Tanker om Don Delillos "Underworld" og finanskrisen.
En søvnig tirsdag aften fik mig, som så ofte før, til at bruge tid på Facebook. I en application ved navn Living Social - Books that shaped me - kom jeg uværgeligt til at tænke på "Underworld", Don Delillos monumentale roman fra 1997. I ved, den med det urovækkende og i dag aldeles apokalyptiske cover. Twin Towers i sort-hvid, indhyldet i tåge. I forgrunden en kirke med et tydligt kors ragende op af disen og øverst i billedet, en sort fugl kredsende omkring tårnene som en sandhedens sorte budbringer.
"Underworld" skabte i høj grad min litteraturforståelse. Intet mindre. Det gjorde den fordi den fik mig til at se ikke blot litteraturen, men verdenshistorien som en koncentrisk størrelse, som fuglens kredsen omkring tårnene, der for evigt vil gentage sig selv. Taberne rydder op efter vinderne, sidste mand lukker og slukker.
Hovedpersonen i romanen, hvis en sådan med sikkerhed kan udpeges, er Nick. Nick er waste-manager og tjener styrtende på at tage sig af det, andre ikke vil røre med en ildtang - eller i ført ABC-dragt om man vil. Det drejer sig om hyper-giftigt affald, det drejer sig om atomart snavs og Nick har endnu ikke mødt det, der ikke kan klares. Indtil epilogen.
Epilogen i Don Delillo's roman Underworld har meget rammende fået titlen "Das Kapital" lånt fra Marx. Nøjagtigt som udtrykket "historiens losseplads" er det. Epilogen bringer Nick tilbage til Kazakhstan, den tidligere sovjetrussiske republik, nærmere betegnet det sted hvor den første sovjetiske atomprøvesprængning blev foretaget d. 3. oktober 1951. En sprængning der gjorde Sovjetunionen til en supermagt. Nick er inviteret af en russisk entreprenør der vil demonstrere hvordan han vil bruge netop underjordiske sprængninger kommercielt til at skaffe sig af med giftigt affald fra vesten. Det affald ingen i vesten vil have noget med at gøre.
Med andre ord rydder taberne af den kolde krig op efter vinderne. Sådan. En bombastisk metafor. Og sådanne er Delillo altid leveringsdygtig i. Han er nemlig på sporet af en pointe som til fulde retfærdiggør ikke alene den tons tunge metafor men også hans valg af cover.
Nicks besøg i Kazakhstan bringer ham også til en klinik der tager sig af ofre for atomare testsprængninger, nedfald og forurening. Horribelt vanskabte børn og voksne omringer ham. Han undrer sig over de helt små børn der til stadighed fødes med cancersvulster på størrelse med meloner og legio vanskabninger. Generiske mutationer er svaret. En svøbe det vil tage generationer at komme af med. Nick kan med rette tænke tilbage på hans møde med den russiske entreprenør der vil fortsætte sprængningerne, nu i oprydningens og dollarens tegn. Her står vi med andre ord med det "affald" der ikke kan tages hånd om og det "affald" er i lige så høj grad krigsofre som dem fra en hvilken som helst "varm" krig. Endnu en bombastiske metafor af Delillo'ske dimensioner.
USA vandt den kolde krig. Ingen tvivl om det, men til hvilken pris? Delillo ønsker gennem sin roman, og stort set gennem hele sit forfatterskab, at gøre amerikaneren opmæksom på konsekvenserne ved en vildtvoksende, ukontrollerbar forbrugskultur. En forbrugskultur hvor amerikaneren, og europæeren for den sags skyld, gennem en vildtaccellererende og bedøvende forbrugsfest producerer det affald, den bærme, den svøbe der truer med i sidste ende at forbruge os og opløse os som identitet. Personlig så vel som national. Radikal islam kunne selvfølgelig være en sådan svøbe, men det er mindre interessant end det der skaber radikalismen. "Os og dem-dogmet". Et dogme amerikaneren ikke skal længere tilbage end til 1950'erne for at finde. "Os" er tårnene, "dem" er fuglen. Udtalte specifikker, snart dækket af tågen.
På en russiske bar ved navn "The Football hooligan" ser Nick til sin store forbavselse betalte Trotskij-, Lenin- og Marx-look a likes gå rundt og mingle med gæsterne. Baren bliver det sted hvor fortidens, historiens så udtalte specifikker vakler rundt i glemslens og ligegyldighedens tåger. En tåge der udvisker enhver fornemmelse af tid og sted og er det ultimative eksempel på at multinational kapital og forbrugerisme er netop det. Tågen. Tågen der dækker den underverden vi skaber. Og tågen der pt. dækker os.
Delillo konstituerer således, på bogens sidste sider, sig selv som waste-manager på historiens losseplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar