Backwoods America - nu på film

Som faste læsere af denne blog nok har opdaget, så har jeg et, mere end almindeligt, godt øje til den amerikanske forfatter Daniel Woodrell. Ramsaltet country noir uden formildende omstændigheder, ud over kanten til det amerikanske samfund, i trailerparks og faldefærdige rønner. En hverdag i armod på alle leder og kanter, en hverdag med druk og vold og seksuel fornedrelse.

Her drikker kvinder og føder børn, og her drikker mænd og tager stoffer og , ja, drikker og tager stoffer... Der er ikke megen lys for enden af denne tunnel ind i backwoods America, som Woodrell gang på gang skriver sig ind i. Ti gengæld ætser de ofte simple historier sig langt ind i læserens bevidsthed, takket være præcist beskrevne karakterer og talentfulde miljøbeskrivelser.

Nu er filmindustrien så faldet over Woodrell, nærmere betegnet hans roman ”Winter’s Bone”. En roman der foregår i Ozark, på den anden side af alting, og følger en teenagepiges færd ud for at finde sin junkie-far, som en sidste chance inden hele hendes familie bliver sat på gaden.

Når jeg skriver ”Filmindustrien”, mener jeg naturligvis ikke Hollywood, da historien er alt for krads til den glittede del af industrien. Det er independent-instruktøren Debra Granik, der instruerer en hel flok mere eller mindre ukendte skuespillere i denne filmatisering, som fik fremragende anmeldelser på Edinburgh Film Festivalen i år. Den får premiere herhjemme til januar og du har grund til at glæde dig; får så har du nemlig tid til at læse romanen inden filmen kommer.

Tårnet

Her i min feries sidste dage er jeg, efter uendelige krimirelaterede svinke-ærinder, langt om længe flyttet ind i Tårnet. Uwe Tellkamps kraftandtrengelse af en roman om et villakvarter ved Elben, i DDRs sidste tid. Romanen følger en familie og dens naboer i et, efter DDR-standarter, velstillet og privilegeret miljø.

Romanen er anstrengt afdæmpet, og som sådan et levende bevis på alt det, man ikke sagde, privilegeret eller ej, i DDR.

Tellkamp har vundet mange priser for romanen, og her 100 sider inde i karakterernes liv, tænker jeg, at der også bør være en pris for læseren, som står denne kolossale roman igennem. Men hvem ved? Måske ligger prisen og venter på læseren efter sidste sid? Det er aldrig noget man, som læser, skal regne med, men måske at man, i dette tilfælde, kan sætte næsen op efter belønning, som det var tilfældet med Denis Johnsons "Tree of smoke". Det er den samme fornemmelse jeg sidder med nu, med Tårnet i favnen, og det sker ikke ofte.

I hører fra mig...