"When we are talking about mortality...

 ... we are talking about children." - Joan Didion

Der er uendelig styrke i den lille og spinkle kvinde. Og der er ingen styrke. Der en afgrund af påtvunget viden, den viden kun den, som har mistet får. Og der er ingen afgrund. For du ved, at hverken den styrke eller viden er brugbar, når det sker igen. Det er hvad du siger til dig selv, at den er. Men du ved at den ikke er. Når det sker igen.

"Everything is alright,...until it isn't" - Joan Didion.

Didion mistede inden for en kort periode både sin mand og senere, og værre, sin datter. Bøgerne er, mærkværdigt nok, vidunderlige, kraftfulde, opløftende, nøgterne og begavede. Når en stor forfatter mister, lyder dennes litteratur således. Når vi andre gør det, efterlades vi med Didions ord.

Læs både "A year of magical thinking" og "Blue nights".

Ikke meget fis på forfatternet

Hvor mange forfattere har egentligt deres egne hjemmesider? Ja, jeg ved det... Det er et spørgsmål, som har holdt dig vågen mangen en nat. Fortvivl ej mere. Blegansigts blog leverer svaret. En hurtig, meget hurtig, research på nettet viser, at det har ret mange af dem. Selv personlige hjemmesider, som dog godt nok er hamrende upersonlige, og ikke blot forlagenes forfattersider. Men den hurtige research viser også, at det i den grad kniber med opfindsomheden.

Lad os tage et kig på nogle af de forfattere jeg har beskæftiget mig med her på blog'en. Og lad os da bare starte med vore venner ud i krimigenren.

Olen Steinhauer, my new found love, har en ganske nifty og informativ hjemmeside med et par sjove features. Blandt andet et verdenskort med lokationer fra "Tourism"-serien plottet ind.

Andrew Williams, tidens ypperste formidler af tweed og røg, har sandelig også en hjemmeside, som er pæn og overskuelig og alt mulig. Der er både interviews og info om hans to fagbøger, som gik forud for The Interogator.

Volker Kutschers hjemmeside er decideret opfindsom, om end temmeligt S/H,  sammenlignet med kollegaernes. Den handler nemlig stort set ikke om ham, men der i mod hans helt Gereon Rath. Blæret og med masser af lir fra Berlin i den burleske periode. Lækkert.

Philip Kerr, den pressevante mand med den aldrig svigtende næse for mersalg, har naturligvis også sit eget net empirium, som, ikke overraskende, kredser om salg af egne bøger. Det første, der møder en er diverse links til netboghandlere. Man kunne måske foreslå den gode Kerr, at fokusere lidt mere på den gode historie end på salget af den. Men her er skam også interviews og baggrund etc. for den, der elsker historierne om Bernie Gunther - og det gør jeg.

Marek Krajewski, den polske mørkemand med de misantropiske fortællinger fra fortidens Breslau, har en hjemmeside-noir, som visuelt passer aldeles udemærket til fortællingerne. Eneste problem - den er på polsk...

Mesteren him self, John Le Carre, har en hjemmeside, der er lige så hjertevarm som hans bøger. Ikke særligt og ikke særligt personligt, men som giver et ganske godt billede af den mega-industri mandens litteratur er. Her er filmtrailers fra filmatiseringer af hans bøger og interviews med ham selv og Hollywood-celebriteter. Sidst men ikke mindst er der en opfordring til, og her grinte jeg højt, at "make sure to follow my personal assistent's note's on Twitter"... Det bliver uforglemmeligt. Men hatten af for ærligheden.

Denne lynhurtige gennemgang af nogle af de største og mest kontemporære krimiforfatteres hjemmesider viser en ganske tydelig tendens til... kedsomhed. Der er ikke meget at komme efter, hvis man angler efter en personlig tanke om dette og hint fra disse forfattere. Til gengæld virker samtlige hjemmesider som om de er sanktionerede af forlagene og deres jurister. En skam, da en hjemmeside virkeligt kunne tjene som supplement til et allerede interessant forfatterskab. Som eksempelvis Kutschers Gereon Rath-side. DET er fandme godt!

Men hvad så med forfattere, som ikke er havnet i krimigenren? Blandt de yngre må der da være noget at komme efter? Clemens Meyer, for eksempel? Jo, jo... han har da en hjemmeside. Den er lige så tysk som et glas bockwurst i lage, og lige så spændende. Han har dog kastet sig ud i en podcast, kan jeg se, men ud over det er der intet, der får mig til at klikke rundt med savl ned af hagen. Mindre kan gøre det, korrekt, men heller ikke det er der.

David Ebershoff, tjek! hjemmeside, pæn og country og noget så amerikansk. Der er intet her, som ikke kan findes andre steder på nettet.

Dimitri Verhulst, min yndlings-belgier, har naturligvis en visuelt sjov en af slagsen. Men, men, men... igen intet ekstra, intet ud over det sædvanlige, ingen eksklusivitet. Men et billede af en pisse-kumme. Og, nå ja, du skal være stærk ud i det flamske for at kunne læse med.

Jonathan Lethem har fat i den lange ende, også på nettet. Fremragende forfatter, stor personlighed og fin, fin hjemmeside. Masser af info, masser af nyt og masser af tekst, som kun findes her. Fedt-fedt!

Xiaolu Guo er på nettet! Og nøj, det er pænt. Kinesiske skrifttegn vinder altid æstetikkonkurrencen. Men igen: INTET opsigtsvækkende, lidt anmeldelser, en bibliografi og en event-kalender.

Hvad med danske forfattere? Udnytter de nettet? Aldeles ja. Kristina Stoltz, Jens Blendstrup, Trisse Gejl, Jørgen Leth og Jussi - For blot at nævne en god håndfuld. Nogle mere opfindsomt end andre, men de er i høj grad til stede og tilgængelige og der er interviews og tju-hej at komme efter. I hvert fald disse forfattere bekræfter imaget af Danmark som on-line-nation.

Jeg siger ikke at alle forfattere bør være på nettet. Mange forfattere er, til forskel fra andre eksponenter i andre dele af underholdningsindustrien, ofte meget tilbagetrukkede mennesker. Nogle har sågar gjort denne tilsyneladende eremit-tilværelse til et varemærke og få, ganske få, har sågar formået at lukrere på det. Jeg siger til gengæld at det er en rigtig god ide at være til stede på nettet. Dette kan synes en selvfølgelighed, men det er det ikke blandt forfattere. Og det er jo heller ikke fordi at forlagene svømmer over med marketings- og pr-folk, som fortæller forfatterne at synlighed er en god ting. Meget ofte er det op til forfatteren selv at finde ud af dette og gøre noget ved det. Forlagenes ansvar synes, generelt, at ophøre i det de har trykt bogen.

Giv dog læseren en flig af noget andet og mere end de får ved blot at købe og læse bogen. Byg dog lag på fortællingen i et univers, som er forfatterens og som forfatteren kan kontrollere. Nettet kan få glemte forfattere, gemte forfattere og smalle forfattere til at leve, ikke med uden-oms-gejl, men med relevant ekstra-materiale og information. Gør det!

Sidst men ikke mindst efterlader denne hurtige research mig med det indtryk, jeg allerede havde af bogbranchen. Nemlig indtrykket af en branche, som sidder med lukkede øjne i chesterfield-sofaen og piben dampende i askebægeret og lader som om, at den digitale revolution, var noget, som skete i en dårlig sci-fi-novelle. Vi lukker øjnene, det går nok over igen. Det gør det naturligvis ikke. Den missede digitale revolution bliver forlagenes død. I hvert fald som vi kender dem i dag. Men det er en anden diskussion.

Brunt tweed og røg

Blegansigts blog – nu med mere Ramasjang. Ikke helt så glamourøst, glittet og strømlinet som Olen Steinhauer. Mere støvet, historisk korrekt og researchtungt. Med karakterer, som går i enten uniform eller, hvis det skal være løssluppent, brunt tweed. De ryger også pibe og smøger konstant og siger ”De” til hinanden. Og nå ja, så udkæmper de en helt anden krig – nemlig ubådskrigen under 2. Verdenskrig. Så hvis du ikke syntes, at det er skidespændende… ja, så stop bare her og gå tilbage Youtube og Gangnam Style og hvad I unge tosser ellers render rundt og laver.

