Mord, myter og mormoner

Kan en bog der omhandler polygami og mormoner handle om andet end religion? Bestemt. Den kan handle om mennesker som du og jeg og hvad der sker med os, når vi lukker os om en doktrin og kun ser udad for at kunne definere vores fjender. Den kan handle om hvor farligt det kan være at elske hinanden, når man egentligt kun burde elske sin gud.
Den kan handle om, hvordan en doktrin kan fastholde mennesket i handlemønstre og samfundsformer som for 100vis af år siden. Den kan handle om mennesket.

Jordan er et sådan menneske. Smidt ud af en radikal udbryder sekt af mormonstammen som 14 årig, for at holde sin stedsøster i hånden. Rodløs driver han omkring i californien inden han 6 år senere, som 20-årig, bliver nødt til at vende tilbage. Hans mor, der frister en tilværelse som kone nummer 19 i et middelalderligt og polygamt samfund langt ude i Utahs ørken, har slået hans far, patriarken, i hjel. Øjensynligt.

Ann Eliza Young var sådan et menneske, 100 år før historien om Jordan udspiller sig, bliver hun Brigham Youngs, en af mormonernes mægtige grundlæggere, 19. kone. Tvivlende, begavet og stærk som hun var, bliver hun kendt som Brigham Youngs oprørske kone nummer 19. Hendes oprør og udbrud fra sekten er indirekte årsag til polygamiens endeligt i USA.
Men bogen, som da også hedder ”The 19th wife” og er skrevet af David Ebershoff, handler også om mytens jerngreb om mennesket og om hvorfor vi har brug for den og den har brug for os.

Myten

Frygtelig og ødelæggende ufornuft har altid været en del af den menneskelige erfaring og er det stadigvæk, skriver Karen Armstrong i hendes pissekloge bog om Mytens Historie. Tiden omkring mormonsektens tilblivelse var ingen undtagelse. Historisk er vi i tiden efter heksejagterne blandt pilgrimmene på den amerikanske østkyst, vi er i en tid, hvor man, i hvert fald i den del af den vestlige verden der var europæisk orienteret, skarpt adskilte myte og logos. Ikke desto mindre, stod nyreligiøse sekter i formeligt i kø for at oversætte oplysningstidens idealer til noget religiøst. Smith og hans mormoner lige så.

Myten, mytisk tankegang, mythos kan give mennesket noget logos ikke kan – det kan hjælpe os med at konfrontere os med risikoen for udryddelse og intetheden, og at se på denne risiko med en vis accept. Dette har været og er uden tvivl af afgørende betydning for mange, ja, faktisk ville det være åbenlyst umuligt for mange, at undgå fortvivlelse, hvis ikke det var for myten.

Kvinder og børn først!

Der er en grund til, at det er det man råber, når færgen synker eller huset brænder. Kvinder og børn først, bør man også råbe i en hvilken som helst religiøs sekt der bekender sig til polygami. Det er kvinder og ultimativt børnene der betaler prisen for det samliv. Ebershof lægger ikke fingrene i mellem og skildrer med grusom tydelighed hvor ødelæggende det er for kvinderne og børnene at vokse op i og leve i dette, det ultimative patriarkat. Et patriarkat hvor kvinden er reduceret til avlshoppe og arbejdsjern. Hvor pigebørnene kan se frem til en opvækst i åndeligt armod og moralsk depravering. Hvor drengebørnene kan se frem til enten at blive overvåget for hvert eneste fejlskridt med ekskommunikation(læs: korporlig udsmidning) til følge, eller et liv som haremsbestyrer.

Mormonerne grundlages i 1830erne af Joseph Smith. Smith var en ung mand der igennem nogle år havde haft guddommelige syner og som til sidst fik overdraget den tekst, der skulle blive til Mormonernes bog, af en engel ved navn Moroni. Teksten stod indgraveret i nogle guldtavler, som ingen dog nogensinde har set, udover Smith og et par håndfulde af hans venner. The book of Mormon, er en samling mere eller mindre sammenhængende myter og riter med jesus som omdrejningspunkt. Den skæver, med blik for den gode historie og det svulstige billedsprog, kraftigt til det gamle testamente.

På det tidspunkt Smith offentliggjorde The book of Mormon, var luften på den amerikanske østkyst, i pilgrimssamfundene, tyk af rygter om ”en ny bibel”. Smiths bibel, nøjagtigt som biblen, påstår at være guds ord. Til forskel fra biblen er der dog her tale om en tekst der er gengivet af én hånd. Det er et sammensurium af genrer og fortællinger, efter sigende oprindeligt indgraveret af de tidlige indianere i guds eget land.

Efter megen flytten omkring og efter at have påkaldt sig sine medmenneskers mistro og efterfølgende vrede, endte sekten i byen Nauvoo der blev mormonernes første hovedkvarter. Smith røg også dér i unåde og endte sine dage for hånden af en rasende pøbel.

The fondling father

Enter Brigham Young. Young initierede tusinde menneskers odyssé til Utah, til Great Salt Lake City. Mormonernes by, der blev grundlagt over en årrække alt i mens pilgrimmene dryssede ind i byen, forkomne efter den lange og strabadserende tur over The Black Hills i Wyoming, til fods.

Et enestående stykke USA-historie, en enestående bedrift og ubegribelig foretagsomhed udvist af en mand der var drevet af troen. Der står i dag en statue af Brigham Young på Capitol Hill i Washington, han er i sandhed en af USA’s founding fathers.

Men som alle andre ledere af en hvilken som helst kultisk sekt, korrumperer magten. Hver dag tilbedes han af sine disciple eller helgene, som de hedder på mormon-lingo. Hver dag står han ud af sengen som værende guds højre hånd, som værende i direkte kontakt med det overjordiske. Han bliver den myte han burde forkynde. Ud af myter opstår fysiske manifestationer. Det håndgribelige, der kan styrke myten, gøre folk identificerbare i forhold til den, sikre mytens overlevelse. For de første mormoners vedkommende blev denne manifestation til flerkoneri.

Myten om de to tidslinier

Jordan katapulteres tilbage til sit barndoms land i Utahs ørken. Til et lukket og degeneret, polygamt samfund der kalder sig ”the firsts” med henvisning til, at de er de sande mormoner. Jordans mor sidder fængslet, sigtet for drabet på sin mand, Jordans far. Alt peger på hende, men Jordan er ikke så sikker. Han tager sagen i egen hånd og bliver således viklet mere og mere ind i det samfund han blev smidt ud af 6 år forinden.

Jordan finder både fjendtlighed og lukkethed fra de mennesker, hans familie, der smed ham ud. Men han finder os mennesker der rækker hånden ud og åbner sig mod ham, for at hjælpe. Uden dog selv at have modet eller lysten til at bryde med sekten, med myten, de lever i. Mytens styrke er frygtelig, men tryg.

Ebershof skriver med fynd og klem, om opvæksten i et nyreligiøst samfund. Med stor indlevelse hives vi ind i en moderne sekts hverdag, og hverdagen som én af mange koner til Brigham Young for mere end 100 år siden. Ligheden mellem de to verdener, på trods af tidsforskellen, er, ikke overraskende, skræmmende stor.

De to historier spinder sig elegant ud og ind mellem hinanden og man frydes over Ebershofs ukuelige fortællelyst, som bedst kan beskrives som frisk og uspoleret. Smukke og ofte humoristiske skildringer af den umulige tosomhed, af det ubeskrivelige i at lægge sit liv i hænderne på et andet, helt almindeligt, menneske, når man er vant til at lægge det i guds hænder, står stærkt når bogen er lukket.

600 sider om mormoner, myter og mord – igen, står jeg i den situation, at jeg har lyst til at skrive: Man tror ikke at man har brug for det – men det har man.

To tidslinier i samme roman er en kliché så slidt, så slidt – specielt i det vi populært kan kalde bogklubromanen. Så slidt en kliché, at vi faktiske glemmer hvor godt der er, når det er i hænderne på en forfatter der kan sit kram og som oser af fortælleglæde. Sådan en forfatter er David Ebershoff og derfor er er ”the 19th wife” en god bog.

Forrygende bog om myten: Karen Armstrong, Mytens historie, Tiderne skifter, 2005

JDS

”Don’t ever tell anybody anything. If you do, you start missing everybody.”

Ordene er Holden Caulfields, den sidste linie af The Catcher in the rye, af J.D. Salingers hovedværk. Jeg ved ikke om I kan sætte jer ind i dette. Salinger var ikke en ven, familie eller en bekendt. Jeg har aldrig mødt manden, det er der ikke mange der har, og da slet ikke i de sidste knap 50 år. Jeg har prøvet at skrive til hans forlægger, men har fejlet miserabelt da ordene har svigtet mig. Hvad skriver man til en mand der ikke vil have, at man skriver til ham?

Og sådan har jeg det nu. Ordene har forladt mig, for jeg prøver at skrive om en forfatter, den forfatter der udløste min umættelige læselyst og formåede at gøre mig identificerbar i forhold til en litteratur, jeg ikke anede fandtes, da jeg som16-årig første gang fik fat i en paperbackudgave af den daværende danske oversættelse af The Catcher in the rye, Forbandede Ungdom. Såmænd.

Jeg prøver at skrive om, men jeg skriver til. Om J.D. Salinger, til Holden Caulfield.

”If you really want to hear about it...”

Er den første linie i bogen. Og hvis I virkeligt vil høre om det, så stod bogen på en af utallige hylder i mine forældres enorme bibliotek i mit barndomshjem. Bøgerne stod, bogstaveligt talt, fra kælder til kvist – det gjorde de altså! Og jeg gad dem ikke. Gad ikke bøgerne, som mine forældre læste som gjaldt det livet. Jeg havde min fodbold, og det var vel sådan set det.

En dag tog jeg den ud, som jeg havde gjort med utallige bøger før den, af reolen og læste den første side uden at forvente, at det vil føre til andet end et skuldertræk, inden jeg ville sætte bogen tilbage på hylden.

”If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.”

Første punktum. Fuck! Hvad skete der med lille-Lars fra Als? Lige midt i liguster-fortet på stillevejen? Kunne det virkeligt passe, at mine forældre havde denne form for dynamit stående frit tilgængeligt? Og hvorfor havde de intet nævnt?

Bevidsthedsskred? På en eftermiddag? Kan noget så undseeligt som en paperback, uden foto, rød og blot titel og forfatternavnet påtrykt, ændre ens verdensopfattelse? På en eftermiddag?

Musikalsk var jeg gået fra tyske schlagere og Laban til Leonard Cohen på en eftermiddag(det var en fredag hvor min far kom hjem fra England og havde taget et bånd med Cohens Greatest Hits med hjem til mig – jeg var 12 – jeg så mig ikke tilbage) så hvorfor ikke også litteraturen? Musikken er jo fuld af tarvelige virkemidler som den gode litteratur er renset for, selvfølgeligt kan litteraturen påvirke i ligeså høj grad, blot ikke så ofte.

Litterært var jeg ved at gå fra ingenting, muligvis Bjarne Reuter, til J.D. Salinger på et sekund en ligeså undseelig eftermiddag. Bevidsthedsskred, er vist ordet.

Naturligvis havde mine forældre nævnt deres bøger for mig. Naturligvis havde de opfordret mig til at læse, evnen til det havde jeg jo. Lagt bøger på min seng som de mente at jeg kunne læse og som kunne give mig den der litterære oplevelse der vil åbne en ny verden for mig. Eller måske ville de bare gerne dele deres glæde for litteraturen med mig, uden drama. Men jeg var ikke bidt på.

”I’m the most terrific liar you’ll ever meet in you life”. Holden lyver ad helvede til. Holden lyver fordi han keder sig. Holden lyver fordi han ikke tør andet, for hvis han holder sig til virkeligheden, gennemskuer folk helt sikkert hvor banal han er og så... hvad så? Holden har det skrækkeligt, men det er ok. Hvorfor er der ingen der fortæller Holden, at det er okay?

Salinger gave sit sidste interview omkring 1980. Han sagde intet af interesse. Han har siden da skyet offentligheden i sjælden grad og blot isoleret sig i st hus i Corniche, New Hampshire. Hans bøger er sært lukkede og pointeløse, ved første glimt. Hans noveller i 9 stories har mere tjubang at byde på, men det indbyder formen jo også til. Hans romaner og noveller kredser for det meste om den amerikansk-jødiske Glass-familie. Det er sgu da godt nok en dysfunktionel familie, hvis der nogensinde har været en.

