Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

IV

Min mor var meget alene. Jeg var naturligvis til stede ind i mellem, men min far var fraværende i lange perioder. Sjældent mere end en uge ad gangen dog, men jeg mener at kunne huske, at have hørt antallet 200 rejsedage om året nævnt. Derfor må man sige, at min mor var meget alene. Om hun følte sig alene skal være usagt. Der er ingen tvivl om, at min mor brugte skønlitteraturen som ledsager ved mangen en ensom aften hjemme i Høruphav. Hun ville hellere læse end at se TV. Hun var bestemt udadvendt og meget social, havde mange venner og interesser uden for hjemmets fire vægge, men jeg tror at hun prioriterede alenetiden med litteraturen frem for så meget andet. Selv når hun kom sent hjem fra kunstakademiet eller fra gymnastikken eller Sor-optimisterne, skulle hun nå x-antal sider i den bog, som hun nu var i gang med. Hvis vi havde været ude hos nogen om aftenen og var på vej hjem, kan jeg huske vendingen: ”Vi kan lige nå hjem og læse et par sider.” Som om det betød forskellen mellem en god og en rigtig god dag, eller sågar en dårlig og en god dag.

Min mor og far elskede fald-på-halen-komik. Helst i form af tegneserier. Garfield og Basserne tændte det i 80’erne. Det var en kilde til evig undren i vores omganskreds. Mine forældre formeligt hulkede af grin over førnævnte slagfærdige hankat og hans terrorisering af en ualmindeligt svagtbegavet hund ved navn Futte. De lå brak efter krampegrin over Mort Walkers korte strips om de gæve værnepligtiges trakasserier med Løjtnant Pjok og S’janten og alle de andre. Under min seng i barndomsværelset ligger en af Danmark største og mest komplette samlinger af Mort Walker på dansk. Min far læser dem ikke længere, nu læser han Fæhunden og Erling. Og ind i mellem, og hele tiden som en stadig hvid støj af begavet komik, Charles M. Schulz’ Radisserne og Reg Smythes ”Andy Capp”. Mere end én gang har jeg set vore gæster ryste mildt på hovedet og smile overbærende når mine forældre genfortalte en strip og grinede umådeholdent bagefter. Jeg har ikke helt samme forhold til tegneserierne længere, men læser dem når jeg er hjemme. For dét kalder jeg stadig mit barndomshjem.

I gymnasiet mødte jeg Jens. Han var en dansk- og engelsklærer med et hav af idéer om hvad litteratur også var. Han introducerede mig for journalistik og lærte mig at åbne øjnene for medier man på forhånd ville afskrive som lødige eksponenter for litteraturen. En gang måtte han stå skoleret for rektor efter at have kopieret og omdelt en artikel fra Playboy til en rigid flok bonderøve han underviste i engelsk. Jens gjorde min fars bibliotek endnu mere tilgængeligt for mig og fik det til at vokse i min anseelse. Jeg har stadig kontakt med Jens, og det bør man have med folk der har påvirket én afgørende og positivt. Måske fordi man syntes, at det skylder man dem, eller måske fordi man inderst inde håber på, at de også i fremtiden kan påvirke én afgørende.

På mit barneværelse står bøgerne dobbelt på den gamle Montanareol, der fylder hele væggen. På mit teenageværelse står et væld af paperbacks. Nogle nye, andre 50 år gamle. Vi har aldrig været bange for paperbacks i min familie. Jeg har en nedarvet kærlighed til dette, blandt bibliofile, så forkætrede medie, og den udgør en vægtigt del af bibliotekets samlede tonnage. Min far slæbte paperbacks med hjem fra sine mange udenlandsrejser. Han rejste altid i bil eller med tog, aldrig med fly. Men selvom han tog bilen, havde han stadig god brug for litteraturen til de mange aftener på diverse hotelværelser rundt omkring i Europa. Jeg kunne sikkert skrive, at også min far var meget alene. Det var han. Men som min mor havde også han litteraturen som følgesvend i de år, hvor de var meget adskilte. Og litteraturen, den havde de jo tilfælles.