Andrew Williams hedder han. Debutant og ifølge flere udenlandske anmeldere Robert Harris’ arvtager til tronen. Den trone, hvor kongen over de historiske spionromaner med 2. Verdenskrig som omdrejningspunkt residerer – må man antage. Sådan nogle udsagn er noget vrøvl. Lad os bare slå fast at Harris er Harris og det er Williams ej, han er til gengæld Williams og så lade det blive ved det.

”The Interrogator” hedder bogen og er baseret på en virkelig hændelse, nemlig mistanken om at Nazisterne i den førte lange periode af 2. Verdenskrig var i stand til at læse englændernes koder og dermed i stand til, med meget stor præcision, at sejle enhver britisk konvoj i Atlanterhavet op og sænke dem med skrækkelige tab til følge.

Bogen følger den kontroversielle løjtnant Douglas Lindsay, som grundet sine tyske rødder, og deraf kontroversen, er ansat som forhørsleder og tolk i den britiske hær. Lindsay kommer hurtigt på sporet af, at deres koder løbende bliver opsnappet og må nu kæmpe en ulige kamp mod eksterne og interne fjender for at bevise sin påstand.

Williams er ingen stor æstet, men der i mod umådeligt grundig og historisk korrekt i sine miljøbeskrivelser. Det får visse af forhørssekvenserne til at fremstå lidt sendrægtige og da de lægger basis for en anseelige del af plottet, er dette en skam. Til gengæld fejler karaktererne intet, dialogen imellem dem er decideret fremragende og sammenligningen mellem de trange ubåde og de trange arbejdsforhold i The War Rooms dybt under det centrale London, hvor cigaretrøgen hænger i brun-grå dyner under de lave lofter, er et virkeligt litterært coup.

Alle os, der stadig savler lidt over verdenskrigsbaserede intriger og brunt tweed kan savle videre her. Williams er kommet for at blive og det, håber jeg, er Douglas Lindsey også.

Kunne du tænke dig at læse lidt mere om Williams, så er muligheden her.

Oh! Olen...

Noget skete. Jeg havde et voldsomt behov for at læse noget nyt. Ikke blot en ny bog, af en for mig, ny forfatter, men en helt ny genre. Eller en genopdage en gammel genre, som jeg ikke har læst i årevis. Væk med de episke romaner, de historiebårende dramaer, ind med noget andet. Noget letfordøjeligt, noget skamløst underholdende.

Enter Olen Steinhauer og min gamle flamme: Spionromanen. Åh, spionromanen. Den helt egensindige, sindrigt nørdede, top-paranoide forgrening af kriminalromanen. Hvor hver en bevægelse, hver en sætning, hvert et ord er nøje overvejet, udført og altid har en dobbeltbetydning. Trust no one!

Mine referencer på feltet hedder naturligvis John le Carré og Len Deighton med en lille smule overvægt til Deighton. Ikke fordi han er bedre end le Carré, men fordi jeg gik for tidligt i gang med sidstnævnte og formeligt druknede i hans hundesvære og kringelkrogede plots. Deighton, der i mod, havde altid et menneskeligt aspekt med i bøgerne om hans helt MI5-agenten Bernard Samson. De tre trilogier han skrev med ham i hovedrollen handlede i ligeså høj grad om kærligheden mellem Samson og hans kone, som de handlede om den kolde krigs beskidte spil.

Både le Carré og Deighton må siges at være ligeværdige kombattanter i sværdvægtsfighten om kongekronen inden for genren. Men Steinhauer snapper dem i haserne som prinsen. En ny og moderne fortolkning af genren, som i Steinhauers hænder ikke har brug for den kolde krigs paranoia og fastlåste fjendebilleder, men som ubesværet portrætterer det fragmentariske og ikke mindre dødsensfarlige spil, der omgiver en til tider svært definerbar og ofte usynlig fjende. Ikke i skyggen af murens fald, men i skyggen at tvillingetårnene, der som fantomskygger lurer over USA og resten af verden.  