Holden stikker af. Render sin vej. Løber som bare fanden. Løber fra familien, fra skolen, fra kærligheden, fra Holden. Han slipper aldrig afgørende væk og må til sidst, ikke uden ærgrelse, men bestemt også med tilfredshed og en stikkende følelse af noget han ikke kender, men som er tryghed, konstatere at han ender med den sætning der står allerøverst i dette indlæg. Hvis du åbner dig, hvis du viser et andet menneske tillid, ja, så risikerer du alt. Og det kan sgu da ikke blive meget bedre for en 16-årig kærlighedssyg og identitsvrøvlende og vaklende lemmedasker i provinsen – kan det vel?

9 stories er en stærk samling af noveller, som anmeldere vil kalde uafrystelige. Hans romaner er anderledes snigende. Raise high the roofbeam, carpenters and Seymour: an introduction, Franny and Zooey og The catcher in rye er anderledes æteriske. Men alle med budskabet om den omklamrende, ulidelige familie, fællesskabets svøbe som er det uundgåelig element i et hvert menneskes tilværelse – ingen mand er en ø. Vænd jer til det!

Mange vil fortælle jer det samme som jeg. At Catcher in the rye fik dem til at læse, fik dem til at forstå litteratur, sågar måske ændrede deres liv.

Det er en skæbne mange bøger har lidt. Er startet som storartet litteratur og er endt som en sutteklud, som arvesølv i et forarmet klunkehjem af en provinsiel litteraturforståelse. Gymnasielæreren:”Den her SKAL du bare læse, den ændrede mit liv...” Løb som vinden! Læs den ikke!

Skæbne. J.D. blev syg og dårlig af at se sit kontrafej på bagsiden af Catcher. Han hadede pludseligt opmærksomheden, da han endeligt fik den. Han krævede, efter første udgaven, at få fjernet fotoet fra de følgende udgaver for stedse. Han ville ikke risikere at se sit eget fjogede smil i boghandelen, skulle han forvilde sig derind.

Han ville ikke genkendes. Ville ikke tale med nogen, ville leve et simpelt liv og man kan kun gætte på, at det er blevet sværere og sværere i takt med at pengene er tikket ind på bankbogen.

Skæbne. Alt det konspiratoriske ammestuevrøvl om mordet på John Lennon og alt det pis og lort, som uværgeligt forfølger bøger der får den mytiske kraft og position i kraft af deres nybrud og ummidelbare effekt på læseren. Mark David Chapman og John Hinckley Jr. og alle de andre frugtkurve, kunne højst sandsynligt ikke læse og havde vel brug for et hvilket som helst påskud til at skyde løs på kendte mennesker. ”Phony." Med Holdens ord.

Catcher ER hovedværket. Ikke 9 stories som mange ellers vil påstå, men en novellesamling kan ALDRIG være en romanforfatters hovedværk.

Catcher ER hovedværket, fordi den er frisk, den var nyskabende, den havde en Mark Twain’sk genkendelighed som tydeligt viste den amerikanske umiddelbarhed. En rasende fortællelyst opstået af hovedkarakterens, Holdens, ulyst. Et mirakel i 1. person ental.

Er den selvbiografisk? Er Holden J.D.? Who cares? Men hvis du virkeligt vil høre om det, så... nej. Holden er ikke J.D. Læs novellerne, specielt ”Tilegnet Esmé” hvis du vil have et indlæg til en nekrolog.

Skæbne. Den eftermiddag hjemme i ligusterkvarteret på Als, husker jeg som en lang summen. En summen af forventning, fra side til side, sidende på gulvet med ryggen op af en overfyldt bogreol. Men det var nok ikke sådan det foregik. Jeg satte vel blot bogen på plads igen, gik ud og legede med min fodbold i haven. Gang på gang var jeg vendt tilbage til reolen og havde taget bogen ud og læst den første side, eller måske bare de første 5 linier.

Skæbne. Men en dag tog jeg den ud og satte den ikke på plads igen. Lagde mig på sengen med den og læste den som, ja, som gjaldt det livet. Og det viste sig jo, at det gjorde det faktisk – ellers skrev jeg jo ikke dette indlæg, så mange år efter.

Til sidst, den oplagte spekulation: Hvad har han efterladt?

Kvinderne i hans liv, dem har der været et par stykker af, påstår at der står notesbog efter notesbog på hylderne i hans arbejdsværelse. Én af dem påstår sågar, at der ligger i hvert fald to færdige romaner i et pengeskab i samme arbejdsværelse. Men hvad fanden ved hun om det. Det er spekulationer alt sammen.

Det eneste der ikke er spekulation er, at The Catcher in the rye, er MIN litterære grundsten. Og at jeg håber, at der ligger minimum to romaner til endelig redigering på J.D.’s forlag inde i New York og bare venter på at ramme mit skrivebord - helst inde for en overskuelig fremtid.

Sådan skriver man til og om en mand, man ikke aner hvad man skal skrive til. Åbenbart.

Den ny-nordiske krimipuritanisme

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Punktum. Svensk af fødsel og opvækst, degenereret og misbrugt i hele Skandinavien, for nu, ganske snart, at lægge sig til at dø, identitetsløs og anonym, i dets fædrene land. Det seneste søm i ligkisten er netop begået af pseudonymet Lars Kepler og har fået titlen ”Hypnotisøren”.

Bag pseudonymet Lars Kepler står ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, hvoraf sidstnævnte er mest kendt på denne side af sundet for blandt andet ”Instruktøren”, en kontroversiel fiktiv biografi om Ingmar Bergman. Ægteparret Ahndoril er bosiddende i Stockholm, hvor de passer deres børn, skriver deres bøger, og dem er der mange af, drikker deres latte og har deres helt igennem kystbanesocialistiske holdninger til alt hvad der rører sig i folkhemmet hinsidan.

Ægteparret Ahndoril var åbenbart blevet træt af ikke at tjene penge på de mange bøger og essays de begår og bestemte sig så for at skrive en kriminalroman. Historien viser jo, at det er der formuerne ligger.

Men enhver intellektuel skandinav med forfatterdrømme ved jo, at det ikke er nok at skrive en knastør krimi i stil med the founding mother and father Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Nej, man skal i samme åndedrag og helst hen over 600 sider plus, skrive en hård samfundskritik hvor velfærdssamfundet får et skud for boven, kernefamilien er lig med døden i tynd forklædning, morderen er psykopat (intet mindre og helst med massemorder-ambitioner), samspilsramte børn står i kø for at hævne sig, mænd der boller uden om får deres bekomst(og er generelt nogle forfærdelige svin) og hvor kvinder der er i deres drifters vold er skurkagtige og må lære af deres fejltagelser.

