onsdag den 23. februar 2011
Glemt
Da jeg var barn stod familiemedlemmer formeligt i kø for at læse historier op for mine kammerater og jeg. Der var aldrig mangel på bøger, gode historier og altså oplæsere. På den måde fik vi mange gode bøger ind under huden i en tidlig alder; alt fra ”Dunderklumpen” til ”Den uendelige historie”.
Men når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske at have fået fortalt en historie. Altså, en mundtlig fortælling fortalt fra hukommelsen. Dette skyldes naturligvis, at det er de færreste der kan det. Det der med at sætte sig ned og fortælle af hjertets lyst. Men det skyldtes jo også, at vi ikke har tradition for den mundtlige fortælling i Danmark. Noget vi vel har tilfældes med resten af den vestlige verden.
Selvfølgelig har vi fortalt hinanden historier, og sunget for hinanden, historisk set. Krøniker, folkeviser og eventyr er alle udspringere af en mundtlig fortælletradition, som stort set er død i vores del af verden, men som lever i andre dele.
Som så mange andre har jeg også været i Marokko og oplevet fortællerne på Djema el Fna-pladsen i Marrakech. At sidde med i kredsen af tilhørere der hvinede af begejstring og gispede af skræk, som historien skred frem, var en fest. Nogle af fortællerne sad blot på en skammel på jorden og fortalte, andre havde forskellige rekvisitter liggende på jorden foran sig i en halvcirkel mellem dem og tilhørerne; Dyrekranier, slangeskind, en gren, en pose med sand etc. Alt sammen vigtige ingredienser i historien.
Ville det være utænkeligt at opleve det samme på Blågårds plads eller Skt. Hans torv en varm sommerdag? Det ville det muligvis. Ikke på grund af mangel på tilhørere, men der i mod grundet mangel på fortællere. Jeg tror med andre ord ikke, at vi har mistet interessen for den gode fortælling. Jeg tror vi har mistet evnen til at fortælle den. Mundtligt.
For nylig stødte jeg på en glemt bog, for mig var den i hvert fald, der mindede mig om ovenstående. Driss Ben Hamed Charhadi og Paul Bowles ”A life full of holes”. En historie fortalt af en klassisk historiefortæller uden manuskript til en båndoptager. At læse den var som at sidde med i kredsen på Djema el fna igen. Bortset fra at jeg denne gang forstod ordene.
Paul Bowles var en amerikansk forfatter, komponist og oversætter bosat størstedelen af liv sit i Tanger i Marokko. På trods af at han havde samtiden og bopælen tilfælles med mange af beat-forfatterne, vil det ikke være korrekt at omtale Bowles som en af disse. Om end specielt ham og Burroughs var gode bekendte, brød Bowles sig ikke særligt meget om beat-litteraturen. Hans egen litteratur mindede da bestemt heller ikke om beatens ofte fragmenterede og vilde eksperimenter, men var nærmere en Hemingwaysk fortælletradition. Nysgerrige bør læse hans debut fra 1949 ”Sheltering sky” om et ulykkeligt amerikansk ægtepar på ørkensafari i nordafrika.
Charhadi var en marokkansk mand der ofte besøgte Bowles og hans kone i Tanger. Bowles fortæller om tilblivelsen af ”A life full of holes”, at Charhadi en aften kom forbi efter at have været i biografen i Tanger. Charhadi havde set en film, hvor Kairo var blevet ødelagt. Forvirret havde han opsøgt Bowles-ægteparret og spurgt om det virkeligt kunne være rigtigt, at så stor en by som Kairo var blevet ødelagt, uden at han havde hørt om det på sin radio. Husk, at dette var i 1960’erne.
Bowles havde så prøvet at forklare ham forskellen på fiktion og fakta. Charhadi havde set på ham med mistro i øjnene og konstateret ”Så lyver man jo. Må man det? Skal man ikke spørge regeringen først?” Bowles forklarede, at de bøger han selv skrev også var en slags løgn, og at det skam var helt i orden og at man ikke behøvede at spørge nogen om lov først. ”Så kan alle jo lave en bog” svarede Charhadi, der selv var komplet analfabet, kækt og satte trumf på: ”Selv jeg...”
