Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

III

I Stuen står, blandt meget andet, de nye bøger. Ikke nødvendigvis dem med den nyeste udgivelsesdato, men dem min far har anskaffet sig senest. De står i en række øverst på et lavt reolsæt, med de seneste tilkomne yderst til venstre. Rækken fylder, alt efter størrelse, min fars momentane læsehastighed og anskaffelsestempo mellem 2 og 4 meter. På de lave hylder under disse, fortsætter biblioteket, meter efter meter, og omkranser selve epicenteret i min fars bibliotek: Lænestolen. Den brune lænestol med de slidte armlæn som skumgummiet stikker ud af. Han har lagt servietter over armlænene, for ikke at slide yderligere på dem. Her sidder han et utal af timer hver eneste måned og læser, hører musik og blunder. Gerne det hele på én gang. Stolen er 40 år gammel, og jeg har et foto af mig selv i den, vandkæmmet og 4 år gammel. Fotoet er taget i vores gamle lejlighed i Antwerpen. Der er ingen tvivl om, at hvis min mor havde været i live i dag, så var den stol røget ud for længst.

Men min mor er ikke længere i live, og det ville være rigtigt at berette lidt om hende som læser på dette tidspunkt. Men lad mig starte med min mormor, som også var læser. Hun læste, helst bloddryppende krimier, frem til sin død som 87-årig for få måneder siden. Min morfar var Færing og en håndens mand. Han læste ikke meget, havde ikke mange kulturelle interesser, om end min mor fandt ud af, efter hans død, at han kunne spille både klaver og orgel, og havde gjort sidstnævnte i den lokale kirke på Suderøy, hvor han var vokset op. Min mor havde aldrig hørt ham spille en tone på noget instrument nogensinde. Lysten til litteraturen, hvis en sådan er nedarvet og det tror jeg den er, har altså også afsender hos min mormor. Min mor læste også vidt og bredt. Min far og hende havde blandt andet krimierne som fælles lidenskab, og jeg husker ikke, at hun på noget tidspunkt ikke har haft gang i en krimi også. For både min mor og far kunne læse flere bøger ad gangen, noget min far stadig praktiserer. Der er ingen tvivl om, at det righoldige udvalg af moderne kvindelige forfattere i min fars bibliotek skal tilskrives min mor. Min far har ikke læst Wassmo eller Byatt. Til gengæld har han læst Lagerlöff. Jeg har læst dem alle tre og vil til enhver tid foretrække sidstnævnte.

Min fars historie er meget lig min mors. I hans barndomshjem var det blot hans far, min farfar, Gartneren på Godthåbsvej i Herning, der læste. Min farmor læste ikke andet end Jyllandsposten, det gjorde hun så til gengæld hver dag indtil den dag, hvor hendes hjerne stod af langt op i hendes 80’ere. Min farfar tog ofte min far med på biblioteket, og Frk. Busk på Herning bibliotek lod tidligt min far låne i voksenafdelingen. Min farfar læste Hakon Mielche, Jens Bjerre, Jørgen Bitsch og deslige. Min far, hvis læselyst blev vakt, nøjagtigt som min, af tegneserier, i hans tilfælde Ridder Rap i Jyllandsposten og seriebladet Kong Kylie, som blandt meget andet, indeholdte historierne om Hopalong Cassidy, lånte alle de klassiske ungdomsbøger: ”Jan”- og ”Flemming”-bøgerne, ”Robin Hood”, ”Børnene i Nyskoven”, ”Frændeløs”, ”OTA-solgrynbøgerne” osv. Min faster læste dengang ikke meget, og var mestendels bare irriteret over hendes kedelige storebror, som altid, næsten, sad med næsen i bøgerne i stedet for at lege med hende.

Skoven af titler til trods, var jeg ikke meget læsende i min barndom og tidlige ungdom. Jeg holdt mig til tegneserierne og i en håndevending Bjarne Reuter, og så den del af børne- og ungdomslitteraturen, der kredsede om fodbold. Jeg husker blandt andre en serie der vist hed ”Jim og United”-bøgerne. Historien, som jeg har fortalt til hudløshed, om hvordan Salingers ”Catcher in the rye” vakte min læselyst for alvor, er kun en halv sandhed. Titler som ”Lev stærkt dø ung”, ”Martin og Victoria” og så et utal af slibrige og litterært yderst tvivlsomme noveller i ugebladet Hjemmet, læst i de lange sommerferier i min mormor og morfars sommerhus på Mols, har nok i ligeså høj grad, og noget tidligere end Salingers angreb på min litterære bevidsthed, været med til at forme mig som læser. Men langsomt, langsomt sneg mine forældres læselyst sig ind på mig. Først som et irritationsmoment, ikke over deres læselyst, men mere over min egen manglende ditto, sidenhen som den ustyrlige lyst efter at vende side på side så hurtigt som muligt, således at man kan begynde på en ny bog – så hurtigt som muligt. Junkie.

Læs fjerde og sidste afsnit om mon fars bibliotek i morgen, hvor i jeg kredser om forskellen på en god og en dårlig dag, om folk der påvirker én afgørende og om den sentimentale og helt ærlige årsag til dette essay.