Den ny-nordiske krimipuritanisme, med andre ord. Den har været under udvikling gennem årtier siden krimien rykkede ind i varmen og blev accepteret som litterær kunst. Takket være blandt andre Jan Guillou og andre nu vrisne gamle mænd. Den har været under udvikling via rædselsfulde og talentløse livstilskrimier, begået af Marklund og hendes kreds. Forfinet af Stieg Larsson qua hans opstyltede, rædselsfuldt selvhævdende og noget så korrekte Millenium-trilogi og nu vil Kepler-sammenslutningen gud hjælpemig skrive ti bøger med den samme hovedperson. Dette kommer jeg tilbage.

Den ny-nordiske krimipuritanisme er først og fremmest én ting: Litterær ansvarsforflygtigelse. Dernæst er den et ønske om at tjene penge. Alt andet vil være hykleri at påstå. Sidst men ikke mindst er den en smutvej til relevans på trods af komplet mangel på åbenlyst talent. Det er ren og skær x-factor.

Den litterære ansvarsforflygtigelse består i, at man fra forfatternes side bevidst forveksler den nordiske krimi med samtidsromanen. Det er da klart. Når man ikke har talentet, endsige overblik og indsigt til at skrive samtidsromanen, så giver man sin tynde, tynde samfundskritik et kriminalistisk plot. Således understreger man sin lunkne pointe om at ondskaben lurer i os alle og så kan alle følge med og rigtigt blive bekræftet i at, velfærdssamfundet det slipper man kun fra med skindet på næsen, hvis hjertet vel at bemærke sidder op i halsen og man i øvrigt er af samme holdning til samfundet som forfatterne. En holdning der som oftest går 15 på dusinet af, på den lokale café latte-bar.

Morderen er psykopat. Det er da klart. Det er muligvis hans utro far og hans svage mor der har gjort ham til det, men det er sådan set lige meget. Han er psykopat. Og hvorfor er hans så det? Jo, for så har man som forfatter lavet rammerne så vide at man ikke behøver indlevelse, hverken som forfatter eller læser, det er jo psykopatens værk så alt kan ske. Man æder med andre ord alt hvad galningen kan finde på, uden at spørge sig selv om der er litterært eller samfundsmæssigt belæg for handlingerne. Ansvarsforflygtigelse.

Sex er stadig lig med ballade. Og mænd kan lokkes med det. Sex, altså. Kvinder skal ikke dyrke sex med tilfældige mænd de finder attraktive, således graver de deres egen grav. Børn må ikke spille computer og slet ikke online-spil og slet, slet ikke hvis de er den mindste smule samspilsramte. Journalister er helte. I hvert fald dem der arbejder i den venstreorienterede del af pressen. Retsmedicinere er good guys, humor er nemmest når den er sort og handler om lemlæstede lig. Politimænd er problematiske. De må i hvert fald ikke bare være en almindelig, god, hårdtarbejdende, opofrende mand eller kvinde. De skal have en skyggeside. Noget med noget alkohol, eller en dom i deres fortid og som minimum en kuldsejlet familie i kølvandet. De må godt klare ærterne for os, men de skal helst lide urimeligt før vi gider redes af dem. Ansvarsforlygtigelse.

Penge. Der er eddermame penge i skidtet, hvis man rammer formlen. Alle har jo fulgt med i de astronomiske summer der er føget gennem luften under det slagsmål der opstod efter Stieg Larssons død. Herr og fru Kepler siges at have tjent kr. 9 mio alene på forskudssalærer fra alverdens forlag, her i blandt vores eget Gyldendal(et lille idealistisk foretagende inde i Klareboderne) der efter sigende har punget knap kr. 800.000 ud for rettighederne til Hypnotisøren. Jan Guillou, Liza Markland og hendes mødregruppe, Arne Dahl og Jo Nesbø har alle tjent til dagen og vejen så de kan holde sig kørende de næste 200 år. Så hvorfor skulle man ikke, som forfatter, give sig i kast med genren som læserne åbenbart sluger som var det kolde Pripps Blå til en varm midsommerfest?

Relevans. Hvem vil ikke gerne være relevant? Der findes ikke den nyhedsredaktion der ikke har sendt en journalist af sted for at interviewe Liza Markland om hvad der er galt med verden i dag. Men ok, hendes heltinde er jo også journalist. Alle kan smigres. Men jeg kunne ligeså godt spørge min datter på 2 ½ om hvad vi skal stille op med statsgælden og få et ligeså brugbart svar.

Hvad angår ovenstående er forlagene er jo et kapitel for sig. Direkte adspurgt om han mente, at krimien var vor tids samtidsroman svarede Gyldendals Grand Old Man Johannes Riis bestyrtet at det håbede han sandelig ikke at det var. Underforstået, at der til havde krimien dog for lidt litterær substans. Men, men, men hr. Riis… ikke desto mindre har du lige punget din egen årsløn ud på den seneste krimi der udgiver sig for netop at have litterær substans. Var de penge ikke bedre brugt andetsteds? Eksempelvis i en talentpulje. Forlagene vil have den ny-nordiske krimipuritanisme og de vil have den nu. Helst i går. Det er der pengene ligger.

Nå, tilbage til Hypnotisøren som ved gud er en skambollet bastard af en krimi. Hvad vil den? Den vil underholde. Selvfølgeligt vil den det, så langt så godt. Hvis en krimi ikke underholder så kunne vi lige så vel afskaffe den og se Station 2 i stedet for. Gør den det? Njah… det er en pageturner der smider om sig med cliffhangers i en sådan grad, at det får Jack Bauer og ”24” til at ligne Lille Per og ”Far til fire”. Så formen er sikkert bestyret.

Hvem er hovedkarakteren? Godt spørgsmål. Jeg fandt aldrig ud af det. Den sakser rundt mellem fortællere og synsvinkler men har dog sine 3 til 4 favoritter. Gør det noget? Ja, for helvede! Når man ikke gider sin genre så sjusker man med karaktererne og så bliver de mudrede. Så overlapper de hinanden så man som læser til sidst bliver i tvivl om hvem der er hvem.

Er karaktererne troværdige? Døm selv: én af hovedpersonerne, den hårdkogte kriminalbetjent Joona Linna med årevis af erfaring og mange lig i lasten. En mand af få ord, der er kendt for ikke at sky nogen midler for at nå målet og hvis stædighed på jobbet gang på gang fremhæves, træder for gud ved hvilken gang i sin karriere ind til retsmedicineren for at besigtige et hårdt medtaget lig. På retsmedicinerens kontor slår paradokset ham pludselig, at ordet obduktion kommer af det græske ord ”obducere” der faktisk betyder at tildække. Aha, aha, interessant. GU GØR DET DA EJ! Jeg kan love jer for at det ikke slår ham. Havde han været en førsteårselev på politiskolen, som aldrig har været en tur i retsmedicinerens kælder før, så måske ja. Men ikke dig, Joona Linna.

Bogen er spækket med den slags tåbelige regibemærkninger, der burde tjene karaktererne, men som blot er én ting og én ting alene: forfatternes ønske om at pisse deres intellekts territorium af i et format det ikke passer til. ”Selvom vi skriver en krimi er vi altså ret kloge”. Muligvis, men spar os for afpisningen.

For lige at gøre Hypnotisøren færdig, så skal der altså skrives ti styks af ovennævnte. Gad vide hvem den gennemgående karakter skal være? Karakteren Hypnotisøren, må siges at være skrevet ud og væk, med mindre man da gentager et originalt, indrømmet, oplæg. Joona Linna er den blegeste hovedkarakter, han er godt nok også svensk-finne, jeg nogensinde er stødt på i en krimi. Hvis han da er hovedkarkateren? En mand der absolut ikke gør noget som helst indtryk og som forfatterne simpelthen ikke har anet hvad fanden de skulle stille op med. Adw-badw, en politibetjent, hvad gør vi? Retsmedicineren – 600 sider sort humor, så slår I nok ikke jeres egen rekord i forskudssalærer i anden omgang. Jeg aner det ikke. Og ja, jeg er også ligeglad.

Jeg er en sur gammel mand, med chauvanistiske tendenser der ikke syntes, at der er skrevet en ordentlig kriminalroman siden Dürenmatt, Doyle og Sjöwall og Wahlöö. En knastør krimi med fuld fokus på forbrydelsen uden svinkeærinder og helst ikke over 150 sider. Er det det der er galt? Bestemt ikke. Der bliver skrevet fremragende krimier i hele verden. Skal da lige skynde mig at nævne Rankin, Krajewski og Kutscher. Jo Nesbø er en hæderlig forfatter, det er Arne Dahl(endnu et pseudonym) vist egentligt også, så selv i Skandinavien bliver der skrevet en god krimi. Men de rykker intet. Og guess what? Det skal de heller ikke – så hold nu op med at foregøgle, at krimier skal omstyrte samfundet og kaste nationer ud i identitetskriser.

Krimier skal underholde, skal være troværdige, skal indeholde præcise miljøbeskrivelser, skal holde sig fra begavede regibemærkninger. Krimiforfattere skal være ærlige, først og fremmest over for dem selv, dernæst overfor deres karakterer og sidst men ikke mindst overfor os – deres læsere. Det er jo derfor, at vi bliver ved med at læse de skide krimier.

Puritanismen bestod i det iskolde fokus på forbrydelsen og opklaringen af denne. Der var en morder, et offer og en opklarer. Det var klart som is.

Så blev morderen samspilsramt, offeret skurk og opdageren grå.

Så blev morderne mange, ofte forbundede og psykopatiske, ofrene tvetydige og opdageren journalist, eller på anden måde genkendelig med brug for hjælp. Der gik x-factor i den. Den ny-nordiske krimipuritanisme. Et ønske om at skildre det nutidige og samfundsmæssige så facetteret og genkendeligt som overhovedet muligt via et kriminalistisk plot. Et resultat som blot fremstår som en ubehagelig, politisk korrekt tankerenhed hvor VI har de rigtige intentioner og alle kan spejle sig i korrektheden og DE vil os til livs.

Den skandinaviske kriminalroman er svensk. Så tog den på vandring, var væk længe, kom tilbage og blev dødeligt såret af Larsson. Nu har den fået den sidste olie af Kepler. Lad nu det stakkels kræ få fred.

K A V A L K A D E

Jul og nytår er kavalkadernes tid og blegansigts blog vil da ikke stå tilbage for nogen eller noget som helst. Så hermed: Blegansigts litterære årskavalkade!

Kavalkaden består ikke nødvendigvis af bøger der er udkommet i år, men af bøger som jeg har læst i år. De kan være ældgamle, men de har præget mit litterære år. Og så snart jublen er forstummet starter jeg ufortrødent med en flok titler der fortjener at blive nævnt og ligge under en fandens masse skæve og afpillede juletræer den 24. om aftenen. Derefter kommer få titler med så høj klasse at de, pine død, SKAL under samtlige juletræer i hele landet. Sidst skal fremhæves en enkelt titel som simpelthen bør være pligtlæsning a la Maos lille røde for alle med litterært hjerte og hjerne.

Så er den hysteriske jubel vist forstummet, selv på de billigste rækker, og vi kan skyde kavalkaden i gang:

”Als wir träumten” Clemens Meyers misantropiske bokseallegori af et opgør med Ostalgien. Kent Harufs smukke og tyste westerndrama ”Plainsong” som jeg indrømmer, at jeg kun læste fordi Politiken skrev, at Barack Obama havde den med på sin sommerferie. Joesph O’neils ”Netherland” som absolut er en af de bedst komponerede romaner jeg nogensinde har læst men som bevæger sig på grænsen til ”clever”. ”Kafka og Kontoret” med Villy Sørensens kloge forord og så til sidst to mægtigt vellykkede krimier i hver sin ende af genren: Marek Krajewskis ”Mordene i Breslau”, tysk-polsk noir med stort N og aggressive insekter og Tom Rob Smiths kulørte og mildt usandsynlige ”Child 44” med de fantastiske beskrivelser af national paranoia i Stalins sidste dage.

Et fint felt af begavet, velskrevet underholdning alle kan have glæde af. Ja, alle – I hørte mig! Ned til den lokale boghandler, den uden papirvarerne og playstationspillene, med jer og investér.

Moving on, som de unge i midt-trediverne siger, til tre titler som i den grad har begejstret mig med deres store ambitioner, skævhed og velskrevenhed. Og lad os lægge ud med endnu en tysker: Volker Kutscher, Der nasse Fisch, som jeg har omtalt i begejstrede og rosende vendinger her på bloggen i løbet af efteråret. En hamrende ambitiøs krimi om Berlin midt i Weimar republikkens opløsning. Om Gereon Rath, en ung politimand fra provinsen med pludselig smag for rang og berømmelse i Berlins fashionable mordkommision. Om en underverden der snart bliver politisk og hverdag. Om almen grådighed og magtbegær i alle afkroge af samfundets skyggeside, med nazisternes magtovertagelse buldrende som en tordensky i horisonten. Jeg er netop gået i gang med bind to i serien om Rath, Der stumme Todt, og er spændt på at se om den holder niveau med nummer et. Mere om det her på bloggen i det nye år. Kutscher har planlagt 4 bind og forventningens glæde er stor.


Afsted til den anden ende af jordkloden, til Beijing og til en anden tilflytter fra provinsen. Denne gang en ung kvinde med skuespiller ambitioner i bogen ”20 fragments of a ravenous youth” af Xialou Guo. Den undseelige lille bog indeholder mere power end et kinesisk kulkraftværk og er mere vedkommende end en hvilken som helst dokumentar film om eksplosiv tilflytning fra land til by i udviklingslandene er det. Guos sprog er vidunderligt og hendes tilgang til byens væsen og muligheder, til mændene i hendes tilværelse og til arbejdet som statist i enorme kinesiske fjernsynsproduktioner er glubende – ravenous. Bogen er et eksistentielt fyrtårn midt i en skrigende og, fra vesten set, altmodisch modernisme der dufter af Poe og Tennessee Williams – massemennesket er kvinde, kineser og skrupsulten. Læs den skide bog!


En skide bog er hvad sidste bog i feltet er. En skide umulig, skide for meget, skide fantastisk god bog. ”Tree of smoke” lagde mig ned i et par uger, slagen af begejstring. En fragmenteret, formummet, grusom fortælling over 600 sider, som jeg i et tidligere blogindlæg omtalte som ”Sorg-stafetten”. Det handler om Vietnamkrigen og al verdens menneskelig dårskab. Vi følger en god håndfuld personer og deres livtag med krigen på alle leder og kanter. Efterretningsfolk på umulige missioner ind i en voksende labyrint af røgslør, underjordiske gangsystemer og intethed. Fodtusser på deres lange march væk fra fattigdom og ligegyldighed i no-where-USA direkte ned i afgrunden som kanonføde i et land de knepper og dræber sig igennem og en krig der ikke er deres. En sygehjælper hvis eksistensgrundlag er sorgen som hun bærer for de tusinder hun lukker øjnene og folder hænderne på for sidste gang. Og hvad er så nyt? Not much. Men det er også rørende ligegyldigt når fortællingen er så velskabt og fuldfed som Denis Johnsons ”Tree of Smoke” er det. Og se så lige coveret – årets cover, intet mindre.


Det var så de tre nærmeste forfølgere og må-ha-bøger i dette års kavalkade. De udfylder rammerne for deres respektive genrer elegant og overrasker hele vejen igennem.

Så er vi nået til årets vinder. En bog som egentligt er ”uden for kategori”, da den ikke er skønlitterær. ”a new literary history of America”. Ta-daaaaaaaaaaa! 200 originale essays der i enestående grad indfanger den amerikanske stemme. Essays om ikke kun litterære emner men altid ud fra et litterært synspunkt, slår ned på 200 forskellige årstal, begivenheder, bøger og forfattere fra første gang Amerika nævnes på et kort i 1592 og så frem til Barack Obamas valgsejr i 2008. Så forskellige emner som de spanske erobrere, Washingtons tilblivelse, pilgrimmene, Tennessee Williams, Ronald Reagan, Linda Lovelace, Philip Roth, Richard Powers bliver gennemgået med de litterære briller på. Og det er ikke spor fortænkt eller for meget eller uanvendeligt – det er en enestående skattekiste for alle os der hvert år svælger i den amerikanske litteratur og litteraturforståelse. Hvad har givet denne hvepserede dens litterære stemme og kraft?

Velskrevet, velbegrundet, håndgribeligt, overlegent og oplysende. Greil Marcus og Werner Sollors har redigeret og Harvard University Press har udgivet. En sikker julegave til far der har alt, lillebror der tror han er så skidelitterær eller en god ven man vil intimidere lidt. Og for alle os andre der læser fordi vi ikke kan lade være og som har en svaghed for Americana, en sand fryd.


Af sted til den lokale boghandel eller den lokale webshop og køb, køb, køb – læs, læs, læs. Og bliv et gladere, kønnere, mere oplyst og rummeligt menneske.

Æbler og bildæk

En sammenligning mellem de amerikanske forfattere Kent Haruf og Daniel Woodrell, vil mange mene, er en sammenligning mellem æbler og bildæk. Begge dele er runde, men der stopper ligheden så. Begge ovennævnte er gode, nulevende amerikanske forfattere der begge tager deres udgangspunkt i karakterer fra USA's udkant, geografisk såvel som eksistentielt. Men udover det er de umiddelbart forskellige som dag og nat.

Haruf er den talentfulde historiesnedker med det enestående håndelag hvormed han kan forme en hård og umedgørlig træklods af et persongalleri til et smukt stykke kunsthåndværk med fine lag og smukt ornamenterede mønstre gennem dialogen.

Woodrell er en vild og anarkistisk træhugger, der med hvilket som helst værktøj skærer sig gennem barken på det store amerikansk fyretræ for at blotlægge dets rådne og ormstukne kerne. Koste hvad det vil.

Sidstnævntes bøger er hårde, ufiltrerede fortællinger fra USA’s hvide underklasse, fra trailerparks og smalltown casinos, fra den lurvede bar til detentionen, fra et USA der står uden for indflydelse og som kun gør sig gældende qua meningsløs kriminalitet. Det er enlige mødre, stofmisbrugere, hustlere, drankere og børn uden fremtid. Det er en konstant og umulig higen efter noget der er bedre, anywhere but here. Woodrell er et talerør for den genre han selv har opfundet, country-noir.

Harufs er historien om de stille eksistenser i den fiktive by Holt, Colorado, hvor alle hans romaner foregår. De accepterer vilkårene for et barsk og for det meste ensomt liv på de store sletter. Det er også historien om fædre der skrider, om enlige mødre, men tristessen er forudsætningen for en del af det liv de er vokset op med og som Colorado byder dem. En higen efter et bedre sted er utænkeligt, man er hvor man er, man står fast og man får det bedste ud af det, uden at kny.

Harufs er historien om midt-vesten, Woodrells er historien om syden. Haruf fortæller den store historie som et minimalistisk og underspillet kammerspil, Woodrell benytter sig at det kriminalistiske plot for at understrege karakterernes håbløshed via vold og kriminalitet.

Deres respektive hovedværker understreger forskellene. Harufs hovedværk ”Plainsong” er historien om 5-7 forskellige karakterer og deres liv i lillebyen. Deres historier berører i større eller mindre grad hinanden, men rykker ikke karaktererne endegyldigt i forhold til deres oprindelige ståsted. Plainsong er den type af sang der synges i kirker, simpelt og uden fraseringer. Ligeså er Harufs prosa. Hver enkelt sætning er så simpelt konstrueret og så klar og gennemsigtig at den midt-vestlige stilhed formeligt stråler fra dem.

Woodrells hovedværk, "Death of sweet mister", nogen vil mene, at det er "Winters Bone", det mener jeg ikke, er som titlen på foruroligende vis antyder, en historie med et andet perspektiv. Amerikanerne kalder det en Comming-of-age historie, syndefaldet, uskyldens endeligt. Det er historien om en drengs endog meget tætte forhold til sin noget løsagtige mor, hans fordrukne, voldelige og gudskelov oftest fraværende far og mordet på morens nye kæreste. Woodrells prosa er hurtig, fræk og aggressiv og håbløshedens rå, nådesløse humor strømmer fra den.

Plainsong foregår blandt ”simple folk”, Sweet mister foregår blandt de udstødte, det laveste lave USA. Plainsong er en hyldest til mennesket og dets evne til omstilling i hårde tider. Sweet mister er en foruroligende beskrivelse af hvad mennesket er i stand til, når det presses ud over kanten.
I Plainsong bliver alle slutteligt ”kaldt ind til aften”. Der er nogen der tager sig af dem, inviterer dem indenfor og sørger for deres velbefindende om end vejen er lang. I Sweet mister er alle efterladt blødende på gulvet, tæppet er trukket væk.

Men sammenligningen mellem de to forfattere er alligevel og på trods nærliggende: Deres mænd er fåmælte, til dels handlingslammede, slagne og accepterer kun nødigt forandring. Deres kvinder er enten handlekraftige, om end tvunget af bitter nød, eller attraktive og derfor manipulerende. Naturen spiller en stor rolle både i karakterernes liv og forståelse af verden men også i historiernes narrative forløb. Karaktererne i begge historier bevæger sig på grænsen af det etablerede samfund, derude hvor der er egne regler og hvor man kan blive glemt. Hvad enten man ønsker det eller ej. Karaktererne i begge historier er uden for reel samfundsmæssig indflydelse og har intet ønske om andet end en tålelig hverdag i fred for deres respektive plageånder, hvad end det drejer sig om voldsmænd, pantefogeder, naturens luner eller svigermødre.

Og så er begge d’herrer amerikanere med stort A. De skriver sig begge ind i en stor tradition for beskrivelsen af den amerikanske hverdag, om end fra hver sin ende. Her bør jeg så nævne en lang række af deres mere berømte landsmænd, men alle der har læst ovenstående vil kunne se at vi er ude på sporet hvor både Steinbeck, Ford og Twain har vandret før de to.

Harufs Plainsong er en utroligt god, smuk og velskabt historie. Woodrells Death of Sweet Mister er en lille, grum satan der vil æde sig fast i din erindring. Begge er de billeder på den amerikanske hverdag og på mennesket i undtagelsestilstand. Jeg er begejstret for Haruf og stik hamrende ellevild og blodig med Woodrell. Læs begge. NU!

Var Kafka et skvat?

Var han morsom?

I et brev til langdistancekæresten Felice Bauer i Berlin skrev Kafka "I can laugh, Felice, don't doubt that. I'm even known for my propensity to laugh."
Ved ovenstående kommer jeg automatisk til at tænke på Monty Pythons major, i skikkelse af nu afdøde Graham Chapman, der i fuld uniform og piben i den stramme mund siger "Nobody likes a good laugh more than I - except my wife of course".

Faktisk havde jeg ved læsning af "Kafka og kontoret - tekster om og af forsikringsmanden Franz Kafka", ofte Graham Chapmans major i tankerne. Teksterne er oversat af Villy Sørensen og denne har også skrevet et lille forord, udgivelsen står Vandkunsten for. Bogen giver et ultrakort og ganske præcist indblik i det skisma Kafka stod i hver eneste dag, kontoret overfor forfattergerningen. Og hvordan dette skisma gav anledning til megen frustration som kun latteren og humoren kunne hjælpe ham i gennem. Samtidig giver det indtryk af forholdet til Felice.

Der er ingen tvivl om at han, som utallige forfattere før og efter ham, fandt disse to yderpunkter i hans liv, brødet og kunsten, ganske uforenelige. Men der er heller ingen tvivl om, at disse to yderpunkter, var alt han havde og dermed en evig inspiration i hans forfatterskab. Man skal ikke have læst mange kapitler i eksempelvis "Processen" for at se dette ganske tydeligt.

At der ikke var plads til ret meget andet end Kafka selv i mellem disse yderpunkter, står klart efter at have læst med på brevene til Felice. En langdistancekæreste var der i hvert fald ikke plads til. Brevene bærer præg af, at være én lang undskyldning for sig selv og sin egen uformåen i forholdet til Felice. Deres få korte møder er præget af frustration og tristesse og to gange ophæver han sågar forlovelsen med hende. Det ender da, som vi jo ved, også med at Kafka dør mutters alene på et tuberkulosesanatorium. Felice gifter sig med en købmand og bliver, og det ved jeg virkeligt ikke en skid om, en lykkelig gift kone med børn, hund og römertopf.

I løbet af deres forhold skriver han alenlange breve til hende, gerne dagligt, som mest af alt tager karakter af indre monologer over hans egne fortræffeligheder og fortrædeligheder, gerne i et, med personlig stil tillempet, kancellisprog som må have været et sandt mareridt for den små Felice at tygge sig igennem. Samtidig følte han sig ganske forsmået hvis ikke hun skrev tilbage til ham samme dag - Og du godeste da, for et skvat!

