Ja, bedre sent end aldrig.
Antichrist er en stor kølig tåbelighed fordi den komplet mangler den konsensus mellem historie og billedside der skal til for at lave en hel film. Med hel mener jeg selvfølgelig noget, der bare nærmer sig en fuldendt filmoplevelse. Historien er grotesk tåbelig fordi den bærer præg af, at være blevet til i løsrevne etapper der ikke har andet end billedsiden at samles om. At mor og far dyrker sex så de ikke opdager, at deres lille dreng falder ud gennem vinduet og slår sig i hjel på den sneklædte vej flere etager neden under, er lige præcis så kontroversiel en åbning man kan ønske og forvente fra Trier. Nu, tror man, følger en lang og voldsom rejse ind i det mørkeste af sorgbearbejdningen. Noget der absolut ville kunne udfordre alle Triers evner som instruktør og forfatter. Et emne der kunne være lejlighed til at tage fat på en vedkommende diskussion om kognitiv terapi og sorgbearbejdelse. Et emne der ville kunne sætte de to dygtige skuespillere på en stor professionel prøve og et emne der ville kunne tryllebinde et publikum i Triers kyndige hænder.
I stedet følger en uvedkommende, grotesk og ubegribeligt smukt filmet semi-thriller om en mor der åbenbart og komplet uvist af hvilken årsag er ondskaben selv og som åbenbart og igen komplet uvist af hvilken årsag har pint og plaget det stakkels barn i årevis - ved at give ham skoene omvendt på! En semi-thriller med latterlige splattereffekter der kun forbliver latterlige da de intet har at byde historien. De skuber intet i den rigtige retning og fremstår dermed blot som tomme billeder skabt af en infantil sjæl der aldrig er kommet sig helt over, at mor havde et sexliv - og måske oven i købet nød det.
Trier efterlader Deffoe som en åndsvag karikatur af en psykolog der siger det komplet åbenlyse og Gainsbourgh som en stakkels hystade der ender med at springe ud som den sorte, satans hævner hun er. Og hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Ingen forklaring i filmen og jo altså heller ikke fra instruktøren selv da han blev afkrævet en forklaring af en, ja, hysterisk amerikansk journalist.
Det er en ringe film. En flot ringe film. Trier er latterlig i rollen som mørkemand og forskrækker og Zentropa fremstår kunstnerisk mere tandløs end nogensinde. Zentropa er penge. Punktum. Trier er et middel til at få penge og opmærksomhed og nej, det er ikke en nyhed. Men før i tiden, før "Direktøren for det hele", før "Erik Nitzsche..."(som han var forfatter på) og før "Antichrist" frydede man sig med Zentropa og Trier og den efterhånden ynkelige onkel lummer-skikkelse som Ålen er reduceret til, for da var filmene et syleskarpt angreb på konformiteten og den kunstneriske deroute i dansk film. Nu er Zentropa selv bannerførere i korstoget mod den gode film. Der er ingen til at give Trier modspil og intet andet end ønsket om penge og masser af dem tilbage. Trier har brug for hjælp. Skide være med Zentropa.
Antichrist er en stor kølig tåbelighed fordi den komplet mangler den konsensus mellem historie og billedside der skal til for at lave en hel film. Med hel mener jeg selvfølgelig noget, der bare nærmer sig en fuldendt filmoplevelse. Historien er grotesk tåbelig fordi den bærer præg af, at være blevet til i løsrevne etapper der ikke har andet end billedsiden at samles om. At mor og far dyrker sex så de ikke opdager, at deres lille dreng falder ud gennem vinduet og slår sig i hjel på den sneklædte vej flere etager neden under, er lige præcis så kontroversiel en åbning man kan ønske og forvente fra Trier. Nu, tror man, følger en lang og voldsom rejse ind i det mørkeste af sorgbearbejdningen. Noget der absolut ville kunne udfordre alle Triers evner som instruktør og forfatter. Et emne der kunne være lejlighed til at tage fat på en vedkommende diskussion om kognitiv terapi og sorgbearbejdelse. Et emne der ville kunne sætte de to dygtige skuespillere på en stor professionel prøve og et emne der ville kunne tryllebinde et publikum i Triers kyndige hænder.
I stedet følger en uvedkommende, grotesk og ubegribeligt smukt filmet semi-thriller om en mor der åbenbart og komplet uvist af hvilken årsag er ondskaben selv og som åbenbart og igen komplet uvist af hvilken årsag har pint og plaget det stakkels barn i årevis - ved at give ham skoene omvendt på! En semi-thriller med latterlige splattereffekter der kun forbliver latterlige da de intet har at byde historien. De skuber intet i den rigtige retning og fremstår dermed blot som tomme billeder skabt af en infantil sjæl der aldrig er kommet sig helt over, at mor havde et sexliv - og måske oven i købet nød det.
Trier efterlader Deffoe som en åndsvag karikatur af en psykolog der siger det komplet åbenlyse og Gainsbourgh som en stakkels hystade der ender med at springe ud som den sorte, satans hævner hun er. Og hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Ingen forklaring i filmen og jo altså heller ikke fra instruktøren selv da han blev afkrævet en forklaring af en, ja, hysterisk amerikansk journalist.
Det er en ringe film. En flot ringe film. Trier er latterlig i rollen som mørkemand og forskrækker og Zentropa fremstår kunstnerisk mere tandløs end nogensinde. Zentropa er penge. Punktum. Trier er et middel til at få penge og opmærksomhed og nej, det er ikke en nyhed. Men før i tiden, før "Direktøren for det hele", før "Erik Nitzsche..."(som han var forfatter på) og før "Antichrist" frydede man sig med Zentropa og Trier og den efterhånden ynkelige onkel lummer-skikkelse som Ålen er reduceret til, for da var filmene et syleskarpt angreb på konformiteten og den kunstneriske deroute i dansk film. Nu er Zentropa selv bannerførere i korstoget mod den gode film. Der er ingen til at give Trier modspil og intet andet end ønsket om penge og masser af dem tilbage. Trier har brug for hjælp. Skide være med Zentropa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar