Jeg er alt for gammel til den her bog. Indrømmet. ”20 fragments of a ravenous youth”. Xiaolu Guo. Jeg kan ikke læse om den moderne kinesiske kvinde på 20 der flytter til Beijing fra bondebøhland for at leve som statist i kinesiske 3. Rangs film.Om hendes familie, sweet-potato-bønderne, om hendes ekskærester, den jaloux kinesiske og den mystiske vesterlandske, Ben fra Boston. Jeg kan ikke leve mig ind under det bulede tapet i de mange fugtige, kakkerlakbefængte pislejligheder hun bor i og naboernes ubehaglige og nådesløse snagen i hendes privatliv.
Men jeg læste den alligevel. Og var slemt begejstret – fordi den er velskrevet og fordi Guo har vidunderlig distance til den modernitet der skal proppes ned i halsen på hende og hendes jævnaldrende storbykinesere. Når ens nærmeste familie har levet et liv som for 250 år siden, når det er det man selv er vokset op med, så bliver man enten kvalt af Beijing eller man begynder at spise af den. Ravenous. Skrupsulten, glubende. Med frådende appetit. Den har Guo, som romanen slet ikke handler om, men en kvinde ved navn Fenfang, men som er Guo, selvfølgelig, for længere holder distancen altså slet ikke.
Fenfang er statist. Hun spiller uforglemmelige roller som Kvinde venter på tog, Servitrice der keder sig eller Brud nummer 300 ved et bunkebryllup. Hun spiser statist mad og statist flirter med producerassistenter og lever et simpelt statistliv mens hun sveder sig igennem Beijings sommer og fryser sig igennem vinteren. Hun prøver mænd af, kortlægger dem, afmålt, og må indse, at der er en grund til at kinesisk ikke har et ord for romance. De siger Lo Man, bruger det engelske ord med frygtelig accent. De har været socialiseret så længe at noget så individuelt et begreb som romance, kærlighed til andet end fædrelandet og den alfaderlige er ligegyldigt og et sprog ingen taler.
Jeg er for gammel til denne bog. Denne hurtigt læste, hurtigt spiste lille lækkerbisken bestående af tyve snapshots, i øvrigt forfatterens egne fotos der ledsager kapitlerne, snapshots’ene, krummerne fra en mægtig buffet af veltillavet, uforfalsket, ærligt overskud. Jeg er gammel fordi, jeg godt vil kunne mærke det jeg engang kunne mærke da jeg var ny i Beijing, nys tilflyttet fra en bondepismøgby, men ikke kan det. Jeg kan kun dårligt fornemme rastløshedens altafgørende ligegyldighed og kun svært flytbare tilstedeværelse gennem Guos optik og fingre der berører tasterne og bliver til Fenfang i Beijing. Men det er nok, alt rigeligt. Et kort, umærkeligt pust fra dengang er næsten mere end jeg behøver.
I midten af bogen er trykt et kort filmmanuskript. Fenfang har skrevet det. Det indgår som en del af historien. Og jeg gider ikke skulle læse et manuskript midt inde i en roman, fragmenteret eller ej. Jeg gider ikke skulle forholde mig til en anden form en historiens oprindelige, fragmenteret eller ej. Manuskriptet handler om massemennesket. Poe kommer til sin ret midt i Beijing, opløst i modernitetens slipstrøm. Tennessee Williams ligeså.
I midten af bogen er trykt et manuskript, som man læser med glubende appetit, formen spiller ingen rolle, ligesom fragmenterne heller ikke gør det. Andet end, at det gør litteraturen appetitlig, manuskriptet levende. Manuskriptet der er Guos, er Fenfangs, er mit og dit.
Det var et manuskript, skrevet, læst og spillet et utal af gange før min fortolkning af det, fra Beijing til København og tilbage igen. Identitet. Og det var vores engang. I snapshots. Fra Beijing til København og tilbage igen.
Men jeg læste den alligevel. Og var slemt begejstret – fordi den er velskrevet og fordi Guo har vidunderlig distance til den modernitet der skal proppes ned i halsen på hende og hendes jævnaldrende storbykinesere. Når ens nærmeste familie har levet et liv som for 250 år siden, når det er det man selv er vokset op med, så bliver man enten kvalt af Beijing eller man begynder at spise af den. Ravenous. Skrupsulten, glubende. Med frådende appetit. Den har Guo, som romanen slet ikke handler om, men en kvinde ved navn Fenfang, men som er Guo, selvfølgelig, for længere holder distancen altså slet ikke.
Fenfang er statist. Hun spiller uforglemmelige roller som Kvinde venter på tog, Servitrice der keder sig eller Brud nummer 300 ved et bunkebryllup. Hun spiser statist mad og statist flirter med producerassistenter og lever et simpelt statistliv mens hun sveder sig igennem Beijings sommer og fryser sig igennem vinteren. Hun prøver mænd af, kortlægger dem, afmålt, og må indse, at der er en grund til at kinesisk ikke har et ord for romance. De siger Lo Man, bruger det engelske ord med frygtelig accent. De har været socialiseret så længe at noget så individuelt et begreb som romance, kærlighed til andet end fædrelandet og den alfaderlige er ligegyldigt og et sprog ingen taler.
Jeg er for gammel til denne bog. Denne hurtigt læste, hurtigt spiste lille lækkerbisken bestående af tyve snapshots, i øvrigt forfatterens egne fotos der ledsager kapitlerne, snapshots’ene, krummerne fra en mægtig buffet af veltillavet, uforfalsket, ærligt overskud. Jeg er gammel fordi, jeg godt vil kunne mærke det jeg engang kunne mærke da jeg var ny i Beijing, nys tilflyttet fra en bondepismøgby, men ikke kan det. Jeg kan kun dårligt fornemme rastløshedens altafgørende ligegyldighed og kun svært flytbare tilstedeværelse gennem Guos optik og fingre der berører tasterne og bliver til Fenfang i Beijing. Men det er nok, alt rigeligt. Et kort, umærkeligt pust fra dengang er næsten mere end jeg behøver.
I midten af bogen er trykt et kort filmmanuskript. Fenfang har skrevet det. Det indgår som en del af historien. Og jeg gider ikke skulle læse et manuskript midt inde i en roman, fragmenteret eller ej. Jeg gider ikke skulle forholde mig til en anden form en historiens oprindelige, fragmenteret eller ej. Manuskriptet handler om massemennesket. Poe kommer til sin ret midt i Beijing, opløst i modernitetens slipstrøm. Tennessee Williams ligeså.
I midten af bogen er trykt et manuskript, som man læser med glubende appetit, formen spiller ingen rolle, ligesom fragmenterne heller ikke gør det. Andet end, at det gør litteraturen appetitlig, manuskriptet levende. Manuskriptet der er Guos, er Fenfangs, er mit og dit.
Det var et manuskript, skrevet, læst og spillet et utal af gange før min fortolkning af det, fra Beijing til København og tilbage igen. Identitet. Og det var vores engang. I snapshots. Fra Beijing til København og tilbage igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar