Put on white to feel black - massemennesket får venner

Påsken gik med ”Netherland”, Joseph O’neills meget roste gennembrudsroman. Det er skam ikke mærkeligt, at den har fået de priser, Bookerprize blandt andet, og den ros. Den er nemlig aldeles fremragende. En post 9/11-roman der ikke hævder at være sin genres svar på noget som helst og som ikke forfalder til storladen, prætentiøs konspireren, som eksempelvis Delillos ”Falling Man” har tendens til eller klichétung, kunstnerisk tristesse som Foers ”Extremely loud etc.” Den er spækket med den ene vedkommende, kraftfulde sætning efter den anden og fungerer helt ubesværet på to plan. Et mikroplan der handler om en familie midt i et sammenbrud, et ægteskab midt i et ditto, en by midt i ditto, et job der måske ikke er vær at koncentrere sig om, cricket, New York. På et andet plan handler den om identitet. Såmænd.

Hans van den Broek er en succesrig aktieanalytiker, oprindeligt fra Den Haag i holland, bosiddende i New York med sin engelske kone Rachel og deres søn. Da Twin Towers kollapser og 9/11 er en realitet i enhver New Yorkers travle hverdag, skrider konen med den undskyldning, at hun ikke ønsker at bo i et land hun finder ”ideologically diseased”. Han flytter ind på Chelsea Hotel for at bo mellem mere eller mindre succesrige livskunstnere og andre galninge, på trods af at han tjener rigeligt til at kunne blive boende i hans soho-penthouse.

Nætterne går med Google-earth foran laptop’en. I kornede pixels zoomer han længere og længere ind på hans kone og søns adresse i London. Så langt ind at han kan se sønnens blå plastikbassin i forhaven.

Dagene går med et job han er fremmedgjort overfor men tilfældigvis pissegod til. Weekenderne går med at spille cricket på randen af den enorme by med en multikulturel flok af bysbørnene. Han er den eneste hvide og forholdene er, når de er bedst, slidte.

Et par gange om måneden flyver han til London for at se sin søn. Han sover i samme seng som ham, ømt omfavnende ham mens han kone, Rachel, ligger i et andet værelse for enden af en eller ligegyldig gang der blot er en ting og en ting alene: adskillelse.

Hvad får Hans van den Broek til at blive i New York efter at hans kone har forladt ham og taget hans lille søn med sig? Hvad får ham til at tonse rundt på slidte græsplæner i New Yorks periferi? Hvad får ham til at flytte ind på Chelsea Hotel?

Det nemme svar er Chuck Ramkisoon. En af de mest vidunderlige romankarakterer i nyere amerikansk litteraturhistorie. Chuck er oprindeligt fra Trinidad og en entreprenuer og drømmer af ubegribelige dimensioner. Hans støder tilfældigt ind i ham selvsamme dag han ved et rent tilfælde opdager, at New York har en underverden der består af Cricket og dens udøvere. Hans var flygtet fra sin egen skygge og havnet på Staten Island. Derude spiller man cricket og Hans skydes tilbage til hans opvækst i Haag hvor cricket i øvrigt spiller lige så usynlig en rolle som i New York. Vi tages med tilbage til hans universitetstid i Cambridge hvor han spillede på 2. holdet, på trods af at han var en af de fremmeste cricketspillere, eller cricketeers, i hans årgang. Hans bliver klar over at den del af identiteten der har med hans opvækst og ungdom at gøre er en del han skal tilbage til. På færgen tilbage til fastlandet ser han Chuck stå i stævnen med en høj blondine. De kysser skamløst, men Chuck lægger mærke til Hans og tager kontakt. En kontakt der bliver afgørende for Hans.

Det er synd for Hans. Sgu. Det var jo ikke hans skyld at de fly ramte de tårne. Rachel tager deres søn med sig og efterlader Hans i et tomrum, et tomrum der måske var der på forhånd og som blev ganske tydeligt da de to tårne i Hans’ liv om ikke synker i jorden så i hvert fald forsvinder over Atlanten. Rachel tager alt med sig der angår og er den voksne Hans. Hun efterlader med et eneste valg – at søge tilbage og finde krogen at hænge sin identitet på. Hun efterlader ham med Cricket.

Jeg blev suget ind i en verden jeg ikke anede interesserede mig, en verden af cricket. Jeg tror, for at være helt ærlig, ikke at cricket er kommet til at interessere mig mere end det allerede gjorde. Hvilket var absolut intet over hovedet. Jeg vil stadig ikke, ud fra et resultat i avisen, kunne fortælle dig eller nogen anden hvem pokker der har vundet en given match. Skulle jeg komme til at lukke op for TV’et næste gang jeg er i England eller Indien og en match tone frem, vil jeg højst sandsynligt ikke kunne fortælle dig hvem der er hvem og hvorfor de gør som de gør.

Så det var nok noget andet der rykkede i mig. Og førte mig ind i en ellers lukket verden af cricket. Det var sgu nok Hans og det var sgu nok Chuck. Og the ”weh-weh game”. Et spil der står i grel kontrast til cricket hvad angår regler og renhed. Weh-weh er hasard, god gammeldags hasard. Cricket er alt andet. Chuck står for begge dele. Og bliver Hans’ eneste ven i nøden. Massemennesket, the man of the crowd, rækker ud, ud gennem flanørens tåger og utilnærmelighed og tager fat i Chuck. Fordi han ikke får valget. Chuck lader ham ikke slippe.

Hans har ikke noget kørekort og Chuck sørger for det. Han bliver hans kørelærer og Hans bliver hans chauffør når han skal rundt i New York og hente indsatserne til den pågældende uges weh-weh. Rundt fra høj til lav, rig og fattig, for og bag og altid, altid med samme slutdestination. Den græsmark langt, langt væk fra Manhattan der skal blive til The Bald Eagle Park. Et projekt Chuck er ”lige ved” at have finansiering til qua hans rige venner hvis formuer han formøbler i weh-weh. Bald Eagle Park skal være fundamentet i den første professionelle Cricket Liga i USA's historie. Massive sponsoraftaler, TV-aftaler og gyldne franchises.

Chuck er således både eksponent for den reneste af rene sportsgrene og det mest lyssky og beskidte. I blandet drømmerens uskyldighed og fantastens humørmæssige udsving gør det ham til den enestående karakter der i den grad driver historien frem for den passive og følelsesmæssigt lemlæstede Hans. Hans beskriver ham for Rachel som ”moralsk doven”. Rachel finder det ikke spor underholdende at Hans har fraterniseret med en sådan type i hendes fravær. Og det ender helt galt.

Og sådan starter det, helt galt, med at Hans sidder i London, ved morgenbordet sammen med Rachel og deres søn. De har fundet sammen igen og i NY-Times ser hun en notits om et lig der er fundet i Hudson River. Det er forår og på det tidspunkt dukker ligene i Hudson op til overfladen på grund af strømmen og vandstanden. Liget er Chucks og Hans’ historie afdækkes for os over de næste 280 sider. Det er mærkværdigt frydefuldt. Som et lig af en savnet bekendt der langt om længe dukker frem. En bekendt der har været død længe. En identitet man havde glemt.

Lige et par kommentarer til overskriften. Hans er den eneste hvide mand på cricketholdet, på et tidspunkt siger en af hans medspiller fra Trinidad at Hans "put's on white to feel black". I det mindste føle noget.

Massemennesket hentyder selvfølgelig til Poe's "Man of the Crowd". En vidunderlig novelle der om nogen opruller det moderne lyksaligheder bøjet i krom og neon, set gennem de store panoramavinduer i 1900-tallets London. der sidder Massemennesket og ser alt hvad han betragtede som solidt og blivende pulveriseres og synke i jorden. Ha er flanøren, da han ikke har andet valg end at flanere.

Opsynsmand på historiens losseplads

Tanker om Don Delillos "Underworld" og finanskrisen.

En søvnig tirsdag aften fik mig, som så ofte før, til at bruge tid på Facebook. I en application ved navn Living Social - Books that shaped me - kom jeg uværgeligt til at tænke på "Underworld", Don Delillos monumentale roman fra 1997. I ved, den med det urovækkende og i dag aldeles apokalyptiske cover. Twin Towers i sort-hvid, indhyldet i tåge. I forgrunden en kirke med et tydligt kors ragende op af disen og øverst i billedet, en sort fugl kredsende omkring tårnene som en sandhedens sorte budbringer.

