tanker om lohals

ungdomsportræt af P.M.S.

og tanker om spørgsmålet. det at stille rigtige spørgsmål med den rædselsfulde viden at man ikke kan stille forkerte. jeg kan. og rigtigt mange af dem.

jeg finder i lohals ud af at mine interviews altid ganske umærkeligt og åbenbart også ganske hurtigt udvikler sig til konversationer. og dette er ikke en styrke da fokus glider mig af hænde - i begejstring for konversationen med mennesket jeg ikke kender. 

jeg finder i lohals ud af at jeg hurtigt interesserer mig mere for menneskets beskidte vasketøj end for mit egentlige ærinde - i dette tilfælde litteraturen.

jeg finder i lohals ud af at jeg har meget at takke min makker for - også selvom han påstår at jeg skulle have været blond.

bag alt dette. bag timevis af konversation, prøven, skyden, gniden, flakken, spørgen sågar. bag dette ligger der en kerne som jeg aldrig finder ind til. og deri ligger styrken. begejstringen er ikke til at styre.

Romanen og tiden.

"The fast-forward nature of the decade is an apt subject for a novelist. But the novel itself, the 

old, slow water-torture business of invention and doubt and self-correction, may seem to be 

wearing an expiration date that takes effect tomorrow"

"The microwave, the VCR remote, the telephone redial button and other time-collapsing devices may make us feel that our ordinary household technology reflects something that flows through the deep mind of the culture, an impatient craving for time itself to move faster"

- Don Delillo.

samme gamle tanke

når jeg taler med ham der har talentet for det talte føler jeg mig sikker et kort øjeblik i den stue der er min og hvor jeg elsker at sidde og være mig og når ham med talentet så har talt færdig tænker jeg igen den samme gamle tanke om mangel på det samme talent og taler med en tunge der ikke er min siger den stemme jeg mistænker for at tale for mig at hvis vi nogensinde skal det samme sted hen så skal du starte med at holde din kæft

dér jog den samme gamle skygge gennem stuen

helt som den plejer 

A S T A