Get some rest, Pam...

Ud af det blå...

Har netop genset samtlige tre Jason Bourne film. Over tre aftener. Svimlende, hæsblæsende og en masse andre malende tillægsord.

Den første, instrueret af Doug Liman, er elegant og klart den mest afdæmpede af de tre. De to sidste, hvoraf den sidste er den bedste, er instrueret af Paul Greengrass. Og jeg kan ikke finde tillægsord nok til at beskrive hvor begejstret jeg er for Greengrass. Han er så absolut min favorit action-instruktør. Hvilket jo ikke siger det helt store - jeg er absolut ikke action-fanatiker. Men alligevel, den rå dokumentariske baggrund for hæsblæsende action med kameraet på kroppen af helten er fandens effektiv. Det er nådesløst, gråt, råt og pissehamrende farligt.

Og sikke en helt. Matt Damon er Jason Bourne, en helt uden kulturel kontekst, uden social baggrund og uden viden om hvad der prøver at slå ham i hjel. Han løber, slås, dræber for at komme tættere sit mål: Hvem er han? Det er et langt forfølgelsesløb udi rendyrket eksistentialisme. Lækkert og det smager af mere.

4'eren er på vej. Uden litterært oplæg. I hvert fald uden Ludlums originale oplæg. Ludlum skrev kun de tre. Hvem skal så skrive 4'eren? Eric van Lustbader, såmænd. Hvem? Pulp-forfatter par excellence. Forfatter til bøger med titler som The Ninja, Black Heart, French Kiss og Black Blade. Og så altså Bourne nummer 4, eller The Bourne Deception, som den kommer til at hedde.Semi-pronografiske, ubehjælpelige, husmorromaner for folk der ikke kan læse, eller burde læse. Ludlum var ikke meget bedre. Men trods alt bedre. Bourne-karakteren retfærdiggør hele hans forfatterskab.

Men så længe det hele er i hænderne på Greengrass og Damon så er der håb. Begrundet håb. Se de tre første igen og vent i spænding på 4'eren men hold forventningerne nede.

Wirtschaftswunder

Bare ordet i sig selv er svulstigt, fremadstræbende, anmasende, besættende, det vokser i munden. Wirtschaftswunder.

Og besættelse var hvad det var. Efter at den brune skjorte var blevet revet af den ariske overkrop og tyskland var blevet reduceret til et folk af tabere, slagen, lagt for had af en hel verden. Da tittede en hel generation og deres mange, mange børn frem af ruinerne og startede forfra. Foretagsomheden og virkelysten og viljen til at genstarte en hel nation blev en besættelse. Det handler Joseph Darchingers fotobog Wirtschaftswunder om.

Darchinger blev født i 1925 og lever stadig i Bonn hvor han har boet hele sit liv. Efter krigen, fra 1952, rejste han Tyskland rundt og bevidnede das Wirtschaftswunder. En bog der svulmer af optimisme i skyggen af en altødelæggende fascisme. En skygge der sætter sit klare aftryk på samtlige fotos i bogen. Det er de gode folk fra Taschen der igen-igen har begået en læseværdig og billig(!) historisk fotobog.