The Tourist er amerikanske Steinhauers første bind i serien om CIA-agenten Milo Weaver. En ”Tourist” er slang for en af den slags superhemmelige agenter der turnerer kloden og udfører det beskidte arbejde for the agency. Som aldrig får ros for deres succeser og som ingen vil kendes ved hvis det ender i fiasko. Milo Weaver er en Tourist og en af de mest delikate hovedkarakterer jeg har haft mellem fingrene. For gammel til jobbet, egentligt pensioneret til et desk-job og modvilligt, meget modvilligt bliver han så suget ud i felten igen og væk fra sin elskede kone og steddatter. Det handler om jagten på en muldvarp i CIA. Naturligvis ender Weaver med at være den jagede i stedet for jægeren, sådan som det så ofte gør i denne genre. Der skal ikke røbes mere og andet her på blog’en end, at ”The not-so-accidental tourist” Milo Weaver må se at komme i form i en fart, hvis han skal overleve chefernes kyniske rænkespil.

Steinhauer skylder sine læremestre meget. Plotforståelse, opbygning og velplacerede huller i narratologien har han alt sammen lært af de eneste(bedste) to. Han er blot en hurtigere og mere populær udgave af mestrene. Hans plot er overskueligt, det har man aldrig kunne beskylde le Carré og Deighton for og han pakker sin historie pænt ind med sløjfer på. Samtidig er han ikke bange for at aflive en bærende karakter meget tidligt for at ryste posen en smule. Det fungerer fabelagtigt alt sammen, men man ender alligevel med følelsen af lige at have indtaget en light-udgave af le Carré eller Deighton. Men på et punkt overstråler prinsen alligevel kongerne: Milo Weaver. Det er satme en sprød hovedkarakter vi her har med at gøre. Et helt menneske med fejl og mangler og masser af kærlighed. Et menneske, som en mærkværdig barndom og ønsket om at gøre en forskel, har smidt ud på en togtur uden returbillet. Han kan stige af i ny og næ og håbe at hans familie er der for at se ham på stationen, men han kommer altid om bord på toget igen, hvad enten han vil det eller ej.

Stig på Steinhauer-toget. De slås, dræber og lyver. De drikker og tager stoffer, og ind i mellem alt dette formår de lejlighedsvis at overbevise sig selv om, at den frie verden er værd at slås for. Alt i mens læseren, og det er dig, er fremragende underholdt. Bliver det meget bedre end det? Det tror jeg ikke, det gør.

Kunen du tænke dig at læse mere om Olen Steinhauer, så klik her.

The North Shore

Ind i mellem ramler selv krimihader nummer ét, det er åbenbart mig(selvom det jo ikke er mig og slet ikke rigtigt at jeg hader krimier), ind i en krimi som i den grad trækker tæppet væk under krimihader nummer ét, åbner gulvet og suger krimihader nummer ét nedad og nedad i svimlende læselyst, med en original historie, stærke beskrivelser af et fremmed miljø og komplet genremæssig overlegenhed i både fortælling og plot. Sådan en oplevelse har krimihader nummer ét netop haft. Og nu stopper jeg det med krimihadet - og lægger det i graven for stedse. Og det gør I også. Aftale?

Ivar Sundstøl er nordmand og har skrevet 3 krimier om den nordamerikanske Forest Ranger, eller skovpolitimand, Lance Hansen og hans gøren og laden i et af USAs mindst fremkommelige og mindste beskrevne hjørner, området omkring Lake Superiors nordkyst i Minnesota, nord for Duluth, The North Shore. Der er ikke forfærdeligt meget andet end skov og sø i det område, og så en canadisk grænse et eller andet sted inde mellem træerne.

Og dog. Der er faktisk også en masse norske efterkommere på de kanter. For det var åbenbart der, i den gudsforladte og barske natur, at de første norkse emmigranter slog sig ned i USA. Det var der sikkert en god forklaring på. Hvor om alting er, så er det sikkert derfor at ærkenorske Sundstøl har kastet sin kærlighed på dette område med de mange norske stednavne. På det tidspunkt hvor Nordmændende kom til boede der kun indianere i skovene, som så småt var ced at blive indrettet til de nok så vederstyggelige reservater. Kulturmøderne mellem de stærkt kristne immigranter og det oprindelige naturfolk gik ikke stille af sig og spiller da også en rolle, i specielt bog nummer to.