Et af brevene, som egentlig skrives af ham for at bevise hans tilbøjeligheder til en sund latter, er en enerverende lang beskrivelse af hvordan han, under en tale afholdt af den nye direktør for den Bøhmiske Forsikrings anstalt hvori han er ansat som koncipist, kæmper for at holde latteren tilbage da situationen pludseligt forekommer ham grotesk og lattervækkende. Igennem hele den lange tale, krymper han sig som en galning og sprutter indeklemt for ikke at bryde ud i upassende skoggerlatter da talens indhold ingenlunde lægger op til dette. Det beskrives malende og med slet skjult fryd, hvorledes kollegaer prøver at dæmpe ham og ser på ham som om han er vanvittig. Direktøren selv, som med Kafkas ord er en verdensmand og vant til sin del pøbelopførsel fra folket, lader sig ikke mærke med Kafkas udbrud, hvorved det får undertegnede til at konkludere, at så var det vist heller ikke værre, var det det, hva' Franz? Det var sgu nok ret meget i dit helt eget hoved, i din helt egen verden, at den undertrykte latterkrampe var så opsigtsvækkende. For alle andre omkring dig har det nok blot taget udtryk af en pludseligt, let generende lændekrampe i din svagelige krop.

Nuvel. Kafka prøver således, efter bedste evne, at imponere Felice, der må siges at være en meget tålmodig kvinde.

I det hele taget står brevene til Felice og teksterne af forsikringsmanden Franz Kafka, der er blandt andet trykt et meget, ufrivilligt, morsomt brev med ønske om lønforhøjelse til anstaltens ledelse, i umiddelbar kontrast til den kraftfulde, spiddende prosa som vi kender fra bla. Processen, Metamorphosis og Amerika. Prosa som indeholder hele det enkelte individs kyniske, selvindsigtsfulde, straffende eksistens i det altoverskyggende, evigt pumpende maskineris velsmurte tandhjul. Og så alligevel: Den klare sammenhæng mellem Kafkas eget professionelle liv som koncipist, lille-bitte menneske i et mægtig apparats kontorlandskab, hvor i mennesket degraderes til journalnumre og pinedød skal passe i den til lejligheden af staten byggede kasse.

Således også som en hund i det spil kegler der er parforholdet. Han forventes at være sådan og sådan - som den kavaler tiden nu foreskrev man skulle være. Men hvordan være dette, når ens inderste stred i mod alt konformt, alt tilrettelagt, alt forventeligt.

Kafka var ikke et skavt. Kafka var en ueffen kavaler, en plaget koncipist og forsikringsmand og ved gud, og på trods af dette og muligvis derfor, en af de største forfattere verden har set. Hans tekster, hvad end det er breve til Felice, skrivelser i sit forsikringsvirke, eller mesterværkerne der fylder hans alt for korte forfatterskab, står lysende rene og kraftfulde tilbage. Men det er min påstand, at han, lige meget hvor meget han så prøver at overbevise Felice om det modsatte, ikke er humorist.

”Nobody likes a good laugh more than I…”

Der nasse Fisch

En krimisensation er han blevet kaldt. Volker Kutscher. Ham der langt om længe skal forsvare de tyske farver overfor de succesrige skandinavere, der igennem de sidste ti år har overtaget det tyske krimimarked og skrevet sig ind i de tyske krimihjerter med hårdkogte, vedkommende kriminalromaner.

Der nasse fisch er Kutschers første i en planlagt serie på 4 om den ambitiøse unge opklarer Gereon Rath, der falder i unåde i hans hjemby Köln og via hans fars forbindelser lander hos sædelighedspolitiet i landets store hovedstad Berlin. Året er 1929 og Berlin er ét stort opgør mellem forskellige politiske grupper med et alt andet end upartisk politi i midten.

Volker Kutscher er egentlig journalist, men det skal ikke ligge ham til last, i hvert fald ikke yderligere end at han som alle andre journalister turned writer researcher og researcher helt ud i det urimelige og undervejs forelsker sig i materialet i en grad, der gør at han slet ikke kan begrænse de folkloristiske afsnit i fortællingen. De afsnit er godt skrevede, men fandens lange.

Ser man igennem fingrene med ovenstående lille suk, så sætter man sig i læsestolen med en intet mindre end fremragende krimi fra Berlin i en voldsom brydningstid, hvor stormende modernisme kun nødigt lader sig overskygge af de politiske spændinger i tiden. Nazismen lurer i horisonten, men berøres kun flygtigt. Overbevisende skildret og ekstra voldsomt i det perspektiv bliver deres magtovertagelse blot få år efter.

Berlin er Berlin, en stat i staten, med egne regler, skrevne og uskrevne, en sydende metropol med en charmerende hang til fest og ja, skørlevned, med en blomstrende kunst- og varietescene, med seksuel frihed, sålænge den er af heteroseksuel karakter og ikke involverer affotografering af eskapaderne(!) og er i det hele taget alt hvad man forventer sig af en metropol - selv 80 år efter.

Gereon Rath dumper ned i sådan et Berlin, i sædelighedspolitiet efter at være blevet hældt ud som mordefterforsker i fødebyen Köln. Han affinder sig først med sin rolle i denne den mindst ærværdige af styrkens afdelinger, indfiltrerer pornoringe etc. uden at kny, men ambitionerne rækker til meget mere end det og da et lig bliver hevet op af Landwehrkanal ser han sit snit til at begynde sin egen parallelefterforskning. Ikke noget der just indbringer ham venner på sin nye arbejdsplads. Tværtimod. Gereon Rath redder sig en flok indflydelsesrige fjender som man kun kan gætte på vil vedblive at hjemsøge ham i seriens næste bind.

Der nasse fisch, den våde fisk, er politislang for en uopklaret sag. Eller en specielt vanskelig sag. Der Tote im Landwehrkanal, som også er titlen på første kapitel, er netop en sådan. En våd fisk. Men Gereon Rath ser det som sin gyldne mulighed for at feje modstandere til side og arbejde sig op i det Berlinske politi. Udnytter han muligheden eller ej, må I selv læse jer til, men én ting er sikkert, Raths foretagsomhed får konsekvenser, vidtrækkende konsekvenser.

I skal læse Kutscher, først og fremmest fordi Rath er en interessant og kontrastfyldt karakter, skabt med stor empati og præcision af en dygtig krimisnedker. Dernæst skal bogen læses for et overraskende, djævelsk godt skrevet og helt igennem sandsynligt plot. Sidst men ikke mindst er der grund til at fryde sig over miljøbeskrivelserne af Berlin i 1929. Der er mange og lange beskrivelser, men for alle os der elsker Berlin, og er nørdede nok til at sidde med et lille kort over byen ved læsning af bogen, er det ganske enkelt stor underholdning.

Næste bind i serien, Der stumme Tod, ér udkommet på tysk og ligger på mit skrivebord, med Berlinkortet ved siden af. Fryd.