”Også i musikken går der så meget tabt.”

Ultramarin. Er en farve. Blå som bare fanden og havet selv. Blå som dybden i den blødeste tone og blå som Aysels øjne i månelyset, strålende under det kolsorte hår fra hendes hvide krop. Ultramarin blev Henk van Woerdens fjerde og sidste roman.

---

Aysel er forbudt og Joakims kærlighed til hende umulig. Aysel er hans halvsøster og udenfor hjemmet på kysten mellem Tyrkiet og Grækenland, i et intetsteds mellem nationers 1000-års krige, dræbes mennesker for mindre end dette, og havet stråler i vinterkulden, ultramarin, under bjergenes isnende ånde.

Joakim glemmer alt dette, når han sidder med lutten og lader fingrene spille sig igennem farverne i et uendeligt indre musikalsk hav. Joakim tvinger sig selv til at glemme Aysel, i årevis, efter at faderen, der synes tabt for omverdenen, har overladt Joakim til sin egen skæbne og fjernet Aysel, tusinder af kilometer bort fra ham til et andet land og et nyt liv. Lige indtil...

Luttens lydlige glemsel

Hvordan opdagede faderen deres forhold? Hvem blotlagde deres ømme kærtegn for en skandalehungrende omverden i åndeligt og kødeligt armod? Joakim lader lutten spille hen over tanken og lader de varme farver strømme fra den, fra sit nye sted i livet, i storbyen, langt væk.

Luttens lydlige glemsel afbrydes kun af erotiske eksperimenter med Kanunspilleren, drengen Avram, og optræning af den forhutlede parakit, Aysel efterlod ham. Den har snart lært at flyve, men ikke uden, hver gang, at udstøde et rædselslagen og frygteligt skrig, idet Joakims hænder slipper den og den falder igennem luften.

Henk van Woerden var en europæisk mester, afdæmpet og præcis i melankolien. En mester som en moderne og relevant Kundera kunne have været det, var den litterære navle ikke vokset denne for stor. Der en bestemthed, noget nærmere en overbevisning end en antydning, i hver enkelt sætning fra van Woerdens hånd, samtidig med den kælne interesse for det forbudte i det fysiske, den endelige berøring, der fører en kædereaktion af lyst og uundgåelighed med sig.

"Også i musikken går der så meget tabt." End ikke musikken, Joakims musik, går uden om tabet. Aysel er i hver eneste fiber der strækker sig på rejsen længere og længere væk fra det sted hun er gemt, denne Aysel der bliver mere og mere fiktiv som årene går, og som til sidst, end ikke musikken kan fremmane et tilfredsstillende ikonisk billede af.

Melankolien

Et spring på 15 år behøver i den gode fiktion ikke at betyde andet end et pennestrøg. I den gode fiktion er det en lise, en lettelse at springe ubesværet gennem årtierne og elegant lande et andet sted, i en anden tid, hos et andet menneske, for, stilfærdigt, at finde ud af, at man kender dette menneske, denne karakters grundtræk, som man lærte så indgående at kende for 15 år siden, på siden forinden.

Aysels datter Özlem i badekarret, med det svalende vand kildende om maven, som badevandets krusninger der langsomt glider mod badekarrets kant, finder vi ud af, af hvilken af fortidens synder hun er et produkt. Joakim er ikke en del af Özlems bevidsthed, har end ikke hørt hans navn nævnt, det finder vi ud, mens vi kryber ned i badevandet til Özlem, lader vandets tryghed omslutte os, og hører de to officielle historier om faderen. Grækeren, forhadt og jaget, Özlems formodede far.

Aysel griller lever. Özlem renser den rå lever og skærer den i tynde skiver. Aysel marinerer den og griller den. Restauranten er stopfyldt i weekenden. Frankfurt er en anden by, et andet liv og sprog, Joakim er ikke i nærheden. Læseren dufter leveren fra grillen og tænker om Joakim ved mere om historien om Özlems far end vi ved. De er flygtet, men Özlem aner ikke fra hvad.

Ultramarin, må være meningen med blå. En farve, men en tilstand. Ultramarin er melankolien, der er mediterran. En melankoli der er brudt op imellem det vestlige, som en higen mod det moderne, og det mellemøstlige, som en higen bort fra det verdslige.

Det klassiske menneske

Joakim personificere det klassiske menneskes opgør med den trange modernitet. En mytologisk skikkelse i søgen og seksuel vægelsind. Kvinder eller mænd, brødre eller søstre, er alle seksuelle objekter i et frisind der synes altmodisch og klassisk og græsk. Det incestuøse perspektiv kvalmer i den moderne seksualitets trange rammer og danner den sitrende grund mellem det moderne og det klassiske. Middelhavets år tusinde lange svøbe som fristed.

Van Woerdens budskab er, at vi ikke fatter immigrantens situation. Vi er blottede for empati, og den rolle immigranten får, den plads vi lader immigranten indtage, er blottet for forståelse for situationen og kun med praktisk udnyttelse for øje. At den rodløse immigrant forbliver rodløs er af største vigtghed for rollefordelingen, for forståelsen af det inderste i karaktererne omkring os. Lyster, behov, intellekt, knægtes per automatik. Van Woerden var selv immigrant og Ultra Marin er den eneste af hans romaner der ikke foregår i hans eksilland, Sydafrika.

Van Woerden brød sig ikke om sit hjemland, så eksilet var frivilligt. Han brød sig ikke om den hollandske snæversynet- og forudsigelighed og så sin situation, den frivillige immigrants, som værende positiv. Overleverens mulighed? For forfatterskabet var det drivkraften, forståelsen for immigrantens situation, overskuddet til observationen, var nøglen til hans litterære succes.
Selvom Joakim bliver i sit hjemland besidder han immigrantens rodløshed, søgen. Musikken bliver hans tilflugt, eksilet, hans nye hjemland. Homo Joakim.

Immigrantens plads

I Amsterdam betaler hollandske bondeknolde 25 gylden for at se Özlems røvhul. Hun er luder og forstår verden som én lang købmandshandel mellem udbyder og aftager. Aysel ville aldrig have forstået dette, hendes liv, for ikke at tale om det søde fjols Murat, hendes stedfader. Hun er flygtet fra Tyskland, fra Fragfurti, som Frankfurt hedder på Tyrkisk og har slået sig ned i et land der ikke er hendes, i en by hvor alt er tilgængeligt, også Özlem. I Amsterdam er hun ikke immigrant, da ser alle ud som hende eller mere fremmedartet. Hendes ven er Babette, en enorm transvestit med skræppende latter. Hendes liv er luderens.

Med få penge på lommen og fridage foran sig rejser dette umage par mod syden, mod Dogrun, mod huset ved bugten på kysten mellem et, på én gang, fiktivt og virkeligt Tyrkiet og Grækenland. Som charterturister blandt charterturister, dumper hun uforvarende ned i sit ophav, og befinder sig en aften i det lokale amfiteater til koncert med den berømte lutspiller, Udi Joakim. Årene er igen gået og Joakim er en skygge af den musiske storhed han engang repræsenterede. Men noget er sket. Tidligere den dag så han Ôzlem ved en aviskiosk, spottet fra afstand, og havde følt noget falde på plads i det liv han var holdt op med at betegne som sit eget. Han havde budt hende en cigaret. De havde talt. Nu sidder han på scenen, alene, og spiller den døde vågen.

Ôzlem kommer aldrig tilbage til Amsterdam. Hun arbejder i den store by ved bugten, på det lokale bordel, professionen som viste sig at være hendes at mestre. År efter charterferien arbejder hun stadig på bordellet, den nat Joakim vender tilbage. Denne gang udbrændt, svagelig og knap halvdelen af hvad han var den aften i amfiteateret. Han opsøger bordellet efter en koncert og ser hende med det samme. Han overraskes ikke ved synet af hende i den profession, men bliver nærmest slået omkuld af tilpasheden, mæthedsfølelsen der slår ham mens de dyrker sex. Hun forstiller sig, men er tæt på at lade bølgen rive hende med. Hun er professionel. Det ved man.

De flytter sammen. Han arbejder i Adnans restaurant som taffelmusiker, sover til langt ud på dagen, holder hof, spiller og drikker hele natten. Hun plejer ham, som plejede hun et barn. Et rodløst, lidenskabeligt og gråhåret barn. Indtil den dag hvor han begynder at fortælle fragmenter af sin historie, hvor han henkastet, på vej op ad bjergvejen til kapellet højt over bugten, fortæller hende, at som hun går der, ligner hun Aysel. Og glem alt om det, Özlem, glemt at jeg sagde det. Det er et spøgelse. Aysel.

Bugten svimler under hende.

Den grænseløse farve

”Også i musikken går der så meget tabt.” Når Joakim med et skælmsk grin griber sit instrument, kysser hende let og ærbart, og går på scenen, glemmer hun sin viden. Hun lader den flyde til havs på damperen i havnen, der udstøder sin tuden over byen. Lover sig selv at vedblive at pleje, passe og elske ham platonisk, uden at konfrontere ham, hendes fader, velvidende at alternativet er at miste, som i musikken.

”I Italien var farven kendt som Azurro Oltramarino, hvilket betyder ’blåt fra den anden side af havet’. Sådan har jeg opfattet det: som den dybe blå fra Asien, der trængte ind i Europa via Konstantinopel og Venedig.” Fra van Woerdens efterskrift til Ultramarin.

---

Ultramarin. Er en farve. Udvundet af ædelstenen Lapis Lazuli, kommet fra østen via Konstantinopel, havnet på paletten som den dyreste og mest skattede af farver hos Vermeer og Titian. Farver har heller ingen grænser.

Ultramarin tager 3 spring. Det mellemste er det længste. Dette trespring udføres florlet og ubesværet, og som flyvesand på sciroccoen svæver det hen over 50 års europæisk åndshistorie, lægger sig i et fint lag på lige dele fordærv og storhed. Luderen er det ærligste menneske i verden, kærlighedens mellem søskende, det oprigtigste der findes og mennesket som seksuelt objekt, som begærets fokus, drivkraften bag al historie. Midt i alt dette findes et vakuum til enhver, således også immigranten, det græsneløse menneske. Dette trespring står som sidste disciplin i Henk van Woerdens mangekamp. En mangekamp der standsede brat, efter blot fire discipliner.

Henk Van Woerden, ”Ultramarin”, Tiderne Skifter.