Sorg. Sorg er det første ord der presser sig på når jeg tænker på Denis Johnsons roman "Tree of smoke". Og taget i betragtning, at det meste af romanen foregår i Vietnam under Vietnamkrigen, er det vel sådan set ikke så underligt. Vi følger en god håndfuld personer for hvem Vietnam-krigen er deres fælles skæbne. Efterretningsmanden Skip Sands er det nærmeste vi kommer en hovedkarakter, men udover ham er det et par no-good drenge fra Arizona i hver deres ende af krigen, en sygeplejerske, endnu en efterretningsofficer og en Oberst Kurtz-lignende karakter der starter sin egen mission tidligt i romanen og ender med, som resten af karaktererne, at betale den højeste pris for deres bekendtskab med denne krig.
Tree of smoke er navnet på et måske-virkeligt kartotek begået af den føromtale Kurtz-type, og som det amerikanske militær og CIA mægtigt gerne vil have fat i. Det er samtidig en bibel-metafor for et varsel om den yderste dag - apokalypsen. Men Tree of smoke ER krigen. Og røgen alle karaktererne inhalerer og forgiftes af er krigens drug. Det de alle, hver og en, bliver afhængige af. Mere og mere som siderne vendes indtil, at læseren er helt klar over, at han sidder med en ynkværdig flok adrenalin-junkies, krigs-junkies, i skødet. Altid på vej mod den næste katastrofe, det næste fix.
Stafetten går hen over siderne, sorgen er depechen, banen er Vietnam med korte afstikkere til den vestlige verden hvor den er aller grimmest, fordrukken, håbløs og støvet. Der hvor det eneste håb for en hel generation var at drage i krig og så i øvrigt prøve at overleve det og vende hjem som en helt, med prurple heart og broken heart og de fleste lemmer i god behold. Og hjem til hvad? de smarte af dem ved, at der intet er at vende hjem til og de bliver i mudderet, krigens bærme. de knap så smarte vender hjem til naboens datter, arbejdsløshed, kriminalitet, pis og lort.
Samtlige karakterer bærer på den kolossale sorg der er krigen. En universel, smertende forståelse for det evindelige i krigen. Sorgen. En konstant, hvis der nogensinde har været en.
Bogen er vidunderlig, storladen, forrygende lang men samtidig forrygende let læst. Der bliver ikke sparet på militært lingo, og en stor del af teksten er dialog mellem lukkede mænd, med lukkede jobs, hvis fornemmeste opgave det er, at sørge for andres uvidenhed. Dette skaber nogle vidunderlige sprogblomster, et nærmest praktisk-lyrisk(Tree of smoke) men samtidig rasende komisk sprogbrug, der må siges at være romanens helt store bedrift. For der sker ikke en skid i den her bog. I det store og hele, ved vi, hvordan den ender, allerede fra første side der foregår i 1965. Men vi læser med til 1983, vi læser med henover 614 siders Vietnamkrig, vi bevidner depechen blive sikkert afleveret fra løber til løber. De kloge bliver på banen, de mindre kloge løber hjem. Lige så er det med læseren.
Denis Johnson vandt "The National Book Award" sidste år for røgtræet. Fortjent, selvfølgelig. De fleste anmeldere, på nær en enkelt var ovenud begejstrede ved udgivelsen. Den sidste, knap så begejstrede, B.R.Myers, skabte en proteststorm omkring sig og sin anmeldelse "A bright shining lie" i The Atlantic Monthly. Her påstår han, at bogen er chokerende ringe og sproget barnagtigt og ubehjælpsomt. Engelsk er ikke mit første sprog, så jeg skal ikke kunne sige, hvor meget af gramatikken der halter. Men det jeg kan sige er, at dialogen er forfriskende nærværende og levende. Beskrivelserne af krigen alt for levende og hæslige. De små historier i historien og det mylder af bikarakterer der valser ind og ud, i mere eller mindre let tråd, fra bogens første sider, så vedkommende som noget, bare minimalt menneskeligt, bliver det midt i en krig så forfærdelig, at man ville ønske, at man aldrig havde hørt om den.
Nå, læs selv Myers' anmeldelse og mor dig over tegningen der ledsager den.
OG - læs så for fanden da Tree of Smoke. Du tror ikke, at du har brug for 614 sider Vietnamkrig. Men det har du.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar