Pattys veninde fra college Eliza, som viste sig at være bipolær, et uendeligt antal naboer, der er flinke nok til at give deres ætsende besyv med om den, på overfladen, nok så vidunderlige Berglund-familie.

Rigt og sprudlende, umiddelbart, men med ankeldyb respekt for den enkelte karakterer, som alle som en bliver slagtet på Franzens ivrige kulturkritiks alter. Når en af Franzens karakterer gennemgår en forandring er det så stift og konstrueret, at man føler sig hensat til 80'ernes arkadecomputerspil. Karakteren får flere point og flere "skills", det står der på skærmen, men den ligner sig selv fuldstændigt og handler som den altid har gjort.


Anken mod Freedom er dog først og fremmest at den er gennemsyret af virkeligt dårligt beskrevet sex. Så usexet, går jeg ud fra, som kun en amerikaner, kan beskrive det. Det kan måske virke ubetydeligt, men for mig er det alt andet end det. Måden en karakter dyrker sex på, forholder sig til sex, er kraftigt definerende(nøjagtigt som døden er det - læs selv...). Og sex med Franzen er på grænsen til det utroværdige, selv når det skal være netop dette, som eksempelvis en karakters hyppige onanifantasier. Styggest i erindring står en lang sekvens mellem Joey og naboens datter, hvor der dyrkes telefonsex. En sekvens der utvivlsomt har været vigtig for forfatteren, grundet længden af sekvensen, men som falder håbløst på gulvet i påtaget opfindsomhed. Ikke at man kan forlange at Franzen selv skal have dyrket telefonsex, men man kan dog som læser forvente en vis form for ægthed og indlevelse i så bærende en sekvens i historien.

Dernæst er et par af karaktererne, de to bærende, Walter og Patty Berglund, simpelthen for uinteressante til at man gider bære over med deres genvordigheder over 500 sider. Specielt Patty er grumme kedelig, og det skal hun være, forstået, men Freedom indeholder blandt andet hendes ca. 100 sider lange selvbiografi… Der sker INTET.

Afkodningen af kulturen, fra den brede pensel til den lille gengivelse af akkuratessen, er læst bedre hos Delillo. Portrættet af den ærkeamerikanske familie er set mere vedkommende hos Haruf og Woodrell, og på en god dag Roth. Men den store svulstige sammenblanding, den store pot au feu vi kalder americana, mestrer Franzen som ganske få, og det er der skam grund til at kippe med hatten for. Samtidig besidder Franzens pen en befriende, nærmest slapstick-agtig, komik, der får den selvhævdende, selvretfærdige og i sidste ende utroligt lidt overlevelsesduelige demokrat-familie til at virke decideret spiselig.

Jeg læste ”The corrections” for 5 år siden og var udmærket underholdt af en nær perfekt roman, men skænkede den ikke mange tanker derefter. Jeg har været udmærket underholdt af ”Freedom”, og faktisk også ganske imponeret over den, sine steder, men jeg er ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at skænke den mange tanker herefter. Der er simpelthen for få af karaktererne der går planken ud. Endsige forfatteren selv.


Til sidst vil jeg godt love, at der snarest følger et blog-indlæg om forfatteren som rockstjerne. Fotoet i toppen in mente. Franzen, en hvid, mandlig forfatter på forsiden af Time Magazine, får det til at vende sig i anmeldere og litterater og feminister over hele den vestlige verden. Og jeg ELSKER det. Mere om det i juledagene.

Bøger, børn og forelskelse.

Bøger og babyer er sgu ikke verdens bedste blanding. Det må jeg erkende nu, en god måned, efter, at husets seneste beboer er arriveret.

Første gang jeg blev far og Asta var en fed lilla baby, fik jeg intet læst i månedsvis, da krapylet havde kolik og jeg stort set ikke lavede andet end at vade Nørrebro og omegn tynd med barnevogn eller sove.

Denne gang skulle det være anderledes. Alle siger jo, at anden gang er meget nemmere. Det er det også, i hvert fald har øglen ikke kolik denne gang, men bøger får jeg sgu ikke rigtigt læst.

Ikke fordi jeg ikke sidder ned og slapper af i ny og næ, men simpelthen fordi jeg har børn og babyer på hjernen. Selv når de ikke er der. Jeg læser en halv side, måske det dobbelte, hvis det går højt, og så vandrer tankerne, blikket flyder og koncentrationen er væk. Hvad tænker jeg på? Børn og babyer og på, at det sørme er svært at få læst alt det man gerne vil, med sådanne størrelser i husholdningen.

Bøgerne vælter ind og bliver stukket ind på kryds og tværs i, i forvejen, overfyldte bogreoler. Eller også ligger de i en stak, og ligner ikke helt dokumentsamlingen i Kiefers udformning øverst i indlægget, men alligevel lidt. Og det stresser mig faktisk lidt.

I denne uge er ankommet Stefan Blocks "The story of forgetting", Paul Murrays "Skippy dies" og Tove Janssons "The summer book".

Undervejs er ligeledes Jonathan Franzens "Freedom" og alt denne vidunderlige litteratur kan så lægge sig til at vente og vente og vente på at læseren her får tømt hjernen for gylp, bleer og almindelig småbørnsfamilie-logistik-problematikker. Du godeste...

På de fyldte hylder ligger, blandt meget andet godt, Atish Taseer "Stranger to history", Delillos "Point Omega" og på sofabordet ligger Tellkamps "Tårnet" og er halvt læst. Der ligger den sammen med Jan Poulsens herlige, ligeledes halvt læste, punkhistorie "Something rotten". Alt dette er jo vidunderligt og ligesom det skal være og lyserødt med sukker på toppen, hvis ikke det lige var fordi, at de kære børn umuliggør min yndlingsbeskæftigelse: Læsningen.

Jeg har det lidt, som da jeg var 20 og lige netop havde åbnet lemmen ned til den uendelige og fugtige og klamme og mørke og ubegribeligt dragende kælder, ved navn verdenslitteraturen, og det gik op for mig, at den netop var uendelig. Dette svimlende stress der bunder i visheden om ens egen uformåen; om så jeg bliver 208 år gammel, når jeg ALDRIG det her...

Det gør jeg nu nok. Altså det på hylderne, på et tidspunkt i hvert fald. Men alligevel, man skulle da være en pauver dramadronning hvis ikke man kunne piske et hysteri op omkring dette, i bund og grund, ret luksuriøse problem. Så det er hermed gjort.

I virkeligheden handler det jo bare om, at der er andet der er vigtigere netop nu, end at føje sider til mit læserskab. Og det er naturligvis mit faderskab, og den urimelige forelskelse i mine børn, som driver mig frem foran dem, for at rydde dem hver eneste forhindring af vejen. Hver dag.

Bøgerne må vente.

Opsynsmand på historiens losseplads

Tanker om Don Delillos "Underworld" og finanskrisen.

En søvnig tirsdag aften fik mig, som så ofte før, til at bruge tid på Facebook. I en application ved navn Living Social - Books that shaped me - kom jeg uværgeligt til at tænke på "Underworld", Don Delillos monumentale roman fra 1997. I ved, den med det urovækkende og i dag aldeles apokalyptiske cover. Twin Towers i sort-hvid, indhyldet i tåge. I forgrunden en kirke med et tydligt kors ragende op af disen og øverst i billedet, en sort fugl kredsende omkring tårnene som en sandhedens sorte budbringer.

"Underworld" skabte i høj grad min litteraturforståelse. Intet mindre. Det gjorde den fordi den fik mig til at se ikke blot litteraturen, men verdenshistorien som en koncentrisk størrelse, som fuglens kredsen omkring tårnene, der for evigt vil gentage sig selv. Taberne rydder op efter vinderne, sidste mand lukker og slukker.

Hovedpersonen i romanen, hvis en sådan med sikkerhed kan udpeges, er Nick. Nick er waste-manager og tjener styrtende på at tage sig af det, andre ikke vil røre med en ildtang - eller i ført ABC-dragt om man vil. Det drejer sig om hyper-giftigt affald, det drejer sig om atomart snavs og Nick har endnu ikke mødt det, der ikke kan klares. Indtil epilogen.

Epilogen i Don Delillo's roman Underworld har meget rammende fået titlen "Das Kapital" lånt fra Marx. Nøjagtigt som udtrykket "historiens losseplads" er det. Epilogen bringer Nick tilbage til Kazakhstan, den tidligere sovjetrussiske republik, nærmere betegnet det sted hvor den første sovjetiske atomprøvesprængning blev foretaget d. 3. oktober 1951. En sprængning der gjorde Sovjetunionen til en supermagt. Nick er inviteret af en russisk entreprenør der vil demonstrere hvordan han vil bruge netop underjordiske sprængninger kommercielt til at skaffe sig af med giftigt affald fra vesten. Det affald ingen i vesten vil have noget med at gøre.

Med andre ord rydder taberne af den kolde krig op efter vinderne. Sådan. En bombastisk metafor. Og sådanne er Delillo altid leveringsdygtig i. Han er nemlig på sporet af en pointe som til fulde retfærdiggør ikke alene den tons tunge metafor men også hans valg af cover.

Nicks besøg i Kazakhstan bringer ham også til en klinik der tager sig af ofre for atomare testsprængninger, nedfald og forurening. Horribelt vanskabte børn og voksne omringer ham. Han undrer sig over de helt små børn der til stadighed fødes med cancersvulster på størrelse med meloner og legio vanskabninger. Generiske mutationer er svaret. En svøbe det vil tage generationer at komme af med. Nick kan med rette tænke tilbage på hans møde med den russiske entreprenør der vil fortsætte sprængningerne, nu i oprydningens og dollarens tegn. Her står vi med andre ord med det "affald" der ikke kan tages hånd om og det "affald" er i lige så høj grad krigsofre som dem fra en hvilken som helst "varm" krig. Endnu en bombastiske metafor af Delillo'ske dimensioner.

USA vandt den kolde krig. Ingen tvivl om det, men til hvilken pris? Delillo ønsker gennem sin roman, og stort set gennem hele sit forfatterskab, at gøre amerikaneren opmæksom på konsekvenserne ved en vildtvoksende, ukontrollerbar forbrugskultur. En forbrugskultur hvor amerikaneren, og europæeren for den sags skyld, gennem en vildtaccellererende og bedøvende forbrugsfest producerer det affald, den bærme, den svøbe der truer med i sidste ende at forbruge os og opløse os som identitet. Personlig så vel som national. Radikal islam kunne selvfølgelig være en sådan svøbe, men det er mindre interessant end det der skaber radikalismen. "Os og dem-dogmet". Et dogme amerikaneren ikke skal længere tilbage end til 1950'erne for at finde. "Os" er tårnene, "dem" er fuglen. Udtalte specifikker, snart dækket af tågen.

På en russiske bar ved navn "The Football hooligan" ser Nick til sin store forbavselse betalte Trotskij-, Lenin- og Marx-look a likes gå rundt og mingle med gæsterne. Baren bliver det sted hvor fortidens, historiens så udtalte specifikker vakler rundt i glemslens og ligegyldighedens tåger. En tåge der udvisker enhver fornemmelse af tid og sted og er det ultimative eksempel på at multinational kapital og forbrugerisme er netop det. Tågen. Tågen der dækker den underverden vi skaber. Og tågen der pt. dækker os.

Delillo konstituerer således, på bogens sidste sider, sig selv som waste-manager på historiens losseplads.