tirsdag den 28. august 2012

Oh! Olen...














Noget skete. Jeg havde et voldsomt behov for at læse noget nyt. Ikke blot en ny bog, af en for mig, ny forfatter, men en helt ny genre. Eller en genopdage en gammel genre, som jeg ikke har læst i årevis. Væk med de episke romaner, de historiebårende dramaer, ind med noget andet. Noget letfordøjeligt, noget skamløst underholdende.

Enter Olen Steinhauer og min gamle flamme: Spionromanen. Åh, spionromanen. Den helt egensindige, sindrigt nørdede, top-paranoide forgrening af kriminalromanen. Hvor hver en bevægelse, hver en sætning, hvert et ord er nøje overvejet, udført og altid har en dobbeltbetydning. Trust no one!

Mine referencer på feltet hedder naturligvis John le Carré og Len Deighton med en lille smule overvægt til Deighton. Ikke fordi han er bedre end le Carré, men fordi jeg gik for tidligt i gang med sidstnævnte og formeligt druknede i hans hundesvære og kringelkrogede plots. Deighton, der i mod, havde altid et menneskeligt aspekt med i bøgerne om hans helt MI5-agenten Bernard Samson. De tre trilogier han skrev med ham i hovedrollen handlede i ligeså høj grad om kærligheden mellem Samson og hans kone, som de handlede om den kolde krigs beskidte spil.

Både le Carré og Deighton må siges at være ligeværdige kombattanter i sværdvægtsfighten om kongekronen inden for genren. Men Steinhauer snapper dem i haserne som prinsen. En ny og moderne fortolkning af genren, som i Steinhauers hænder ikke har brug for den kolde krigs paranoia og fastlåste fjendebilleder, men som ubesværet portrætterer det fragmentariske og ikke mindre dødsensfarlige spil, der omgiver en til tider svært definerbar og ofte usynlig fjende. Ikke i skyggen af murens fald, men i skyggen at tvillingetårnene, der som fantomskygger lurer over USA og resten af verden.  

The Tourist er amerikanske Steinhauers første bind i serien om CIA-agenten Milo Weaver. En ”Tourist” er slang for en af den slags superhemmelige agenter der turnerer kloden og udfører det beskidte arbejde for the agency. Som aldrig får ros for deres succeser og som ingen vil kendes ved hvis det ender i fiasko. Milo Weaver er en Tourist og en af de mest delikate hovedkarakterer jeg har haft mellem fingrene. For gammel til jobbet, egentligt pensioneret til et desk-job og modvilligt, meget modvilligt bliver han så suget ud i felten igen og væk fra sin elskede kone og steddatter. Det handler om jagten på en muldvarp i CIA. Naturligvis ender Weaver med at være den jagede i stedet for jægeren, sådan som det så ofte gør i denne genre. Der skal ikke røbes mere og andet her på blog’en end, at ”The not-so-accidental tourist” Milo Weaver må se at komme i form i en fart, hvis han skal overleve chefernes kyniske rænkespil.

Steinhauer skylder sine læremestre meget. Plotforståelse, opbygning og velplacerede huller i narratologien har han alt sammen lært af de eneste(bedste) to. Han er blot en hurtigere og mere populær udgave af mestrene. Hans plot er overskueligt, det har man aldrig kunne beskylde le Carré og Deighton for og han pakker sin historie pænt ind med sløjfer på. Samtidig er han ikke bange for at aflive en bærende karakter meget tidligt for at ryste posen en smule. Det fungerer fabelagtigt alt sammen, men man ender alligevel med følelsen af lige at have indtaget en light-udgave af le Carré eller Deighton. Men på et punkt overstråler prinsen alligevel kongerne: Milo Weaver. Det er satme en sprød hovedkarakter vi her har med at gøre. Et helt menneske med fejl og mangler og masser af kærlighed. Et menneske, som en mærkværdig barndom og ønsket om at gøre en forskel, har smidt ud på en togtur uden returbillet. Han kan stige af i ny og næ og håbe at hans familie er der for at se ham på stationen, men han kommer altid om bord på toget igen, hvad enten han vil det eller ej.

Stig på Steinhauer-toget. De slås, dræber og lyver. De drikker og tager stoffer, og ind i mellem alt dette formår de lejlighedsvis at overbevise sig selv om, at den frie verden er værd at slås for. Alt i mens læseren, og det er dig, er fremragende underholdt. Bliver det meget bedre end det? Det tror jeg ikke, det gør.

Kunen du tænke dig at læse mere om Olen Steinhauer, så klik her.

Ingen kommentarer: