Bøger og babyer er sgu ikke verdens bedste blanding. Det må jeg erkende nu, en god måned, efter, at husets seneste beboer er arriveret.
Første gang jeg blev far og Asta var en fed lilla baby, fik jeg intet læst i månedsvis, da krapylet havde kolik og jeg stort set ikke lavede andet end at vade Nørrebro og omegn tynd med barnevogn eller sove.
Denne gang skulle det være anderledes. Alle siger jo, at anden gang er meget nemmere. Det er det også, i hvert fald har øglen ikke kolik denne gang, men bøger får jeg sgu ikke rigtigt læst.
Ikke fordi jeg ikke sidder ned og slapper af i ny og næ, men simpelthen fordi jeg har børn og babyer på hjernen. Selv når de ikke er der. Jeg læser en halv side, måske det dobbelte, hvis det går højt, og så vandrer tankerne, blikket flyder og koncentrationen er væk. Hvad tænker jeg på? Børn og babyer og på, at det sørme er svært at få læst alt det man gerne vil, med sådanne størrelser i husholdningen.
Bøgerne vælter ind og bliver stukket ind på kryds og tværs i, i forvejen, overfyldte bogreoler. Eller også ligger de i en stak, og ligner ikke helt dokumentsamlingen i Kiefers udformning øverst i indlægget, men alligevel lidt. Og det stresser mig faktisk lidt.
I denne uge er ankommet Stefan Blocks "The story of forgetting", Paul Murrays "Skippy dies" og Tove Janssons "The summer book".
Undervejs er ligeledes Jonathan Franzens "Freedom" og alt denne vidunderlige litteratur kan så lægge sig til at vente og vente og vente på at læseren her får tømt hjernen for gylp, bleer og almindelig småbørnsfamilie-logistik-problematikker. Du godeste...
På de fyldte hylder ligger, blandt meget andet godt, Atish Taseer "Stranger to history", Delillos "Point Omega" og på sofabordet ligger Tellkamps "Tårnet" og er halvt læst. Der ligger den sammen med Jan Poulsens herlige, ligeledes halvt læste, punkhistorie "Something rotten". Alt dette er jo vidunderligt og ligesom det skal være og lyserødt med sukker på toppen, hvis ikke det lige var fordi, at de kære børn umuliggør min yndlingsbeskæftigelse: Læsningen.
Jeg har det lidt, som da jeg var 20 og lige netop havde åbnet lemmen ned til den uendelige og fugtige og klamme og mørke og ubegribeligt dragende kælder, ved navn verdenslitteraturen, og det gik op for mig, at den netop var uendelig. Dette svimlende stress der bunder i visheden om ens egen uformåen; om så jeg bliver 208 år gammel, når jeg ALDRIG det her...
Det gør jeg nu nok. Altså det på hylderne, på et tidspunkt i hvert fald. Men alligevel, man skulle da være en pauver dramadronning hvis ikke man kunne piske et hysteri op omkring dette, i bund og grund, ret luksuriøse problem. Så det er hermed gjort.
I virkeligheden handler det jo bare om, at der er andet der er vigtigere netop nu, end at føje sider til mit læserskab. Og det er naturligvis mit faderskab, og den urimelige forelskelse i mine børn, som driver mig frem foran dem, for at rydde dem hver eneste forhindring af vejen. Hver dag.
Bøgerne må vente.
