JDS

”Don’t ever tell anybody anything. If you do, you start missing everybody.”

Ordene er Holden Caulfields, den sidste linie af The Catcher in the rye, af J.D. Salingers hovedværk. Jeg ved ikke om I kan sætte jer ind i dette. Salinger var ikke en ven, familie eller en bekendt. Jeg har aldrig mødt manden, det er der ikke mange der har, og da slet ikke i de sidste knap 50 år. Jeg har prøvet at skrive til hans forlægger, men har fejlet miserabelt da ordene har svigtet mig. Hvad skriver man til en mand der ikke vil have, at man skriver til ham?

Og sådan har jeg det nu. Ordene har forladt mig, for jeg prøver at skrive om en forfatter, den forfatter der udløste min umættelige læselyst og formåede at gøre mig identificerbar i forhold til en litteratur, jeg ikke anede fandtes, da jeg som16-årig første gang fik fat i en paperbackudgave af den daværende danske oversættelse af The Catcher in the rye, Forbandede Ungdom. Såmænd.

Jeg prøver at skrive om, men jeg skriver til. Om J.D. Salinger, til Holden Caulfield.

”If you really want to hear about it...”

Er den første linie i bogen. Og hvis I virkeligt vil høre om det, så stod bogen på en af utallige hylder i mine forældres enorme bibliotek i mit barndomshjem. Bøgerne stod, bogstaveligt talt, fra kælder til kvist – det gjorde de altså! Og jeg gad dem ikke. Gad ikke bøgerne, som mine forældre læste som gjaldt det livet. Jeg havde min fodbold, og det var vel sådan set det.

En dag tog jeg den ud, som jeg havde gjort med utallige bøger før den, af reolen og læste den første side uden at forvente, at det vil føre til andet end et skuldertræk, inden jeg ville sætte bogen tilbage på hylden.

”If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.”

Første punktum. Fuck! Hvad skete der med lille-Lars fra Als? Lige midt i liguster-fortet på stillevejen? Kunne det virkeligt passe, at mine forældre havde denne form for dynamit stående frit tilgængeligt? Og hvorfor havde de intet nævnt?

Bevidsthedsskred? På en eftermiddag? Kan noget så undseeligt som en paperback, uden foto, rød og blot titel og forfatternavnet påtrykt, ændre ens verdensopfattelse? På en eftermiddag?

Musikalsk var jeg gået fra tyske schlagere og Laban til Leonard Cohen på en eftermiddag(det var en fredag hvor min far kom hjem fra England og havde taget et bånd med Cohens Greatest Hits med hjem til mig – jeg var 12 – jeg så mig ikke tilbage) så hvorfor ikke også litteraturen? Musikken er jo fuld af tarvelige virkemidler som den gode litteratur er renset for, selvfølgeligt kan litteraturen påvirke i ligeså høj grad, blot ikke så ofte.

Litterært var jeg ved at gå fra ingenting, muligvis Bjarne Reuter, til J.D. Salinger på et sekund en ligeså undseelig eftermiddag. Bevidsthedsskred, er vist ordet.

Naturligvis havde mine forældre nævnt deres bøger for mig. Naturligvis havde de opfordret mig til at læse, evnen til det havde jeg jo. Lagt bøger på min seng som de mente at jeg kunne læse og som kunne give mig den der litterære oplevelse der vil åbne en ny verden for mig. Eller måske ville de bare gerne dele deres glæde for litteraturen med mig, uden drama. Men jeg var ikke bidt på.

”I’m the most terrific liar you’ll ever meet in you life”. Holden lyver ad helvede til. Holden lyver fordi han keder sig. Holden lyver fordi han ikke tør andet, for hvis han holder sig til virkeligheden, gennemskuer folk helt sikkert hvor banal han er og så... hvad så? Holden har det skrækkeligt, men det er ok. Hvorfor er der ingen der fortæller Holden, at det er okay?

Salinger gave sit sidste interview omkring 1980. Han sagde intet af interesse. Han har siden da skyet offentligheden i sjælden grad og blot isoleret sig i st hus i Corniche, New Hampshire. Hans bøger er sært lukkede og pointeløse, ved første glimt. Hans noveller i 9 stories har mere tjubang at byde på, men det indbyder formen jo også til. Hans romaner og noveller kredser for det meste om den amerikansk-jødiske Glass-familie. Det er sgu da godt nok en dysfunktionel familie, hvis der nogensinde har været en.

