Dengang der var arbejdere i Norge

Overskriften afslører nok én fordom af mange, jeg ligger inde med om vores nordiske naboer. Altså, jeg tror ikke, at Norge nogensinde har haft en ærlig arbejder...

I Norge var de møgfiskere og møgbønder og så fandt de olie og så fik de ellers industriel revolution og efterfølgende velfærdsstat på ketchupmåden – blorp!

Og ja, jeg har en ide om, at Norge er et antikulturelt, ukultiveret, svinerigt og fjeldklædt kopiprodukt af en hvilken som helst antikulturel, ukultiveret, svinerig mellemøstlig ørkenstat, hvor befolkningen tilfældigvis sidder med røven i olieskorpen.

Jeg har da læst Per Petterson og, suk, Jan Kjærstads rædderlige Jonas Wergeland-trilogi. Anna B. Ragde siges at kunne skrive, ligeså kan, det ved jeg trods alt, Gunnar Staalesen, og så er der jo altid Jo Nesbø, hvis man ikke kan lade være med at læse krimier.

Min far kan sikkert sende mig en liste med de første ti norske forfatter som, udover visse af ovennævnte, er læseværdige. Men lad mig nu bare have mine fordomme i fred; helt ærligt, norsk skønlitteratur og norsk cuisine er for mig to sider af samme sag – ligegyldigt og stort set ikke-eksisterende. Det er kogt laks. Med kogte kartofler. Til morgenmad.

MEN så dumper Roy Jacobsen ind ad brevsprækken og ændrer en hel del på ovenstående. Irriterende. ”Vidunderbarn” hedder den, og er, ja, vidunderlig.

Vidunderbarn er historien om et år i Finns liv engang midt i ’60’erne. Finn bor alene med sin mor i de nybyggede arbejderboliger på kanten af Oslo, Finns far skred og døde kort efter i en arbejdsulykke. De bor i en af de rummelige lejligheder der blev bygget til dem, som skulle bære den norske, socialdemokratiske velfærdsstat på deres skuldre.

På det år vi følger den norske velfærdsstats tilblivelse med drengen Finns blik, sker der mangen en dramatisk ændring af Finn og mors tilværelse. De får en mystisk lejer, en lillesøster dumper ind af hoveddøren og Finn ændrer sit syn på moderen for good!

Vi følger hverdagen med små og store begivenheder, såsom tilvejebringelsen af et TV-apparat, glæden ved et godt leksikon, slagsmål i skolegården, feriekolonier etc. I Berlinmurens, Jurij Gagarins og præsident Kennedys år.

Der er en lethed ved travet henover begivenhederne som dog aldrig løfter sig fra historiens sorte og dystre undertoner. Moderens fortid, tabet af uskylden, den fraværende faderskikkelse, det umuligt, omklamrende ved en familie og volden som magtfaktor både i børnenes indbyrdes forhold og de voksnes ditto.

Jeg vil for engang skyld ikke skrive så meget mere om handlingen, for I skal alle læse den og nyde den som jeg. Dog vil jeg lige citere følgende fra bogen, der så fremragende viser den enestående, veloplagte Jacobsens pen, der på én og samme gang insisterer på at fange det barnligt magiske i en strandtur og en sommerferie og barnets nådesløst afslørende blik. Afsnittet beskriver Finns første møde med Boris, dennes nye sommerven, på stranden. Boris’ onkel, som ret hurtigt viser sig at være en ”onkel” der kun er med på ferien for at smøre Boris’ mor grundigt ind i sololie, præsenterer Finn og Boris for hinanden - for at få fred for Boris. Det er rørende, lyrisk, præcist og hylende morsomt i én klat funklende sort olie – blorp!:


”Du der, kan du ikke lege med ham her? Hørte jeg pludseligt nogen sige ved siden af mig, mens jeg lå på alle fire og gravede i sandet på stranden efter det, man egentligt kun finder i himlen. Og der stod en stor, skaldet mand iført sorte, alt for snævre badebukser, der ikke så ud til at indeholde noget som helst, under en nøgen, nøddebrun vom og med en cigaret dinglende i mundvigen. Ved siden af ham stod Boris, lille, senet og brun, som om han havde boet her hele livet, iført for store badebukser og med blikket rettet skråt ned i mit drømmehul, der nu langsomt, men sikkert blev fyldt med sort vand.”

Et venskab er knyttet. Ligeså mellem Jacobsen og jeg. Hans forfatterskab spænder vidt og jeg vil herefter ikke misse så meget som en stavelse af det. Ham kommer I til at høre mere til – så er I advaret.

Jacobsen kunne have sjasket denne roman ind i de klægeste ”syndefalds-magisk-barndom-klichéer”, men gør det naturligvis ikke – fordi han er en fandens god forfatter. Og den her fandens gode forfatter må have skrevet årtiets norske roman. For satan! køb den og giv de fordomme en rystetur, når du sveder på stranden eller på terrassen i løbet af sommeren.

Billedet der ledsager dette blog-indlæg er naturligvis en af Eric Fischls nyere strandscener. Jeg kom flere gange, under læsningen af Vidunderbarn, til at tænke på dem. Specielt i de sekvenser af romanen der omhandler Finns sommerferie på en ø i Oslofjorden. Læs selv bogen og find ud af hvorfor...

Fisken i floden

Vi stoler blindt på vore evner, på vores netværk, på den magiske kraft der ligger i et telefonnummer, en kontakt der kan klare dette og hint for os i de sværeste situationer.

Vi kan betale os fra kræftsvulster og dårlige knæ, vores psykologer klarer selvværdsproblemerne og understøtter os i vores ståsted, de privilegeredes.

Hvad sker der når ovennævnte ikke er nok, når instans efter instans, vi opfatter som værende konstante, smuldrer som frostsprængt cement, i mellem vore fingre? Hvad sker der når vi mister og efterfølgende befinder os i den mest utilfredsstillende af alle processer, nemlig sorgen?

For Joan Didion begyndte ”A year of magical thinking”, et år med magisk tænkning.

I begyndelsen af december 2003 blev forfatterparret Joan Didion og John Gregory Dunnes voksne datter Quintana Roo indlagt med en infektion der var løbet løbsk. Quintana er parrets eneste barn som de få måneder forinden har giftet bort.

Infektionen fører til en koma og en efterfølgende svæven mellem liv og død. Noget så normalt og forholdsvist simpelt som en lungebetændelse, fører til en nærkatastrofal tilstand i en hospitalsseng. Joan og John er tæt på at miste parrets eneste barn.

Joan og John er succesfulde journalister, forfattere, essayister og manusforfattere. De færdes hjemmevant i de absolut mest privilegerede cirkler af den intellektuelle og superlitterære del af New York. Der hvor folk er uddannet på Ivy-league universiteter og tjener godt på den kunst andre kun knapt kan få til dagen og vejen på, kunsten at sætte ord sammen.

De arbejder for de største og mest prestigiøse magasiner og aviser, essays i New York Times og i New York Review of Books er en selvfølge, ligesom en ustandselig og indbringende flirt med Hollywood er det.

Quintana bliver dårligere og dårligere på hospitalet og en aften efter at Joan og John er kommet hjem til deres lejlighed fra hospitalet, sætter John sig i sin stol mens han og Joan diskuterer første verdenskrig, som værende startskuddet til alt moderne og grundstenen for verden som vi oplever den i dag. Vel sagtens for at tænke på noget andet end deres dødsyge datter i hospitalssengen. John rejser sig ikke fra stolen igen. Han dør øjeblikkeligt af et hjerteanfald.

Joan hører John blive tavs, ser hans hoved synke ned på brystkassen, samtalen forstummer. Efterfølgende sker alt mekanisk, hun ringer, de kommer, de prøver at genoplive ham i tre kvarter, de kører væk med Joan og John i ambulancer, de erklærer John død ved ankomsten. Joan har mistet, og er tæt på at miste alt.

Samtalen om første verdenskrig er typisk for ægteskabet mellem Joan og John. De er et par der har arbejdet, skrevet, diskuteret, skabt og levet på sokratisk vis, en symbiose af intellekt og fælles respekt for den kunstner og det menneske de hver især har giftet sig med. Næsten 40 års parløb.

Problemet er, skriver Didion et sted, at man er holdt op med, for længe siden, at se sig selv med andre øjne end den andens. Man har, efterladt og alene, ingen ide om hvem man er uden den anden og hvordan den person man har udviklet sig til, med og igennem den anden, ser ud.

Didion er i sin beskrivelse af livtaget med det største og mest ufravigelige af alt, døden, vidunderligt magtesløs. Det er rørende, på grænsen til det komisk tårepersende at se hende lede efter mening. For der må da for fanden være en mening med det her, som der er med alt andet hun foretager sig i sit nøje afmålte liv?

Hun higer og søger, bogstaveligt talt, i rapporter, afhandlinger, bøger for at finde svar på spørgsmålet: Hvorfor døde John Gregory Dunne, og var der noget hun kunne have gjort? Hun driver et kobbel af læger til vanvid med spørgsmål. Jagten på svaret driver hende ud over grænsen for al fornufts ophør, og efterlader hende med en eneste mulighed: At give slip, både på fornuft og på følelse.

Magisk tænkning er ikke, at smide den afdødes sko ud, da han jo skal bruge dem når han kommer tilbage. Magisk tænkning er, ikke at ville flytte ud af lejligheden, selvom den er for stor, fordi han kommer tilbage. Det er når samtlige rationaler sætter ud, og man tænker, taler og handler mod bedre viden.

Sorgen er et kapitel for sig. Det at kunne sørge i skismaet mellem hvordan det er nødvendigt for Joan at sørge og hvordan omgivelserne, den vestlige verden, forventer at man sørger. Hun beskriver den aften på hospitalets traumecenter hvor John er erklæret død og det bliver personalet klart, at ikke alene er hendes mand netop død, hendes datter ligger også for døden på et andet hospital, et andet sted i byen. Hun overhører en læge beskrive hende som ”a pretty cool customer.” Det samme som når vi, i komplet og aldeles misforstået godhed siger, ”hun tager det flot”.

Skismaet er umuligt at operere i. Sorgen er stærk og ufravigelig, og giver man efter for den, har man fejlet.

”We are imperfect mortal beings, aware of that mortality, even as we push it away, failed by our very complication, so wired that when we mourn our losses we also mourn, for better or worse, ourselves. As we were. As we aren o longer. As we will one day not be at all.”

Quintana overlever. Og det gør Joan også. Med nød og næppe, efter et år som levende død i sin egen verden med magisk tænkning. Vi er langt ude over selvhjælpsbogen og vi er på den side af virkeligheden og forstanden hvor faktuelle begivenheder langt overstiger fiktionen. Vi er i hænderne på et, til tider tørt, nådesløst nøgternt intellekt, for hvem ingen rationel tilgang til begivenhederne pludseligt virker.

Hele øvelsen med magisk tænkning er, at lade denne dulme den ufravigelige erkendelse af, at det er slut. Han kommer ikke tilbage, skoen skal smides ud. Magisk tænkning fører frem til, at lade de afdøde blive til fotos på natbordet, lade dem langsomt glide ud mellem fingrene som fiskeren med den døde fisk i floden.