K A V A L K A D E

Jul og nytår er kavalkadernes tid og blegansigts blog vil da ikke stå tilbage for nogen eller noget som helst. Så hermed: Blegansigts litterære årskavalkade!

Kavalkaden består ikke nødvendigvis af bøger der er udkommet i år, men af bøger som jeg har læst i år. De kan være ældgamle, men de har præget mit litterære år. Og så snart jublen er forstummet starter jeg ufortrødent med en flok titler der fortjener at blive nævnt og ligge under en fandens masse skæve og afpillede juletræer den 24. om aftenen. Derefter kommer få titler med så høj klasse at de, pine død, SKAL under samtlige juletræer i hele landet. Sidst skal fremhæves en enkelt titel som simpelthen bør være pligtlæsning a la Maos lille røde for alle med litterært hjerte og hjerne.

Så er den hysteriske jubel vist forstummet, selv på de billigste rækker, og vi kan skyde kavalkaden i gang:

”Als wir träumten” Clemens Meyers misantropiske bokseallegori af et opgør med Ostalgien. Kent Harufs smukke og tyste westerndrama ”Plainsong” som jeg indrømmer, at jeg kun læste fordi Politiken skrev, at Barack Obama havde den med på sin sommerferie. Joesph O’neils ”Netherland” som absolut er en af de bedst komponerede romaner jeg nogensinde har læst men som bevæger sig på grænsen til ”clever”. ”Kafka og Kontoret” med Villy Sørensens kloge forord og så til sidst to mægtigt vellykkede krimier i hver sin ende af genren: Marek Krajewskis ”Mordene i Breslau”, tysk-polsk noir med stort N og aggressive insekter og Tom Rob Smiths kulørte og mildt usandsynlige ”Child 44” med de fantastiske beskrivelser af national paranoia i Stalins sidste dage.

Et fint felt af begavet, velskrevet underholdning alle kan have glæde af. Ja, alle – I hørte mig! Ned til den lokale boghandler, den uden papirvarerne og playstationspillene, med jer og investér.

Moving on, som de unge i midt-trediverne siger, til tre titler som i den grad har begejstret mig med deres store ambitioner, skævhed og velskrevenhed. Og lad os lægge ud med endnu en tysker: Volker Kutscher, Der nasse Fisch, som jeg har omtalt i begejstrede og rosende vendinger her på bloggen i løbet af efteråret. En hamrende ambitiøs krimi om Berlin midt i Weimar republikkens opløsning. Om Gereon Rath, en ung politimand fra provinsen med pludselig smag for rang og berømmelse i Berlins fashionable mordkommision. Om en underverden der snart bliver politisk og hverdag. Om almen grådighed og magtbegær i alle afkroge af samfundets skyggeside, med nazisternes magtovertagelse buldrende som en tordensky i horisonten. Jeg er netop gået i gang med bind to i serien om Rath, Der stumme Todt, og er spændt på at se om den holder niveau med nummer et. Mere om det her på bloggen i det nye år. Kutscher har planlagt 4 bind og forventningens glæde er stor.


Afsted til den anden ende af jordkloden, til Beijing og til en anden tilflytter fra provinsen. Denne gang en ung kvinde med skuespiller ambitioner i bogen ”20 fragments of a ravenous youth” af Xialou Guo. Den undseelige lille bog indeholder mere power end et kinesisk kulkraftværk og er mere vedkommende end en hvilken som helst dokumentar film om eksplosiv tilflytning fra land til by i udviklingslandene er det. Guos sprog er vidunderligt og hendes tilgang til byens væsen og muligheder, til mændene i hendes tilværelse og til arbejdet som statist i enorme kinesiske fjernsynsproduktioner er glubende – ravenous. Bogen er et eksistentielt fyrtårn midt i en skrigende og, fra vesten set, altmodisch modernisme der dufter af Poe og Tennessee Williams – massemennesket er kvinde, kineser og skrupsulten. Læs den skide bog!


En skide bog er hvad sidste bog i feltet er. En skide umulig, skide for meget, skide fantastisk god bog. ”Tree of smoke” lagde mig ned i et par uger, slagen af begejstring. En fragmenteret, formummet, grusom fortælling over 600 sider, som jeg i et tidligere blogindlæg omtalte som ”Sorg-stafetten”. Det handler om Vietnamkrigen og al verdens menneskelig dårskab. Vi følger en god håndfuld personer og deres livtag med krigen på alle leder og kanter. Efterretningsfolk på umulige missioner ind i en voksende labyrint af røgslør, underjordiske gangsystemer og intethed. Fodtusser på deres lange march væk fra fattigdom og ligegyldighed i no-where-USA direkte ned i afgrunden som kanonføde i et land de knepper og dræber sig igennem og en krig der ikke er deres. En sygehjælper hvis eksistensgrundlag er sorgen som hun bærer for de tusinder hun lukker øjnene og folder hænderne på for sidste gang. Og hvad er så nyt? Not much. Men det er også rørende ligegyldigt når fortællingen er så velskabt og fuldfed som Denis Johnsons ”Tree of Smoke” er det. Og se så lige coveret – årets cover, intet mindre.


Det var så de tre nærmeste forfølgere og må-ha-bøger i dette års kavalkade. De udfylder rammerne for deres respektive genrer elegant og overrasker hele vejen igennem.

Så er vi nået til årets vinder. En bog som egentligt er ”uden for kategori”, da den ikke er skønlitterær. ”a new literary history of America”. Ta-daaaaaaaaaaa! 200 originale essays der i enestående grad indfanger den amerikanske stemme. Essays om ikke kun litterære emner men altid ud fra et litterært synspunkt, slår ned på 200 forskellige årstal, begivenheder, bøger og forfattere fra første gang Amerika nævnes på et kort i 1592 og så frem til Barack Obamas valgsejr i 2008. Så forskellige emner som de spanske erobrere, Washingtons tilblivelse, pilgrimmene, Tennessee Williams, Ronald Reagan, Linda Lovelace, Philip Roth, Richard Powers bliver gennemgået med de litterære briller på. Og det er ikke spor fortænkt eller for meget eller uanvendeligt – det er en enestående skattekiste for alle os der hvert år svælger i den amerikanske litteratur og litteraturforståelse. Hvad har givet denne hvepserede dens litterære stemme og kraft?

Velskrevet, velbegrundet, håndgribeligt, overlegent og oplysende. Greil Marcus og Werner Sollors har redigeret og Harvard University Press har udgivet. En sikker julegave til far der har alt, lillebror der tror han er så skidelitterær eller en god ven man vil intimidere lidt. Og for alle os andre der læser fordi vi ikke kan lade være og som har en svaghed for Americana, en sand fryd.


Af sted til den lokale boghandel eller den lokale webshop og køb, køb, køb – læs, læs, læs. Og bliv et gladere, kønnere, mere oplyst og rummeligt menneske.

Æbler og bildæk

En sammenligning mellem de amerikanske forfattere Kent Haruf og Daniel Woodrell, vil mange mene, er en sammenligning mellem æbler og bildæk. Begge dele er runde, men der stopper ligheden så. Begge ovennævnte er gode, nulevende amerikanske forfattere der begge tager deres udgangspunkt i karakterer fra USA's udkant, geografisk såvel som eksistentielt. Men udover det er de umiddelbart forskellige som dag og nat.

