At få en bog foræret

”Du må godt tage det personligt”, skrev han i kortet der ledsagede bogen. Kortet lå inde i bogen der ikke var pakket ind og var således den egentlige overraskelse. Bogen, det kunne jeg jo se med det samme, hed ”Månen over porten” og var af en frygteligt hypet norsk forfatter, I ved, ham med hestene, Per Petterson.

Jeg havde ikke fået en bog forærende i umindelige tider. Det er der nu ikke noget at sige til, når man tænker på hvor meget litteratur jeg køber. Det må være stort set umuligt at ramme noget, jeg ikke allerede har enten anskaffet mig eller afvist som værende spild af tid.

Der er nemlig kolossal signalværdi i det at forære en bog væk, hvis man da ikke bare går frem efter en ønskeseddel eller et specifikt stykke faglitteratur møntet på modtagerens metier. Men hvis man går planken ud og forærer et stykke litteratur, en bog, væk, som det bør gøres, er det en potentiel magtfaktor i et hvilket som helst forhold, men samtidig en blottelse af rang.

Selvfølgeligt tager jeg det personligt, endda meget personligt, når nogen langt om længe tager sig sammen til at forære mig en bog. Og med at forære mener jeg, ud af det blå, uden anledning såsom mærkedage og andre ligegyldigheder, og udelukkende med det for øje, at forære vedkommende en bog, man mener, at denne har brug for at læse.

Man kan intimidere med det. Helt ufatteligt meget. Og vi har alle gjort det. Vi har alle skudt over målet med det ønske at vise modtageren, og alle andre, hvad man selv kan favne, eller ville ønske man kunne favne, af litteratur. I forlængelse af dette vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, jeg i 20-års fødselsdagsgave har foræret ”Krig og fred”.

Modtageren har således stået spejlblank og med flakkende øjne og sagt ”tak?” til mig, mens jeg storskrydende har fortalt det, jeg nu lige havde tilegnet mig om Tolstoj i et hvilket som helst 4-binds leksikon. Og nej, den kan ikke byttes, da jeg har skrevet i den.

Man kan blotte sig uendeligt ved at forære en bog væk, som modsat af ovenstående, har betydet alt, for det man på det pågældende tidspunkt forstod ved litteraturen og dens uendelige storhed. Måske har man sågar været så uforsigtig, at knytte denne bog til en bestemt periode, en begivenhed, i sit liv som var forandrende, katastrofal? Forærer man denne bog væk, for så, år efter, at finde den ulæst på en hylde i modtagerens bogreol er det ikke alene sårende, det er nærmest krænkende.

Jeg læste ”Øst for paradis” ved min mors dødsleje. Den forærer jeg aldrig mere til nogen. Sorry Steinbeck.

”Du må godt tage det personligt”. Bogen der lå i min postkasse, med kortet med den pågældende sætning i, var som sagt ”Månen over porten” af Per Petterson. Den handler om hvad der gjorde Petterson til forfatter. Altså ikke en egentlig poetik, men nærmere en historik. Den kommer vidt omkring. Fra Blixen og Bowles til Carver og McCourt og bliver sine steder endda herligt personlig i den blottede tilgang til hans egen metier, det skrivende menneskes.

Den tager sågar tilløb til at forklare hvorfor Petterson, ikke kunne tage sig sammen til at debutere før han var midt i 30’erne. ”Du må godt tage det personligt” – jo, tak...

Den handler om et helt livs begejstret læsning, der førte til et begejstret og nu feteret forfatterskab. Som sådan er det en lise at læse en så begavet og begejstret læser, føre dette, læserens universelle træk, med sig over i et forfatterskab. Og det er også en bedrift man må kippe med hatten for. Men samtidig desto mere irriterende at læse en lovprisning af, efter min mening, middelmådige forfattere som Frank McCourt og Simone de Beauvoir, som værende kulturbærende i hans eget forfatterskab.

Men ovenstående tilsidesat, er det en mægtig god bog med mange skarpe og ydmyge læsninger af gode forfattere, der for mig voksede i Pettersons pen. Jeg er begyndt at læse Carver igen, for eksempel, da jeg havde glemt hvor fremragende en novelleforfatter han var.

Og hvad der er endnu bedre, jeg fik bogen foræret. Af et begavet menneske, som tænkte på mig da han læste bogen og begejstredes. Af et menneske der gik planken ud og turde sige – Den SKAL du læse, blotte sig og alt det der. Tak for det, Martin.

Kvinden i kaninhuset

At spille spillet. ”The true deceiver”, eller ”Den ärliga bedragaren”, som er titlen på den svenske originaludgave, er det fremmeste af den mere ukendte del af Mumimor, Tove Janssons, forfatterskab. Det er en gysende kold og uimodståelig ondskabsfuld bog om ambitioner på egne og andres vegne. Sproget er komplet blottet for krummelurer, alt er umiddelbart som det giver sig ud, men sneen og frosten dækker ikke bare huse og træer i den finske provins.