I har nok gættet, at der er en grund til disse skriverier.. Jeg er flov over at indrømme at grunden er delvist sentimental. Mit barndomshjem er sat til salg. Min far vil flytte. Det er ikke godt at vide hvor meget af biblioteket, der flytter med og hvor meget, der spredes for alle vinde. Men jeg kender min far, og ved at han nødigt skiller sig af med de vigtige titler. Og de vigtige, det er de definerende og de definerende, det er de læste. Alle de titler der har gjort min far til den han er i dag, Et vidunderligt, umådeligt vidende og intellektuelt gavmildt menneske. Han deler. Nøjagtigt som hans bibliotek gør det. Mit barndomshjem var ikke stort, men mulighederne var det. Og Udsynet. Takket være min fars bibliotek.

Nu flytter han til Nørrebro, så snart det kan lade sig gøre. Hvem ved? Måske får biblioteket også en ny start, et par nye brugere, når hans børnebørn bliver gamle nok til at tage hul på det. De starter nok med Tintin. Og Lucky Luke’erne.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

III

I Stuen står, blandt meget andet, de nye bøger. Ikke nødvendigvis dem med den nyeste udgivelsesdato, men dem min far har anskaffet sig senest. De står i en række øverst på et lavt reolsæt, med de seneste tilkomne yderst til venstre. Rækken fylder, alt efter størrelse, min fars momentane læsehastighed og anskaffelsestempo mellem 2 og 4 meter. På de lave hylder under disse, fortsætter biblioteket, meter efter meter, og omkranser selve epicenteret i min fars bibliotek: Lænestolen. Den brune lænestol med de slidte armlæn som skumgummiet stikker ud af. Han har lagt servietter over armlænene, for ikke at slide yderligere på dem. Her sidder han et utal af timer hver eneste måned og læser, hører musik og blunder. Gerne det hele på én gang. Stolen er 40 år gammel, og jeg har et foto af mig selv i den, vandkæmmet og 4 år gammel. Fotoet er taget i vores gamle lejlighed i Antwerpen. Der er ingen tvivl om, at hvis min mor havde været i live i dag, så var den stol røget ud for længst.

Men min mor er ikke længere i live, og det ville være rigtigt at berette lidt om hende som læser på dette tidspunkt. Men lad mig starte med min mormor, som også var læser. Hun læste, helst bloddryppende krimier, frem til sin død som 87-årig for få måneder siden. Min morfar var Færing og en håndens mand. Han læste ikke meget, havde ikke mange kulturelle interesser, om end min mor fandt ud af, efter hans død, at han kunne spille både klaver og orgel, og havde gjort sidstnævnte i den lokale kirke på Suderøy, hvor han var vokset op. Min mor havde aldrig hørt ham spille en tone på noget instrument nogensinde. Lysten til litteraturen, hvis en sådan er nedarvet og det tror jeg den er, har altså også afsender hos min mormor. Min mor læste også vidt og bredt. Min far og hende havde blandt andet krimierne som fælles lidenskab, og jeg husker ikke, at hun på noget tidspunkt ikke har haft gang i en krimi også. For både min mor og far kunne læse flere bøger ad gangen, noget min far stadig praktiserer. Der er ingen tvivl om, at det righoldige udvalg af moderne kvindelige forfattere i min fars bibliotek skal tilskrives min mor. Min far har ikke læst Wassmo eller Byatt. Til gengæld har han læst Lagerlöff. Jeg har læst dem alle tre og vil til enhver tid foretrække sidstnævnte.

Min fars historie er meget lig min mors. I hans barndomshjem var det blot hans far, min farfar, Gartneren på Godthåbsvej i Herning, der læste. Min farmor læste ikke andet end Jyllandsposten, det gjorde hun så til gengæld hver dag indtil den dag, hvor hendes hjerne stod af langt op i hendes 80’ere. Min farfar tog ofte min far med på biblioteket, og Frk. Busk på Herning bibliotek lod tidligt min far låne i voksenafdelingen. Min farfar læste Hakon Mielche, Jens Bjerre, Jørgen Bitsch og deslige. Min far, hvis læselyst blev vakt, nøjagtigt som min, af tegneserier, i hans tilfælde Ridder Rap i Jyllandsposten og seriebladet Kong Kylie, som blandt meget andet, indeholdte historierne om Hopalong Cassidy, lånte alle de klassiske ungdomsbøger: ”Jan”- og ”Flemming”-bøgerne, ”Robin Hood”, ”Børnene i Nyskoven”, ”Frændeløs”, ”OTA-solgrynbøgerne” osv. Min faster læste dengang ikke meget, og var mestendels bare irriteret over hendes kedelige storebror, som altid, næsten, sad med næsen i bøgerne i stedet for at lege med hende.

