Bare ordet i sig selv er svulstigt, fremadstræbende, anmasende, besættende, det vokser i munden. Wirtschaftswunder.
Og besættelse var hvad det var. Efter at den brune skjorte var blevet revet af den ariske overkrop og tyskland var blevet reduceret til et folk af tabere, slagen, lagt for had af en hel verden. Da tittede en hel generation og deres mange, mange børn frem af ruinerne og startede forfra. Foretagsomheden og virkelysten og viljen til at genstarte en hel nation blev en besættelse. Det handler Joseph Darchingers fotobog Wirtschaftswunder om.
Darchinger blev født i 1925 og lever stadig i Bonn hvor han har boet hele sit liv. Efter krigen, fra 1952, rejste han Tyskland rundt og bevidnede das Wirtschaftswunder. En bog der svulmer af optimisme i skyggen af en altødelæggende fascisme. En skygge der sætter sit klare aftryk på samtlige fotos i bogen. Det er de gode folk fra Taschen der igen-igen har begået en læseværdig og billig(!) historisk fotobog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar