Krajewski - Breslau Noir

Et par dage i godt selskab med skorpioner, nazister, sexuelle "afvigere" om et 800år gammelt regnskab der skal gøres op, være hermed anbefalet til alle. Den kyniske opportunist, politimanden Eberhard Mock og hans hårdt plagede og dybt alkoholiserede kollega Herbert Anwaldt er sikre guider rundt i Breslaus skyggeside anno 1934. På det tidspunkt var Breslau en tysk by og overløbet af horder af ambitiøse unge mænd i brune skjorter.

Historien fører os vidt omkring okkulte budskaber, frimurere med morderiske tendenser, jeshidaer med ditto, morderiske insekter(!), tørre tæsk, alkohol i stride mængder og ludere til at slappe af med. Eller på, om man vil. Kulørt, hæsblæsende og meget, meget overraskende.

Krajewski ligger milevidt fra alle de rædselsfulde livstilskrimiforfattere de unge vil ha'. Her er ikke skyggen af menstruationsbind, overgansalder eller problemer med teenagedatteren. Her er blot en simpelt opbygget krimi som Dürenmatt ville have været stolt af og som trækker spor til Carver, Ellroy etc.

Om den er fornyende er egentligt ligegyldigt. Jeg mener i øvrigt ikke, at dette er tilfældet. Men den er velskrevet og præcis på grænsen til det kyniske, karaktererne er hårdt tegnet op på grænsen til det arketypiske - og det virker. Marek Krajewski underholder som bare fanden.

A bright shining lie

På utallige opfordringer(min far) kommer her linket til B.R.Myers' anmeldelse af Denis Johnsons Tree of Smoke. Anmeldelsen hedder A bright shining lie, som en kvik læser(min far) kunne gøre mig opmærksom på også er titlen på Neil Sheehans fremragende bog om USAs monumentale fiasko i netop Vietnam. En bog for hvilken Sheehan vandt både the National Book award(som Johnson gjorde det for netop Tree of smoke) og Pulitzer Prize.

Og ja, jeg syntes illustration er dødsjov - men man skulle nok ha' læst bogen... Så gør lige det, hva'?

Myers' anmeldelse i The atlantic monthly:

http://www.theatlantic.com/doc/200712/vietnam

Sorg stafetten - Om Tree of Smoke

Sorg. Sorg er det første ord der presser sig på når jeg tænker på Denis Johnsons roman "Tree of smoke". Og taget i betragtning, at det meste af romanen foregår i Vietnam under Vietnamkrigen, er det vel sådan set ikke så underligt. Vi følger en god håndfuld personer for hvem Vietnam-krigen er deres fælles skæbne. Efterretningsmanden Skip Sands er det nærmeste vi kommer en hovedkarakter, men udover ham er det et par no-good drenge fra Arizona i hver deres ende af krigen, en sygeplejerske, endnu en efterretningsofficer og en Oberst Kurtz-lignende karakter der starter sin egen mission tidligt i romanen og ender med, som resten af karaktererne, at betale den højeste pris for deres bekendtskab med denne krig.

Tree of smoke er navnet på et måske-virkeligt kartotek begået af den føromtale Kurtz-type, og som det amerikanske militær og CIA mægtigt gerne vil have fat i. Det er samtidig en bibel-metafor for et varsel om den yderste dag - apokalypsen. Men Tree of smoke ER krigen. Og røgen alle karaktererne inhalerer og forgiftes af er krigens drug. Det de alle, hver og en, bliver afhængige af. Mere og mere som siderne vendes indtil, at læseren er helt klar over, at han sidder med en ynkværdig flok adrenalin-junkies, krigs-junkies, i skødet. Altid på vej mod den næste katastrofe, det næste fix.

Stafetten går hen over siderne, sorgen er depechen, banen er Vietnam med korte afstikkere til den vestlige verden hvor den er aller grimmest, fordrukken, håbløs og støvet. Der hvor det eneste håb for en hel generation var at drage i krig og så i øvrigt prøve at overleve det og vende hjem som en helt, med prurple heart og broken heart og de fleste lemmer i god behold. Og hjem til hvad? de smarte af dem ved, at der intet er at vende hjem til og de bliver i mudderet, krigens bærme. de knap så smarte vender hjem til naboens datter, arbejdsløshed, kriminalitet, pis og lort.

Samtlige karakterer bærer på den kolossale sorg der er krigen. En universel, smertende forståelse for det evindelige i krigen. Sorgen. En konstant, hvis der nogensinde har været en.

Bogen er vidunderlig, storladen, forrygende lang men samtidig forrygende let læst. Der bliver ikke sparet på militært lingo, og en stor del af teksten er dialog mellem lukkede mænd, med lukkede jobs, hvis fornemmeste opgave det er, at sørge for andres uvidenhed. Dette skaber nogle vidunderlige sprogblomster, et nærmest praktisk-lyrisk(Tree of smoke) men samtidig rasende komisk sprogbrug, der må siges at være romanens helt store bedrift. For der sker ikke en skid i den her bog. I det store og hele, ved vi, hvordan den ender, allerede fra første side der foregår i 1965. Men vi læser med til 1983, vi læser med henover 614 siders Vietnamkrig, vi bevidner depechen blive sikkert afleveret fra løber til løber. De kloge bliver på banen, de mindre kloge løber hjem. Lige så er det med læseren.