Haruf er den talentfulde historiesnedker med det enestående håndelag hvormed han kan forme en hård og umedgørlig træklods af et persongalleri til et smukt stykke kunsthåndværk med fine lag og smukt ornamenterede mønstre gennem dialogen.

Woodrell er en vild og anarkistisk træhugger, der med hvilket som helst værktøj skærer sig gennem barken på det store amerikansk fyretræ for at blotlægge dets rådne og ormstukne kerne. Koste hvad det vil.

Sidstnævntes bøger er hårde, ufiltrerede fortællinger fra USA’s hvide underklasse, fra trailerparks og smalltown casinos, fra den lurvede bar til detentionen, fra et USA der står uden for indflydelse og som kun gør sig gældende qua meningsløs kriminalitet. Det er enlige mødre, stofmisbrugere, hustlere, drankere og børn uden fremtid. Det er en konstant og umulig higen efter noget der er bedre, anywhere but here. Woodrell er et talerør for den genre han selv har opfundet, country-noir.

Harufs er historien om de stille eksistenser i den fiktive by Holt, Colorado, hvor alle hans romaner foregår. De accepterer vilkårene for et barsk og for det meste ensomt liv på de store sletter. Det er også historien om fædre der skrider, om enlige mødre, men tristessen er forudsætningen for en del af det liv de er vokset op med og som Colorado byder dem. En higen efter et bedre sted er utænkeligt, man er hvor man er, man står fast og man får det bedste ud af det, uden at kny.

Harufs er historien om midt-vesten, Woodrells er historien om syden. Haruf fortæller den store historie som et minimalistisk og underspillet kammerspil, Woodrell benytter sig at det kriminalistiske plot for at understrege karakterernes håbløshed via vold og kriminalitet.

Deres respektive hovedværker understreger forskellene. Harufs hovedværk ”Plainsong” er historien om 5-7 forskellige karakterer og deres liv i lillebyen. Deres historier berører i større eller mindre grad hinanden, men rykker ikke karaktererne endegyldigt i forhold til deres oprindelige ståsted. Plainsong er den type af sang der synges i kirker, simpelt og uden fraseringer. Ligeså er Harufs prosa. Hver enkelt sætning er så simpelt konstrueret og så klar og gennemsigtig at den midt-vestlige stilhed formeligt stråler fra dem.

Woodrells hovedværk, "Death of sweet mister", nogen vil mene, at det er "Winters Bone", det mener jeg ikke, er som titlen på foruroligende vis antyder, en historie med et andet perspektiv. Amerikanerne kalder det en Comming-of-age historie, syndefaldet, uskyldens endeligt. Det er historien om en drengs endog meget tætte forhold til sin noget løsagtige mor, hans fordrukne, voldelige og gudskelov oftest fraværende far og mordet på morens nye kæreste. Woodrells prosa er hurtig, fræk og aggressiv og håbløshedens rå, nådesløse humor strømmer fra den.

Plainsong foregår blandt ”simple folk”, Sweet mister foregår blandt de udstødte, det laveste lave USA. Plainsong er en hyldest til mennesket og dets evne til omstilling i hårde tider. Sweet mister er en foruroligende beskrivelse af hvad mennesket er i stand til, når det presses ud over kanten.
I Plainsong bliver alle slutteligt ”kaldt ind til aften”. Der er nogen der tager sig af dem, inviterer dem indenfor og sørger for deres velbefindende om end vejen er lang. I Sweet mister er alle efterladt blødende på gulvet, tæppet er trukket væk.

Men sammenligningen mellem de to forfattere er alligevel og på trods nærliggende: Deres mænd er fåmælte, til dels handlingslammede, slagne og accepterer kun nødigt forandring. Deres kvinder er enten handlekraftige, om end tvunget af bitter nød, eller attraktive og derfor manipulerende. Naturen spiller en stor rolle både i karakterernes liv og forståelse af verden men også i historiernes narrative forløb. Karaktererne i begge historier bevæger sig på grænsen af det etablerede samfund, derude hvor der er egne regler og hvor man kan blive glemt. Hvad enten man ønsker det eller ej. Karaktererne i begge historier er uden for reel samfundsmæssig indflydelse og har intet ønske om andet end en tålelig hverdag i fred for deres respektive plageånder, hvad end det drejer sig om voldsmænd, pantefogeder, naturens luner eller svigermødre.

Og så er begge d’herrer amerikanere med stort A. De skriver sig begge ind i en stor tradition for beskrivelsen af den amerikanske hverdag, om end fra hver sin ende. Her bør jeg så nævne en lang række af deres mere berømte landsmænd, men alle der har læst ovenstående vil kunne se at vi er ude på sporet hvor både Steinbeck, Ford og Twain har vandret før de to.

Harufs Plainsong er en utroligt god, smuk og velskabt historie. Woodrells Death of Sweet Mister er en lille, grum satan der vil æde sig fast i din erindring. Begge er de billeder på den amerikanske hverdag og på mennesket i undtagelsestilstand. Jeg er begejstret for Haruf og stik hamrende ellevild og blodig med Woodrell. Læs begge. NU!

Var Kafka et skvat?

Var han morsom?

I et brev til langdistancekæresten Felice Bauer i Berlin skrev Kafka "I can laugh, Felice, don't doubt that. I'm even known for my propensity to laugh."
Ved ovenstående kommer jeg automatisk til at tænke på Monty Pythons major, i skikkelse af nu afdøde Graham Chapman, der i fuld uniform og piben i den stramme mund siger "Nobody likes a good laugh more than I - except my wife of course".

Faktisk havde jeg ved læsning af "Kafka og kontoret - tekster om og af forsikringsmanden Franz Kafka", ofte Graham Chapmans major i tankerne. Teksterne er oversat af Villy Sørensen og denne har også skrevet et lille forord, udgivelsen står Vandkunsten for. Bogen giver et ultrakort og ganske præcist indblik i det skisma Kafka stod i hver eneste dag, kontoret overfor forfattergerningen. Og hvordan dette skisma gav anledning til megen frustration som kun latteren og humoren kunne hjælpe ham i gennem. Samtidig giver det indtryk af forholdet til Felice.

Der er ingen tvivl om at han, som utallige forfattere før og efter ham, fandt disse to yderpunkter i hans liv, brødet og kunsten, ganske uforenelige. Men der er heller ingen tvivl om, at disse to yderpunkter, var alt han havde og dermed en evig inspiration i hans forfatterskab. Man skal ikke have læst mange kapitler i eksempelvis "Processen" for at se dette ganske tydeligt.

At der ikke var plads til ret meget andet end Kafka selv i mellem disse yderpunkter, står klart efter at have læst med på brevene til Felice. En langdistancekæreste var der i hvert fald ikke plads til. Brevene bærer præg af, at være én lang undskyldning for sig selv og sin egen uformåen i forholdet til Felice. Deres få korte møder er præget af frustration og tristesse og to gange ophæver han sågar forlovelsen med hende. Det ender da, som vi jo ved, også med at Kafka dør mutters alene på et tuberkulosesanatorium. Felice gifter sig med en købmand og bliver, og det ved jeg virkeligt ikke en skid om, en lykkelig gift kone med børn, hund og römertopf.

