Den sidste uges tid er gået med noget så sjældent i mit boglige liv som en genlæsning. Dimitri Verhulst er en, for de fleste danskere, komplet ukendt flamsk forfatter og journalist, som skriver om bunden af det belgiske samfund. En bund han selv er vokset op på som barn af en alkoholisk far og en depressiv mor. Gennem hele sin ungdom agerede han kastebold mellem diverse sociale foranstaltninger, anstalter og plejeforældre. Det lyder jo bare skide hyggeligt alt sammen.Hans internationale gennembrud kom med romanen ”Hotel Problemski” fra 2003. Bogen foregår blandt illegale udlændinge på et belgisk asylcenter, hvor han selv indlogerede sig i gennem måneder for at samle historier fra de indsatte. Det blev til en krads samling historier hvor i Verhulst bruger de officielle skrivelser fra de belgiske integrationsmyndigheder og deres rædselsfulde, ufølsomme og fremmedgørende kancellisprog som ramme for de historier om menneskeligt og økonomisk armod som de indsatte fortæller ham.
Det er ikke læsning for børn eller sarte sjæle men et enestående og vægtigt indslag i debatten om Fort Europa og vores, de velstilledes, selvtilstrækkelighed.
Opfølgeren til Hotel Problemski på det danske marked blev ”Altings bedrøvelighed” fra 2006. En bittersød og vel nærmest ramsaltet historie om forfatterens egen opvækst i et elendigt belgisk hul defineret af ”finregn og brevduesport”. Og alkohol. Utrolige mængder alkohol. Den lille Dimitri vokser op hos sin farmor sammen med hans far og dennes brødre. De bliver alle skilt fra og smidt ud af deres respektive koner og kærester fra tid til anden og ender hos farmoren i et hus der bedst kan beskrives som en forfærdelig svinesti uden holdbare møbler. Her går dagene med at komme sig over tømmermændene så man kan begynde at drikke sig fra sans og samling igen om aftenen.
Dette giver anledningen til mange sørgmuntre historier fra Europas røvhul og mangen en bitter stikpille til de sociale myndigheder der sked på ham og de voksne mennesker der burde have været en konstant og en støtte i hans liv men som kun tog dem selv og deres misbrug seriøst. Det var ikke en lykkelig opvækst for lille Dimitri, men til gengæld er den genfortalt med en veloplagt bittersødme der ofte ender med at læseren griner højlydt – måske for ikke at komme til at græde.
Verhulst er ingen gudsbenådet forfatter. Han skriver en lille smule tungt og omstændigt og har en tendens til at forklare og forklare og forklare og understrege pointer til det urimelige. Til gengæld er han morsom. Hylende morsom og hjerteskærende ærlig. Og så har han det for en forfatter så vigtige karaktertræk, empati. Han kan helt uproblematisk sætte sig i sine karakterers sted, og det gør ham til meget mere end den utroværdige fortæller, der fikst blander fakta og fiktion for at nå sit mål, som han i øvrigt også er. Målet der må siges at være, den nøgne fortælling med tonstung social indignation om social fremmedgørelse og efterfølgende uundgåelig deroute. Mennesket reduceret til et journalnummer.
Hvorfor genlæsningen? I forbindelse med den skændige omgang rytterne i dette års Tour de France havde med det stolte bjerg Col du Tourmalet, kom jeg til at tænke på et kapitel i "Altings bedrøvelighed". En af Dimitris fordrukne onkler opfinder et druk-Tour de France, hvor man alt afhængig af distancen, stigningerne, spurterne etc. skal drikke så og så mange genstande af skiftende styrke, hver dag i tre uger, hviledagene eksklusive. Se det er opfindsomhed. Billedet af den hønefulde onkel i den prikkede bjergtrøje, svajende på en af husets vaklende stole foran aftensmaden står stærkt i erindringen. Dette gav mig lyst til at genlæse hele bogen og Hotel Problemski bagefter.
