Between the covers

Så faldt jeg over denne internetboghandel: Betweenthecovers.com

Hvabehar?!

Mestendels 1. udgaver og rariteter. Masser af sjove features, specielt er jeg ret vild med deres "3D-rotating-books", og et fandens flot udvalg af de forfattere, som os, der har en forkærlighed for Americana savler over.

Gå løs på siden, men pas på, de ved hvad bøgerne skal koste, så det kan sagtens blive et meget dyrt bekendtskab.

Yum-yum!

Alimentum - The literature of food.

Det handler om mad. Og litteratur. Litteratur om mad. Ord om mad. Ord der kan spises. Appetit og ord og litteratur. Spis. Læs. Synk.

Min gode veninde Stine gjorde mig opmærksom på tidsskriftet. Hun havde været i New York og var faldet over det og tænkt, sød og betænksom, som hun er, at det lige var noget for en grovæder/læser som mig. Og ret, det havde hun skam.

Se selv her.

The Paris Review

“The Paris Review hopes to emphasize creative work—fiction and poetry—not to the exclusion of criticism, but with the aim in mind of merely removing criticism from the dominating place it holds in most literary magazines and putting it pretty much where it belongs, i.e., somewhere near the back of the book. I think The Paris Review should welcome these people into its pages: the good writers and good poets, the non-drumbeaters and non-axe-grinders. So long as they're good" - William Styron, i første udgave af the Paris review, 1953.

Jeg elsker The Paris Review. Jeg elsker dets stædige fastholdelse i fiktionen, kunsten over kritikken. Jeg elsker, at de trykker original fiktion fra tidens toneangivende forfattere, og ofte kaster det i grams på nettet. Jeg elsker de alenlange interviews med samme forfattere. Alle forfattere af absolut interesse gennem snart 60 år har været igennem The Review. The Paris review er en eneste lang konversation om kunsten, litteraturen.

Og i sidste nummer var det Jonathan Lethems tur. Det blev til denne lille novelle.

Gå på opdagelse i The Paris review på nettet og overvej om ikke du skulle forære dig selv et abbonement.

God nok til strandtasken?

"Journalistkrimi er god nok til strandtasken" var overskriften på en anmeldelse af endnu en krimi, skrevet af endnu et makkerpar, som endda er endnu to journalister med drømme om krimiberømmelse.

Fred være med sidstnævnte. Nyhedsmedierne svømmer jo ikke ligefrem i penge i disse tider, det kan med andre ord blive knapt for enhver, journalister må finde nye indkomstmuligheder. Og eftersom at de fleste journalister, en gang i løbet af deres uddannelse, har prøvet at disponere en tekst, med større eller mindre held, så ligger noget så enfoldigt som en krimi da lige til højrebenet.

Fred være også med andensidstnævnte. Det er da nærliggende at få lidt hjælp til processen af en god ven eller bekendt. Så skal man jo også kun skrive, udtænke og disponere halvdelen af teksten selv. Skide være med, at der endnu ikke er skrevet en god krimi af et makkerpar siden Sjöwall & Wahlöö. Det er vel bare fair, at man får en halvgod anmeldelse, når nu man kun har skrevet halvdelen af krimien.

Fred være bare overhovedet ikke med den rædselsfulde overskrift. God nok til strandtasken? God nok? Skift ordet strandtasken ud med ordet skraldespanden, så får du et passende udtryk for den pågældende anmelders ambitionsniveau på krimilæserens vegne. Anmelderen uddyber sågar: "Det er ikke stor litteratur, men god nok til strandtasken." Jamen, for fanden da...

Må jeg opfordre til at hæve ambitionsniveauet en smule i denne dejlige ferietid, med fed streg under TID? Tid til læsning, tid til fordybelse, tid til litterær forkælelse. Sørg for at de bøger I pakker, krimier eller ej, ikke bare er gode nok. Sørg for, at de er gode. Virkeligt gode. For alt andet er da tidspilde.

Her kan I i øvrit læse anmeldelsen.