Denis Johnson vandt "The National Book Award" sidste år for røgtræet. Fortjent, selvfølgelig. De fleste anmeldere, på nær en enkelt var ovenud begejstrede ved udgivelsen. Den sidste, knap så begejstrede, B.R.Myers, skabte en proteststorm omkring sig og sin anmeldelse "A bright shining lie" i The Atlantic Monthly. Her påstår han, at bogen er chokerende ringe og sproget barnagtigt og ubehjælpsomt. Engelsk er ikke mit første sprog, så jeg skal ikke kunne sige, hvor meget af gramatikken der halter. Men det jeg kan sige er, at dialogen er forfriskende nærværende og levende. Beskrivelserne af krigen alt for levende og hæslige. De små historier i historien og det mylder af bikarakterer der valser ind og ud, i mere eller mindre let tråd, fra bogens første sider, så vedkommende som noget, bare minimalt menneskeligt, bliver det midt i en krig så forfærdelig, at man ville ønske, at man aldrig havde hørt om den.

Nå, læs selv Myers' anmeldelse og mor dig over tegningen der ledsager den.

OG - læs så for fanden da Tree of Smoke. Du tror ikke, at du har brug for 614 sider Vietnamkrig. Men det har du.

Tree of smoke

Den sidste måneds tid er gået med Denis Johnsons "Tree of smoke". En monumental roman på langt over 600 sider. Vietnam krig og almindelig menneskeligt forfald. 6-7 skikkelser der alle påvirkes af krigen og som man følger over en 7-8 år. En voldsom og dragende oplevelse, og bemærkelsesværdig fordi: Der sker ikke en skid... Nul og niks, andet end det der nu sker i og omkring en krig hvor menneskelig udvikling, moral og vid er sat på standby. Helt vidunderlig læseoplevelse og snart følger længere blogindlæg om Tree of smoke. Men indtil da, så nyd det smukke billede.

Antichrist og Zentropa og andre bandeord.

Ja, bedre sent end aldrig.

Antichrist er en stor kølig tåbelighed fordi den komplet mangler den konsensus mellem historie og billedside der skal til for at lave en hel film. Med hel mener jeg selvfølgelig noget, der bare nærmer sig en fuldendt filmoplevelse. Historien er grotesk tåbelig fordi den bærer præg af, at være blevet til i løsrevne etapper der ikke har andet end billedsiden at samles om. At mor og far dyrker sex så de ikke opdager, at deres lille dreng falder ud gennem vinduet og slår sig i hjel på den sneklædte vej flere etager neden under, er lige præcis så kontroversiel en åbning man kan ønske og forvente fra Trier. Nu, tror man, følger en lang og voldsom rejse ind i det mørkeste af sorgbearbejdningen. Noget der absolut ville kunne udfordre alle Triers evner som instruktør og forfatter. Et emne der kunne være lejlighed til at tage fat på en vedkommende diskussion om kognitiv terapi og sorgbearbejdelse. Et emne der ville kunne sætte de to dygtige skuespillere på en stor professionel prøve og et emne der ville kunne tryllebinde et publikum i Triers kyndige hænder.

I stedet følger en uvedkommende, grotesk og ubegribeligt smukt filmet semi-thriller om en mor der åbenbart og komplet uvist af hvilken årsag er ondskaben selv og som åbenbart og igen komplet uvist af hvilken årsag har pint og plaget det stakkels barn i årevis - ved at give ham skoene omvendt på! En semi-thriller med latterlige splattereffekter der kun forbliver latterlige da de intet har at byde historien. De skuber intet i den rigtige retning og fremstår dermed blot som tomme billeder skabt af en infantil sjæl der aldrig er kommet sig helt over, at mor havde et sexliv - og måske oven i købet nød det.

Trier efterlader Deffoe som en åndsvag karikatur af en psykolog der siger det komplet åbenlyse og Gainsbourgh som en stakkels hystade der ender med at springe ud som den sorte, satans hævner hun er. Og hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Ingen forklaring i filmen og jo altså heller ikke fra instruktøren selv da han blev afkrævet en forklaring af en, ja, hysterisk amerikansk journalist.

Det er en ringe film. En flot ringe film. Trier er latterlig i rollen som mørkemand og forskrækker og Zentropa fremstår kunstnerisk mere tandløs end nogensinde. Zentropa er penge. Punktum. Trier er et middel til at få penge og opmærksomhed og nej, det er ikke en nyhed. Men før i tiden, før "Direktøren for det hele", før "Erik Nitzsche..."(som han var forfatter på) og før "Antichrist" frydede man sig med Zentropa og Trier og den efterhånden ynkelige onkel lummer-skikkelse som Ålen er reduceret til, for da var filmene et syleskarpt angreb på konformiteten og den kunstneriske deroute i dansk film. Nu er Zentropa selv bannerførere i korstoget mod den gode film. Der er ingen til at give Trier modspil og intet andet end ønsket om penge og masser af dem tilbage. Trier har brug for hjælp. Skide være med Zentropa.