"Underworld" skabte i høj grad min litteraturforståelse. Intet mindre. Det gjorde den fordi den fik mig til at se ikke blot litteraturen, men verdenshistorien som en koncentrisk størrelse, som fuglens kredsen omkring tårnene, der for evigt vil gentage sig selv. Taberne rydder op efter vinderne, sidste mand lukker og slukker.

Hovedpersonen i romanen, hvis en sådan med sikkerhed kan udpeges, er Nick. Nick er waste-manager og tjener styrtende på at tage sig af det, andre ikke vil røre med en ildtang - eller i ført ABC-dragt om man vil. Det drejer sig om hyper-giftigt affald, det drejer sig om atomart snavs og Nick har endnu ikke mødt det, der ikke kan klares. Indtil epilogen.

Epilogen i Don Delillo's roman Underworld har meget rammende fået titlen "Das Kapital" lånt fra Marx. Nøjagtigt som udtrykket "historiens losseplads" er det. Epilogen bringer Nick tilbage til Kazakhstan, den tidligere sovjetrussiske republik, nærmere betegnet det sted hvor den første sovjetiske atomprøvesprængning blev foretaget d. 3. oktober 1951. En sprængning der gjorde Sovjetunionen til en supermagt. Nick er inviteret af en russisk entreprenør der vil demonstrere hvordan han vil bruge netop underjordiske sprængninger kommercielt til at skaffe sig af med giftigt affald fra vesten. Det affald ingen i vesten vil have noget med at gøre.

Med andre ord rydder taberne af den kolde krig op efter vinderne. Sådan. En bombastisk metafor. Og sådanne er Delillo altid leveringsdygtig i. Han er nemlig på sporet af en pointe som til fulde retfærdiggør ikke alene den tons tunge metafor men også hans valg af cover.

Nicks besøg i Kazakhstan bringer ham også til en klinik der tager sig af ofre for atomare testsprængninger, nedfald og forurening. Horribelt vanskabte børn og voksne omringer ham. Han undrer sig over de helt små børn der til stadighed fødes med cancersvulster på størrelse med meloner og legio vanskabninger. Generiske mutationer er svaret. En svøbe det vil tage generationer at komme af med. Nick kan med rette tænke tilbage på hans møde med den russiske entreprenør der vil fortsætte sprængningerne, nu i oprydningens og dollarens tegn. Her står vi med andre ord med det "affald" der ikke kan tages hånd om og det "affald" er i lige så høj grad krigsofre som dem fra en hvilken som helst "varm" krig. Endnu en bombastiske metafor af Delillo'ske dimensioner.

USA vandt den kolde krig. Ingen tvivl om det, men til hvilken pris? Delillo ønsker gennem sin roman, og stort set gennem hele sit forfatterskab, at gøre amerikaneren opmæksom på konsekvenserne ved en vildtvoksende, ukontrollerbar forbrugskultur. En forbrugskultur hvor amerikaneren, og europæeren for den sags skyld, gennem en vildtaccellererende og bedøvende forbrugsfest producerer det affald, den bærme, den svøbe der truer med i sidste ende at forbruge os og opløse os som identitet. Personlig så vel som national. Radikal islam kunne selvfølgelig være en sådan svøbe, men det er mindre interessant end det der skaber radikalismen. "Os og dem-dogmet". Et dogme amerikaneren ikke skal længere tilbage end til 1950'erne for at finde. "Os" er tårnene, "dem" er fuglen. Udtalte specifikker, snart dækket af tågen.

På en russiske bar ved navn "The Football hooligan" ser Nick til sin store forbavselse betalte Trotskij-, Lenin- og Marx-look a likes gå rundt og mingle med gæsterne. Baren bliver det sted hvor fortidens, historiens så udtalte specifikker vakler rundt i glemslens og ligegyldighedens tåger. En tåge der udvisker enhver fornemmelse af tid og sted og er det ultimative eksempel på at multinational kapital og forbrugerisme er netop det. Tågen. Tågen der dækker den underverden vi skaber. Og tågen der pt. dækker os.

Delillo konstituerer således, på bogens sidste sider, sig selv som waste-manager på historiens losseplads.