I løbet af deres forhold skriver han alenlange breve til hende, gerne dagligt, som mest af alt tager karakter af indre monologer over hans egne fortræffeligheder og fortrædeligheder, gerne i et, med personlig stil tillempet, kancellisprog som må have været et sandt mareridt for den små Felice at tygge sig igennem. Samtidig følte han sig ganske forsmået hvis ikke hun skrev tilbage til ham samme dag - Og du godeste da, for et skvat!

Et af brevene, som egentlig skrives af ham for at bevise hans tilbøjeligheder til en sund latter, er en enerverende lang beskrivelse af hvordan han, under en tale afholdt af den nye direktør for den Bøhmiske Forsikrings anstalt hvori han er ansat som koncipist, kæmper for at holde latteren tilbage da situationen pludseligt forekommer ham grotesk og lattervækkende. Igennem hele den lange tale, krymper han sig som en galning og sprutter indeklemt for ikke at bryde ud i upassende skoggerlatter da talens indhold ingenlunde lægger op til dette. Det beskrives malende og med slet skjult fryd, hvorledes kollegaer prøver at dæmpe ham og ser på ham som om han er vanvittig. Direktøren selv, som med Kafkas ord er en verdensmand og vant til sin del pøbelopførsel fra folket, lader sig ikke mærke med Kafkas udbrud, hvorved det får undertegnede til at konkludere, at så var det vist heller ikke værre, var det det, hva' Franz? Det var sgu nok ret meget i dit helt eget hoved, i din helt egen verden, at den undertrykte latterkrampe var så opsigtsvækkende. For alle andre omkring dig har det nok blot taget udtryk af en pludseligt, let generende lændekrampe i din svagelige krop.

Nuvel. Kafka prøver således, efter bedste evne, at imponere Felice, der må siges at være en meget tålmodig kvinde.

I det hele taget står brevene til Felice og teksterne af forsikringsmanden Franz Kafka, der er blandt andet trykt et meget, ufrivilligt, morsomt brev med ønske om lønforhøjelse til anstaltens ledelse, i umiddelbar kontrast til den kraftfulde, spiddende prosa som vi kender fra bla. Processen, Metamorphosis og Amerika. Prosa som indeholder hele det enkelte individs kyniske, selvindsigtsfulde, straffende eksistens i det altoverskyggende, evigt pumpende maskineris velsmurte tandhjul. Og så alligevel: Den klare sammenhæng mellem Kafkas eget professionelle liv som koncipist, lille-bitte menneske i et mægtig apparats kontorlandskab, hvor i mennesket degraderes til journalnumre og pinedød skal passe i den til lejligheden af staten byggede kasse.

Således også som en hund i det spil kegler der er parforholdet. Han forventes at være sådan og sådan - som den kavaler tiden nu foreskrev man skulle være. Men hvordan være dette, når ens inderste stred i mod alt konformt, alt tilrettelagt, alt forventeligt.

Kafka var ikke et skavt. Kafka var en ueffen kavaler, en plaget koncipist og forsikringsmand og ved gud, og på trods af dette og muligvis derfor, en af de største forfattere verden har set. Hans tekster, hvad end det er breve til Felice, skrivelser i sit forsikringsvirke, eller mesterværkerne der fylder hans alt for korte forfatterskab, står lysende rene og kraftfulde tilbage. Men det er min påstand, at han, lige meget hvor meget han så prøver at overbevise Felice om det modsatte, ikke er humorist.

”Nobody likes a good laugh more than I…”

Der nasse Fisch

En krimisensation er han blevet kaldt. Volker Kutscher. Ham der langt om længe skal forsvare de tyske farver overfor de succesrige skandinavere, der igennem de sidste ti år har overtaget det tyske krimimarked og skrevet sig ind i de tyske krimihjerter med hårdkogte, vedkommende kriminalromaner.

Der nasse fisch er Kutschers første i en planlagt serie på 4 om den ambitiøse unge opklarer Gereon Rath, der falder i unåde i hans hjemby Köln og via hans fars forbindelser lander hos sædelighedspolitiet i landets store hovedstad Berlin. Året er 1929 og Berlin er ét stort opgør mellem forskellige politiske grupper med et alt andet end upartisk politi i midten.

Volker Kutscher er egentlig journalist, men det skal ikke ligge ham til last, i hvert fald ikke yderligere end at han som alle andre journalister turned writer researcher og researcher helt ud i det urimelige og undervejs forelsker sig i materialet i en grad, der gør at han slet ikke kan begrænse de folkloristiske afsnit i fortællingen. De afsnit er godt skrevede, men fandens lange.

Ser man igennem fingrene med ovenstående lille suk, så sætter man sig i læsestolen med en intet mindre end fremragende krimi fra Berlin i en voldsom brydningstid, hvor stormende modernisme kun nødigt lader sig overskygge af de politiske spændinger i tiden. Nazismen lurer i horisonten, men berøres kun flygtigt. Overbevisende skildret og ekstra voldsomt i det perspektiv bliver deres magtovertagelse blot få år efter.

Berlin er Berlin, en stat i staten, med egne regler, skrevne og uskrevne, en sydende metropol med en charmerende hang til fest og ja, skørlevned, med en blomstrende kunst- og varietescene, med seksuel frihed, sålænge den er af heteroseksuel karakter og ikke involverer affotografering af eskapaderne(!) og er i det hele taget alt hvad man forventer sig af en metropol - selv 80 år efter.

Gereon Rath dumper ned i sådan et Berlin, i sædelighedspolitiet efter at være blevet hældt ud som mordefterforsker i fødebyen Köln. Han affinder sig først med sin rolle i denne den mindst ærværdige af styrkens afdelinger, indfiltrerer pornoringe etc. uden at kny, men ambitionerne rækker til meget mere end det og da et lig bliver hevet op af Landwehrkanal ser han sit snit til at begynde sin egen parallelefterforskning. Ikke noget der just indbringer ham venner på sin nye arbejdsplads. Tværtimod. Gereon Rath redder sig en flok indflydelsesrige fjender som man kun kan gætte på vil vedblive at hjemsøge ham i seriens næste bind.

Der nasse fisch, den våde fisk, er politislang for en uopklaret sag. Eller en specielt vanskelig sag. Der Tote im Landwehrkanal, som også er titlen på første kapitel, er netop en sådan. En våd fisk. Men Gereon Rath ser det som sin gyldne mulighed for at feje modstandere til side og arbejde sig op i det Berlinske politi. Udnytter han muligheden eller ej, må I selv læse jer til, men én ting er sikkert, Raths foretagsomhed får konsekvenser, vidtrækkende konsekvenser.

I skal læse Kutscher, først og fremmest fordi Rath er en interessant og kontrastfyldt karakter, skabt med stor empati og præcision af en dygtig krimisnedker. Dernæst skal bogen læses for et overraskende, djævelsk godt skrevet og helt igennem sandsynligt plot. Sidst men ikke mindst er der grund til at fryde sig over miljøbeskrivelserne af Berlin i 1929. Der er mange og lange beskrivelser, men for alle os der elsker Berlin, og er nørdede nok til at sidde med et lille kort over byen ved læsning af bogen, er det ganske enkelt stor underholdning.

Næste bind i serien, Der stumme Tod, ér udkommet på tysk og ligger på mit skrivebord, med Berlinkortet ved siden af. Fryd.

Get some rest, Pam...

Ud af det blå...

