”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.
Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.
Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.
Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.
Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.
Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.
Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.
Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.
”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.
Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...
Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.
Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.
Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar