Var han morsom?
I et brev til langdistancekæresten Felice Bauer i Berlin skrev Kafka "I can laugh, Felice, don't doubt that. I'm even known for my propensity to laugh."
Ved ovenstående kommer jeg automatisk til at tænke på Monty Pythons major, i skikkelse af nu afdøde Graham Chapman, der i fuld uniform og piben i den stramme mund siger "Nobody likes a good laugh more than I - except my wife of course".
Faktisk havde jeg ved læsning af "Kafka og kontoret - tekster om og af forsikringsmanden Franz Kafka", ofte Graham Chapmans major i tankerne. Teksterne er oversat af Villy Sørensen og denne har også skrevet et lille forord, udgivelsen står Vandkunsten for. Bogen giver et ultrakort og ganske præcist indblik i det skisma Kafka stod i hver eneste dag, kontoret overfor forfattergerningen. Og hvordan dette skisma gav anledning til megen frustration som kun latteren og humoren kunne hjælpe ham i gennem. Samtidig giver det indtryk af forholdet til Felice.
Der er ingen tvivl om at han, som utallige forfattere før og efter ham, fandt disse to yderpunkter i hans liv, brødet og kunsten, ganske uforenelige. Men der er heller ingen tvivl om, at disse to yderpunkter, var alt han havde og dermed en evig inspiration i hans forfatterskab. Man skal ikke have læst mange kapitler i eksempelvis "Processen" for at se dette ganske tydeligt.
At der ikke var plads til ret meget andet end Kafka selv i mellem disse yderpunkter, står klart efter at have læst med på brevene til Felice. En langdistancekæreste var der i hvert fald ikke plads til. Brevene bærer præg af, at være én lang undskyldning for sig selv og sin egen uformåen i forholdet til Felice. Deres få korte møder er præget af frustration og tristesse og to gange ophæver han sågar forlovelsen med hende. Det ender da, som vi jo ved, også med at Kafka dør mutters alene på et tuberkulosesanatorium. Felice gifter sig med en købmand og bliver, og det ved jeg virkeligt ikke en skid om, en lykkelig gift kone med børn, hund og römertopf.
I løbet af deres forhold skriver han alenlange breve til hende, gerne dagligt, som mest af alt tager karakter af indre monologer over hans egne fortræffeligheder og fortrædeligheder, gerne i et, med personlig stil tillempet, kancellisprog som må have været et sandt mareridt for den små Felice at tygge sig igennem. Samtidig følte han sig ganske forsmået hvis ikke hun skrev tilbage til ham samme dag - Og du godeste da, for et skvat!
Et af brevene, som egentlig skrives af ham for at bevise hans tilbøjeligheder til en sund latter, er en enerverende lang beskrivelse af hvordan han, under en tale afholdt af den nye direktør for den Bøhmiske Forsikrings anstalt hvori han er ansat som koncipist, kæmper for at holde latteren tilbage da situationen pludseligt forekommer ham grotesk og lattervækkende. Igennem hele den lange tale, krymper han sig som en galning og sprutter indeklemt for ikke at bryde ud i upassende skoggerlatter da talens indhold ingenlunde lægger op til dette. Det beskrives malende og med slet skjult fryd, hvorledes kollegaer prøver at dæmpe ham og ser på ham som om han er vanvittig. Direktøren selv, som med Kafkas ord er en verdensmand og vant til sin del pøbelopførsel fra folket, lader sig ikke mærke med Kafkas udbrud, hvorved det får undertegnede til at konkludere, at så var det vist heller ikke værre, var det det, hva' Franz? Det var sgu nok ret meget i dit helt eget hoved, i din helt egen verden, at den undertrykte latterkrampe var så opsigtsvækkende. For alle andre omkring dig har det nok blot taget udtryk af en pludseligt, let generende lændekrampe i din svagelige krop.
Nuvel. Kafka prøver således, efter bedste evne, at imponere Felice, der må siges at være en meget tålmodig kvinde.
I det hele taget står brevene til Felice og teksterne af forsikringsmanden Franz Kafka, der er blandt andet trykt et meget, ufrivilligt, morsomt brev med ønske om lønforhøjelse til anstaltens ledelse, i umiddelbar kontrast til den kraftfulde, spiddende prosa som vi kender fra bla. Processen, Metamorphosis og Amerika. Prosa som indeholder hele det enkelte individs kyniske, selvindsigtsfulde, straffende eksistens i det altoverskyggende, evigt pumpende maskineris velsmurte tandhjul. Og så alligevel: Den klare sammenhæng mellem Kafkas eget professionelle liv som koncipist, lille-bitte menneske i et mægtig apparats kontorlandskab, hvor i mennesket degraderes til journalnumre og pinedød skal passe i den til lejligheden af staten byggede kasse.
Således også som en hund i det spil kegler der er parforholdet. Han forventes at være sådan og sådan - som den kavaler tiden nu foreskrev man skulle være. Men hvordan være dette, når ens inderste stred i mod alt konformt, alt tilrettelagt, alt forventeligt.
Kafka var ikke et skavt. Kafka var en ueffen kavaler, en plaget koncipist og forsikringsmand og ved gud, og på trods af dette og muligvis derfor, en af de største forfattere verden har set. Hans tekster, hvad end det er breve til Felice, skrivelser i sit forsikringsvirke, eller mesterværkerne der fylder hans alt for korte forfatterskab, står lysende rene og kraftfulde tilbage. Men det er min påstand, at han, lige meget hvor meget han så prøver at overbevise Felice om det modsatte, ikke er humorist.
