IV
Min mor var meget alene. Jeg var naturligvis til stede ind i mellem, men min far var fraværende i lange perioder. Sjældent mere end en uge ad gangen dog, men jeg mener at kunne huske, at have hørt antallet 200 rejsedage om året nævnt. Derfor må man sige, at min mor var meget alene. Om hun følte sig alene skal være usagt. Der er ingen tvivl om, at min mor brugte skønlitteraturen som ledsager ved mangen en ensom aften hjemme i Høruphav. Hun ville hellere læse end at se TV. Hun var bestemt udadvendt og meget social, havde mange venner og interesser uden for hjemmets fire vægge, men jeg tror at hun prioriterede alenetiden med litteraturen frem for så meget andet. Selv når hun kom sent hjem fra kunstakademiet eller fra gymnastikken eller Sor-optimisterne, skulle hun nå x-antal sider i den bog, som hun nu var i gang med. Hvis vi havde været ude hos nogen om aftenen og var på vej hjem, kan jeg huske vendingen: ”Vi kan lige nå hjem og læse et par sider.” Som om det betød forskellen mellem en god og en rigtig god dag, eller sågar en dårlig og en god dag.
Min mor og far elskede fald-på-halen-komik. Helst i form af tegneserier. Garfield og Basserne tændte det i 80’erne. Det var en kilde til evig undren i vores omganskreds. Mine forældre formeligt hulkede af grin over førnævnte slagfærdige hankat og hans terrorisering af en ualmindeligt svagtbegavet hund ved navn Futte. De lå brak efter krampegrin over Mort Walkers korte strips om de gæve værnepligtiges trakasserier med Løjtnant Pjok og S’janten og alle de andre. Under min seng i barndomsværelset ligger en af Danmark største og mest komplette samlinger af Mort Walker på dansk. Min far læser dem ikke længere, nu læser han Fæhunden og Erling. Og ind i mellem, og hele tiden som en stadig hvid støj af begavet komik, Charles M. Schulz’ Radisserne og Reg Smythes ”Andy Capp”. Mere end én gang har jeg set vore gæster ryste mildt på hovedet og smile overbærende når mine forældre genfortalte en strip og grinede umådeholdent bagefter. Jeg har ikke helt samme forhold til tegneserierne længere, men læser dem når jeg er hjemme. For dét kalder jeg stadig mit barndomshjem.
I gymnasiet mødte jeg Jens. Han var en dansk- og engelsklærer med et hav af idéer om hvad litteratur også var. Han introducerede mig for journalistik og lærte mig at åbne øjnene for medier man på forhånd ville afskrive som lødige eksponenter for litteraturen. En gang måtte han stå skoleret for rektor efter at have kopieret og omdelt en artikel fra Playboy til en rigid flok bonderøve han underviste i engelsk. Jens gjorde min fars bibliotek endnu mere tilgængeligt for mig og fik det til at vokse i min anseelse. Jeg har stadig kontakt med Jens, og det bør man have med folk der har påvirket én afgørende og positivt. Måske fordi man syntes, at det skylder man dem, eller måske fordi man inderst inde håber på, at de også i fremtiden kan påvirke én afgørende.
På mit barneværelse står bøgerne dobbelt på den gamle Montanareol, der fylder hele væggen. På mit teenageværelse står et væld af paperbacks. Nogle nye, andre 50 år gamle. Vi har aldrig været bange for paperbacks i min familie. Jeg har en nedarvet kærlighed til dette, blandt bibliofile, så forkætrede medie, og den udgør en vægtigt del af bibliotekets samlede tonnage. Min far slæbte paperbacks med hjem fra sine mange udenlandsrejser. Han rejste altid i bil eller med tog, aldrig med fly. Men selvom han tog bilen, havde han stadig god brug for litteraturen til de mange aftener på diverse hotelværelser rundt omkring i Europa. Jeg kunne sikkert skrive, at også min far var meget alene. Det var han. Men som min mor havde også han litteraturen som følgesvend i de år, hvor de var meget adskilte. Og litteraturen, den havde de jo tilfælles.
I har nok gættet, at der er en grund til disse skriverier.. Jeg er flov over at indrømme at grunden er delvist sentimental. Mit barndomshjem er sat til salg. Min far vil flytte. Det er ikke godt at vide hvor meget af biblioteket, der flytter med og hvor meget, der spredes for alle vinde. Men jeg kender min far, og ved at han nødigt skiller sig af med de vigtige titler. Og de vigtige, det er de definerende og de definerende, det er de læste. Alle de titler der har gjort min far til den han er i dag, Et vidunderligt, umådeligt vidende og intellektuelt gavmildt menneske. Han deler. Nøjagtigt som hans bibliotek gør det. Mit barndomshjem var ikke stort, men mulighederne var det. Og Udsynet. Takket være min fars bibliotek.
Nu flytter han til Nørrebro, så snart det kan lade sig gøre. Hvem ved? Måske får biblioteket også en ny start, et par nye brugere, når hans børnebørn bliver gamle nok til at tage hul på det. De starter nok med Tintin. Og Lucky Luke’erne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar