Den ny-nordiske krimipuritanisme

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Punktum. Svensk af fødsel og opvækst, degenereret og misbrugt i hele Skandinavien, for nu, ganske snart, at lægge sig til at dø, identitetsløs og anonym, i dets fædrene land. Det seneste søm i ligkisten er netop begået af pseudonymet Lars Kepler og har fået titlen ”Hypnotisøren”.

Bag pseudonymet Lars Kepler står ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, hvoraf sidstnævnte er mest kendt på denne side af sundet for blandt andet ”Instruktøren”, en kontroversiel fiktiv biografi om Ingmar Bergman. Ægteparret Ahndoril er bosiddende i Stockholm, hvor de passer deres børn, skriver deres bøger, og dem er der mange af, drikker deres latte og har deres helt igennem kystbanesocialistiske holdninger til alt hvad der rører sig i folkhemmet hinsidan.

Ægteparret Ahndoril var åbenbart blevet træt af ikke at tjene penge på de mange bøger og essays de begår og bestemte sig så for at skrive en kriminalroman. Historien viser jo, at det er der formuerne ligger.

Men enhver intellektuel skandinav med forfatterdrømme ved jo, at det ikke er nok at skrive en knastør krimi i stil med the founding mother and father Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Nej, man skal i samme åndedrag og helst hen over 600 sider plus, skrive en hård samfundskritik hvor velfærdssamfundet får et skud for boven, kernefamilien er lig med døden i tynd forklædning, morderen er psykopat (intet mindre og helst med massemorder-ambitioner), samspilsramte børn står i kø for at hævne sig, mænd der boller uden om får deres bekomst(og er generelt nogle forfærdelige svin) og hvor kvinder der er i deres drifters vold er skurkagtige og må lære af deres fejltagelser.

Den ny-nordiske krimipuritanisme, med andre ord. Den har været under udvikling gennem årtier siden krimien rykkede ind i varmen og blev accepteret som litterær kunst. Takket være blandt andre Jan Guillou og andre nu vrisne gamle mænd. Den har været under udvikling via rædselsfulde og talentløse livstilskrimier, begået af Marklund og hendes kreds. Forfinet af Stieg Larsson qua hans opstyltede, rædselsfuldt selvhævdende og noget så korrekte Millenium-trilogi og nu vil Kepler-sammenslutningen gud hjælpemig skrive ti bøger med den samme hovedperson. Dette kommer jeg tilbage.

Den ny-nordiske krimipuritanisme er først og fremmest én ting: Litterær ansvarsforflygtigelse. Dernæst er den et ønske om at tjene penge. Alt andet vil være hykleri at påstå. Sidst men ikke mindst er den en smutvej til relevans på trods af komplet mangel på åbenlyst talent. Det er ren og skær x-factor.

Den litterære ansvarsforflygtigelse består i, at man fra forfatternes side bevidst forveksler den nordiske krimi med samtidsromanen. Det er da klart. Når man ikke har talentet, endsige overblik og indsigt til at skrive samtidsromanen, så giver man sin tynde, tynde samfundskritik et kriminalistisk plot. Således understreger man sin lunkne pointe om at ondskaben lurer i os alle og så kan alle følge med og rigtigt blive bekræftet i at, velfærdssamfundet det slipper man kun fra med skindet på næsen, hvis hjertet vel at bemærke sidder op i halsen og man i øvrigt er af samme holdning til samfundet som forfatterne. En holdning der som oftest går 15 på dusinet af, på den lokale café latte-bar.

Morderen er psykopat. Det er da klart. Det er muligvis hans utro far og hans svage mor der har gjort ham til det, men det er sådan set lige meget. Han er psykopat. Og hvorfor er hans så det? Jo, for så har man som forfatter lavet rammerne så vide at man ikke behøver indlevelse, hverken som forfatter eller læser, det er jo psykopatens værk så alt kan ske. Man æder med andre ord alt hvad galningen kan finde på, uden at spørge sig selv om der er litterært eller samfundsmæssigt belæg for handlingerne. Ansvarsforflygtigelse.

Sex er stadig lig med ballade. Og mænd kan lokkes med det. Sex, altså. Kvinder skal ikke dyrke sex med tilfældige mænd de finder attraktive, således graver de deres egen grav. Børn må ikke spille computer og slet ikke online-spil og slet, slet ikke hvis de er den mindste smule samspilsramte. Journalister er helte. I hvert fald dem der arbejder i den venstreorienterede del af pressen. Retsmedicinere er good guys, humor er nemmest når den er sort og handler om lemlæstede lig. Politimænd er problematiske. De må i hvert fald ikke bare være en almindelig, god, hårdtarbejdende, opofrende mand eller kvinde. De skal have en skyggeside. Noget med noget alkohol, eller en dom i deres fortid og som minimum en kuldsejlet familie i kølvandet. De må godt klare ærterne for os, men de skal helst lide urimeligt før vi gider redes af dem. Ansvarsforlygtigelse.

Penge. Der er eddermame penge i skidtet, hvis man rammer formlen. Alle har jo fulgt med i de astronomiske summer der er føget gennem luften under det slagsmål der opstod efter Stieg Larssons død. Herr og fru Kepler siges at have tjent kr. 9 mio alene på forskudssalærer fra alverdens forlag, her i blandt vores eget Gyldendal(et lille idealistisk foretagende inde i Klareboderne) der efter sigende har punget knap kr. 800.000 ud for rettighederne til Hypnotisøren. Jan Guillou, Liza Markland og hendes mødregruppe, Arne Dahl og Jo Nesbø har alle tjent til dagen og vejen så de kan holde sig kørende de næste 200 år. Så hvorfor skulle man ikke, som forfatter, give sig i kast med genren som læserne åbenbart sluger som var det kolde Pripps Blå til en varm midsommerfest?

Relevans. Hvem vil ikke gerne være relevant? Der findes ikke den nyhedsredaktion der ikke har sendt en journalist af sted for at interviewe Liza Markland om hvad der er galt med verden i dag. Men ok, hendes heltinde er jo også journalist. Alle kan smigres. Men jeg kunne ligeså godt spørge min datter på 2 ½ om hvad vi skal stille op med statsgælden og få et ligeså brugbart svar.

Hvad angår ovenstående er forlagene er jo et kapitel for sig. Direkte adspurgt om han mente, at krimien var vor tids samtidsroman svarede Gyldendals Grand Old Man Johannes Riis bestyrtet at det håbede han sandelig ikke at det var. Underforstået, at der til havde krimien dog for lidt litterær substans. Men, men, men hr. Riis… ikke desto mindre har du lige punget din egen årsløn ud på den seneste krimi der udgiver sig for netop at have litterær substans. Var de penge ikke bedre brugt andetsteds? Eksempelvis i en talentpulje. Forlagene vil have den ny-nordiske krimipuritanisme og de vil have den nu. Helst i går. Det er der pengene ligger.

Nå, tilbage til Hypnotisøren som ved gud er en skambollet bastard af en krimi. Hvad vil den? Den vil underholde. Selvfølgeligt vil den det, så langt så godt. Hvis en krimi ikke underholder så kunne vi lige så vel afskaffe den og se Station 2 i stedet for. Gør den det? Njah… det er en pageturner der smider om sig med cliffhangers i en sådan grad, at det får Jack Bauer og ”24” til at ligne Lille Per og ”Far til fire”. Så formen er sikkert bestyret.

Hvem er hovedkarakteren? Godt spørgsmål. Jeg fandt aldrig ud af det. Den sakser rundt mellem fortællere og synsvinkler men har dog sine 3 til 4 favoritter. Gør det noget? Ja, for helvede! Når man ikke gider sin genre så sjusker man med karaktererne og så bliver de mudrede. Så overlapper de hinanden så man som læser til sidst bliver i tvivl om hvem der er hvem.

