Franzenfreude

Jonathan Franzen har i sensommeren og efteråret lagt litterære redaktioner på hele den vestlige havlkugles aviser ned, slagen af begejstring, i næsegrus beundring, over dennes seneste roman ”Freedom”. Den længe ventede efterfølger til alle kritikeres tidligere favorit, altså, før ”Freedom”, nemlig den ti år gamle ”The Corrections” som solgte en fantasilliard eksemplarer og modtog stående spontan-ovationer overalt, hvor den blev anmeldt og læst.

Lad mig lige starte med at slå to ting fast: Det fantastiske udtryk ”Franzenfreude” er ikke mit. Desværre. Det tilhører en forsmået kvindelig amerikansk forfatter af såkaldt intellektuel chik-lit, Jennifer Weiner, og går ikke så meget på personen Franzen, og såmænd heller ikke bogen, som på et parnas af litterære meningsdannere der vælger én forfatter, for så at skrive om denne(ham) og hans litteratur om og om og om igen. En påstand med tydelig adresse til The New York Times, som hun syntes er et lukket ”Old boys network”. Weiner kan sagtens have en pointe lige dér.

For det andet, så deler jeg ikke den vestlige verdens anmelderes begejstring, ikke udelt i hvert fald, over Franzen, hverken hvad angår ”The Corrections” eller ”Freedom”, om end begge bøger er noget nær det perfekte. Franzen kan, når han er bedst og på sit allerskarpeste dissekere et helt samfund, stort og komplekst som det amerikanske, via små, og egentligt ubetydelige, hverdagshændelser i en ganske almindelig amerikansk familie. Det kan vi alle lide at læse, der føler vi os som privilegerede læsere og alt det kommer vi tilbage til. Men han er en overlegen og overfladisk skid når det gælder hans karakterer.

"Freedom" er, nøjagtigt som ”The corrections” var det, et mega-ambitiøst værk, der prøver at indfange en kulturs indre, og ofte hemmelige, liv. Samtidig er ”Freedom” på forhånd tynget af forventninger som selv forfatterens egne tårnhøje ambitioner må have haft svært ved at løfte. Begge dele er nu gået ganske fint, ser det ud til. I hvert fald lykkedes det, forholdsvis ubesværet, for Franzen at få "Freedom" til at handle om meget andet og mere end blot Familien Berglund i St. paul, Minnesota, hvis liv og færden er romanens ramme.

The Berglunds tager os med på en rejse på ryggen af det ærkedemokratiske æsel rundt i Reagans, Bushs og W.’s USA. Elegant og med vedkommende nedslag springer Freedom rundt i årene og giver os til sidst en fuldendt palet over det, der kunne være en hvilken som helst amerikansk, demokratisk do-good-families genvordigheder. Vi følger de enkelte karakterer i hver deres afsnit og får således flere syn på den samme sag, og det er mesterligt spundet af Franzen.

Faderen, Walter, er jurist og arbejder for de dårligst stillede amerikanere, inden han får magten over en fond der, tilsyneladende, kun har til formål at fremme "wild-life-preservation" for en truet sangfugl(!). Moderen, Patty; er en tidligere elite-basketballspiller, som helliger sit liv til hus, mand og børn i St.paul. Sønnen Joey og datteren Jessica, gør hver i sær og på trods af hinandens forskelligheder, alt hvad de kan, for ikke at blive som forældrene, uden dog at svigte de gyldne idealer som åbenhed og lighed mellem køn og race, de har fået med hjemmefra.

Omkring familien Berglund svæver flere forskellige karakterer; naboens datter som Joey indleder et forhold til og er det nærmeste romanen kommer low-life, Richard Katz, måske romanens bedste karakter, en aldrende rockstjerne, hvis musik gennem tyve år er blevet godt modtaget af kritikere, men uden nogen form for kommerciel gennemslagskraft. Lige indtil den plade han udgiver i 2001(det samme år, i øvrigt og helt en passant, Franzen selv udgiver sit endelige gennembrud med ”The corrections efter tyve års kritikerroste og frugtesløse anstrengelser). Joeys roomie fra Universitetet, Jonathan ”the rich kid” og hans ubegribeligt smukke søster, Pattys veninde fra college Eliza, som viste sig at være bipolær, et uendeligt antal naboer, der er flinke nok til at give deres ætsende besyv med om den, på overfladen, nok så vidunderlige Berglund-familie.

Rigt og sprudlende, umiddelbart, men med ankeldyb respekt for den enkelte karakterer, som alle som en bliver slagtet på Franzens ivrige kulturkritiks alter. Når en af Franzens karakterer gennemgår en forandring er det så stift og konstrueret, at man føler sig hensat til 80'ernes arkadecomputerspil. Karakteren får flere point og flere "skills", det står der på skærmen, men den ligner sig selv fuldstændigt og handler som den altid har gjort.


Anken mod Freedom er dog først og fremmest at den er gennemsyret af virkeligt dårligt beskrevet sex. Så usexet, går jeg ud fra, som kun en amerikaner, kan beskrive det. Det kan måske virke ubetydeligt, men for mig er det alt andet end det. Måden en karakter dyrker sex på, forholder sig til sex, er kraftigt definerende(nøjagtigt som døden er det - læs selv...). Og sex med Franzen er på grænsen til det utroværdige, selv når det skal være netop dette, som eksempelvis en karakters hyppige onanifantasier. Styggest i erindring står en lang sekvens mellem Joey og naboens datter, hvor der dyrkes telefonsex. En sekvens der utvivlsomt har været vigtig for forfatteren, grundet længden af sekvensen, men som falder håbløst på gulvet i påtaget opfindsomhed. Ikke at man kan forlange at Franzen selv skal have dyrket telefonsex, men man kan dog som læser forvente en vis form for ægthed og indlevelse i så bærende en sekvens i historien.

Dernæst er et par af karaktererne, de to bærende, Walter og Patty Berglund, simpelthen for uinteressante til at man gider bære over med deres genvordigheder over 500 sider. Specielt Patty er grumme kedelig, og det skal hun være, forstået, men Freedom indeholder blandt andet hendes ca. 100 sider lange selvbiografi… Der sker INTET.

Afkodningen af kulturen, fra den brede pensel til den lille gengivelse af akkuratessen, er læst bedre hos Delillo. Portrættet af den ærkeamerikanske familie er set mere vedkommende hos Haruf og Woodrell, og på en god dag Roth. Men den store svulstige sammenblanding, den store pot au feu vi kalder americana, mestrer Franzen som ganske få, og det er der skam grund til at kippe med hatten for. Samtidig besidder Franzens pen en befriende, nærmest slapstick-agtig, komik, der får den selvhævdende, selvretfærdige og i sidste ende utroligt lidt overlevelsesduelige demokrat-familie til at virke decideret spiselig.

Jeg læste ”The corrections” for 5 år siden og var udmærket underholdt af en nær perfekt roman, men skænkede den ikke mange tanker derefter. Jeg har været udmærket underholdt af ”Freedom”, og faktisk også ganske imponeret over den, sine steder, men jeg er ret overbevist om, at jeg heller ikke kommer til at skænke den mange tanker herefter. Der er simpelthen for få af karaktererne der går planken ud. Endsige forfatteren selv.


Til sidst vil jeg godt love, at der snarest følger et blog-indlæg om forfatteren som rockstjerne. Fotoet i toppen in mente. Franzen, en hvid, mandlig forfatter på forsiden af Time Magazine, får det til at vende sig i anmeldere og litterater og feminister over hele den vestlige verden. Og jeg ELSKER det. Mere om det i juledagene.