Skoven af titler til trods, var jeg ikke meget læsende i min barndom og tidlige ungdom. Jeg holdt mig til tegneserierne og i en håndevending Bjarne Reuter, og så den del af børne- og ungdomslitteraturen, der kredsede om fodbold. Jeg husker blandt andre en serie der vist hed ”Jim og United”-bøgerne. Historien, som jeg har fortalt til hudløshed, om hvordan Salingers ”Catcher in the rye” vakte min læselyst for alvor, er kun en halv sandhed. Titler som ”Lev stærkt dø ung”, ”Martin og Victoria” og så et utal af slibrige og litterært yderst tvivlsomme noveller i ugebladet Hjemmet, læst i de lange sommerferier i min mormor og morfars sommerhus på Mols, har nok i ligeså høj grad, og noget tidligere end Salingers angreb på min litterære bevidsthed, været med til at forme mig som læser. Men langsomt, langsomt sneg mine forældres læselyst sig ind på mig. Først som et irritationsmoment, ikke over deres læselyst, men mere over min egen manglende ditto, sidenhen som den ustyrlige lyst efter at vende side på side så hurtigt som muligt, således at man kan begynde på en ny bog – så hurtigt som muligt. Junkie.

Læs fjerde og sidste afsnit om mon fars bibliotek i morgen, hvor i jeg kredser om forskellen på en god og en dårlig dag, om folk der påvirker én afgørende og om den sentimentale og helt ærlige årsag til dette essay.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

II

Når man er en lille dreng, hvis far rejser meget, så sover man i sin fars seng, ved siden af sin mor. Hvis man altså får lov. Den følelse af tryghed fra aftenerne i min fars seng sidder dybt i mig, og den følelse er der intet, der længere kan vække i mig. Ikke at jeg ikke føler mig tryg andre steder, jeg har jo trods alt været flyttet hjemmefra i op til flere år nu, men den specifikke følelse, som kun kan betegnes som grundlæggende tryghed, her kan intet nå mig, moders skød, livmoderen, kan ikke genskabes. Men jeg kan fremprovokere en flig af den via titler. De titler der prydede væggen i min mor og fars soveværelse, og som jeg læste om og om igen, mens jeg lå og burde have været ved at falde i søvn, men lod tankerne vandre til umulige steder og situationer, hvor jeg, til krads forskel fra virkeligheden, var herre over situationen, den bedste til fodbold og ham, som den smukke Lotte fra Skovhøj ville være kæreste med. Selvom, at hun var to år ældre:

”Juggernaut”. ”Sea Leopard”. ”Berlin Game”. ”Mexico Set”. ”London Match”. ”Raise the Titanic!”. ”Death of an expert witness”. ”Polar star”. ”Soldier No More”. ”Roseanna”. ”Watership Down”. ”Yesterdays Spy”. ”The Rise and Fall of the Russian Empire”. ”Tomorrows Ghost”. ”Burmese Days”.