Holden stikker af. Render sin vej. Løber som bare fanden. Løber fra familien, fra skolen, fra kærligheden, fra Holden. Han slipper aldrig afgørende væk og må til sidst, ikke uden ærgrelse, men bestemt også med tilfredshed og en stikkende følelse af noget han ikke kender, men som er tryghed, konstatere at han ender med den sætning der står allerøverst i dette indlæg. Hvis du åbner dig, hvis du viser et andet menneske tillid, ja, så risikerer du alt. Og det kan sgu da ikke blive meget bedre for en 16-årig kærlighedssyg og identitsvrøvlende og vaklende lemmedasker i provinsen – kan det vel?

9 stories er en stærk samling af noveller, som anmeldere vil kalde uafrystelige. Hans romaner er anderledes snigende. Raise high the roofbeam, carpenters and Seymour: an introduction, Franny and Zooey og The catcher in rye er anderledes æteriske. Men alle med budskabet om den omklamrende, ulidelige familie, fællesskabets svøbe som er det uundgåelig element i et hvert menneskes tilværelse – ingen mand er en ø. Vænd jer til det!

Mange vil fortælle jer det samme som jeg. At Catcher in the rye fik dem til at læse, fik dem til at forstå litteratur, sågar måske ændrede deres liv.

Det er en skæbne mange bøger har lidt. Er startet som storartet litteratur og er endt som en sutteklud, som arvesølv i et forarmet klunkehjem af en provinsiel litteraturforståelse. Gymnasielæreren:”Den her SKAL du bare læse, den ændrede mit liv...” Løb som vinden! Læs den ikke!

Skæbne. J.D. blev syg og dårlig af at se sit kontrafej på bagsiden af Catcher. Han hadede pludseligt opmærksomheden, da han endeligt fik den. Han krævede, efter første udgaven, at få fjernet fotoet fra de følgende udgaver for stedse. Han ville ikke risikere at se sit eget fjogede smil i boghandelen, skulle han forvilde sig derind.

Han ville ikke genkendes. Ville ikke tale med nogen, ville leve et simpelt liv og man kan kun gætte på, at det er blevet sværere og sværere i takt med at pengene er tikket ind på bankbogen.

Skæbne. Alt det konspiratoriske ammestuevrøvl om mordet på John Lennon og alt det pis og lort, som uværgeligt forfølger bøger der får den mytiske kraft og position i kraft af deres nybrud og ummidelbare effekt på læseren. Mark David Chapman og John Hinckley Jr. og alle de andre frugtkurve, kunne højst sandsynligt ikke læse og havde vel brug for et hvilket som helst påskud til at skyde løs på kendte mennesker. ”Phony." Med Holdens ord.

Catcher ER hovedværket. Ikke 9 stories som mange ellers vil påstå, men en novellesamling kan ALDRIG være en romanforfatters hovedværk.

Catcher ER hovedværket, fordi den er frisk, den var nyskabende, den havde en Mark Twain’sk genkendelighed som tydeligt viste den amerikanske umiddelbarhed. En rasende fortællelyst opstået af hovedkarakterens, Holdens, ulyst. Et mirakel i 1. person ental.

Er den selvbiografisk? Er Holden J.D.? Who cares? Men hvis du virkeligt vil høre om det, så... nej. Holden er ikke J.D. Læs novellerne, specielt ”Tilegnet Esmé” hvis du vil have et indlæg til en nekrolog.

Skæbne. Den eftermiddag hjemme i ligusterkvarteret på Als, husker jeg som en lang summen. En summen af forventning, fra side til side, sidende på gulvet med ryggen op af en overfyldt bogreol. Men det var nok ikke sådan det foregik. Jeg satte vel blot bogen på plads igen, gik ud og legede med min fodbold i haven. Gang på gang var jeg vendt tilbage til reolen og havde taget bogen ud og læst den første side, eller måske bare de første 5 linier.

Skæbne. Men en dag tog jeg den ud og satte den ikke på plads igen. Lagde mig på sengen med den og læste den som, ja, som gjaldt det livet. Og det viste sig jo, at det gjorde det faktisk – ellers skrev jeg jo ikke dette indlæg, så mange år efter.

Til sidst, den oplagte spekulation: Hvad har han efterladt?

Kvinderne i hans liv, dem har der været et par stykker af, påstår at der står notesbog efter notesbog på hylderne i hans arbejdsværelse. Én af dem påstår sågar, at der ligger i hvert fald to færdige romaner i et pengeskab i samme arbejdsværelse. Men hvad fanden ved hun om det. Det er spekulationer alt sammen.

Det eneste der ikke er spekulation er, at The Catcher in the rye, er MIN litterære grundsten. Og at jeg håber, at der ligger minimum to romaner til endelig redigering på J.D.’s forlag inde i New York og bare venter på at ramme mit skrivebord - helst inde for en overskuelig fremtid.

Sådan skriver man til og om en mand, man ikke aner hvad man skal skrive til. Åbenbart.