”Gensyn med Heisenberg” er en graphic novel, som tegneserier hedder i dag, i Teddy Kristensens streg og med tekst af Oscar K. Den har gået sin sejrsgang på danske litteratur-redaktioner og må have en lysende fremtid som oversat eksportvare.
Og ja, ”Gensyn med Heisenberg” er en fandens lækker udgivelse. Lad dette være understreget med fed streg, lige med det samme. Min svigerfar beskrev sågar bogen som ”appetitlig”, indtil han åbnede den, og rynken mellem hans øjne blev til en dyb fure. Furen er forståelig.
Gensynet med Heisenberg består åbenbart i gensynet med dennes teori om ubestemthedsprincippet. Groft forenklet drejer det sig vist om den fuldstændige objektivitets umulighed; lige meget hvad man undersøger, vil det undersøgte påvirkes af undersøgelsen. Da det undersøgte hos Heisenberg vidst nok var partiklers positioner, drejer det sig med andre ord om kvantefysik.
Det er ikke min stærke side… Jeg var helt sikkert fraværende den tirsdag vi gennemgik kvantefysik i naturfag på Sønderborg Amtsgymnasium. Det betaler jeg så prisen for nu, hvor jeg, efter to gennemlæsninger af ”Gensyn med Heisenberg”, ligner, ikke bare et, men to store spørgsmålstegn.
At omsætte dette, som vistnok også er benævnt Heisenbergs usikkerhedsteorem, til romankunst, er umådelig ambitiøst. Rammen for forsøget, er fortællingers vekslen i tid og sted, om en række meget forskellige karakterer.
Alle karaktererne, så som forfatteren, urmageren, landmåleren, drengen med ravnen på skulderen og den udsvævende Ulrikka von Kühn, møder vi i og omkring en række begivenheder på den fiktive ø, Presenca syd for Acorerne. Alt foregår ganske tilforladeligt, indtil en rystelse rammer øen. Herefter bliver ubestemtheden det eneste livsvilkår for karaktererne og historien.
Igennem værket er drysset enkelte brun-gule sider med Olaf Karason Ljosvikingens fiktive selvbiografi, fra drømmende forældreløs til voksen skjald og digter. Ved første øjekast bryder disse den spinkle narratologi på nærmest uoprettelig vis, men disse sider, står det pludseligt klart, er et enestående argument for kunstens gunstige vilkår i ubestemmeligheden.
Referencer til kvantefysikken og til verdenslitteraturen er talrige, og man sidder med en klar fornemmelse af, hvorfor, at dette nødvendigvis måtte være en graphic novel, frem for en roman; tekst, eller for den sags skyld billede, gør det ikke alene. Tekst er en konstant, det blivende, billedet, betegner her flygtigheden, og komplementere teksten, konstanten. I enkelte tilfælde, paradoksalt nok, ved at angive det stik modsatte billede end teksten fremmaner.
Det er umådeligt interessant, og på trods af hovedpinen, med at finde hovedet og halen i denne vidtrækkende fortælling på så ganske få sider, er den en tredje læsning værd. Hav lyset tændt, have flere lamper tændt, illustrationerne er gråmelerede og mørke, sine steder udflydende og den trykte tekst har det svært på den baggrund. Det er eneste men, ved denne udgivelse, udover at den udstiller min uformåen udi kvantefysikken, det er en graphic novel og jeg savner den håndtegnede tekst. Den trykte tekst er fattig i sin fysik og kommer til kort, trykt på Teddy Kristensen dragende og varierede kunst.
Jeg har ALDRIG læst noget lignende, jeg forstår det ikke helt og jeg ka li' det... Dette er, med andre ord, en anbefaling.