Som sagt så gjort. Charhadi aftalte med Bowles at han ville komme forbi en dag og fortælle en historie som Bowles så skulle optage og oversætte og udgive på sin ”Bogfabrik”, som Charhadi kaldte det. Charhadi kom forbi, satte sig ned og fortalte en historie, ”The wire”, der senere skulle blive et af kapitlerne i ”A life full of holes”.
Charhadis fortælling består stort set kun af hovedsætninger og simple sætninger. I starten er det dybt frustrerende at læse. ”Jeg vågnede om morgenen. Jeg var sulten. Jeg gik hen til Muhammeds hus for at spise. Jeg mødte Muhammeds datter i huset. Jeg sagde: Nu er jeg her. Hun gav mig morgenmad og jeg spiste. Muhammed kom og satte sig ved siden af mig. Hans datter bragte os begge the.” osv.
Men efterhånden som historien skrider frem bliver den opbygning af historierne nærmest hypnotiserende. I en insisterende staccato arbejder den simple, men barske, historie om klassiske temaer som overlevelse, bedrag og kærlighed sig længere ind under huden på læseren, end denne overhovedet kunne drømme om efter de første 5-10 sider.
At sammenligne fortællestilens med et barns er nærliggende, men uretfærdigt. Et barn ville selvfølgeligt ikke kunne holde den røde tråd i så lang en mundtlig fortælling. Ja, jeg ville ikke kunne det. Det kræver en umådelig dygtig fortæller og et ekstraordinært godt overblik.
Bowles gjorde, efter oplevelsen med Charhadi, en stor indsats for at mangfoldiggøre maghreb-litteraturen fra Marokko, Tunesien og Algeriet. Det er dette og ikke så meget hans egen litteratur han bliver husket for, om end han er optaget i Library of America. Charhadi selv forsvandt ud i glemslen.
En bog som ”A life full of holes” skal ikke glemmes. Det skal den mundtlige fortælletradition heller ikke. Så nu er mine børn advaret.
Driss Ben Hamed Charhadi, ”A life full of holes”, Rebel Inc. Classic 1999(1.udg. Grove Press 1964), ISBN 0 86241 949 2
mandag den 14. februar 2011
Hævet over historien
Aatish Taseers bemærkelsesværdige muslimske dannelsesrejse er blevet til en stærk og besværlig historie med den dobbelttydige titel ”Stranger to history”. En lang, sine steder vaklende, sine steder uhyggelig fokuseret rejse i søgen efter et personligt ophav der måske er religiøst, måske verdsligt.
Rejsen bringer ham fra England til Pakistan over Tyrkiet, Syrien, Saudi Arabien, Iran og Indien. Undervejs søger han svar på ambitiøse spørgsmål, så som: Er der en panmuslimsk forståelse, måske sågar i en åndeligt organiseret bevægelse og hvorfor føler muslimer først og fremmest ansvar overfor andre muslimer, dernæst overfor det land de bor i?
Sekundært skal rejsen bringe ham tættere på en forståelse af den fremmedgjorte far. Taseer er vokset op hos moderen, en succesrig indisk journalist, i henholdsvis Indien og London. Faren, en kendt pakistansk politiker, skrider fra familien da Taseer er to år gammel, og lader aldrig høre fra sig igen. Havde Taseer ikke som voksen taget kontakt, var deres efterfølgende få møder aldrig blevet til noget.
Titlen er dobbelttydig. Dette består på den ene side i, at mange af de muslimer Taseer møder, og i høj grad de unge radikaliserede muslimer fra vestlige samfund, er komplet fremmedgjorte overfor historien, muslimsk såvel som den vestlige, verdslige og civilisatoriske historie.
På den anden side står Taseers egen fremmedgjorthed overfor den muslimske historie som er han egen fars, og 2 milliarder andres.
En ung tyrkisk muslim, Taseer møder i Istanbul, siger det klart: At det at være muslim er at være hævet over historien. Som om den muslimske væren overtrumfer alt verdsligt, eller som den samme tyrkiske muslim med foragt udtrykker det ”det vestlige verdenssystem”.
Et system, muslimer kun mærker som en aggressor og undertrykker, som det der gør det umuligt at være muslim, specielt i den vestlige verden. Det er et indtryk de radikale muslimer i eksempelvis Leedsforstaden Beeston har, og det indtryk, blandt andet, der får dem til at blive ekstreme, eller jihadister.
Det er i det hele taget en stærk begyndelse på rejsen, Beeston. Et af de værste, sorteste huller på det engelske landkort. En by der lider under tilbagevendende raceoptøjer, stor arbejdsløshed og en stigende radikalisering af det unge, muslimske miljø. Taseer lægger ikke skjul på, at han tager af sted for at finde disse unge jihadisters afsæt og inspiration og det viser sig hurtigt, som rejsen skrider frem, at jo mere vestlig orienteret et land er, jo større ekstreme grupperinger findes der.
Hver destination beskrives levende. Alle personer han møder står klart for læseren. Taseer er en mesterlig rejsejournalist.
Stærkest for mig står kapitlet, der udspiller sig blandt stærkt troende i Abu Nour moskeen i Damaskus. Taseer indfinder sig i denne mytologiske og enestående blandede millionby for foden af Qassiounbjerget, året efter at jeg selv boede i Damaskus, i året for Muhammed-krisen. Muhammed selv kom aldrig til Damaskus, han red over bjerget og så ned på byen og sagde, at eftersom, han kun kunne komme i paradis én gang, så kunne han aldrig besøge Damaskus.
Abu Nour er en kæmpe moské og koranskole og mødested for konvertitter fra alle verdensdele. Et sted af enorm politisk betydning i hele den arabiske verden, men ikke et sted hvorfra jihaddister valser ud. Dér handler det om troen, og troen er fredelig. Derfor er det også tydeligt for Taseer, at de begivenheder, der fører til afbrændingen af den danske ambassade, indirekte var den syriske regerings værk.
Taseer står midt i de begivenheder. Han bevidner afbrændingen fra forreste række. Det er intens læsning og man kan ikke, som dansker, andet end at påvirkes stærkt af beskrivelserne af det massive had og den voldsomme vrede disse, for os, komplet ukendte mennesker følte overfor os. En vrede og et had der løb som ild i gennem en i forvejen let antændelig region i de tidlige forårsdage tilbage i 2004.
Jeg har hele tiden ment, at Muhammed-tegningerne var en grundløs og barnagtig provokation fra en flok kulturelle bonderøve på en dansk provinsavis, i totalpanik over vigende markedsandele. En holdning jeg har fået rigeligt med klø for i omgangskredsen, på ytringsfrihedens alter, så lad nu være at starte igen her på blog’en. Men Taseers bekendte, en norsk konvertit sågar, stiller spørgsmålet, der rammer en pæl igennem al vestlig selvforståelse og hyklerisk forsvar af ytringsfriheden, da han spørger en hob af rasende muslimer fra alle samfundslag ved en demonstration foran den norske ambassade: ”Vi forstår at I er vrede, men vi forstår stadig ikke hvorfor?” Ytringsfrihed er intet uden forståelse.
Bogen rejser på den måde en række store spørgsmål, men giver os også en række svar. Blandt andet bliver det klart, at der er stor forskel på at være muslim. Om du er en syrisk gadearbejder, en iransk skuespiller eller en velstillet saudisk snotunge, så er forskellen tydelig om end nogle muslimer vil påstå at den ikke er. Det kan være, at man som muslim er hævet over historien, men det gør sig ikke gældende ved dagligdags problemer. Sult er sult, nød er nød, undertrykkelse er undertrykkelse. Troende eller ej.