Har netop genset samtlige tre Jason Bourne film. Over tre aftener. Svimlende, hæsblæsende og en masse andre malende tillægsord.

Den første, instrueret af Doug Liman, er elegant og klart den mest afdæmpede af de tre. De to sidste, hvoraf den sidste er den bedste, er instrueret af Paul Greengrass. Og jeg kan ikke finde tillægsord nok til at beskrive hvor begejstret jeg er for Greengrass. Han er så absolut min favorit action-instruktør. Hvilket jo ikke siger det helt store - jeg er absolut ikke action-fanatiker. Men alligevel, den rå dokumentariske baggrund for hæsblæsende action med kameraet på kroppen af helten er fandens effektiv. Det er nådesløst, gråt, råt og pissehamrende farligt.

Og sikke en helt. Matt Damon er Jason Bourne, en helt uden kulturel kontekst, uden social baggrund og uden viden om hvad der prøver at slå ham i hjel. Han løber, slås, dræber for at komme tættere sit mål: Hvem er han? Det er et langt forfølgelsesløb udi rendyrket eksistentialisme. Lækkert og det smager af mere.

4'eren er på vej. Uden litterært oplæg. I hvert fald uden Ludlums originale oplæg. Ludlum skrev kun de tre. Hvem skal så skrive 4'eren? Eric van Lustbader, såmænd. Hvem? Pulp-forfatter par excellence. Forfatter til bøger med titler som The Ninja, Black Heart, French Kiss og Black Blade. Og så altså Bourne nummer 4, eller The Bourne Deception, som den kommer til at hedde.Semi-pronografiske, ubehjælpelige, husmorromaner for folk der ikke kan læse, eller burde læse. Ludlum var ikke meget bedre. Men trods alt bedre. Bourne-karakteren retfærdiggør hele hans forfatterskab.

Men så længe det hele er i hænderne på Greengrass og Damon så er der håb. Begrundet håb. Se de tre første igen og vent i spænding på 4'eren men hold forventningerne nede.

Wirtschaftswunder

Bare ordet i sig selv er svulstigt, fremadstræbende, anmasende, besættende, det vokser i munden. Wirtschaftswunder.

Og besættelse var hvad det var. Efter at den brune skjorte var blevet revet af den ariske overkrop og tyskland var blevet reduceret til et folk af tabere, slagen, lagt for had af en hel verden. Da tittede en hel generation og deres mange, mange børn frem af ruinerne og startede forfra. Foretagsomheden og virkelysten og viljen til at genstarte en hel nation blev en besættelse. Det handler Joseph Darchingers fotobog Wirtschaftswunder om.

Darchinger blev født i 1925 og lever stadig i Bonn hvor han har boet hele sit liv. Efter krigen, fra 1952, rejste han Tyskland rundt og bevidnede das Wirtschaftswunder. En bog der svulmer af optimisme i skyggen af en altødelæggende fascisme. En skygge der sætter sit klare aftryk på samtlige fotos i bogen. Det er de gode folk fra Taschen der igen-igen har begået en læseværdig og billig(!) historisk fotobog.

Altings bedrøvelighed på Hotel Problemski

Den sidste uges tid er gået med noget så sjældent i mit boglige liv som en genlæsning. Dimitri Verhulst er en, for de fleste danskere, komplet ukendt flamsk forfatter og journalist, som skriver om bunden af det belgiske samfund. En bund han selv er vokset op på som barn af en alkoholisk far og en depressiv mor. Gennem hele sin ungdom agerede han kastebold mellem diverse sociale foranstaltninger, anstalter og plejeforældre. Det lyder jo bare skide hyggeligt alt sammen.

Hans internationale gennembrud kom med romanen ”Hotel Problemski” fra 2003. Bogen foregår blandt illegale udlændinge på et belgisk asylcenter, hvor han selv indlogerede sig i gennem måneder for at samle historier fra de indsatte. Det blev til en krads samling historier hvor i Verhulst bruger de officielle skrivelser fra de belgiske integrationsmyndigheder og deres rædselsfulde, ufølsomme og fremmedgørende kancellisprog som ramme for de historier om menneskeligt og økonomisk armod som de indsatte fortæller ham.

Det er ikke læsning for børn eller sarte sjæle men et enestående og vægtigt indslag i debatten om Fort Europa og vores, de velstilledes, selvtilstrækkelighed.

Opfølgeren til Hotel Problemski på det danske marked blev ”Altings bedrøvelighed” fra 2006. En bittersød og vel nærmest ramsaltet historie om forfatterens egen opvækst i et elendigt belgisk hul defineret af ”finregn og brevduesport”. Og alkohol. Utrolige mængder alkohol. Den lille Dimitri vokser op hos sin farmor sammen med hans far og dennes brødre. De bliver alle skilt fra og smidt ud af deres respektive koner og kærester fra tid til anden og ender hos farmoren i et hus der bedst kan beskrives som en forfærdelig svinesti uden holdbare møbler. Her går dagene med at komme sig over tømmermændene så man kan begynde at drikke sig fra sans og samling igen om aftenen.

Dette giver anledningen til mange sørgmuntre historier fra Europas røvhul og mangen en bitter stikpille til de sociale myndigheder der sked på ham og de voksne mennesker der burde have været en konstant og en støtte i hans liv men som kun tog dem selv og deres misbrug seriøst. Det var ikke en lykkelig opvækst for lille Dimitri, men til gengæld er den genfortalt med en veloplagt bittersødme der ofte ender med at læseren griner højlydt – måske for ikke at komme til at græde.

Verhulst er ingen gudsbenådet forfatter. Han skriver en lille smule tungt og omstændigt og har en tendens til at forklare og forklare og forklare og understrege pointer til det urimelige. Til gengæld er han morsom. Hylende morsom og hjerteskærende ærlig. Og så har han det for en forfatter så vigtige karaktertræk, empati. Han kan helt uproblematisk sætte sig i sine karakterers sted, og det gør ham til meget mere end den utroværdige fortæller, der fikst blander fakta og fiktion for at nå sit mål, som han i øvrigt også er. Målet der må siges at være, den nøgne fortælling med tonstung social indignation om social fremmedgørelse og efterfølgende uundgåelig deroute. Mennesket reduceret til et journalnummer.

Hvorfor genlæsningen? I forbindelse med den skændige omgang rytterne i dette års Tour de France havde med det stolte bjerg Col du Tourmalet, kom jeg til at tænke på et kapitel i "Altings bedrøvelighed". En af Dimitris fordrukne onkler opfinder et druk-Tour de France, hvor man alt afhængig af distancen, stigningerne, spurterne etc. skal drikke så og så mange genstande af skiftende styrke, hver dag i tre uger, hviledagene eksklusive. Se det er opfindsomhed. Billedet af den hønefulde onkel i den prikkede bjergtrøje, svajende på en af husets vaklende stole foran aftensmaden står stærkt i erindringen. Dette gav mig lyst til at genlæse hele bogen og Hotel Problemski bagefter.

I am not a man - I am Cantona...

Således sagde han og man tror på ham. Har netop set Ken Loach's "Looking for Eric" her til morgen. Når man som jeg er vokset op med Eric Cantona, er United-fan og dermed en lille smule skolepigefjollet med Le Roi himself, ja så var det jo en helt igennem dejlig måde at bruge sin formiddag på. Min anmeldelse af filmen står at læse i Oktober udgaven af KBH... Men indtil da vil jeg nøjes med at sige, at mere feelgood bliver Ken Loach næppe. Og så får I da også lige et billede af Ham der er hævet over banaliteter som godt og dårligt skuespil.