Anna Aemelin er børnebogsforfatter. Egentligt er hun bare illustrator, hun skriver aldrig selv den kortfattede og barnlige tekst til sine billeder, men hun er elsket af børn og voksne over hele landet for hendes bøger der udkommer med jævne mellemrum hver tredje eller fjerde år. Hendes billeder er ekstremt detaljerede gengivelser af forårsskovbunden hvor alting myldrer frem af muldet. Som resten af landsbyen arbejder hun heller ikke om vinteren, først med tøbruddet og forårets fugtunderløbne komme, går hun i gang med at skildre det, der har været gemt hele vinteren.

Anmeldelserne af hendes børnebøger er altid venlige, om end ét kritikpunkt er tilbagevendende, endskønt hun ikke vil forholde sig til det. Midt i den naturtro og hyperdetaljerede skovbund, sidder oftest meget store og blomstrede kaniner.

Katri Kling og hendes bror Mats bor ovenpå den lokale købmandsbutik i et lille lejet værelse. Hun er byens fixer. Stridigheder og tvivlsspørgsmål af større eller mindre karakter løser hun for byens beboere med sin klare, hårde og kompromisløse svar. Men det har en pris og derfor er det, at gå til Katri, sidste udvej. Når man går derfra er problemet løst, men man går også derfra med følelsen af aldrig at kunne stole på nogen igen. Katri ses aldrig smile, hun smalltalker aldrig og tager sig udelukkende af sin hund, som hun ikke vil give et navn, og sin bror.

Anna bor alene i Kaninhuset, som folkene på egnen kalder det store gamle hus, ude i skoven. Huset var forældrenes og hun har boet der altid. Huset står i det store hele som da forældrene døde, Anna har aldrig haft ønsket om at ændre noget, har egentligt blot ville passe sin kunst uden at tale med nogen om det og så i øvrigt være vellidt i byen og blandt hendes læsere, begge dele har hun til fulde opnået. Hun er velhavende og behøver ikke at bekymre sig om noget.

Katri Kling derimod er hverken velhavende eller vellidt. Men hun er klar over begge dele og villig til at ændre det. Det økonomiske del af det er et problem, der kan klares forholdsvis nemt, den personlige der i mod, er noget sværere. Hun indser forholdsvist tidligt i romanen at hun ikke har det der skal til for at tilnærme sig andre mennesker på naturlig og sympatisk vis. Hun har brug for det Anna kan og bilder sig selv ind at Anna har brug for hende.

Katri begynder at arbejde sig ind på Anna. Ikke subtilt, for det er Katri slet ikke, direkte og ærligt og umiddelabrt brugbart. Hun løber ærinder for Anna, gør rent for hende og begynder så småt at blande sig i Annas økonomiske forhold. Hun sørger for at ingen snyder Anna med prisen, og sørger for at fortælle Anna hvem der før har snydt hende. Hun begynder at forhandle aftaler på plads med forlag og legetøjsproducenter der vil bruge hendes blomstrede kaniner. Katri tvinger Anna til at forholde sig til kaninerne.

Som et dødsstød til Annas uskyldsrene verdenssyn fingerer Katri et indbrud hos Anna, og alle i landsbyen bliver enige om, at Anna ikke skal bo alene i Kaninhuset længere, og at Katri, hendes bror og hunden må flytte ind. Anna accepterer stiltiende.

Hunden er et bæst. Et ulvebæst. Nødtørftigt tæmmet men også kreeret af Katri. Den adlyder hende og kun hende, følger altid i hælene på hende, men kommer ikke ind i huset. Leger ikke som andre hunde, søger ikke kontakt som andre hunde. Alt vender sig i Anna ved synes af den hund, der strider i mod alt hvad hun forbinder med en hund.

Jeg afslører ikke mere. Men Anna får brug for hævn, den kommer med tøbruddet, hunden bliver hendes katalysator. Det er ondt, underspillet og fandens godt beskrevet.

Mumitroldene overlever de værste af naturens luner, den ene stride isvinter efter den anden, ved at være godmodige, inklusive, ydmyge og hårdtarbejdende. Tove Jansson overlevede Mumitroldende takket være bøger som The True Deceiver, som vi ikke kommer uden om, har et kraftigt selvbiografisk tilsnit.

At læse den vidunderligt krystalklare, iskolde bog mens sneen daler uden for mit eget vindue, var næsten for meget af det gode – men da ikke en oplevelse jeg ville lade mig passere forbi. Med The true deceiver dumper læseren ned i en dybfrossen og tilsneet finsk provins, derude hvor alting ligger stille i vinterhalvåret. Derude hvor huer og halstørklæder og almindelig afmålthed holder folk fra at vise deres sande ansigter. ”People woke up late because there was no longer any morning”.

Undervurdér aldrig Mumimor!