Er karaktererne troværdige? Døm selv: én af hovedpersonerne, den hårdkogte kriminalbetjent Joona Linna med årevis af erfaring og mange lig i lasten. En mand af få ord, der er kendt for ikke at sky nogen midler for at nå målet og hvis stædighed på jobbet gang på gang fremhæves, træder for gud ved hvilken gang i sin karriere ind til retsmedicineren for at besigtige et hårdt medtaget lig. På retsmedicinerens kontor slår paradokset ham pludselig, at ordet obduktion kommer af det græske ord ”obducere” der faktisk betyder at tildække. Aha, aha, interessant. GU GØR DET DA EJ! Jeg kan love jer for at det ikke slår ham. Havde han været en førsteårselev på politiskolen, som aldrig har været en tur i retsmedicinerens kælder før, så måske ja. Men ikke dig, Joona Linna.

Bogen er spækket med den slags tåbelige regibemærkninger, der burde tjene karaktererne, men som blot er én ting og én ting alene: forfatternes ønske om at pisse deres intellekts territorium af i et format det ikke passer til. ”Selvom vi skriver en krimi er vi altså ret kloge”. Muligvis, men spar os for afpisningen.

For lige at gøre Hypnotisøren færdig, så skal der altså skrives ti styks af ovennævnte. Gad vide hvem den gennemgående karakter skal være? Karakteren Hypnotisøren, må siges at være skrevet ud og væk, med mindre man da gentager et originalt, indrømmet, oplæg. Joona Linna er den blegeste hovedkarakter, han er godt nok også svensk-finne, jeg nogensinde er stødt på i en krimi. Hvis han da er hovedkarkateren? En mand der absolut ikke gør noget som helst indtryk og som forfatterne simpelthen ikke har anet hvad fanden de skulle stille op med. Adw-badw, en politibetjent, hvad gør vi? Retsmedicineren – 600 sider sort humor, så slår I nok ikke jeres egen rekord i forskudssalærer i anden omgang. Jeg aner det ikke. Og ja, jeg er også ligeglad.

Jeg er en sur gammel mand, med chauvanistiske tendenser der ikke syntes, at der er skrevet en ordentlig kriminalroman siden Dürenmatt, Doyle og Sjöwall og Wahlöö. En knastør krimi med fuld fokus på forbrydelsen uden svinkeærinder og helst ikke over 150 sider. Er det det der er galt? Bestemt ikke. Der bliver skrevet fremragende krimier i hele verden. Skal da lige skynde mig at nævne Rankin, Krajewski og Kutscher. Jo Nesbø er en hæderlig forfatter, det er Arne Dahl(endnu et pseudonym) vist egentligt også, så selv i Skandinavien bliver der skrevet en god krimi. Men de rykker intet. Og guess what? Det skal de heller ikke – så hold nu op med at foregøgle, at krimier skal omstyrte samfundet og kaste nationer ud i identitetskriser.

Krimier skal underholde, skal være troværdige, skal indeholde præcise miljøbeskrivelser, skal holde sig fra begavede regibemærkninger. Krimiforfattere skal være ærlige, først og fremmest over for dem selv, dernæst overfor deres karakterer og sidst men ikke mindst overfor os – deres læsere. Det er jo derfor, at vi bliver ved med at læse de skide krimier.

Puritanismen bestod i det iskolde fokus på forbrydelsen og opklaringen af denne. Der var en morder, et offer og en opklarer. Det var klart som is.

Så blev morderen samspilsramt, offeret skurk og opdageren grå.

Så blev morderne mange, ofte forbundede og psykopatiske, ofrene tvetydige og opdageren journalist, eller på anden måde genkendelig med brug for hjælp. Der gik x-factor i den. Den ny-nordiske krimipuritanisme. Et ønske om at skildre det nutidige og samfundsmæssige så facetteret og genkendeligt som overhovedet muligt via et kriminalistisk plot. Et resultat som blot fremstår som en ubehagelig, politisk korrekt tankerenhed hvor VI har de rigtige intentioner og alle kan spejle sig i korrektheden og DE vil os til livs.

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Så tog den på vandring, var væk længe, kom tilbage og blev dødeligt såret af Larsson. Nu har den fået den sidste olie af Kepler. Lad nu det stakkels kræ få fred.