Den første bog hedder "Drømmenes Land"og titlen henviser både til immigrantens forhåbninger om et bedre liv på den anden side af Atlanten og om Indianernes brug af drømmetydning. En ung, mandlig norsk turist bliver fundet myrdet af Lance Hansen, kraniet smadret med en stor sten, lidt derfra sidder en anden ung, mandlig norsk turist i chok lænet op af et stort stenkors. En efterforsker fra Norge bliver fløjet ind for at bistå amerikanerne med opklaringen. Denne peger tidligt på at vennen har myrdet den unge nordmand, muligvis i jalousi. Men som efterforskningen skrider frem begynder beviserne at pege i en retning som den stoute Lance ikke havde regnet med - nemlig i mod hans egen famile, nærmere betegnet hans bror...

Det som gør "Drømmenes Land", så bemærkelsesværdig, udover det fremmeartede miljø og de vellykkede beskrivelser af dette og dets karakterer, er tempoet. Vi er gået helt ned i gear. Så langt ned i gear som kun en skov-strømer ved Lake Superior kan komme. Og det fungerer optimalt. Uhyggen kommer snigende i de mørkegrønne skove og naturen spiller en stor rolle. Den ildevarslende slutning lægger op til et intenst broder-opgør i efterfølgeren "De døde".

Og vi bliver IKKE snydt. I det mest sensationelle set-up til en 2'er jeg nogensinde har set, lader Sundstøl Lance og broderen battle det ud på deres årlige bukkejagt. De to alene i en stor skov, som langsomt bliver dækket af en icestorm. 150 siders ufatteligt tæt drama, som væver sig ind i en sidehistorie fra dengang de første norske indvandrere betrådte The North Shore. Det er bittert og det er lavmælt og det er sindsoprivende spændende.

Nummer 3 "Ravnene" er netop udkommet på vort modersmål og jeg glæder mig meget til at stikke forbi min lokale net-boghandler, da min lokale boghandler ikke eksisterer andre steder end i orbit længere. I andre skulle følge mit råd, skulle I, og fylde sommerkufferten med Sundstøls storartede krimier fra Det gamle land.

Something wicked this way comes...

Det her er good stuff... En herlig, herlig blog. Hvis du kunne lide Bookshelfporn, og det kunne du jo, så kan du også lide det her. Jo, du kan!

I øvrigt påfaldende hvor meget mere søgehistorik og opmærksomhed denne blog genererer, når blot jeg husker at skrive "porno".

Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno.

Og ja, overskriften til indlægget er tyvstjålet fra "The late-The great" Ray Bradbury.

Bookshelfporn

Ooooooohh yearh! Nu bliver det slibrigt. Tjek dette link ud og fortæl mig om du kan undgå at blive bare en smule svedig? Jeg kan ikke... Boghyldepornografi - Satme frækt!

Hjem kære hjem

Berømte forfatteres barndomshjem. Unægteligt noget pop - men så meget mere for snageffekten. Og ja, der er en dansker i mellem - gæt selv hvem.

Greatest cover?

Det er utvivlsom en liste lavet af grafisk design-studerende... Jeg syntes de har udeladt en del af de virkeligt fede og meget mere svulstige covers der er lavet i tidens løb. Personligt har jeg en faible for paperbacks i 50'erne erne med horror-typer og hyppige bruge af afklædte kvinder og våben(se øverst), det som min generation, takket være en voldsomt overvurderet cinematisk oplevelse, lærte at kende som Pulp Fiction. Men anyway, hvilket er det fedeste cover på denne liste?(The Road og The Humbling er mine favoritter)

Makkerskabet og fortsættelsen på historien.

Okay. Jeg har læst Zlatans selvbiografi. Det er også Lagercrantz’ Zlatan-bog. Og hvad så? Vil du noget? Ligesom? Det tog mig tre dage. Ligesom. Superevilmegabitsch. Og vildt fedt. Helt hysterisk. Ligesom. Og jeg vil fremover kun skrive som Zlatan taler. Ligesom.

Og dog…

Historien om Zlatan er mageløs. Ikke så meget på grund af den rags-to-riches-historie som naturligt bliver rammefortællingen. Ikke så meget på grund af røverhistorierne fra tiden i nogle af verdens største fodbolklubber; Ajax, Juve, Inter, Barca, Milan. Ikke så meget på grund af det spraglede og til tider virkeligt underholdende persongalleri som Zlatan har været og stadig er en del af. Nej, den er mageløs på grund af de først 100 sider, der beskriver Zlatans barndom og opvækst i Malmö-ghettoen, med det nærmest sort-humoristiske navn, Rosengård.

En barndom i en ærekær og eksplosiv balkan-familie, med en voldelig og overarbejdet mor og en fraværende og alkoholiseret far. En barndom hvor den lille og spinkle Zlatan render rundt ude hele tiden sammen med resten af rødderne, fordi hjemme er lig med problemer og sult. En barndom hvor Zlatan stjæler cykler og fodboldkort og slik og hvor rapserierne gradvist kunne være blevet, og ind imellem også bliver, mere alvorlige end som så, og hvor mange af vennerne bliver fuldblodskriminelle, som hele tiden er på vej ind og ud af fængslerne.

Zlatans beskrivelse af fraværet af kærligheden, af tævene, overlevelsesstrategierne og hvordan en kriger fødes af et fundament så porøst som gråt, frostsprængt cement, er ganske enkelt gribende og dybt respektaftvingende. Mest af alt fordi Zlatan ikke lægger skjul på at han ikke kunne have gjort det alene. Gode mennesker har hjulpet ham hvor det gjaldt, eller i hvert fald givet ham en afgørende mulighed og den har Zlatan formået at gribe. De mennesker glemmer Zlatan aldrig. Lige så lidt som han glemmer dem, der modarbejdede ham, prøvede at udnytte ham eller fastholde ham i en stereotyp. Taberen.

Og hvad med makkerskabet? Ghettodrengen Zlatan og stang-elitære Lagercrantz? Jo, naturligvis sidder man med fornemmelsen af at Zlatan har været Lagercrantz’ brune hånddukke i processen. Men det gør man kun pga. den massive omtale bogens tilblivelse har fået og de løftede øjenbryn makkerskabet har fremkaldt i visse dele af pressen. Det er åbenbart et makkerskab, som efterfølgende truer med at blive endnu et sort kapitel i den historie om Zlatan, som handlede om hvordan de hvide børns forældre prøvede at få den uregerlige Zlatan smidt ud af, den fine fodboldklub, Malmö FF, og som må efterlade den nu voksne Zlatan, skulle han interesse sig for det – men det gør han nok ikke, med følelsen af igen ikke at høre til i det fine selskab. Det hvide selskab.

Og netop fornemmelsen af ikke at høre til løber som en rød tråd igennem fortællingen om den massivt succesrige svenskers færd fra bunden af det svenske samfund til den absolutte top af den internationale fodboldverden. Fra spinkel prügelknabe til feteret multimillionær og forbillede.

Zlatan er for meget. Han fylder urimeligt både fysisk og mentalt. Zlatan laver fjender og Zlatan kommer i problemer. Sådan var det som barn og sådan er det nu. Zlatan taler og røven går. Zlatan har aldrig læst andre bøger end sin egen. Zlatan kan godt lide biler og dyre ure. Zlatan har kun en gang drukket sig fuld. Zlatan kører 325 km/t i sin Porsche Turbo og kører fra politiet. Zlatan hører ikke til. Men Zlatan er en vinder. For han fokus og fightervilje. Og han laver sig ikke om for andre. Lyt – lyt ikke, er hans motto. Med andre ord, glem ikke hvem du er inderst inde. Klichéen lever med andre ord. Men den dag en opvækst som Zlatans bliver en kliché, den dag har vi et problem, som end ikke 1000 Zlatan’er kan sparke os ud. Lad endeligt den historie stoppe her.