The North Shore

Ind i mellem ramler selv krimihader nummer ét, det er åbenbart mig(selvom det jo ikke er mig og slet ikke rigtigt at jeg hader krimier), ind i en krimi som i den grad trækker tæppet væk under krimihader nummer ét, åbner gulvet og suger krimihader nummer ét nedad og nedad i svimlende læselyst, med en original historie, stærke beskrivelser af et fremmed miljø og komplet genremæssig overlegenhed i både fortælling og plot. Sådan en oplevelse har krimihader nummer ét netop haft. Og nu stopper jeg det med krimihadet - og lægger det i graven for stedse. Og det gør I også. Aftale?

Ivar Sundstøl er nordmand og har skrevet 3 krimier om den nordamerikanske Forest Ranger, eller skovpolitimand, Lance Hansen og hans gøren og laden i et af USAs mindst fremkommelige og mindste beskrevne hjørner, området omkring Lake Superiors nordkyst i Minnesota, nord for Duluth, The North Shore. Der er ikke forfærdeligt meget andet end skov og sø i det område, og så en canadisk grænse et eller andet sted inde mellem træerne.

Og dog. Der er faktisk også en masse norske efterkommere på de kanter. For det var åbenbart der, i den gudsforladte og barske natur, at de første norkse emmigranter slog sig ned i USA. Det var der sikkert en god forklaring på. Hvor om alting er, så er det sikkert derfor at ærkenorske Sundstøl har kastet sin kærlighed på dette område med de mange norske stednavne. På det tidspunkt hvor Nordmændende kom til boede der kun indianere i skovene, som så småt var ced at blive indrettet til de nok så vederstyggelige reservater. Kulturmøderne mellem de stærkt kristne immigranter og det oprindelige naturfolk gik ikke stille af sig og spiller da også en rolle, i specielt bog nummer to.

Den første bog hedder "Drømmenes Land"og titlen henviser både til immigrantens forhåbninger om et bedre liv på den anden side af Atlanten og om Indianernes brug af drømmetydning. En ung, mandlig norsk turist bliver fundet myrdet af Lance Hansen, kraniet smadret med en stor sten, lidt derfra sidder en anden ung, mandlig norsk turist i chok lænet op af et stort stenkors. En efterforsker fra Norge bliver fløjet ind for at bistå amerikanerne med opklaringen. Denne peger tidligt på at vennen har myrdet den unge nordmand, muligvis i jalousi. Men som efterforskningen skrider frem begynder beviserne at pege i en retning som den stoute Lance ikke havde regnet med - nemlig i mod hans egen famile, nærmere betegnet hans bror...

Det som gør "Drømmenes Land", så bemærkelsesværdig, udover det fremmeartede miljø og de vellykkede beskrivelser af dette og dets karakterer, er tempoet. Vi er gået helt ned i gear. Så langt ned i gear som kun en skov-strømer ved Lake Superior kan komme. Og det fungerer optimalt. Uhyggen kommer snigende i de mørkegrønne skove og naturen spiller en stor rolle. Den ildevarslende slutning lægger op til et intenst broder-opgør i efterfølgeren "De døde".

Og vi bliver IKKE snydt. I det mest sensationelle set-up til en 2'er jeg nogensinde har set, lader Sundstøl Lance og broderen battle det ud på deres årlige bukkejagt. De to alene i en stor skov, som langsomt bliver dækket af en icestorm. 150 siders ufatteligt tæt drama, som væver sig ind i en sidehistorie fra dengang de første norske indvandrere betrådte The North Shore. Det er bittert og det er lavmælt og det er sindsoprivende spændende.

Nummer 3 "Ravnene" er netop udkommet på vort modersmål og jeg glæder mig meget til at stikke forbi min lokale net-boghandler, da min lokale boghandler ikke eksisterer andre steder end i orbit længere. I andre skulle følge mit råd, skulle I, og fylde sommerkufferten med Sundstøls storartede krimier fra Det gamle land.

Something wicked this way comes...

Det her er good stuff... En herlig, herlig blog. Hvis du kunne lide Bookshelfporn, og det kunne du jo, så kan du også lide det her. Jo, du kan!

I øvrigt påfaldende hvor meget mere søgehistorik og opmærksomhed denne blog genererer, når blot jeg husker at skrive "porno".

Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno.

Og ja, overskriften til indlægget er tyvstjålet fra "The late-The great" Ray Bradbury.

Bookshelfporn

Ooooooohh yearh! Nu bliver det slibrigt. Tjek dette link ud og fortæl mig om du kan undgå at blive bare en smule svedig? Jeg kan ikke... Boghyldepornografi - Satme frækt!

Hjem kære hjem

Berømte forfatteres barndomshjem. Unægteligt noget pop - men så meget mere for snageffekten. Og ja, der er en dansker i mellem - gæt selv hvem.

Greatest cover?

Det er utvivlsom en liste lavet af grafisk design-studerende... Jeg syntes de har udeladt en del af de virkeligt fede og meget mere svulstige covers der er lavet i tidens løb. Personligt har jeg en faible for paperbacks i 50'erne erne med horror-typer og hyppige bruge af afklædte kvinder og våben(se øverst), det som min generation, takket være en voldsomt overvurderet cinematisk oplevelse, lærte at kende som Pulp Fiction. Men anyway, hvilket er det fedeste cover på denne liste?(The Road og The Humbling er mine favoritter)

Makkerskabet og fortsættelsen på historien.

Okay. Jeg har læst Zlatans selvbiografi. Det er også Lagercrantz’ Zlatan-bog. Og hvad så? Vil du noget? Ligesom? Det tog mig tre dage. Ligesom. Superevilmegabitsch. Og vildt fedt. Helt hysterisk. Ligesom. Og jeg vil fremover kun skrive som Zlatan taler. Ligesom.

Og dog…

Historien om Zlatan er mageløs. Ikke så meget på grund af den rags-to-riches-historie som naturligt bliver rammefortællingen. Ikke så meget på grund af røverhistorierne fra tiden i nogle af verdens største fodbolklubber; Ajax, Juve, Inter, Barca, Milan. Ikke så meget på grund af det spraglede og til tider virkeligt underholdende persongalleri som Zlatan har været og stadig er en del af. Nej, den er mageløs på grund af de først 100 sider, der beskriver Zlatans barndom og opvækst i Malmö-ghettoen, med det nærmest sort-humoristiske navn, Rosengård.

En barndom i en ærekær og eksplosiv balkan-familie, med en voldelig og overarbejdet mor og en fraværende og alkoholiseret far. En barndom hvor den lille og spinkle Zlatan render rundt ude hele tiden sammen med resten af rødderne, fordi hjemme er lig med problemer og sult. En barndom hvor Zlatan stjæler cykler og fodboldkort og slik og hvor rapserierne gradvist kunne være blevet, og ind imellem også bliver, mere alvorlige end som så, og hvor mange af vennerne bliver fuldblodskriminelle, som hele tiden er på vej ind og ud af fængslerne.

Zlatans beskrivelse af fraværet af kærligheden, af tævene, overlevelsesstrategierne og hvordan en kriger fødes af et fundament så porøst som gråt, frostsprængt cement, er ganske enkelt gribende og dybt respektaftvingende. Mest af alt fordi Zlatan ikke lægger skjul på at han ikke kunne have gjort det alene. Gode mennesker har hjulpet ham hvor det gjaldt, eller i hvert fald givet ham en afgørende mulighed og den har Zlatan formået at gribe. De mennesker glemmer Zlatan aldrig. Lige så lidt som han glemmer dem, der modarbejdede ham, prøvede at udnytte ham eller fastholde ham i en stereotyp. Taberen.

Og hvad med makkerskabet? Ghettodrengen Zlatan og stang-elitære Lagercrantz? Jo, naturligvis sidder man med fornemmelsen af at Zlatan har været Lagercrantz’ brune hånddukke i processen. Men det gør man kun pga. den massive omtale bogens tilblivelse har fået og de løftede øjenbryn makkerskabet har fremkaldt i visse dele af pressen. Det er åbenbart et makkerskab, som efterfølgende truer med at blive endnu et sort kapitel i den historie om Zlatan, som handlede om hvordan de hvide børns forældre prøvede at få den uregerlige Zlatan smidt ud af, den fine fodboldklub, Malmö FF, og som må efterlade den nu voksne Zlatan, skulle han interesse sig for det – men det gør han nok ikke, med følelsen af igen ikke at høre til i det fine selskab. Det hvide selskab.

Og netop fornemmelsen af ikke at høre til løber som en rød tråd igennem fortællingen om den massivt succesrige svenskers færd fra bunden af det svenske samfund til den absolutte top af den internationale fodboldverden. Fra spinkel prügelknabe til feteret multimillionær og forbillede.

Zlatan er for meget. Han fylder urimeligt både fysisk og mentalt. Zlatan laver fjender og Zlatan kommer i problemer. Sådan var det som barn og sådan er det nu. Zlatan taler og røven går. Zlatan har aldrig læst andre bøger end sin egen. Zlatan kan godt lide biler og dyre ure. Zlatan har kun en gang drukket sig fuld. Zlatan kører 325 km/t i sin Porsche Turbo og kører fra politiet. Zlatan hører ikke til. Men Zlatan er en vinder. For han fokus og fightervilje. Og han laver sig ikke om for andre. Lyt – lyt ikke, er hans motto. Med andre ord, glem ikke hvem du er inderst inde. Klichéen lever med andre ord. Men den dag en opvækst som Zlatans bliver en kliché, den dag har vi et problem, som end ikke 1000 Zlatan’er kan sparke os ud. Lad endeligt den historie stoppe her.

Syndefaldet - og kampen mod kunstigheden - 6 bøger/III

om Mishimas Sømanden der pådrog sig havets vrede

I

Nogen gang overstiger myten om forfatteren forfatterskabet. Det er der talrige eksempler på. Oftest skyldes det, at forfatterskabet ikke har den fornødne kvalitet til at give modvægt til forfatterens liv og livsførelse. Men en sjælden gang i mellem, så skyldes det at visse omstændigheder ved forfatterens liv er så exceptionelle at det langt overstiger et ellers kraftfuldt og bemærkelsesværdigt forfatterskab. Yukio Mishima er en sådan forfatter.

Mishima var mange personer. Han var først og fremmest forfatteren, som skrev mere end 20 bøger, mere end 40 skuespil, knap 100 noveller og hundredevis af digte og essays på en ganske kort karriere i perioden fra 2. Verdenskrigs slutning og til hans død i 1970. Men han var også skuespiller, politisk aktivist, kampsportsekspert og gennem sin private hær, Tatenokai, glødende fortaler for, at det japanske samfund skulle vende de vestlige værdier ryggen og finde tilbage til dets oprindelige dyder og kejserens Japan. Til dét han omtalte som ægtheden. Han var muligvis homoseksuel, muligvis ikke. Ligegyldigt, hvis ikke hans bøger også kredsede omkring homoseksualitet, spirende seksualitet og mere end almindeligt varmt venskab mellem drenge.

Men mest mytisk er dog hans død. Den 25. November 1970 besætter han og 4 andre medlemmer af Tatenokai den øverste kommandør i Japans militærs kontor og tager kommandøren som gidsel. Mishima holder en tale på kontorets balkon til soldaterne, som er forsamlet nedenunder. Talen indeholder et manifest og en række krav som han og Tatenokaisoldaterne forlanger, at det japanske samfund skal tage til sig. De forsamlede soldater buher ham bogstaveligt talt ud og Mishima forlader hurtigt balkonen. I Kontoret begår han seppuku, den for samuraier traditionelle og ærefulde form for selvmord, hvor man stikker et lille sværd dybt i maven på sig selv og skærer fra venstre mod højre. Efter seppuku foreskriver traditionen at en assistent skal begå kaishakunin på den døende, altså hakke hovedet af ham. Dette sker også og billedet af Mishimas afhuggede hoved gik verden rundt.

Så ja, myten om manden og hans død overstiger på alle måder litteraturen, også i dette tilfælde. Men det er helt og aldeles ufortjent, for Mishimas forfatterskab er enestående og meget komplekst.

II

I bund og grund kredser en stor del af Mishimas litteratur omkring syndefaldet. Tabet af uskyld, selvpåført eller af andre påført. Ofte er den afgørende situation, det der udløser tabet for en af hovekaraktererne beskrevet på afstand, gennem et vindue, eller et kighul, utydeligt men alligevel uden at vedkommende kan være i tvivl om at tæppet er blevet trukket væk under denne, og verden for stedse vil se anderledes ud.

Oprøret er i Mishimas verden ofte vendt mod den voksne, den etablerede verden. I Mishimas øjne en degenereret og disciplinløs verden, der skal bekæmpes med paroler og, om nødvendigt, vold. Kammeratskabet er vigtigt for Mishima, som i krig, som i strid , som i kærlighed, ikke kun til kammeratskabet, men også mænd i mellem. Den homoseksuelle idé er netop blot en idé hos Mishima. I hans litteratur fuldbyrdes det aldrig.

Sproget er poetisk, farligt. Symbolerne er tonstunge og ofte, for karaktererne, fatale. Væmmelsen ved vesten og hadet til vestens indflydelse på det japanske samfund er udtalt.
Karaktererne er ofte drevet af en lyst til noget større og bedre. En større mening, som nok er spirituel i dets udtryk, men som altid fremelskes via hårdt jordisk arbejde og disciplin. Sentimentalitet er svaghed. Sømanden der pådrog sig havets vrede er essensen af alt ovenstående.

III

I en lille japansk kystby bor Noboru med sin mor Fusako. Fuskako har en butik med alskens vestligt tingeltangel som Noboru og hans venner, et voldeligt slæng, som dyrker noget de kalder objektionisme og som afskyr al subjektivitet og menneskelige følelser, afviser som svagt, patetisk og i sidste ende en latent fare mod al ægte og japansk.

Ryuji er en sømand, som ind i mellem går i land i deres by og besøger Fusako i hendes butik. De tiltrækkes, ikke så meget af hinanden, som af ideen om hinanden og indleder et forhold. Noboru og hans venner idoliserer Ruyji og anser ham for maskulin, fri og ægte. Men efterhånden som hsitorien skrider frem, finder læseren og Noboru ud af at Ryuji er forfængelig og utro mod sine egne idealer, i hvert fald mod dem som drengene bygger op omkring ham. Drengenes idolisering vendes med ét til had, den dag hvor Noboru ser moren og Ryuji dyrke sex og han samtidig finder ud af at Ryuji går i land for stedse. Drengene bliver klar over at de bliver nødt til at slå Ryuji ihjel.

Historien om Noboru og hans slæng indeholder samtlige de for Mishima så typiske elementer, skildret i så rolig og selvfølgelig en tone, at det løber læseren koldt ned af ryggen. Mishima er nådesløs i sin kritik af det princip- og disciplinløse vesten og knastør i beskrivelsen af drengenes logik og ræsonnement.

Det er en skyggeverden, en for Mishima ægte verden, inde i kernen af alt det kunstige, man som læser føres ind i. Det er foruroligende, dragende og først og fremmest ubegribeligt velskrevet.

Dette var tredie afsnit i en lille serie om 6 bøger, som har flyttet mig som læser. Første afsnit omhandlede Christoph Heins I hans tidlige barndom en have - den kan du læse her. Andet afsnit beskæftigede sig med fantastiske Delillo og hans Underworld - læs det her