Fugle, film og alm. feriestemning

Selvom man er på ferie kan man godt blog'e. Og når man er på ferie i ens barndoms landskab, på øen et par km. nord for den tyske grænse, kan man ligesågodt bruge lokaliteten som undskyldning for et blogindlæg. Således sagt, så gjort:

I min opvækst var der få film som man bare skulle have set, hvis man ønskede at være i nærheden af at være noget som helst, blandt kammeraterne hjemme på den alsiske pløjemark. Alle Bond-filmene, tilbage til fremtiden filmene, den første Rocky, de første(sidste) 3 Star Wars-film og så Hitchcocks Fuglene. Alle i øvrigt højst sandsynligt set med tysk synkronisering.

Den eneste jeg husker med grusom tydelighed er den sidstnævnte. Hitchcocks ”Fuglene” – ”The birds”. Først og fremmest er det enkelte scener, korte klip, der står klart i hukommelsen. Det ultrakorte klip af en persons ansigt, hvor øjnene er hakket ud, scenerne hvor børnene angribes af rasende fugle til en børnefødselsdag i haven etc. Skildringen af, at noget utæmmeligt men ufarligt pludseligt og uden egentlig forklaring bliver dødsensfarligt, var lige til et barndomstraume.

Så galt gik det dog ikke, tvært i mod blev jeg med alderen meget stor gyserfan, og flere mere eller mindre lødige gysere kom på listen over favoritter. Jeg skulle dog blive 19 før jeg første gang så en af de gysere der har gjort absolut størst indtryk på mig og skræmt mig sanseløs. ”Don’t look now” af Nicolas Roeg med Donald Sutherland og Julie Christie i hovedrollerne, som parret der tager til Venedig for at komme sig over tabet af deres 5-årige datter. Forfærdende, underspillet og klippet i en filmisk collagestil der passer umådeligt godt til et nærmest gotisk-mørkt Venedig.

Nu er jeg blevet 35 og så var det jo nok på tide at få læst de litterære oplæg bag disse to film, som har gjort så store indtryk på mig. Begge er noveller og begge er skrevet af Daphne du Maurier. Og begge er de virkeligt gode, og ja, det er en kliché, bedre end filmatiseringerne.

Du Maurier var en mærkværdig størrelse, bedst kendt, sikkert, for den lidt fortænkte og hysteriske roman Rebecca. Med en Poe’sk sans for gotisk uhygge og det paranormale og en Blixen’sk lyst til det kødelige, hamrer hun af sted på grænsen af det kulørte, alt i mens hun morer sig kongeligt. Hendes karakterer er foruroligende moderne og i deres lysters vold. Raisonement må vige for det uforklarlige, det utæmmelige.

Der er milevid forskel på historien i det litterære oplæg og i den filmatiserede udgave, dette gælder begge noveller. I begge noveller er der næsten udelukkende fokus på det psykologiske drama, den indre monolog og meget lidt på ”action”.

Du Maurier var bestemt ikke begejstret for Hitchcocks filmatisering med den stædige fastholdelse af og fokusering på ”action”-elementet i historien.

Omvendt var hun begejstret for Roegs filmatisering af ”Don’t look now”, hvor det paranormale og stridighederne i et presset ægteskab får lov at dominere narratologien.

Når man læser ”The birds” forstår man godt hvorfor, Du Maurier var ked af Hitchcocks filmatisering. Novellen er elegant og slank, hvor filmen forekommer svulstig og blodig. Det psykologiske spil i og omkring et lille, gudsforladt sydengelsk landsamfund, stadig martret af krigens traumer er i novellen fornemt beskrevet.

Da fuglene angriber bliver hovedpersonen og dennes familie nødt til at låse sig inde i deres afsidesliggende hytte og hovedpersonen gennemlever krigstraumerne. Spillet mellem forældrene og deres forsøg på at berolige deres to børn er rørende og intenst. Det nærmeste vi kommer action er den dumpe lyd af de paniske fugle, der rasende knalder mod de barrikaderede ruder og døre.

På et tidspunkt lykkes det fuglene at slippe ind på første salen. Beskrivelsen af lyden af de listende fugle på gulvet over familiens hoveder er gruopvækkende.

I filmen virker fuglene noget udstoppede og udtjente og skuespillerne overspiller rædselsfuldt. Samtidig lægger Hitchcock ikke stor vægt på naturen. Den spiller en rolle i novellen, og tjener til lokalsamfundets trøst, når de prøver at finde en forklaring på fuglenes opførsel. En pludselig hård frost blæser ned over landet og tvinger fuglene til at søge nye, uventede jagtmarker. ”This is not a white winter, it’s a black one” Gys!

Roegs filmatisering af ”Don’t look now” eller ”Rødt chok(!)” som den kom til at hedde på dansk, er langt mere i tråd med Du Mauriers intentioner. Ikke mindst takket være forrygende gode skuespillere. Så skide være med, at Roeg lader datteren lide druknedøden i stedet for af meningitis, og at han lader sønnens rolle svinde ind til en fjern erkendelse af, at der er et barn til på en kostskole et sted i England. En erkendelse det sorgramte ægtepar ikke magter.

I Roegs filmatisering er Venedig i centrum nøjagtigt som i novellen, og det er ikke et Venedig som den lokale turistforening vil gøre noget stort nummer ud af at sælge. Det er fugtigt, gotisk, mørkt og skideuhyggeligt. Ikke just en by man får lyst til at gense efter endt læsning. Vover man sig alligevel aftsed og spotter man et barn i rød regnjakke, kan man være 100 % sikker på at forældrene ikke har hverken læst Du Mauriers novelle eller set Roegs filmatisering...

Begge noveller er nu på listen over yndlingsnoveller, som om der fandtes sådan en, og måske skulle jeg sågar genlæse ”Rebecca” ved lejlighed. Du Maurier giver under alle omstændigheder lyst til mere. Skulle du selv have fået lyst til at læse eller genlæse novellerne kan de bestilles via NYRB Classics eller over det lille idealistiske foretagende kaldet Amazon.co.uk.