”Nobody likes a good laugh more than I…”
I et brev til langdistancekæresten Felice Bauer i Berlin skrev Kafka "I can laugh, Felice, don't doubt that. I'm even known for my propensity to laugh."
Ved ovenstående kommer jeg automatisk til at tænke på Monty Pythons major, i skikkelse af nu afdøde Graham Chapman, der i fuld uniform og piben i den stramme mund siger "Nobody likes a good laugh more than I - except my wife of course".
Faktisk havde jeg ved læsning af "Kafka og kontoret - tekster om og af forsikringsmanden Franz Kafka", ofte Graham Chapmans major i tankerne. Teksterne er oversat af Villy Sørensen og denne har også skrevet et lille forord, udgivelsen står Vandkunsten for. Bogen giver et ultrakort og ganske præcist indblik i det skisma Kafka stod i hver eneste dag, kontoret overfor forfattergerningen. Og hvordan dette skisma gav anledning til megen frustration som kun latteren og humoren kunne hjælpe ham i gennem. Samtidig giver det indtryk af forholdet til Felice.
Der er ingen tvivl om at han, som utallige forfattere før og efter ham, fandt disse to yderpunkter i hans liv, brødet og kunsten, ganske uforenelige. Men der er heller ingen tvivl om, at disse to yderpunkter, var alt han havde og dermed en evig inspiration i hans forfatterskab. Man skal ikke have læst mange kapitler i eksempelvis "Processen" for at se dette ganske tydeligt.
At der ikke var plads til ret meget andet end Kafka selv i mellem disse yderpunkter, står klart efter at have læst med på brevene til Felice. En langdistancekæreste var der i hvert fald ikke plads til. Brevene bærer præg af, at være én lang undskyldning for sig selv og sin egen uformåen i forholdet til Felice. Deres få korte møder er præget af frustration og tristesse og to gange ophæver han sågar forlovelsen med hende. Det ender da, som vi jo ved, også med at Kafka dør mutters alene på et tuberkulosesanatorium. Felice gifter sig med en købmand og bliver, og det ved jeg virkeligt ikke en skid om, en lykkelig gift kone med børn, hund og römertopf.
I løbet af deres forhold skriver han alenlange breve til hende, gerne dagligt, som mest af alt tager karakter af indre monologer over hans egne fortræffeligheder og fortrædeligheder, gerne i et, med personlig stil tillempet, kancellisprog som må have været et sandt mareridt for den små Felice at tygge sig igennem. Samtidig følte han sig ganske forsmået hvis ikke hun skrev tilbage til ham samme dag - Og du godeste da, for et skvat!
Et af brevene, som egentlig skrives af ham for at bevise hans tilbøjeligheder til en sund latter, er en enerverende lang beskrivelse af hvordan han, under en tale afholdt af den nye direktør for den Bøhmiske Forsikrings anstalt hvori han er ansat som koncipist, kæmper for at holde latteren tilbage da situationen pludseligt forekommer ham grotesk og lattervækkende. Igennem hele den lange tale, krymper han sig som en galning og sprutter indeklemt for ikke at bryde ud i upassende skoggerlatter da talens indhold ingenlunde lægger op til dette. Det beskrives malende og med slet skjult fryd, hvorledes kollegaer prøver at dæmpe ham og ser på ham som om han er vanvittig. Direktøren selv, som med Kafkas ord er en verdensmand og vant til sin del pøbelopførsel fra folket, lader sig ikke mærke med Kafkas udbrud, hvorved det får undertegnede til at konkludere, at så var det vist heller ikke værre, var det det, hva' Franz? Det var sgu nok ret meget i dit helt eget hoved, i din helt egen verden, at den undertrykte latterkrampe var så opsigtsvækkende. For alle andre omkring dig har det nok blot taget udtryk af en pludseligt, let generende lændekrampe i din svagelige krop.
Nuvel. Kafka prøver således, efter bedste evne, at imponere Felice, der må siges at være en meget tålmodig kvinde.
I det hele taget står brevene til Felice og teksterne af forsikringsmanden Franz Kafka, der er blandt andet trykt et meget, ufrivilligt, morsomt brev med ønske om lønforhøjelse til anstaltens ledelse, i umiddelbar kontrast til den kraftfulde, spiddende prosa som vi kender fra bla. Processen, Metamorphosis og Amerika. Prosa som indeholder hele det enkelte individs kyniske, selvindsigtsfulde, straffende eksistens i det altoverskyggende, evigt pumpende maskineris velsmurte tandhjul. Og så alligevel: Den klare sammenhæng mellem Kafkas eget professionelle liv som koncipist, lille-bitte menneske i et mægtig apparats kontorlandskab, hvor i mennesket degraderes til journalnumre og pinedød skal passe i den til lejligheden af staten byggede kasse.
Således også som en hund i det spil kegler der er parforholdet. Han forventes at være sådan og sådan - som den kavaler tiden nu foreskrev man skulle være. Men hvordan være dette, når ens inderste stred i mod alt konformt, alt tilrettelagt, alt forventeligt.
Kafka var ikke et skavt. Kafka var en ueffen kavaler, en plaget koncipist og forsikringsmand og ved gud, og på trods af dette og muligvis derfor, en af de største forfattere verden har set. Hans tekster, hvad end det er breve til Felice, skrivelser i sit forsikringsvirke, eller mesterværkerne der fylder hans alt for korte forfatterskab, står lysende rene og kraftfulde tilbage. Men det er min påstand, at han, lige meget hvor meget han så prøver at overbevise Felice om det modsatte, ikke er humorist.
”Nobody likes a good laugh more than I…”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar