tirsdag den 14. juli 2009

Altings bedrøvelighed på Hotel Problemski

Den sidste uges tid er gået med noget så sjældent i mit boglige liv som en genlæsning. Dimitri Verhulst er en, for de fleste danskere, komplet ukendt flamsk forfatter og journalist, som skriver om bunden af det belgiske samfund. En bund han selv er vokset op på som barn af en alkoholisk far og en depressiv mor. Gennem hele sin ungdom agerede han kastebold mellem diverse sociale foranstaltninger, anstalter og plejeforældre. Det lyder jo bare skide hyggeligt alt sammen.

Hans internationale gennembrud kom med romanen ”Hotel Problemski” fra 2003. Bogen foregår blandt illegale udlændinge på et belgisk asylcenter, hvor han selv indlogerede sig i gennem måneder for at samle historier fra de indsatte. Det blev til en krads samling historier hvor i Verhulst bruger de officielle skrivelser fra de belgiske integrationsmyndigheder og deres rædselsfulde, ufølsomme og fremmedgørende kancellisprog som ramme for de historier om menneskeligt og økonomisk armod som de indsatte fortæller ham.


Det er ikke læsning for børn eller sarte sjæle men et enestående og vægtigt indslag i debatten om Fort Europa og vores, de velstilledes, selvtilstrækkelighed.

Opfølgeren til Hotel Problemski på det danske marked blev ”Altings bedrøvelighed” fra 2006. En bittersød og vel nærmest ramsaltet historie om forfatterens egen opvækst i et elendigt belgisk hul defineret af ”finregn og brevduesport”. Og alkohol. Utrolige mængder alkohol. Den lille Dimitri vokser op hos sin farmor sammen med hans far og dennes brødre. De bliver alle skilt fra og smidt ud af deres respektive koner og kærester fra tid til anden og ender hos farmoren i et hus der bedst kan beskrives som en forfærdelig svinesti uden holdbare møbler. Her går dagene med at komme sig over tømmermændene så man kan begynde at drikke sig fra sans og samling igen om aftenen.


Dette giver anledningen til mange sørgmuntre historier fra Europas røvhul og mangen en bitter stikpille til de sociale myndigheder der sked på ham og de voksne mennesker der burde have været en konstant og en støtte i hans liv men som kun tog dem selv og deres misbrug seriøst. Det var ikke en lykkelig opvækst for lille Dimitri, men til gengæld er den genfortalt med en veloplagt bittersødme der ofte ender med at læseren griner højlydt – måske for ikke at komme til at græde.


Verhulst er ingen gudsbenådet forfatter. Han skriver en lille smule tungt og omstændigt og har en tendens til at forklare og forklare og forklare og understrege pointer til det urimelige. Til gengæld er han morsom. Hylende morsom og hjerteskærende ærlig. Og så har han det for en forfatter så vigtige karaktertræk, empati. Han kan helt uproblematisk sætte sig i sine karakterers sted, og det gør ham til meget mere end den utroværdige fortæller, der fikst blander fakta og fiktion for at nå sit mål, som han i øvrigt også er. Målet der må siges at være, den nøgne fortælling med tonstung social indignation om social fremmedgørelse og efterfølgende uundgåelig deroute. Mennesket reduceret til et journalnummer.


Hvorfor genlæsningen? I forbindelse med den skændige omgang rytterne i dette års Tour de France havde med det stolte bjerg Col du Tourmalet, kom jeg til at tænke på et kapitel i "Altings bedrøvelighed". En af Dimitris fordrukne onkler opfinder et druk-Tour de France, hvor man alt afhængig af distancen, stigningerne, spurterne etc. skal drikke så og så mange genstande af skiftende styrke, hver dag i tre uger, hviledagene eksklusive. Se det er opfindsomhed. Billedet af den hønefulde onkel i den prikkede bjergtrøje, svajende på en af husets vaklende stole foran aftensmaden står stærkt i erindringen. Dette gav mig lyst til at genlæse hele bogen og Hotel Problemski bagefter.

mandag den 13. juli 2009

I am not a man - I am Cantona...


Således sagde han og man tror på ham. Har netop set Ken Loach's "Looking for Eric" her til morgen. Når man som jeg er vokset op med Eric Cantona, er United-fan og dermed en lille smule skolepigefjollet med Le Roi himself, ja så var det jo en helt igennem dejlig måde at bruge sin formiddag på. Min anmeldelse af filmen står at læse i Oktober udgaven af KBH... Men indtil da vil jeg nøjes med at sige, at mere feelgood bliver Ken Loach næppe. Og så får I da også lige et billede af Ham der er hævet over banaliteter som godt og dårligt skuespil.

fredag den 3. juli 2009

Heavenly bastard in the sky

Jeg kan ikke stå for Guos sprog. Havde hun været komiker havde det været ren slapstick. Hermed få citater fra "20 fragments of a ravenous youth"

"She's no good, that girl. Much too individualistic."

"The routine of a small, desolate village can rule its inhabitants' lives more effectively than an imperial dynasty."

“People lived like insects, like worms, like slugs hanging on the door of the house.”

"My youth began when I was 21 … that's when I decided it began. That was when I started to think that all those shiny things in life – some of them might possibly be for me."

"I turned my sleepy eyes towards the window. There wasn't the slightest indication the sky was blue or the sun was shining. Heavenly Bastard in the Sky, why the hell would I want to get out of bed in a Beijing winter anyway?"

“I didn’t brush my teeth, in case precious body heat escaped out of my mouth.”

torsdag den 2. juli 2009

Statistens manuskript


Jeg er alt for gammel til den her bog. Indrømmet. ”20 fragments of a ravenous youth”. Xiaolu Guo. Jeg kan ikke læse om den moderne kinesiske kvinde på 20 der flytter til Beijing fra bondebøhland for at leve som statist i kinesiske 3. Rangs film.Om hendes familie, sweet-potato-bønderne, om hendes ekskærester, den jaloux kinesiske og den mystiske vesterlandske, Ben fra Boston. Jeg kan ikke leve mig ind under det bulede tapet i de mange fugtige, kakkerlakbefængte pislejligheder hun bor i og naboernes ubehaglige og nådesløse snagen i hendes privatliv.

Men jeg læste den alligevel. Og var slemt begejstret – fordi den er velskrevet og fordi Guo har vidunderlig distance til den modernitet der skal proppes ned i halsen på hende og hendes jævnaldrende storbykinesere. Når ens nærmeste familie har levet et liv som for 250 år siden, når det er det man selv er vokset op med, så bliver man enten kvalt af Beijing eller man begynder at spise af den. Ravenous. Skrupsulten, glubende. Med frådende appetit. Den har Guo, som romanen slet ikke handler om, men en kvinde ved navn Fenfang, men som er Guo, selvfølgelig, for længere holder distancen altså slet ikke.

Fenfang er statist. Hun spiller uforglemmelige roller som Kvinde venter på tog, Servitrice der keder sig eller Brud nummer 300 ved et bunkebryllup. Hun spiser statist mad og statist flirter med producerassistenter og lever et simpelt statistliv mens hun sveder sig igennem Beijings sommer og fryser sig igennem vinteren. Hun prøver mænd af, kortlægger dem, afmålt, og må indse, at der er en grund til at kinesisk ikke har et ord for romance. De siger Lo Man, bruger det engelske ord med frygtelig accent. De har været socialiseret så længe at noget så individuelt et begreb som romance, kærlighed til andet end fædrelandet og den alfaderlige er ligegyldigt og et sprog ingen taler.

Jeg er for gammel til denne bog. Denne hurtigt læste, hurtigt spiste lille lækkerbisken bestående af tyve snapshots, i øvrigt forfatterens egne fotos der ledsager kapitlerne, snapshots’ene, krummerne fra en mægtig buffet af veltillavet, uforfalsket, ærligt overskud. Jeg er gammel fordi, jeg godt vil kunne mærke det jeg engang kunne mærke da jeg var ny i Beijing, nys tilflyttet fra en bondepismøgby, men ikke kan det. Jeg kan kun dårligt fornemme rastløshedens altafgørende ligegyldighed og kun svært flytbare tilstedeværelse gennem Guos optik og fingre der berører tasterne og bliver til Fenfang i Beijing. Men det er nok, alt rigeligt. Et kort, umærkeligt pust fra dengang er næsten mere end jeg behøver.

I midten af bogen er trykt et kort filmmanuskript. Fenfang har skrevet det. Det indgår som en del af historien. Og jeg gider ikke skulle læse et manuskript midt inde i en roman, fragmenteret eller ej. Jeg gider ikke skulle forholde mig til en anden form en historiens oprindelige, fragmenteret eller ej. Manuskriptet handler om massemennesket. Poe kommer til sin ret midt i Beijing, opløst i modernitetens slipstrøm. Tennessee Williams ligeså.

I midten af bogen er trykt et manuskript, som man læser med glubende appetit, formen spiller ingen rolle, ligesom fragmenterne heller ikke gør det. Andet end, at det gør litteraturen appetitlig, manuskriptet levende. Manuskriptet der er Guos, er Fenfangs, er mit og dit.

Det var et manuskript, skrevet, læst og spillet et utal af gange før min fortolkning af det, fra Beijing til København og tilbage igen. Identitet. Og det var vores engang. I snapshots. Fra Beijing til København og tilbage igen.