Heavenly bastard in the sky

Jeg kan ikke stå for Guos sprog. Havde hun været komiker havde det været ren slapstick. Hermed få citater fra "20 fragments of a ravenous youth"

"She's no good, that girl. Much too individualistic."

"The routine of a small, desolate village can rule its inhabitants' lives more effectively than an imperial dynasty."

“People lived like insects, like worms, like slugs hanging on the door of the house.”

"My youth began when I was 21 … that's when I decided it began. That was when I started to think that all those shiny things in life – some of them might possibly be for me."

"I turned my sleepy eyes towards the window. There wasn't the slightest indication the sky was blue or the sun was shining. Heavenly Bastard in the Sky, why the hell would I want to get out of bed in a Beijing winter anyway?"

“I didn’t brush my teeth, in case precious body heat escaped out of my mouth.”

Statistens manuskript

Jeg er alt for gammel til den her bog. Indrømmet. ”20 fragments of a ravenous youth”. Xiaolu Guo. Jeg kan ikke læse om den moderne kinesiske kvinde på 20 der flytter til Beijing fra bondebøhland for at leve som statist i kinesiske 3. Rangs film.Om hendes familie, sweet-potato-bønderne, om hendes ekskærester, den jaloux kinesiske og den mystiske vesterlandske, Ben fra Boston. Jeg kan ikke leve mig ind under det bulede tapet i de mange fugtige, kakkerlakbefængte pislejligheder hun bor i og naboernes ubehaglige og nådesløse snagen i hendes privatliv.

Men jeg læste den alligevel. Og var slemt begejstret – fordi den er velskrevet og fordi Guo har vidunderlig distance til den modernitet der skal proppes ned i halsen på hende og hendes jævnaldrende storbykinesere. Når ens nærmeste familie har levet et liv som for 250 år siden, når det er det man selv er vokset op med, så bliver man enten kvalt af Beijing eller man begynder at spise af den. Ravenous. Skrupsulten, glubende. Med frådende appetit. Den har Guo, som romanen slet ikke handler om, men en kvinde ved navn Fenfang, men som er Guo, selvfølgelig, for længere holder distancen altså slet ikke.

Fenfang er statist. Hun spiller uforglemmelige roller som Kvinde venter på tog, Servitrice der keder sig eller Brud nummer 300 ved et bunkebryllup. Hun spiser statist mad og statist flirter med producerassistenter og lever et simpelt statistliv mens hun sveder sig igennem Beijings sommer og fryser sig igennem vinteren. Hun prøver mænd af, kortlægger dem, afmålt, og må indse, at der er en grund til at kinesisk ikke har et ord for romance. De siger Lo Man, bruger det engelske ord med frygtelig accent. De har været socialiseret så længe at noget så individuelt et begreb som romance, kærlighed til andet end fædrelandet og den alfaderlige er ligegyldigt og et sprog ingen taler.

Jeg er for gammel til denne bog. Denne hurtigt læste, hurtigt spiste lille lækkerbisken bestående af tyve snapshots, i øvrigt forfatterens egne fotos der ledsager kapitlerne, snapshots’ene, krummerne fra en mægtig buffet af veltillavet, uforfalsket, ærligt overskud. Jeg er gammel fordi, jeg godt vil kunne mærke det jeg engang kunne mærke da jeg var ny i Beijing, nys tilflyttet fra en bondepismøgby, men ikke kan det. Jeg kan kun dårligt fornemme rastløshedens altafgørende ligegyldighed og kun svært flytbare tilstedeværelse gennem Guos optik og fingre der berører tasterne og bliver til Fenfang i Beijing. Men det er nok, alt rigeligt. Et kort, umærkeligt pust fra dengang er næsten mere end jeg behøver.

I midten af bogen er trykt et kort filmmanuskript. Fenfang har skrevet det. Det indgår som en del af historien. Og jeg gider ikke skulle læse et manuskript midt inde i en roman, fragmenteret eller ej. Jeg gider ikke skulle forholde mig til en anden form en historiens oprindelige, fragmenteret eller ej. Manuskriptet handler om massemennesket. Poe kommer til sin ret midt i Beijing, opløst i modernitetens slipstrøm. Tennessee Williams ligeså.

I midten af bogen er trykt et manuskript, som man læser med glubende appetit, formen spiller ingen rolle, ligesom fragmenterne heller ikke gør det. Andet end, at det gør litteraturen appetitlig, manuskriptet levende. Manuskriptet der er Guos, er Fenfangs, er mit og dit.

Det var et manuskript, skrevet, læst og spillet et utal af gange før min fortolkning af det, fra Beijing til København og tilbage igen. Identitet. Og det var vores engang. I snapshots. Fra Beijing til København og tilbage igen.

Krajewski - Breslau Noir

Et par dage i godt selskab med skorpioner, nazister, sexuelle "afvigere" om et 800år gammelt regnskab der skal gøres op, være hermed anbefalet til alle. Den kyniske opportunist, politimanden Eberhard Mock og hans hårdt plagede og dybt alkoholiserede kollega Herbert Anwaldt er sikre guider rundt i Breslaus skyggeside anno 1934. På det tidspunkt var Breslau en tysk by og overløbet af horder af ambitiøse unge mænd i brune skjorter.

Historien fører os vidt omkring okkulte budskaber, frimurere med morderiske tendenser, jeshidaer med ditto, morderiske insekter(!), tørre tæsk, alkohol i stride mængder og ludere til at slappe af med. Eller på, om man vil. Kulørt, hæsblæsende og meget, meget overraskende.

Krajewski ligger milevidt fra alle de rædselsfulde livstilskrimiforfattere de unge vil ha'. Her er ikke skyggen af menstruationsbind, overgansalder eller problemer med teenagedatteren. Her er blot en simpelt opbygget krimi som Dürenmatt ville have været stolt af og som trækker spor til Carver, Ellroy etc.

Om den er fornyende er egentligt ligegyldigt. Jeg mener i øvrigt ikke, at dette er tilfældet. Men den er velskrevet og præcis på grænsen til det kyniske, karaktererne er hårdt tegnet op på grænsen til det arketypiske - og det virker. Marek Krajewski underholder som bare fanden.

A bright shining lie

På utallige opfordringer(min far) kommer her linket til B.R.Myers' anmeldelse af Denis Johnsons Tree of Smoke. Anmeldelsen hedder A bright shining lie, som en kvik læser(min far) kunne gøre mig opmærksom på også er titlen på Neil Sheehans fremragende bog om USAs monumentale fiasko i netop Vietnam. En bog for hvilken Sheehan vandt både the National Book award(som Johnson gjorde det for netop Tree of smoke) og Pulitzer Prize.

Og ja, jeg syntes illustration er dødsjov - men man skulle nok ha' læst bogen... Så gør lige det, hva'?

Myers' anmeldelse i The atlantic monthly:

http://www.theatlantic.com/doc/200712/vietnam

Sorg stafetten - Om Tree of Smoke

Sorg. Sorg er det første ord der presser sig på når jeg tænker på Denis Johnsons roman "Tree of smoke". Og taget i betragtning, at det meste af romanen foregår i Vietnam under Vietnamkrigen, er det vel sådan set ikke så underligt. Vi følger en god håndfuld personer for hvem Vietnam-krigen er deres fælles skæbne. Efterretningsmanden Skip Sands er det nærmeste vi kommer en hovedkarakter, men udover ham er det et par no-good drenge fra Arizona i hver deres ende af krigen, en sygeplejerske, endnu en efterretningsofficer og en Oberst Kurtz-lignende karakter der starter sin egen mission tidligt i romanen og ender med, som resten af karaktererne, at betale den højeste pris for deres bekendtskab med denne krig.

Tree of smoke er navnet på et måske-virkeligt kartotek begået af den føromtale Kurtz-type, og som det amerikanske militær og CIA mægtigt gerne vil have fat i. Det er samtidig en bibel-metafor for et varsel om den yderste dag - apokalypsen. Men Tree of smoke ER krigen. Og røgen alle karaktererne inhalerer og forgiftes af er krigens drug. Det de alle, hver og en, bliver afhængige af. Mere og mere som siderne vendes indtil, at læseren er helt klar over, at han sidder med en ynkværdig flok adrenalin-junkies, krigs-junkies, i skødet. Altid på vej mod den næste katastrofe, det næste fix.

Stafetten går hen over siderne, sorgen er depechen, banen er Vietnam med korte afstikkere til den vestlige verden hvor den er aller grimmest, fordrukken, håbløs og støvet. Der hvor det eneste håb for en hel generation var at drage i krig og så i øvrigt prøve at overleve det og vende hjem som en helt, med prurple heart og broken heart og de fleste lemmer i god behold. Og hjem til hvad? de smarte af dem ved, at der intet er at vende hjem til og de bliver i mudderet, krigens bærme. de knap så smarte vender hjem til naboens datter, arbejdsløshed, kriminalitet, pis og lort.

Samtlige karakterer bærer på den kolossale sorg der er krigen. En universel, smertende forståelse for det evindelige i krigen. Sorgen. En konstant, hvis der nogensinde har været en.

Bogen er vidunderlig, storladen, forrygende lang men samtidig forrygende let læst. Der bliver ikke sparet på militært lingo, og en stor del af teksten er dialog mellem lukkede mænd, med lukkede jobs, hvis fornemmeste opgave det er, at sørge for andres uvidenhed. Dette skaber nogle vidunderlige sprogblomster, et nærmest praktisk-lyrisk(Tree of smoke) men samtidig rasende komisk sprogbrug, der må siges at være romanens helt store bedrift. For der sker ikke en skid i den her bog. I det store og hele, ved vi, hvordan den ender, allerede fra første side der foregår i 1965. Men vi læser med til 1983, vi læser med henover 614 siders Vietnamkrig, vi bevidner depechen blive sikkert afleveret fra løber til løber. De kloge bliver på banen, de mindre kloge løber hjem. Lige så er det med læseren.

Denis Johnson vandt "The National Book Award" sidste år for røgtræet. Fortjent, selvfølgelig. De fleste anmeldere, på nær en enkelt var ovenud begejstrede ved udgivelsen. Den sidste, knap så begejstrede, B.R.Myers, skabte en proteststorm omkring sig og sin anmeldelse "A bright shining lie" i The Atlantic Monthly. Her påstår han, at bogen er chokerende ringe og sproget barnagtigt og ubehjælpsomt. Engelsk er ikke mit første sprog, så jeg skal ikke kunne sige, hvor meget af gramatikken der halter. Men det jeg kan sige er, at dialogen er forfriskende nærværende og levende. Beskrivelserne af krigen alt for levende og hæslige. De små historier i historien og det mylder af bikarakterer der valser ind og ud, i mere eller mindre let tråd, fra bogens første sider, så vedkommende som noget, bare minimalt menneskeligt, bliver det midt i en krig så forfærdelig, at man ville ønske, at man aldrig havde hørt om den.

Nå, læs selv Myers' anmeldelse og mor dig over tegningen der ledsager den.

OG - læs så for fanden da Tree of Smoke. Du tror ikke, at du har brug for 614 sider Vietnamkrig. Men det har du.

Tree of smoke

Den sidste måneds tid er gået med Denis Johnsons "Tree of smoke". En monumental roman på langt over 600 sider. Vietnam krig og almindelig menneskeligt forfald. 6-7 skikkelser der alle påvirkes af krigen og som man følger over en 7-8 år. En voldsom og dragende oplevelse, og bemærkelsesværdig fordi: Der sker ikke en skid... Nul og niks, andet end det der nu sker i og omkring en krig hvor menneskelig udvikling, moral og vid er sat på standby. Helt vidunderlig læseoplevelse og snart følger længere blogindlæg om Tree of smoke. Men indtil da, så nyd det smukke billede.

Antichrist og Zentropa og andre bandeord.

Ja, bedre sent end aldrig.

Antichrist er en stor kølig tåbelighed fordi den komplet mangler den konsensus mellem historie og billedside der skal til for at lave en hel film. Med hel mener jeg selvfølgelig noget, der bare nærmer sig en fuldendt filmoplevelse. Historien er grotesk tåbelig fordi den bærer præg af, at være blevet til i løsrevne etapper der ikke har andet end billedsiden at samles om. At mor og far dyrker sex så de ikke opdager, at deres lille dreng falder ud gennem vinduet og slår sig i hjel på den sneklædte vej flere etager neden under, er lige præcis så kontroversiel en åbning man kan ønske og forvente fra Trier. Nu, tror man, følger en lang og voldsom rejse ind i det mørkeste af sorgbearbejdningen. Noget der absolut ville kunne udfordre alle Triers evner som instruktør og forfatter. Et emne der kunne være lejlighed til at tage fat på en vedkommende diskussion om kognitiv terapi og sorgbearbejdelse. Et emne der ville kunne sætte de to dygtige skuespillere på en stor professionel prøve og et emne der ville kunne tryllebinde et publikum i Triers kyndige hænder.

I stedet følger en uvedkommende, grotesk og ubegribeligt smukt filmet semi-thriller om en mor der åbenbart og komplet uvist af hvilken årsag er ondskaben selv og som åbenbart og igen komplet uvist af hvilken årsag har pint og plaget det stakkels barn i årevis - ved at give ham skoene omvendt på! En semi-thriller med latterlige splattereffekter der kun forbliver latterlige da de intet har at byde historien. De skuber intet i den rigtige retning og fremstår dermed blot som tomme billeder skabt af en infantil sjæl der aldrig er kommet sig helt over, at mor havde et sexliv - og måske oven i købet nød det.

Trier efterlader Deffoe som en åndsvag karikatur af en psykolog der siger det komplet åbenlyse og Gainsbourgh som en stakkels hystade der ender med at springe ud som den sorte, satans hævner hun er. Og hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Ingen forklaring i filmen og jo altså heller ikke fra instruktøren selv da han blev afkrævet en forklaring af en, ja, hysterisk amerikansk journalist.