Rejsen til den Islamiske Republik Iran er uhyggelig. Teheran bliver levende beskrevet som al paranoias moder. Et sygt samfund hvor islam er tvunget ned over hovederne på folket og degraderet til en lang række små ligegyldigheder, befolkningen pinedød skal være opmærksomme på, love så ligegyldige som trivialiteter, for at undgå stokkeslag og fængselsstraffe. Som resultat af dette, er moskéerne stort set tomme hver dag. Selv om fredagen.
Taseer bliver selv offer for regimets nidkærhed og mistro, da han bliver indkaldt til forhør om sine foreteelser i Iran og de mennesker han har haft kontakt med. Forhøret er gengivet så præcist som muligt og det er ganske skræmmende.
Afrejsen fra Teheran beskrives således og er typisk for Taseers stil: ”Imam Khomeini Airport at that hour was deserted. The Imam would have liked it that way: its sparseness, white lights and purple seats, its porters in red waistcoats gliding across the sparkling floors, or dozing against a trolley, gave it a heavenly aspect. To me, it was menacing. It stood for all I had learnt about the Islamic Repulic in the last twelve hours: Brutality wrapped in godlines.” Ganske imponerende sprog. Altså, for en journalist...
Ved rejsen videre og tættere på faderen i Pakistan, knækker bogen over i et lidt andet, og mere intimt, spor. Dette er både godt og skidt. Det er godt, da dette er med til at hæve denne bog langt ud over den sædvanlige ”endnu-en-bog-om-islam” og give den en anden krog at hænge præmissen på, end blot ”vi er forskellige”. Den giver læseren mulighed for at få et indblik i en personlig islamisk dannelse, der samtidig er en jagt på en autoritet, som retteligen og først og fremmest burde have være faderen selv. Og ikke ham i himlen.
Det er skidt, da Taseer jr. og sr.’s historie ikke er specielt interessant set som en brik i det store hele. Et hele som pludselig bliver en voldsom blanding af den fjerne religion, separationen mellem Pakistan og Indien og moren og farens ditto. Jeg er heller ikke sikker på, hvad sådan et far og søn opgør har at sige jagten på sandheden om islam og vesten? At faren er en skid, der aldrig var opgaven voksen og skred fra sit dyrebareste i arrogant ignorance, det er tydeligt. Men er det vigtigt?
Et andet ”men”, i denne ellers storartede og stort anlagt narrativ, er Taseers evner som interviewer. De er ikke imponerende, om end jeg er klar over, at han bevidst stiller sig naivt an overfor, specielt, de meget troende. Det er bare møgirriterende at skulle forholde sig til interviews, der eksempelvis lægger ud med spørgsmålet: ”Hvorfor ser dit tøj sådan ud?” Det er simpelthen kun en folkeskoleintroduktion til Islam værdigt.
Sidst men ikke mindst, må jeg også påpege at Taseer er en overklasseunge. Og hvorfor nævner jeg så dette? Det gør jeg fordi, det smitter af på hvilke kontakter han har i de pågældende lande han besøger og beskriver. Han bruger stort set kun de velstillede, de veluddannede og de kunstneriske mennesker som vidner i beretningen om den Islam, han prøver at tilegne sig. Billedet bliver følgelig en lille smule forudsigeligt og dannet.
Aatish Taseers ”Stranger to history” er en bemærkelsesværdig muslimsk dannelsesrejse. En rejse mod et fundament Taseer kun anede lidt om at han havde. Hans faders muslimske fundament. Den er en begavet, dannet ung mands indtryk af det svært fattelige og det vanskeligt meditérbare. En blanding af Wolfgang Büchers ”Berlin-Moskva” og V.S.Naipauls ”Beyond belief”. Sine steder meget vellykket, usigeligt smuk og smertefuld. Andre steder højpandet, svulstig og selvoptaget i sin søgen.
Hvad med forholdet til faderen, spørger du? Ja, læs selv og find ud af det.
Aatish Taseer, ”Stranger to history”, Canongate 2009, ISBN 978 1 847670717
Etiketter:
V.S.Naipaul,
Wolfgang Bücher,
Aatish Taseer
Abonner på:
Opslag (Atom)