Utryghed var naturligvis meget og andet i en ganske almindelig opvækst som min. Men utryghed var blandt andet at komme i et hjem uden bøger. Bevares, det er sket mange gange, uden at jeg af den grund er flygtet i panik. Men mindet om første gang, jeg var i et hjem uden bøger står stærkt. Mine forældres venner boede i et stort hus. Alle gæsterne skulle sove i kælderen. Jeg sov i et rum med én boghylde. En. Og da jeg så den, blev jeg pludseligt grufuldt klar over, at jeg i løbet af dagen ikke havde set andre bøger i hele det store hus, og, at dette jeg lå og så på netop nu, den tryghed jeg lå og spejdede efter, dette pauvre udvalg, der mestendels bestod af Hvem-Hvad-Hvor fra en håndfuld år, et par bogklubudgaver af Jørn Riels skrøner og en enkelt Piet Hein samling, var familiens bibliotek. Gru. Søvnløs nat. En byge af spørgsmål til mine forældre den næste dag. Spørgsmål, som mine forældre ikke kunne besvare med meget andet end, at der er forskel på folk, og at det måtte disse venner jo selv om. I dag forstår jeg dem sådan set godt, jeg ville have svært ved at svare fyldestgørende på spørgsmålet om hvorfor. For jeg ved det virkeligt ikke.

Min fars bibliotek indeholder også mærkværdigheder. Ikke mange, og ikke særligt mærkværdige, hvis man da har det mindste kendskab til min far. ”Das dach und sein handwerk”, må for udenforstående være en temmelig grinagtig titel. Men for min far en selvfølge. Halvdelen af hans professionelle liv har handlet om tage. Kristian Erslevs ”Historiske afhandlinger”, endnu en mærkværdighed. Men så igen, biblioteket på Statsskolen i Sønderborg solgte ud, de titler som ikke blev solgt, skulle brændes. Man brænder ikke bøger og min far tog en flyttekasse af interesse med hjem. Et historisk værk om Belgien? Min far boede, nøjagtigt som min mor og jeg, i Belgien de fire første år af mit liv, udsendt som handelsattaché i Antwerpen. Erma Bombeck? Min far var gift med min mor, hans livs eneste kærlighed, og har efter hendes død ikke skilt sig af med den del af biblioteket, der rettelig tilhører hende.

Der er en pointe ved ovenstående afsnit. Subtilt eller ej. Biblioteket fortæller nok noget om dine interesser og til dels dine læsevaner, men mærkværdighederne, de bøger som stikker af fra resten af samlingens umiddelbare relevans, fortæller hvem du er. Igen: Hjem uden bibliotek, uden antydningen af en personlig bogsamling, skræmmer mig. De mennesker der bor i disse hjem, vil altid, for mig, have en aura af noget uforklarligt og skæbnesvangert over sig.

Læs med i morgen, hvor jeg afslører min morfars hemmelighed og selv kryber til korset.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

”Every man's memory is his private literature”

– Aldous Huxley

I

Mit barndomshjem er ikke stort. Det er heller ikke spektakulært i nogen forstand, da der er tale om en ganske almindelig gulstensvilla fra slut-tresserne på knap 140 kvm. Det ligger til gengæld godt, få skridt fra vandet, Lillehavet, en afstikker af Alssund, som, på nær den smalle tange ved Drejby, skiller øen Als fra halvøen Kegnæs. Mit barndomshjem ligger på Sydals.

Når jeg besøger min far, som stadig bor i mit barndomshjem, sover jeg ofte på kontoret. På mit barneværelse, det ud mod vejen, sover min datter og på mit teenageværelse, det ud mod den vestvendte gårdhave, med egen indgang, sover min kone og vores lille søn. Derfor ender jeg ofte på kontoret, da jeg syntes at stuen er for stor til at sove i. Min fars kontor er tilnærmelsesvis opryddet, i hvert fald i forhold til hvordan det i perioder har set ud. Men det er stadig stopfyldt med bøger, tidsskrifter og papirer i tons- og metervis. Et virvar af viden. Et sted, gemt bag al virvaret, står den gamle Beomaster 9000 radio fra Ruder Konges tid, som stadig virker storartet og benyttes hver dag til p2-musik og p1. Kontoret er det rigtige sted at starte, når man vil begive sig ud i min fars bibliotek.

Bibliotek er måske for stort et ord, da der bestemt ikke er tale om en katalogiseret samling, endsige en samling. Titlerne er spredt ud over samtlige rum i huset og en del af garagen og loftet ligeså. De står klemt sammen på for få hyldemetre og ligger enkelte steder på tværs. Der er ikke tale om 1. udgaver, om end der er enkelte, der er ikke tale om komplette samlinger af særligt mange af forfatterne. Der er intet show-off over samlingen, meget få Coffeetablebooks, og eneste fællesnævner for de ufatteligt mange titler er, at de er læst. Min far sætter ikke sine bøger i farveorden.

Det bibliotek, som jeg så alligevel fastholder at kalde det, for på græsk betyder bibliotek både en katalogisering eller liste af bøger og et fysisk rum til opbevaring af bøger, er jeg vokset op i. Disse titler har formet min bevidsthed; engelske, belgiske, tyske, danske, franske og et par spanske. Titler som ”Cover her face”, ”Berlin Game”, ”Juggernaut”, ”Felix Krull”og ”A bright shining lie” er lysskilte i min hukommelse, lang tid før jeg anede hvad, der gemte sig bag ordene på ryggen af bøgerne. Min fars, i øvrigt komplette, samling af Tintin ”læste” jeg på flamsk da jeg var 5-6 år gammel og fik først mange år senere sat forståelig tekst på. Teksten svarede nøjagtig til den historie, jeg havde fået fortalt af Hergés vidunderlige billeder. Med Morris og Goscinnys Lucky Luke er det samme historie.

Den hylde jeg stirrer ind i når jeg ligger på den slidte og 30 år gamle madras, består af titler, som er ganske sigende for min fars bibliotek. Den starter med Antonia Frasers Cromwell biografi og fortsætter over i JFK’s ”Mænd af mod”. Vi slår et så et sving over i Orwells ”Homage to Catalonia”, inden vi noget uventet rammer ned i Dirkinck-Holmfelds Ekstra Blads Historik ”Tør hvor andre tier”, for så at komme på sporet igen med Tamms ”Retsopgøret efter besættelsen”. De sidste bøger på hylden er Politikens Verdenshistorie bind 14, 15 og 16.

Netop den lidt uventede EB-historik er kendetegnende for min fars bibliotek. Han er ikke samler, helliger ikke udelukkende sin læsning bestemte genrer eller perioder, om end nogle er oftere repræsenteret end andre, han lader nysgerrigheden råde og efterlader plads til overraskelsen. Man vil dog aldrig finde en bog om eksempelvis polering af japanske samuraisværd. Nysgerrigheden og biblioteket har en ramme.

Hvis jeg skal prøve at angive den ramme for min fars bibliotek , vil det føre for vidt at gøre det via andet end stikord. Historie vil være det første stikord, der springer i øjnene og underrubrikkerne vil her være; Besættelsen specifikt og 2. Verdenskrig generelt, Det gamle Rom, Danmarks Oldtid, International Politik, Dansk Politik, Den Kolde krig, 1. Verdenskrig og Hjemlig og Udenlandsk Kolonitid. Skønlitteratur med første underrubrik: Krimi. Her vil det være på sin plads med flere underrubrikker under netop krimi, da min fars samling af kriminal- og spændingslitteratur er blandt de mest omfattende jeg nogensinde har set, og det er da også her, at de få komplette samlinger af enkeltforfattere er størst repræsenteret. Le Carré komplet, Deighton komplet, P.D. James komplet, Rankin komplet, Agatha Christie komplet, Sjöwall & Wahlöö komplet og jeg kunne blive ved. Underrubrikkerne til krimi; Spionkrimi/koldkrigskrimi, klassiske krimier, engelske krimier og skandinaviske. Sidstnævnte fylder ganske lidt i forhold til generel udbredelse.

Andet skønlitteratur ville have de mest forventelige underrubrikker efter land og mindre væsentligt genre. Den tyske og den skandinaviske fylder mest. Byatt og de fleste andre kvindelige forfattere, ud over krimigenren, er mestendels en reminiscens efter min mors læsevaner. De var begge vilde med Dorothy Sayers og, naturligvis, den kolossale P.D.James, hvis forfatterskab er at finde i flere forskellige udgaver, hardbacks og paperbacks oversat og på originalsproget Der er stort set intet lyrik ud over et par håndfulde titler. Herefter følger opslagsværker, biografier, erindringer og lokalhistoriske udgivelser af mere eller mindre kendt herkomst.

Læs andet afsnit i morgen, i hvilket jeg bliver både anmasende personlig og drivende sentimental.