Det er en ringe film. En flot ringe film. Trier er latterlig i rollen som mørkemand og forskrækker og Zentropa fremstår kunstnerisk mere tandløs end nogensinde. Zentropa er penge. Punktum. Trier er et middel til at få penge og opmærksomhed og nej, det er ikke en nyhed. Men før i tiden, før "Direktøren for det hele", før "Erik Nitzsche..."(som han var forfatter på) og før "Antichrist" frydede man sig med Zentropa og Trier og den efterhånden ynkelige onkel lummer-skikkelse som Ålen er reduceret til, for da var filmene et syleskarpt angreb på konformiteten og den kunstneriske deroute i dansk film. Nu er Zentropa selv bannerførere i korstoget mod den gode film. Der er ingen til at give Trier modspil og intet andet end ønsket om penge og masser af dem tilbage. Trier har brug for hjælp. Skide være med Zentropa.

ANTICHRIST

Her er min anmeldelse(1100 anslag!) der bliver at læse i KBH/Juni. Et længere essay følger her på siden, så snart jeg får kræfterne igen. Det er hårdt at se hans film. Og endnu hårdere, for mig i hvert fald, ikke at bryde sig om dem. Det sker nu heller ikke så tit.

ANTICHRIST

Lars von Trier

**(2 stjerner)

”Antichrist” er en stor og kølig tåbelighed i en mageløs og foruroligende smuk indpakning. Historien om ægteparret(Daffoe og Gainsbourgh) der mister deres eneste søn og om sorgen der griber dem er en lommereligiøs omgang pornoficeret okkultisme. De tager til deres hytte i skoven for at komme sig og derfra snubler historien sig vej igennem skovens grønne mørke, hvor den satans natur ligger på lur overalt. Det narrative formål med historien må være et skridt på instruktørens vej gennem terapeutisk selvudvikling og er derfor meget svær at fatte så meget som 4 minutters interesse for. Billedsiden er som at bladre gennem en ubegribeligt smuk og meget, meget politisk ukorrekt billedbog for infantile sjæle, indeholdende lige dele brutale barnligheder, sexuelle eskapader og andre ligegyldigheder. Trier er en genre i sig selv, takket være et enestående katalog af filmiske mesterværker. Dette lider hans kunstneriske udvikling åbenbart under. Dette bør nogen på Zentropa være mand nok til at fortælle ham. Det gælder den nationale filmiske selvforståelse. Intet mindre.

Put on white to feel black - massemennesket får venner

Påsken gik med ”Netherland”, Joseph O’neills meget roste gennembrudsroman. Det er skam ikke mærkeligt, at den har fået de priser, Bookerprize blandt andet, og den ros. Den er nemlig aldeles fremragende. En post 9/11-roman der ikke hævder at være sin genres svar på noget som helst og som ikke forfalder til storladen, prætentiøs konspireren, som eksempelvis Delillos ”Falling Man” har tendens til eller klichétung, kunstnerisk tristesse som Foers ”Extremely loud etc.” Den er spækket med den ene vedkommende, kraftfulde sætning efter den anden og fungerer helt ubesværet på to plan. Et mikroplan der handler om en familie midt i et sammenbrud, et ægteskab midt i et ditto, en by midt i ditto, et job der måske ikke er vær at koncentrere sig om, cricket, New York. På et andet plan handler den om identitet. Såmænd.

Hans van den Broek er en succesrig aktieanalytiker, oprindeligt fra Den Haag i holland, bosiddende i New York med sin engelske kone Rachel og deres søn. Da Twin Towers kollapser og 9/11 er en realitet i enhver New Yorkers travle hverdag, skrider konen med den undskyldning, at hun ikke ønsker at bo i et land hun finder ”ideologically diseased”. Han flytter ind på Chelsea Hotel for at bo mellem mere eller mindre succesrige livskunstnere og andre galninge, på trods af at han tjener rigeligt til at kunne blive boende i hans soho-penthouse.

Nætterne går med Google-earth foran laptop’en. I kornede pixels zoomer han længere og længere ind på hans kone og søns adresse i London. Så langt ind at han kan se sønnens blå plastikbassin i forhaven.

Dagene går med et job han er fremmedgjort overfor men tilfældigvis pissegod til. Weekenderne går med at spille cricket på randen af den enorme by med en multikulturel flok af bysbørnene. Han er den eneste hvide og forholdene er, når de er bedst, slidte.

Et par gange om måneden flyver han til London for at se sin søn. Han sover i samme seng som ham, ømt omfavnende ham mens han kone, Rachel, ligger i et andet værelse for enden af en eller ligegyldig gang der blot er en ting og en ting alene: adskillelse.

Hvad får Hans van den Broek til at blive i New York efter at hans kone har forladt ham og taget hans lille søn med sig? Hvad får ham til at tonse rundt på slidte græsplæner i New Yorks periferi? Hvad får ham til at flytte ind på Chelsea Hotel?

Det nemme svar er Chuck Ramkisoon. En af de mest vidunderlige romankarakterer i nyere amerikansk litteraturhistorie. Chuck er oprindeligt fra Trinidad og en entreprenuer og drømmer af ubegribelige dimensioner. Hans støder tilfældigt ind i ham selvsamme dag han ved et rent tilfælde opdager, at New York har en underverden der består af Cricket og dens udøvere. Hans var flygtet fra sin egen skygge og havnet på Staten Island. Derude spiller man cricket og Hans skydes tilbage til hans opvækst i Haag hvor cricket i øvrigt spiller lige så usynlig en rolle som i New York. Vi tages med tilbage til hans universitetstid i Cambridge hvor han spillede på 2. holdet, på trods af at han var en af de fremmeste cricketspillere, eller cricketeers, i hans årgang. Hans bliver klar over at den del af identiteten der har med hans opvækst og ungdom at gøre er en del han skal tilbage til. På færgen tilbage til fastlandet ser han Chuck stå i stævnen med en høj blondine. De kysser skamløst, men Chuck lægger mærke til Hans og tager kontakt. En kontakt der bliver afgørende for Hans.

Det er synd for Hans. Sgu. Det var jo ikke hans skyld at de fly ramte de tårne. Rachel tager deres søn med sig og efterlader Hans i et tomrum, et tomrum der måske var der på forhånd og som blev ganske tydeligt da de to tårne i Hans’ liv om ikke synker i jorden så i hvert fald forsvinder over Atlanten. Rachel tager alt med sig der angår og er den voksne Hans. Hun efterlader med et eneste valg – at søge tilbage og finde krogen at hænge sin identitet på. Hun efterlader ham med Cricket.

Jeg blev suget ind i en verden jeg ikke anede interesserede mig, en verden af cricket. Jeg tror, for at være helt ærlig, ikke at cricket er kommet til at interessere mig mere end det allerede gjorde. Hvilket var absolut intet over hovedet. Jeg vil stadig ikke, ud fra et resultat i avisen, kunne fortælle dig eller nogen anden hvem pokker der har vundet en given match. Skulle jeg komme til at lukke op for TV’et næste gang jeg er i England eller Indien og en match tone frem, vil jeg højst sandsynligt ikke kunne fortælle dig hvem der er hvem og hvorfor de gør som de gør.

Så det var nok noget andet der rykkede i mig. Og førte mig ind i en ellers lukket verden af cricket. Det var sgu nok Hans og det var sgu nok Chuck. Og the ”weh-weh game”. Et spil der står i grel kontrast til cricket hvad angår regler og renhed. Weh-weh er hasard, god gammeldags hasard. Cricket er alt andet. Chuck står for begge dele. Og bliver Hans’ eneste ven i nøden. Massemennesket, the man of the crowd, rækker ud, ud gennem flanørens tåger og utilnærmelighed og tager fat i Chuck. Fordi han ikke får valget. Chuck lader ham ikke slippe.

Hans har ikke noget kørekort og Chuck sørger for det. Han bliver hans kørelærer og Hans bliver hans chauffør når han skal rundt i New York og hente indsatserne til den pågældende uges weh-weh. Rundt fra høj til lav, rig og fattig, for og bag og altid, altid med samme slutdestination. Den græsmark langt, langt væk fra Manhattan der skal blive til The Bald Eagle Park. Et projekt Chuck er ”lige ved” at have finansiering til qua hans rige venner hvis formuer han formøbler i weh-weh. Bald Eagle Park skal være fundamentet i den første professionelle Cricket Liga i USA's historie. Massive sponsoraftaler, TV-aftaler og gyldne franchises.

Chuck er således både eksponent for den reneste af rene sportsgrene og det mest lyssky og beskidte. I blandet drømmerens uskyldighed og fantastens humørmæssige udsving gør det ham til den enestående karakter der i den grad driver historien frem for den passive og følelsesmæssigt lemlæstede Hans. Hans beskriver ham for Rachel som ”moralsk doven”. Rachel finder det ikke spor underholdende at Hans har fraterniseret med en sådan type i hendes fravær. Og det ender helt galt.

Og sådan starter det, helt galt, med at Hans sidder i London, ved morgenbordet sammen med Rachel og deres søn. De har fundet sammen igen og i NY-Times ser hun en notits om et lig der er fundet i Hudson River. Det er forår og på det tidspunkt dukker ligene i Hudson op til overfladen på grund af strømmen og vandstanden. Liget er Chucks og Hans’ historie afdækkes for os over de næste 280 sider. Det er mærkværdigt frydefuldt. Som et lig af en savnet bekendt der langt om længe dukker frem. En bekendt der har været død længe. En identitet man havde glemt.

Lige et par kommentarer til overskriften. Hans er den eneste hvide mand på cricketholdet, på et tidspunkt siger en af hans medspiller fra Trinidad at Hans "put's on white to feel black". I det mindste føle noget.

Massemennesket hentyder selvfølgelig til Poe's "Man of the Crowd". En vidunderlig novelle der om nogen opruller det moderne lyksaligheder bøjet i krom og neon, set gennem de store panoramavinduer i 1900-tallets London. der sidder Massemennesket og ser alt hvad han betragtede som solidt og blivende pulveriseres og synke i jorden. Ha er flanøren, da han ikke har andet valg end at flanere.

Opsynsmand på historiens losseplads

Tanker om Don Delillos "Underworld" og finanskrisen.

En søvnig tirsdag aften fik mig, som så ofte før, til at bruge tid på Facebook. I en application ved navn Living Social - Books that shaped me - kom jeg uværgeligt til at tænke på "Underworld", Don Delillos monumentale roman fra 1997. I ved, den med det urovækkende og i dag aldeles apokalyptiske cover. Twin Towers i sort-hvid, indhyldet i tåge. I forgrunden en kirke med et tydligt kors ragende op af disen og øverst i billedet, en sort fugl kredsende omkring tårnene som en sandhedens sorte budbringer.

"Underworld" skabte i høj grad min litteraturforståelse. Intet mindre. Det gjorde den fordi den fik mig til at se ikke blot litteraturen, men verdenshistorien som en koncentrisk størrelse, som fuglens kredsen omkring tårnene, der for evigt vil gentage sig selv. Taberne rydder op efter vinderne, sidste mand lukker og slukker.

Hovedpersonen i romanen, hvis en sådan med sikkerhed kan udpeges, er Nick. Nick er waste-manager og tjener styrtende på at tage sig af det, andre ikke vil røre med en ildtang - eller i ført ABC-dragt om man vil. Det drejer sig om hyper-giftigt affald, det drejer sig om atomart snavs og Nick har endnu ikke mødt det, der ikke kan klares. Indtil epilogen.

Epilogen i Don Delillo's roman Underworld har meget rammende fået titlen "Das Kapital" lånt fra Marx. Nøjagtigt som udtrykket "historiens losseplads" er det. Epilogen bringer Nick tilbage til Kazakhstan, den tidligere sovjetrussiske republik, nærmere betegnet det sted hvor den første sovjetiske atomprøvesprængning blev foretaget d. 3. oktober 1951. En sprængning der gjorde Sovjetunionen til en supermagt. Nick er inviteret af en russisk entreprenør der vil demonstrere hvordan han vil bruge netop underjordiske sprængninger kommercielt til at skaffe sig af med giftigt affald fra vesten. Det affald ingen i vesten vil have noget med at gøre.

Med andre ord rydder taberne af den kolde krig op efter vinderne. Sådan. En bombastisk metafor. Og sådanne er Delillo altid leveringsdygtig i. Han er nemlig på sporet af en pointe som til fulde retfærdiggør ikke alene den tons tunge metafor men også hans valg af cover.

Nicks besøg i Kazakhstan bringer ham også til en klinik der tager sig af ofre for atomare testsprængninger, nedfald og forurening. Horribelt vanskabte børn og voksne omringer ham. Han undrer sig over de helt små børn der til stadighed fødes med cancersvulster på størrelse med meloner og legio vanskabninger. Generiske mutationer er svaret. En svøbe det vil tage generationer at komme af med. Nick kan med rette tænke tilbage på hans møde med den russiske entreprenør der vil fortsætte sprængningerne, nu i oprydningens og dollarens tegn. Her står vi med andre ord med det "affald" der ikke kan tages hånd om og det "affald" er i lige så høj grad krigsofre som dem fra en hvilken som helst "varm" krig. Endnu en bombastiske metafor af Delillo'ske dimensioner.

USA vandt den kolde krig. Ingen tvivl om det, men til hvilken pris? Delillo ønsker gennem sin roman, og stort set gennem hele sit forfatterskab, at gøre amerikaneren opmæksom på konsekvenserne ved en vildtvoksende, ukontrollerbar forbrugskultur. En forbrugskultur hvor amerikaneren, og europæeren for den sags skyld, gennem en vildtaccellererende og bedøvende forbrugsfest producerer det affald, den bærme, den svøbe der truer med i sidste ende at forbruge os og opløse os som identitet. Personlig så vel som national. Radikal islam kunne selvfølgelig være en sådan svøbe, men det er mindre interessant end det der skaber radikalismen. "Os og dem-dogmet". Et dogme amerikaneren ikke skal længere tilbage end til 1950'erne for at finde. "Os" er tårnene, "dem" er fuglen. Udtalte specifikker, snart dækket af tågen.

På en russiske bar ved navn "The Football hooligan" ser Nick til sin store forbavselse betalte Trotskij-, Lenin- og Marx-look a likes gå rundt og mingle med gæsterne. Baren bliver det sted hvor fortidens, historiens så udtalte specifikker vakler rundt i glemslens og ligegyldighedens tåger. En tåge der udvisker enhver fornemmelse af tid og sted og er det ultimative eksempel på at multinational kapital og forbrugerisme er netop det. Tågen. Tågen der dækker den underverden vi skaber. Og tågen der pt. dækker os.

Delillo konstituerer således, på bogens sidste sider, sig selv som waste-manager på historiens losseplads.