fredag den 5. august 2011

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger




II

Når man er en lille dreng, hvis far rejser meget, så sover man i sin fars seng, ved siden af sin mor. Hvis man altså får lov. Den følelse af tryghed fra aftenerne i min fars seng sidder dybt i mig, og den følelse er der intet, der længere kan vække i mig. Ikke at jeg ikke føler mig tryg andre steder, jeg har jo trods alt været flyttet hjemmefra i op til flere år nu, men den specifikke følelse, som kun kan betegnes som grundlæggende tryghed, her kan intet nå mig, moders skød, livmoderen, kan ikke genskabes. Men jeg kan fremprovokere en flig af den via titler. De titler der prydede væggen i min mor og fars soveværelse, og som jeg læste om og om igen, mens jeg lå og burde have været ved at falde i søvn, men lod tankerne vandre til umulige steder og situationer, hvor jeg, til krads forskel fra virkeligheden, var herre over situationen, den bedste til fodbold og ham, som den smukke Lotte fra Skovhøj ville være kæreste med. Selvom, at hun var to år ældre:

”Juggernaut”. ”Sea Leopard”. ”Berlin Game”. ”Mexico Set”. ”London Match”. ”Raise the Titanic!”. ”Death of an expert witness”. ”Polar star”. ”Soldier No More”. ”Roseanna”. ”Watership Down”. ”Yesterdays Spy”. ”The Rise and Fall of the Russian Empire”. ”Tomorrows Ghost”. ”Burmese Days”.

Utryghed var naturligvis meget og andet i en ganske almindelig opvækst som min. Men utryghed var blandt andet at komme i et hjem uden bøger. Bevares, det er sket mange gange, uden at jeg af den grund er flygtet i panik. Men mindet om første gang, jeg var i et hjem uden bøger står stærkt. Mine forældres venner boede i et stort hus. Alle gæsterne skulle sove i kælderen. Jeg sov i et rum med én boghylde. En. Og da jeg så den, blev jeg pludseligt grufuldt klar over, at jeg i løbet af dagen ikke havde set andre bøger i hele det store hus, og, at dette jeg lå og så på netop nu, den tryghed jeg lå og spejdede efter, dette pauvre udvalg, der mestendels bestod af Hvem-Hvad-Hvor fra en håndfuld år, et par bogklubudgaver af Jørn Riels skrøner og en enkelt Piet Hein samling, var familiens bibliotek. Gru. Søvnløs nat. En byge af spørgsmål til mine forældre den næste dag. Spørgsmål, som mine forældre ikke kunne besvare med meget andet end, at der er forskel på folk, og at det måtte disse venner jo selv om. I dag forstår jeg dem sådan set godt, jeg ville have svært ved at svare fyldestgørende på spørgsmålet om hvorfor. For jeg ved det virkeligt ikke.

Min fars bibliotek indeholder også mærkværdigheder. Ikke mange, og ikke særligt mærkværdige, hvis man da har det mindste kendskab til min far. ”Das dach und sein handwerk”, må for udenforstående være en temmelig grinagtig titel. Men for min far en selvfølge. Halvdelen af hans professionelle liv har handlet om tage. Kristian Erslevs ”Historiske afhandlinger”, endnu en mærkværdighed. Men så igen, biblioteket på Statsskolen i Sønderborg solgte ud, de titler som ikke blev solgt, skulle brændes. Man brænder ikke bøger og min far tog en flyttekasse af interesse med hjem. Et historisk værk om Belgien? Min far boede, nøjagtigt som min mor og jeg, i Belgien de fire første år af mit liv, udsendt som handelsattaché i Antwerpen. Erma Bombeck? Min far var gift med min mor, hans livs eneste kærlighed, og har efter hendes død ikke skilt sig af med den del af biblioteket, der rettelig tilhører hende.

Der er en pointe ved ovenstående afsnit. Subtilt eller ej. Biblioteket fortæller nok noget om dine interesser og til dels dine læsevaner, men mærkværdighederne, de bøger som stikker af fra resten af samlingens umiddelbare relevans, fortæller hvem du er. Igen: Hjem uden bibliotek, uden antydningen af en personlig bogsamling, skræmmer mig. De mennesker der bor i disse hjem, vil altid, for mig, have en aura af noget uforklarligt og skæbnesvangert over sig.

Læs med i morgen, hvor jeg afslører min morfars hemmelighed og selv kryber til korset.

2 kommentarer:

Anne-Sofie sagde ...

Det godt, Lars. Rigtigt godt. Og jeg har også den der utryghed i hjem uden bøger. Gruk er gru.

blegansigt sagde ...

Ha-ha... Gruk er gru. Den vil jeg huske. De er bare grufulde, og det er vel egentligt ikke Piet Heins kyld.